Helle Thorsted
Foto: Ida Schmidt Helle fortæller om at miste sin bedste veninde til livmorhalskræft.

Helle om at sige farvel til sin bedste veninde

Helle mistede sin bedste veninde til livmoderhalskræft: "Nogle gange lå jeg hos hende, helt tæt og i ske"

Døden strækker sig ofte over dage, uger, måneder. Men et øjeblik, der står tydeligt tilbage, er det, hvor vi tager uigenkaldeligt afsked. Helle fortæller om den allersidste stund med sin bedste veninde.

Jeg mødte Lena i 1980, da vi var i begyndelsen af tyverne. Hun var min kærestes søster og senere min svigerinde. Men vi var først og fremmest veninder. Vi var alle tre flyttet fra Jylland til København for at studere, og da min kæreste flyttede tilbage for at færdiggøre sin uddannelse i Jylland, flyttede Lena og jeg sammen. Vi var hjerteveninder og delte alt, to eksiljyder i hovedstaden, der holdt sammen.

Da Lena blev syg af livmorkræft knap 20 år senere, var jeg for længst flyttet tilbage til Jylland, så jeg pendlede for at se hende så ofte, jeg kunne. Lena fik aldrig selv børn, men havde været gift og havde en papsøn, som hun holdt meget af, men i den sidste tid havde hun svært ved at rumme andre end ganske få personer. Hun var en stærk kvinde, og det føltes umuligt for hende at være den svage. Med mig var det nemmere. Der var ingen forventninger eller noget, hun skulle leve op til. Hun kunne bare læne sig op ad mig. Vi behøvede ikke at sige så meget. Vi var bare sammen, og nogle gange lå jeg i sengen hos hende. Helt tæt og i ske.

LÆS OGSÅ: Om venskab: "Når man har passeret de 30, er det ikke nemt at gå ud og finde nogen, man har fuld tillid til"

Lena døde en efterårsdag. Hun sad i hospitalssengen, svag, skrøbelig og skaldet, men livede pludselig op. ”Helle, den her skulle vi have opfundet,” sagde hun og viftede med én af de der opkastbakker i pap. ”Så var vi blevet stenrige.” Det var det sidste, hun sagde. Og det var sådan, hun var. Hun brød sig ikke om at tale om døden, heller ikke da den var så tæt på, at vi nærmest kunne række frem og røre den. Det har jeg haft det svært med siden, for jeg ville gerne have talt med hende. Jeg ville gerne have sagt rigtigt farvel. Men man må respektere de døendes ønsker og følge dem, så godt man kan.

Hun havde en iltmaske om næse og mund, og gummiet fik hendes hud til at slå ud. Det var en lille ting, men det gik mig på med den maske. Da hun gled længere og længere ind i bevidstløshed, bad jeg en sygeplejerske om lov til at fjerne den og pillede den forsigtigt af hendes ansigt. Det var så dejligt at se hende igen, uden slanger og maske. Som Lena. Min daværende mand, Lenas bror, og jeg havde været på hospitalet i et par dage, og han sagde, at han havde brug for et hurtigt bad. Men jeg kunne bare mærke, at det skulle han ikke. At der var noget på vej. Jeg havde holdt hende i hånden det meste af dagen, men jeg fik pludselig også brug for at holde om hende. Jeg hviskede, at vi elskede hende, og lovede, at de små i familien aldrig ville få lov at glemme, hvem hun var. Så døde hun. Det var stille, udramatisk og faktisk smukt, men også uendeligt sørgeligt.

LÆS OGSÅ: Anne Louise Hassing om en svær tid: Jeg var ramt af indre dæmoner som angst og modløshed

Lena sagde farvel på sin egen måde. Med sit blik. Vi så på hinanden på en helt særlig måde i timerne frem til hendes død. Med en inderlighed og indforståethed, som er svær at beskrive. Det var et farvel. Bare uden ord.

Selv om det er mange år siden, bliver jeg bevæget. Når jeg tænker på Lena eller taler om hende, presser tårerne sig på. Hun satte et aftryk i mit liv. Jeg er så glad for den tid, vi havde sammen. For alt det sjove, for kærligheden og fortroligheden. Og så er jeg taknemmelig for den allersidste tid. For at jeg var hos hende i den stund, der blev hendes sidste. Jeg ville ikke have været noget andet sted end lige netop der.

Hvem er Helle Thorsted?

  • Helle Thorsted, 57 år
  • Sygeplejerske, bor i Silkebog og har tre voksne børn fra et tidligere ægteskab.
  • Uddannede sig efter Lenas død i 2001 til sygeplejerske med speciale i palliativ pleje og har skrevet bogen Alt du skal vide – ønsker til mine efterladte til døende, der søger råd og vejledning til afskeden med livet og deres elskede.
Se, hvad vi ellers skriver om: Sorg, Livsstil, Døden og Veninder