"Han ser på hendes krop, hendes hænder, hendes ansigt,
han rører ved det. Han indånder hendes hår, hendes hænder,
stadig med pletter af blæk, hendes små pigebryster.
Hun sover.
Han lukker øjnene, og med en pragtfuld, kinesisk blidhed
presser han sin krop mod det hvide barns krop, og han siger sagte,
at han er begyndt at elske hende.
Hun hører ham ikke.
Han slukker lyset.
Værelset er oplyst af skæret fra gaden."
LÆS OGSÅ: 3 unge forfattere: Derfor læser vi Marguerite Duras
Sådan lyder en passage i Marguerite Duras' stærkt roste roman Elskeren fra Nordkina fra 1991, der er en gendigtning og, i Duras' egne øjne, en forbedring af forfatterindens mest kendte værk, Elskeren fra 1984. Begge romaner cirkler omkring hendes eget erotiske møde med en ældre, rig kineser, da hun var bare 15 år og boede med sin familie i det gamle Indokina. Men Duras gengiver sin historie forskelligt fra gang til gang, vender magtforhold og bevæggrunde på hovedet, indtil grænserne mellem virkelighed og fiktion, forfører og objekt forsvinder. Med sin voldsomt ligefremme prosa leger hun med dødstung melankoli og svælger svulstigt i sin ungdoms søgende seksualitet, mens hun på provokerende vis konsekvent omtaler sig selv som 'barnet' over for den voksne mand. Det er på én gang for meget af det gode og så besnærende smukt, at man ikke kan vriste blikket fra papiret. Og så sanseligt fortalt, at man som læser uundgåeligt bliver suget ind i Duras' verden som en usynlig kameramand ved hendes side, knælende på gulvet ved den rige kinesers seng, mens væggene sitrer af forbudte længsler og umulig kærlighed.
For en hel generation af unge danske forfattere er Marguerite Duras' litterære arv og hendes særegne, minimalistiske prosa blevet en kilde til stor inspiration, og talenter som Amalie Smith, Lea Marie Løppenthin og Olga Ravn har alle bekendt deres kærlighed til Duras' værker, mens Bjørn Rasmussens anmelderroste debutroman Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011) og Josefine Klougarts Hallerne (2011) er direkte inspireret af Duras' skrivestil og ikke mindst forfatterindens favorittema: sadomasochistisk passion.
Man kan derfor roligt konstatere, at den gode Marguerite Duras i disse år oplever en litterær renæssance i Danmark, hvor Forlaget Vandkunsten desuden sidste år udgav den første danske oversættelse af forfatterindens mesterlige Dæmningen mod Stillehavet (1950) og tidligere i år den lille fænomenale tekstsamling At skrive (1993). I At skrive fortæller Duras om smerten ved sin selvskabte isolation og om de ting, der nødvendigvis altid måtte være inden for rækkevidde, når hun skrev sine bøger. Blandt disse vægtede Duras whiskyflasken på højde med det sorte blæk. "Man finder ikke ensomheden, man skaber den selv ... Jeg skabte den. Fordi jeg besluttede, at det var i det hus, jeg skulle være alene, at jeg skulle være alene for at skrive bøger," skriver Duras bl.a. i den lille bog. Og senere, for at sætte trumf på selvsamme altædende melankoli og dødedans, der også er selve drivkraften i Duras' forfatterskab:
"Ensomhed betyder også: enten døden, eller bogen. Men først og fremmest betyder det alkohol. Whisky betyder det."
Forfatterinden døde selv tre år efter udgivelsen af At skrive i en alder af 81, trist og træt af livet og sin hensmuldrede krop. Men hvilket liv.
LÆS OGSÅ: "Jeg er 21 år og i gang med mit 3. sabbatår"
Barn i regnskoven
"Jeg begyndte at skrive, da jeg var 10 år. Meget dårlige digte. Sådan starter mange børn med at skrive, med den vanskeligste skriveform af dem alle," fortalte Marguerite Duras til New York Times i 1991.
Hun blev født i 1914 i provinsen Gia Dinh i det sydlige Vietnam, dengang Fransk Indokina. Duras' far arbejdede som skolelærer, men døde allerede, da Duras var bare fire år, og efterlod expatfamilien på kanten af ekstrem fattigdom. Den manglende faderrolle skulle komme til at spille en enorm rolle for forfatterindens forhold til mænd og kærlighed, og det samme gjorde hendes anstrengte relation til moren. Familien bestod desuden af to meget forskellige storebrødre, Pierre og den lettere retarderede Paulo. Mens Marguerite elskede Paulo over alt på jorden, lagde deres mor aldrig skjul på, at hun langt foretrak sin ældste søn Pierre, som hun forgudede blindt. Nærmest som man ville en elsker, bemærkede Marguerite sidenhen. Forfatterinden hadede Pierre, som hun igen og igen beskrev i sine bøger som arrogant og ondskabsfuld, og som hjalp moren med at give Marguerite og Paulo tørre tæsk, når de ikke artede sig. Duras' opvækst var dog også præget af en vild frihed, og sammen med Paulo og nabolagets fattige asiatiske børn rendte hun rundt i regnskoven, hvor hun jagede fugle og småvildt til aftensmaden.
"Jeg har enestående minder om de nætter i skoven, hvor vi gik barfodede med slanger overalt! Jeg var ikke bange som 12-årig, men senere har jeg spurgt mig selv, hvordan vi kom ud derfra i live. Vi gik ud for at kigge på aberne, og der var også pantere. Jeg så en sort panter løbe forbi 100 meter foran mig. Intet i verden rummer mere vildskab end det," fortalte Duras senere i et interview. I 1924 rykkede familien til Vinh Long, en landsby ved Mekong-floden. Hertil ankom også en ny fransk ambassadør og hans smukke, blege hustru, Elizabeth Striedter. Parret var flyttet fra Laos, og rygtet sagde, at Elizabeth havde haft en ung elsker, der havde begået selvmord af sorg, da hun flyttede. Historien gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge Duras, for hvem Elizabeth kom til at repræsentere en mørk og mytisk kvindelig kraft. Samme Elizabeth skulle senere dukke op som karakteren Anne-Marie Stretter i Duras' roman Elskeren fra Nordkina, og forfatterinden gik så langt som til at udtale, at Elizabeth var grunden til, at hun overhovedet blev forfatter.
Kampen mod havet
Flere monumentale begivenheder i Vinh Long kom til at præge Duras' udvikling både som kvinde og forfatter. Moren havde i årevis sparet sammen til sin egen landbrugsjord, og endelig købte hun en farm af koloniregeringen. Uden tanke for, at hun som enlig kvinde ville blive taget godt og grundigt ved næsen, hvis ikke hun tilbød regeringsoverhovederne en form for økonomisk (eller seksuel) bestikkelse oveni. Sikkert nok: Så snart regntiden startede, blev morens nyplantede rismarker oversvømmet af Stillehavet, der nåede helt op til familiens dørtrin. Alligevel kæmpede familien i årevis mod havet, og moren forsøgte endda, uden held, at bygge et dige imod vandmasserne. De frugtesløse strabadser drev både moren og Duras' til det yderste, og Duras har senere gengivet tragedien i bl.a. Dæmningen mod Stillehavet, der ligeledes blev filmatiseret med titlen This Angry Age i 1952. Ikke overraskende var menneskeligt vanvid et vigtigt tema for forfatterinden igennem resten af livet.
I samme periode mødte Duras kineseren, som kastede sit begær på den vilde, hvide pige. Hvordan det for tiden ekstremt skandaløse forhold i virkeligheden udspillede sig, forbliver uvist, men mens Duras selv har skildret affæren i sine romaner som alt fra modvillig til dybt passioneret – og kineseren som både tyk og tynd, blændende smuk og lettere frastødende – mener mange, at forfatterindens mor simpelthen solgte sin datter til prostitution for at tjene til føden. Sikkert er det, at affæren lagde grunden til Duras' senere litterære besættelse af de brutalt skiftende magtforhold og psykologiske spil, der raser mellem elskende. Såvel som en stærk politisk metafor for kolonitidens skæv-vredne samfunds- og menneskesyn.
Modstandskvinde i Paris
Som 18-årig flyttede Duras til Frankrig for at læse jura og politik. Hun havde fortsat flere forbudte affærer, deriblandt med en gift mand, hvis familie endte med at betale for, at Duras fik en ulovlig abort. Efter endt uddannelse arbejdede hun for det franske koloniministerium, og i 1939 giftede hun sig med forfatteren Robert Antelme. Dennes bedste ven, Dionys Mascolo, agerede vidne til vielsen, men hvad gommen ikke vidste, var, at Duras og Mascolo allerede havde påbegyndt en hed affære bag hans ryg. Mascolo blev år senere Duras' anden mand og far til hendes eneste barn, sønnen Jean Mascolo. Under nazisternes besættelse af Paris blev Robert Antelme sendt til koncentrationslejren Dachau, og Duras kastede sig ind i modstandsbevægelsen sammen med vennen François Mitterrand (Frankrigs præsident 1981-95, red.), som hun blev voldsomt betaget af:
"Han er en vidunderlig mand. Da vi arbejdede i modstandsbevægelsen, mødtes vi aldrig i et hus eller på en café, men på gaden. Vi var så glade for hinanden, at vi bestemt godt kunne have haft sex, men det var ikke muligt. Man kan ikke have sex på en cykel!" sagde forfatterinden langt senere til New York Times.
Duras blev i stedet efter krigen kritiseret voldsomt for sin affære med en ung Gestapo-officer, skønt hun og hendes medmodstandsfolk fastholdt, at hun udelukkende havde brugt officeren til at skaffe vigtige informationer. Imens sørgede Mitterrand og Mascolo for at få hendes afkræftede mand hjem fra Dachau, og Duras skrev i 1985 bogen Smerten om krigen, om hvordan hun plejede Antelme tilbage til livet. For derefter at forlade ham til fordel for Mascolo.
LÆS OGSÅ: Amalie er Jehovas vidne: "Det kan godt være grænseoverskridende at banke på folks dør"
Kriminel kærlighed
Under krigen havde Duras modtaget nyheden om, at hendes elskede bror Paulo var død af sygdom i Indokina. Smerten var næsten ubærlig for forfatterinden, som oveni havde født et dødfødt barn måneder forinden. Duras bebrejdede senere broren Pierres psykiske terror for Paulos tidlige død og fortalte som 80-årig endda en amerikansk journalist, hvordan hun burde have myrdet Pierre, da de var børn. Året efter Paulos død udgav Duras sin første bog, Les Impudents, og begyndte dermed det evigt repeterende fortællemønster, der blev kendetegnende for hendes forfatterskab: Igen og igen optrevlede hun sin families historie og de samme problemstillinger og karakterer. Som oftest med sig selv i en slet skjult central rolle som passiv femme fatale i ulmende sadomasochistiske kærlighedsforhold.
I slutningen af 40'erne meldte den evigt politisk engagerede Duras sig endvidere ind i kommunistpartiet, men blev allerede i 50'erne smidt ud igen for at kritisere partilinjen. Det blev hun i øvrigt ved med resten af livet, selv om hun altid beskrev sig selv som inkarneret marxist. I det hele taget havde Duras ualmindelig svært ved at holde sine meninger for sig selv. Hun yndede således at kritisere både filosoffen Jean-Paul Sartre, som Duras mente var komplet til grin, og præsidenten Charles de Gaulle, ligesom forfatterinden også gjorde sig bemærket for sin fascination af diverse kriminelle skikkelser, som hun følte kæmpede imod systemet. Deriblandt den tidligere dømte morder og diamanttyv Georges Figon, som Duras blev tætte venner med, og som inspirerede til forfatterindens bogsucces Moderato Cantabile fra 1958, hvori en mand myrder sin elskede i erotikkens hede. Denne selvdestruktive kærlighed var ligeledes gennemgåede i de filmmanuskripter, Duras skrev fra 50'erne og fremefter.
"Du ødelægger mig. Du er så god for mig," gentager den kvindelige franske hovedrolle fx til sin japanske elsker i filmen Hiroshima, Mon Amour, som Duras skrev på bestilling for Alain Resnais, en af de store instruktører i fransk nouvelle vague-film (den ny bølge, red.).
Begær frem for ømhed
Duras' arbejde som manuskriptforfatter og senere instruktør af egne film blev på mange måder næsten lige så vigtigt for eksperimentalfilm i det 20. århundrede, som forfatterindens bidrag til litteraturen. Hele 20 film nåede Duras at involvere sig i, og de film, hun selv instruerede, var som sælsomme filmdigte, der gjorde op med traditionelle forhold mellem lyd og billede. Ofte hørtes karakterernes dialog således uden for billedet, mens kameraet så andetsteds hen. Andre gange blev skuespillernes dialog druknet af en stemme på lydsporet (nogle gange Duras' egen) som i den feterede India Song fra 1975, hvis historie om indestængt passion i en kolonivilla emmer af stum sensualitet. Men selv om Duras igen og igen udforskede kærlighed og begær, var hun ikke sentimental omkring disse temaer:
"Jeg skriver om kærlighed, ja, men ikke ømhed. Jeg kan ikke lide bløde mennesker. Jeg er selv ret barsk. Når jeg elsker nogen, begærer jeg dem. Men ømhed antyder en udelukkelse af begæret," udtalte forfatterinden.
Denne stædigt forcerede objektivisering af kærligheden spirede i sagens natur i Duras' barndom, hvor hendes seksuelle selvbillede ikke blot blev påvirket uigenkaldeligt af affæren med kineseren (som måske, måske ikke forgreb sig på hende og måske endda betalte hendes mor for eskapaderne), men hvor hun muligvis også havde sex med sin bror Paulo. Det kom frem i Elskeren i Nordkina og skabte ikke overraskende lidt af en mediesensation – skønt sandhed i Duras' forfatterskab som sagt forbliver svær at fastholde. Tydeligt er det dog, at sex for forfatterinden i udpræget grad var tættere forbundet med magtspil og frydefuld og farlig undergang snarere end rosenrød romantik.
Elskeren i Normandiet
Duras havde det meste af sit voksenliv base i Paris og i sit landhus i Neauphle-le-Château, men i 1963 forelskede hun sig ligeledes hovedkulds i strandbyen Trouville i Normandiet. Her indlogerede forfatterinden sig i en lejlighed på det historiske badehotel Roches Noires og blev en tilbagevendende beboer helt frem til sin død. Fra sit vindue spejdede Duras ud over Normandiets kyster, og adskillige af hendes film og romaner blev inspireret af Trouville, deriblandt teksterne Sommeren 80, The Slut of the Normandy Coast og filmen Agatha, der blev optaget på Roches Noires i vinteren 1980. Det var også i Trouville, at forfatterinden mødte den franske fotograf Hélène Bamberger, som skulle blive en nær veninde. Over det næste årti skød Bamberger Duras på Roches Noires og rundt omkring i Trouville og skabte en fotografisk ode over forfatterindens kærlighed til byen: Marguerite Duras de Trouville. Et tilnavn, som både Duras og Trouville tog stor ære i. Sålunde har byen siden 1995 afholdt en årlig Duras-festival, hvor forfatterinden mindes igennem filmvisninger, foredrag og oplæsninger.
Samtidig var forfatterinden imidlertid også dybt alkoholiseret og plaget af ætsende ensomhed (ægteskabet med Mascolo var endt i 1956). "Jeg var en ægte alkoholiker, ligesom jeg er en ægte forfatter. Jeg drak et glas rødvin hver time for at falde i søvn. Derefter cognac om natten. Så cognac efter morgenkaffen, og derefter skrev jeg. Det er utroligt, at jeg overhovedet kunne skrive," fortalte forfatterinden i 1991. Hjælpen dukkede op, da Duras i starten af 80'erne formede et intimt venskab med den homoseksuelle fan og forfatter Yann Andrea Steiner. Hvad der startede som brevveksling, endte med, at Steiner flyttede ind hos Duras i dennes rodede lejligheder på Rue Saint-Benôit i Paris og i Trouville og fik sendt forfatterinden på livsnødvendig afvænning. Den 38 år yngre Steiner blev en betydningsfuld muse for Duras, som på skrift svælgede i sit erotiske afsavn og erkendelsen af, at her var en mand, hun ikke kunne eje seksuelt. Muligvis pga. dette uforløste begær, der viftede hende under næsen i hendes livs efterår, nedfældede Duras historien om sine sprøde teenageårs største seksuelle 'erobring': Elskeren. Romanen om den unge kolonipige, 'barnet', og den tragisk forelskede kineser udkom i 1984 og blev en stor international succes – og Duras' første kommercielle hit i USA. Forfatterinden havde tidligere berørt affæren i sine romaner, men aldrig på denne måde, hvor kineseren nu var en overnaturligt smuk førsteelsker i stedet for en smålummer karakter med tykke pilfingre. Duras gav sit yngre jeg det tilfredsstillende erotiske eventyr, hun så brændende ønskede sig med Steiner. Forfatterinden modtog sågar sit hjemlands prestigiøse litteraturpris Prix Goncourt, inden hun pludselig tog afstand fra romanen:
"Elskeren er en gang lort. En lufthavnsroman. Jeg skrev den, mens jeg var fuld," udtalte Duras bl.a.
Måske gik det op for hende, at hendes desperate begær efter Steiner havde fået hende til at gå på kompromis med sin vanlige hudløse kynisme: hun var simpelthen kommet til at skrive en virkelig kærlighedshistorie. Duras vendte dog hurtigt tilbage til en mere seksuelt selvudslettende skrivestil og udgav to år senere romanen Med blå øjne, sort hår om en ældre kvinde og en homoseksuel mand, som væmmes ved kvindens rynkede krop.
"Jeg tror, det hele er slut"
Elskeren blev filmatiseret i 1992 af instruktør Jean-Jacques Annaud med Jane March i hovedrollen og fik kultstatus, men Duras blev rasende, da han pillede ved hendes originale manuskript. Hun opfattede sine ord som hellige, og for at tage ejerskab over sin fortælling, og råde bod på de fejl, hun mente, den indeholdt, skrev Duras en ny version. Som en diabolsk finger til Annaud udkom Elskeren fra Nordkina oven i filmens premiere. Og for at føje spot til skade blev filmen kritiseret for at være en glittet Lolita-fantasi, mens Duras' nye bog blev rost til skyerne for sin komplekse gendigtning af et dødsdømt (magt)forhold mellem Øst og Vest.
I sit sidste år skrev Duras bogen C'est Tout, hvori hun sagde farvel til både livet og sit forfatterskab. Forfatterinden led af KOL og havde i 1988 sågar ligget i en fem måneder lang koma som følge af lungesygdommen. C'est Touts sidste linjer lyder:
"Jeg tror, det hele er slut. At mit liv er ovre. Jeg er ikke længere noget. Jeg er et forfærdeligt syn. Jeg falder fra hinanden. Kom snart. Jeg har ikke længere nogen mund, intet ansigt."
Marguerite Duras døde syv måneder senere i sin lejlighed med Steiner ved sin side. Men fortællingerne brænder stadig indestængt på papiret.
LÆS OGSÅ: Søs Egelinds datter: "Derfor bor vi i min mors bofællesskab"
LÆS OGSÅ: "Det nærmeste, en kvinde kan komme en magtfuld frisure, er pagen"
