Hella Joof: "Kvinde er kvinde værst er jo ikke en sætning, der er kommet ud af det blå"

I dag sidder Hella og jeg på en cafe i Spanien, hvor Hella er nede for at lave et tv-program om at sejle. Men sjovt nok er dét, Hella vil fremhæve ved anekdoten til søs, ikke noget om vindforhold, sejl eller redningsveste. Det er kvinderne ombord på den færge til den græske ø for mange år siden. Da Hella mindes færgen med de 10 kvinder, snakker hun hurtigt og begejstret, og det er tydeligt, at mindet om kvinderne, der arbejdede så godt sammen, gør hende glad at tænke tilbage på.

Vi kvinder kan noget specielt, som Hella peger på. Og noget helt unikt, når vi går sammen som Hellas damer på færgen.

Men vi kan også være usikre, pressede og konkurrere mod hinanden, når vi egentlig burde stå sammen.

Kvindekonkurrenterne

Når jeg spørger til, om Hella selv har oplevet manglende opbakning fra kvinder i sit liv, kvitterer hun med et ”Øh, ja! og det er en skræmmende oplevelse!”.

– Kvinde er kvinde værst er jo ikke en sætning, der kommer ud af det blå. Kvinder har jo gennem tiden haft en mindre banehalvdel at spille på, og så har solidaritet ikke stået øverst på listen over dyder, siger Hella.

Som ung skuespiller kunne Hella føle sig uretfærdigt behandlet og ville også tage det op med instruktøren. Her mærkede hun, at de andre kvindelige skuespillere ikke bakkede hende op, når den mandlige instruktør var der.

LÆS OGSÅ: Neel Rønholt og Stephania Potalivo om deres venskab: ”Vi kunne lige så godt have været konkurrenter”

– Jeg blev mokken, fordi jeg var hende, der syntes, noget ikke gik. Og de der piger var med på al kritikken, når den mandlige instruktør var gået. Men når man siger noget til instruktøren, vil de alligevel hellere være de lækre, ubesværlige, nemme, søde skuespillerinder. Og så kan kællingen der, hun kan tage opvasken og smadre alle tallerknerne, det har jeg altså oplevet mange gange, da jeg var ung skuespillerinde.

Bitch avler bitch

For at komme konkurrencen og misundelsen på andre kvinder til livs, som vi alle måske har oplevet på et tidspunkt i vores liv, kan vi ændre på det ved at tænke over, hvad vi giver videre til vores døtre, siger Hella.

– Så når ens lille datter kommer og siger noget om en eller anden veninde i skolen, så stop hende lige. For hvis man går med på den, og man siger ”Ja – men har du set hendes mor? Så er det nok også derfor, fordi hjemme hos dem…”. Så lad være med at gå den vej, for det gør vi tit med piger, og det gør vi altså ikke med drenge. Hvis du kan huske det, så har du også gået i klasse med nogle piger, som var nogle små bitches allerede i 7. klasse, og hvis du kan huske det, så var deres mor også en bitch til forældremøderne over for de andre mødre. Hvis man er en bitch, bliver ens datter også en bitch. Og hvis man lærer sin datter, at det også er fordi, de andre er misundelige, fordi du er så pæn, så går det jo i arv!

Og det med at være pæn har Hella en mening om.

– Altså, man skal ikke opdrage sin datter til at være køn. Min datter var meget yndig, og hun har altid set så dejlig ud. Men jeg har ikke dyrket den der ”se, hvor er du smuk, min lille, og silkebånd i, og åååh”, for det går af sig selv. Det med at være en lille prinsesse og have den samme kjole på som sin mor og mors læbestift og… det har vi ikke gjort hjemme hos os. Det skal vi ikke. Jeg har altid været ret benhård omkring, at hun skulle være sød ved andre mennesker, og så skulle hun være sjov. Så når hun kom og fortalte en dårlig vits, så sagde jeg, jamen skat, du skal jo fortælle det der først, for ellers er det jo ikke sjovt. ”ÅRH MOR! Jeg ville bare fortælle en vits, du skulle jo ikke instruere”, sagde hun allerede, da hun var lille. Det var måske tarveligt, men jeg har opdraget hende til at få andre mennesker til at grine, og så skal hun være sød.

– Og hvis du kan mærke, hun er på vej ud ad et forkert spor ud i nogle kliker, så skal hun lige ind på kontoret, og så snakker vi om, hvordan man er en god kammerat. Og så spørger man for eksempel ”hvorfor må hun ikke være med? Hun var da med i sidste måned?”, og datteren svarer ”jamen hun er bare så ditten og datten”, så siger du ”hey, hey, skat” og forklarer det her med, at vi skal hjælpe hinanden. Piger skal hjælpe hinanden.

Hvidt brød med mayonnaise

Hella og jeg er mødtes til en omgang hvidt brød og aioli. Vi bestiller også to cafe con leche. Tjeneren kigger meget mærkeligt på os, og han undrer sig nok over den interessante kombination af kaffe og mayonnaise, vi får indtaget her til eftermiddag. Men Hella og jeg bliver enige om, at kaffe og mayonnaise kan noget.

– Vægt er noget af det sværeste at have styr på, for der er så mange fristelser. Jævnfør, siger hun og peger så på brødet, hun dypper i aioli.

75 procent af de deltagende i vores undersøgelse har det faktisk virkelig svært med deres krop.

– Er det rigtigt? Det er godt nok mange. Jeg har lige været i en sammenhæng, hvor en pige havde tabt sig 7 kilo. Og så stod os piger rundt omkring hende og sagde ”kæft hvor ser du godt ud”. Senere spurgte min mand ”hvorfor var I så meget oppe at køre over hende der?”. Så sagde jeg ”det var bare fordi, hun havde virkelig skiftet type og så virkelig godt ud”. ”I snakkede meget om det der med, at hun havde tabt 7 kilo. Det var helt skørt”, sagde han så. ”Ja”, sagde jeg, ”det var måske lidt overdrevet”.

LÆS OGSÅ: Impostor-syndrom: En form for angst der særligt rammer kvinder over 30

– Vi skal altså lade være med at lade vægt være en parameter. Som det er nu, får vi mere ros af andre kvinder for et vægttab end for at skrive en Ph.d. Og når vi for eksempel taber os, kan passe de der bukser, man har haft hængende inde i skabet, og man tager dem på, er man pludselig kommet med i en klub af nogle fine, der har kort til noget bestemt, og vi tænker ”YES”, og man bliver gladere for det end for noget andet, for nu kan man lyne den der, man ikke har kunnet passe siden… Og alle siger, wauw, har du tabt dig? Og så går man rundt og kigger på de andre tykke og tænker, kæft hvor har du bare lidt styr på det. Der skal man stoppe tanken og sige, hvad var det, jeg tænkte? Sikke noget lort at tænke. Væk med den. Det er en skude, der skal vendes. Og det kan vi kun gøre ved at lade være med at tillægge vægt og vægttab betydning. Du er det samme vidunderlige menneske, som du altid har været. Du kan bare passe noget i størrelse 38, men det gør dig hverken til en bedre kæreste, mor, veninde eller kollega. Du kan bare passe en lidt mindre kjole.

Men Hella ved godt, at det er nemt at sidde og sige.

– Jeg har kæmpet meget med det i mit liv. Jeg har den mest sindssyge elevatorvægt, og jeg ved godt, hvad det vil sige at være i en periode, hvor man bare tænker, lige i øjeblikket har jeg tabt kampen med fedtet, der er ikke noget at gøre ved det. Jeg må bare tage noget pænt tøj på og en pæn neglelak, og så håbe, at folk kigger på det. Det er kontrol. Det er den bedste måde at vise på, at du har kontrol, det er, at du kan sige nej tak og afstå.

– Men altså. Enten må du tabe dig. Eller også må du være glad for, hvordan du ser ud. Jeg kan ikke sidde her og spise hvidt brød med mayonnaise og så være ked af, hvordan min krop ser ud. Eller blive sur på de tynde piger. Og fandme om ikke at verden er uretfærdig. Ej, det går ikke. Så må vi tabe os. Men ikke for andres skyld. Gør det for dig selv.

Der er nok til os alle

Sociale medier er også svære at komme udenom i snakken om pres, misundelse og konkurrencen blandt kvinder. Men sociale medier er ikke vores værste fjende, hvis bare vi bruger dem ordentligt og spørger os selv, hvorfor vi lægger et billede ud, siger Hella.

– På et tidspunkt var jeg ude og holde foredrag, og der var to kvinder i 30’erne, sådan nogle yndige kvinder, og de snakkede om selvværd, og hvad man gør, hvis det er dårligt. Og så sagde jeg: Prøv at lægge mærke til, hvad I selv lægger ud på sociale medier. Lægger du billeder ud af dig selv for, at folk skal tænke, du er et menneske, eller for at de skal tænke: Hold kæft, hvor det kører for hende? Hver gang, du lægger et billede ud af noget perfekt og en af de der selfier, hvor du skriver ”mandag, så træt”, og så er du bare pisse lækker. Hvorfor lægger du det billede ud? Er det for, at vi andre skal tænke ”ej, hvor er det dejligt, du også har en træt dag”, eller lægger du det ud for, at vi andre skal tænke ”ej, hvor ser hun bare godt ud. Hvis hun ser sådan ud, når hun er træt, så skulle hun se mig, når jeg er træt!”. Lægger du det ud for at skabe kærlighed og solidaritet, eller lægger du det ud, fordi du vil være den -ste? Og hvis du lægger det ud for, at andre skal få mindreværdskomplekser, skaber du angst, og når man skaber angst og dårligt selvværd i andre mennesker, så reflekterer det tilbage på en selv. Så hver gang du gør det, skaber du dybest set dårligt selvværd for dig selv. Så læg nogle billeder ud af nogle hæle med hård hud, en kage, der hurtigt er klasket sammen, nogle børn med snotnæse, en mand, der sidder og læser avis. Del også det uperfekte.

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg om #søstersind: Jeg håber virkelig, at jeg er blevet en bedre veninde, end da jeg var 25 år

– Men ikke kun det uperfekte. For vi gider heller ikke det der med ”Nynnes Dagbog”, hvor det hele tiden gik galt. Man skulle knække en hæl og skvatte i sin egen tamponsnor. Det var sjovt i 90’erne, det gider vi heller ikke mere. Vi vil også gerne have nogle seje, dygtige rollemodeller. Men det handler om at dele successerne og ikke at lave afstand. For man kan blære sig med ting, og så kan man dele ting i kærlighed. Når man blærer sig, så bliver andre mennesker misundelige, bange og kede af det, og så kan man sidde deroppe og være hende den fede, det gik virkelig godt for. Eller man kan dele en succes og skrive: ”Nu skal I bare høre – jeg fik det job, jeg er så glad! Jeg har søgt og søgt, og nu har jeg fået det job, det er mit drømmejob! Jeg giver en lille en nede på den lokale”. Så skriver alle, ej tillykke! Hvor er det dejligt for dig.

– Du kan også skrive: ”Så så man lige mig på et lækkert job”. Men vi ved godt, hvornår du deler med kærlighed, og hvornår du egentlig i virkeligheden prøver at lægge afstand til andre mennesker. Og så skal vi bare huske, at der er nok, selvom det ikke ser sådan ud. Det er fordi, vi ikke tror, der er nok. Der er nok til os alle sammen. Når vi tænker ”ej prøv at se hende, hvor ser hun fantastisk ud i den kjole”, så lad være med at tænke ”hvad så med mig? – er jeg bare noget hakket lever?”. NEJ! Og ”Ej hvor har hun nogle flotte, lange ben”. ”Og hvad så med mig, så er jeg bare grim og tyk”, NEJ! Du har noget dejligt hår eller nogle smukke øjne. Når vi ser andre menneskers skønhed, så lad os glæde os over det i stedet for. Der blev ikke mindre til mig, fordi hende der har fået lange ben. Der er ikke kun så og så meget skønhed, så og så mange kærester, eller succes i verden, som vi skal deles om.

Der var også nok mayonnaise, og der var også nok hvidt brød den eftermiddag.

– Der er uendeligt. Der er nok. Så lad os hylde hinanden, når det er relevant, networke og holde Kvindernes internationale rødvinsdag. Der er nok til os alle.