Mettes datter var tæt på at dø af meningitis
Foto: Maria Warnke Nørregaard Mettes datter var tæt på at dø af meningitis.

Mettes datter var tæt på at dø af meningitis

”Hvis vi havde ventet til kl.11, havde hun været død”

Meningitis er alle forældres værste mareridt, fordi den udvikler sig hurtigt og kan ende fatalt. Mette Mitchells datter Miko blev ramt to gange i sit første leveår, og de voldsomme oplevelser har haft store konsekvenser for Mette, der har skiftet sit hektiske arbejdsliv ud med et, der giver mere mening. Men hun bliver stadig på-virket af lyden af sirener.

Af: Marie-Louise Truelsen, ALT for damerne

London, marts 2007
Mette Mitchell er ude at spise frokost med en veninde. Hendes 7 måneder gamle datter, Miko, ligger og sover i sin barnevogn. Da hun vågner, vil Mette
give hende lidt at spise, men den lille pige vil ikke have noget. Mette kan mærke, at Miko er meget varm, og ved med det samme, at der er noget galt. Det er helt usædvanligt, at Miko ikke vil spise, og den værste frygt vælder op i Mette. Tankerne om sidst, Miko var syg, farer rundt i Mettes hoved, og hun skynder sig at tage hjem. Miko begynder at græde hjerteskærende, nærmest skrigende. Mette er ikke i tvivl. Miko er i smerte.

LÆS OGSÅ: Mia blev dømt steril efter kræft: "Jeg er mor til to mirakelbørn"

Frederiksberg, 2015
Der er på alle måder langt fra den dag i London og til i dag, hvor Mette Mitchell sidder i sit hyggelige, rosafarvede hus på Frederiksberg og fortæller historien om sin datters voldsomme sygdomsforløb for otte år siden, og om hvordan det ændrede hendes eget liv for altid. Mette var en succesfuld stylist og trend-ekspert med fuld gang i karrieren og masser af spændende, arbejdsrelaterede rejsedage. Hun boede i London med sin engelske arkitektmand, og i 2006 blev hun gravid. Lille Miko blev født som stjernekigger og seks uger for tidligt, men hun var sund og rask, og alt gik strygende, indtil Miko var 3 måneder.

− Pludselig en dag blev hun meget syg. Det lignede umiddelbart influenza, hun havde feber og græd meget. Vi tog på skadestuen, hvor de testede for meningitis med en rygmarvsprøve. Den er normalt klar som vand, men hvis der er meningitis, er den mælkehvid, og det var Mikos prøve. Dagene på sygehuset står lidt som i en tåge for mig i dag, fordi jeg var så angst for at miste hende. Vi var indlagt i otte dage, hvor de dyrkede prøven og blodprøverne, og resultatet
var, at det var en ikkesmitsom meningitis. Den slags, der går over af sig selv.
Den lille familie tog hjem fra hospitalet, da Miko havde fået det godt igen. De ringede rundt med den gode besked til venner og familie, og Mette troede, at hun havde været igennem den største skræk, hun skulle opleve i sit liv. Det havde hun ikke. Fire måneder efter – den dag på restauranten med veninden – begyndte det hele igen.

− Al angsten fra sidst kom væltende tilbage, da Miko blev syg den dag. Jeg blev pissebange og ringede til min læge, som sagde, at jeg skulle skynde mig at komme. Jeg tog ikke engang barnevognen med, jeg bar Miko hele vejen hen til lægen. Jeg kunne ikke lægge hende fra mig. Lægen konstaterede, at Miko havde små prikker på huden, et udslæt, som kan være tegn på meningitis, og hun sagde, at jeg skulle tage på skadestuen "just to rule some things out". Og så knækkede jeg, for jeg vidste godt, hvad hun snakkede om. Al min energi forsvandt bare. Jeg var simpelthen så bange. Jeg kunne ikke få fat på en taxa, så vi blev hentet i en ambulance hos lægen, og jeg spurgte ambulancemanden, om man kunne få meningitis to gange? Han sagde, at det havde han aldrig hørt om, men det behøvede jo ikke at betyde, at det ikke kunne lade sig gøre!

LÆS OGSÅ: Maria er fedmeaktivist: "Det værste, man kan være i vores samfund i dag, er at være tyk"

På skadestuen fik Miko febernedsættende medicin. Mette har senere fundet ud af, at det må man aldrig give, hvis der er mistanke om meningitis, for så bliver det sværere at vurdere, hvordan patienten har det. Miko fik det da også lidt bedre, og efter et par timer blev de sendt hjem med aftale om at møde op igen dagen efter kl. 11.

− Og så havde vi bare den mest jammerlige nat. Miko var så ked af det, og om morgenen ved sekstiden havde jeg det bare sådan, nej, vi blive nødt til at tage på skadestuen nu. Hvis vi havde ventet til kl. 11, havde hun været død. Det ved jeg i dag! Med meningitis går det meget hurtigt ned ad bakke. Man kan vågne om morgenen og føle, at man har det lidt skidt, og så være død om aftenen. Sådan er sygdommen. Det er det, der gør den så uhyggelig.

− På skadestuen lyttede lægen til Mikos hjerte og tabte stetoskopet af overrask-
else. Han kiggede på mig og sagde bare: Kom med! Og så var hele sygehuset
over os. Miko havde en hjerterytme på over 200. En normal puls på et barn i den alder ligger mellem 80 og 160. Lige i det øjeblik var jeg lige så alene som den dag, jeg skal dø. Der var ingen, der kunne svinge et kreditkort eller komme og tage over. Jeg stod bare der og kunne ikke komme ud af det samtidig med, at jeg skulle kapere den der sindssyge angst. Jeg kunne mærke, hvordan folk kiggede på mig ud gennem øjenkrogen for at se, om jeg skulle have en lussing for ikke flippe ud. Mette viser et billede af en opsvulmet Miko fra sygehuset.

− Hun lå sådan der i tre dage og bare voksede, fordi hun havde blodforgiftning. Når de stak nåle i hende, kom der vand ud af dem. Jeg boede på to stole i
to dage på intensivafdelingen. Sad bare og kiggede på hende. Når jeg rørte ved hende og var tæt ved hende, faldt hendes hjerterytme en lille smule. Hun registrerede mig. Men når lægerne kom ind og lyste hende med lygter i øjnene og nev hende i tæerne, var der nul reaktion. Overlægen spurgte: "Kan hun kende dig, når hun er vågen?" Hvordan ved man, om et barn på 7 måneder kan genkende en?

− Jeg ringede til en af mine bedste venner, Bradley, og han kom med det samme. Jeg sagde til ham: "Jeg kan ikke se nogen børn her, der er mere syge end Miko!" Og han svarede, at han havde set flere børn på afdelingen, der var mere syge end Miko. Jeg var så glad for, at han sagde det, selv om det var løgn. Han troede, at Miko var død, da han så hende, og gik direkte i kapellet bagefter og bad for hende.

Hvor var din mand?
− Simon var der selvfølgelig, men han og jeg kunne ikke hjælpe hinanden i den situation. Vi stod i det samme lort. Der var et tidspunkt, hvor vi holdt om hinanden, og det var værre end ikke at holde om hinanden. Det var den nat, vi troede, at hun skulle dø. Jeg havde brug for, at der var en anden, jeg kunne tale med, og derfor var Bradley en stor hjælp.

Efter nogle dage fik Miko det bedre, og den lille familie blev flyttet på enestue. Miko var i antibiotikabehandling, og efter otte dage fik hun taget en rygmarvsprøve, som var fin og klar. Miko blev udskrevet en fredag – selvom hun ikke var frisk – hun skulle bare komme tilbage hver dag og få antibiotikaindsprøjtninger. Lørdag og søndag fik Miko sine indsprøjtninger og blev sendt hjem igen. Man havde konstateret, at den bakterie, hun havde, var Meningokok B, og derfor blev embedslægen involveret. Alle, der havde været i kontakt med Miko, skulle i behandling, fordi det var den smitsomme og farlige meningitistype.

− Vi fik sådan nogle satans piller, der farver alt rødt. Tis, afføring. De slår bakterien ihjel. Simon fik det vildt dårligt af pillerne, så han lå og sov med Miko i soveværelset. Jeg sad i stuen og prøvede at hækle for at få noget normalitet ind i dagene.

− Pludselig råbte Simon inde fra soveværelset: "Vi må til sygehuset – ring
efter en ambulance!" Han kom ind i stuen med Miko i armene. Hun var i krampe med skum om munden. Ambulancen kom meget hurtigt, da de hørte, at det drejede sig om Meningokok B, men det føltes som en evighed, da jeg stod der med hende. Simon var på toilettet med opkast og diarre, hans krop gav slip på det hele lige der.

LÆS OGSÅ: Sisse Fisker: Det tog tre år at blive gravid, fordi min krop var stresset

Miko viste sig at være i det, der kaldes status epilepticus – en krampe, der ikke stopper. Lægerne kørte et helt arsenal af medicin igennem, intet hjalp.

− Og vi stod der på sidelinjen og kiggede på det uden at forstå, hvad der skete. Du ser alt. Oplever alt. Og kan intet gøre. På vejen til toilettet stod nogle betjente og snakkede fodbold. Jeg kunne ikke forstå, hvordan de bare kunne stå der og snakke. Vidste de slet ikke, hvad der foregik lige inde ved siden af?

− På et tidspunkt kom en mand hen til os og sagde, at han var narkoselæge. Hvorfor narkoselæge, tænkte jeg? Han skulle bare lige informere os, hvis der blev brug for ham, og så gik han igen. Men kort efter kom han tilbage og fortalte, at en anden operation var blevet aflyst, så han kunne være hos os. Så er det fandeme alvorligt, tænkte jeg. Og kort efter forklarede de, at de var nødt til at lægge Miko i koma for at stoppe krampen. Hun blev flyttet til et andet hospital og kørt på operationsstuen, og Simon og jeg blev placeret i et andet rum. Vi var i gang med at købe en ny lejlighed på det tidspunkt, men inde i det rum sagde vi til hinanden: "Vi køber ikke den lejlighed, hvis det er uden hende!" Vi vidste simpelthen ikke, om hun skulle dø.

Mette får tårer i øjnene. Rejser sig og hente en æske Kleenex.

− Jeg tror aldrig, at jeg kan tale om det her uden at græde, siger hun.

− Miko lå der på en oppustet madras med munden tapet til, fordi hun fik luft gennem næsen via et plastikrør. Det hele vendte sig inden i mig. At se sin baby med munden tapet til, det er bare...

Miko var i koma i 26 timer, og derefter fulgte i alt fem ugers indlæggelse med op- og nedture og blandt andet endnu en status epilepticus, som dog "kun" varede 50 minutter.

Hvornår begyndte I at tro på, at Miko nok skulle overleve?

− Jamen, hele tiden. Det mistede jeg aldrig troen på. Jeg vidste godt, at der var den reelle risiko for, at hun kunne dø, men jeg havde det bare sådan: Hun dør ikke. Man forstår ikke, hvad man har været igennem, før man kigger tilbage på det, tror jeg. Mens man er i det, står man bare op om morgenen og gør det, der skal gøres. Men bagefter tog det mig to år at komme over det.

I dag er Miko en stor, glad og velfungerende pige. Mette og Simon er blevet skilt i mellemtiden, men det har ikke noget med sygdomsforløbet at gøre, understreger Mette. Faktisk tror hun, at parret var sammen i længere tid, end de ellers ville have været, fordi de rykkede så tæt sammen, da Miko var syg. Men Mette skulle igennem en stressperiode på to år på grund af de voldsomme oplevelser, før hun landede på benene igen. To år med angstanfald, som hun kun husker i tåger.

− Hver gang jeg hørte en ambulance med udrykning, fik jeg flashbacks. I
begyndelsen tænkte jeg, at det ville gå væk, men det blev ved. Og der er mange ambulancer i London, skal jeg hilse at sige. Angsten indsnævrede min verden mere og mere, men jeg var samtidig så lykkelig og taknemmelig over, at jeg havde fået et rask barn hjem igen, så jeg tænkte, at jeg bare måtte lære at leve med angsten.

− En dag sad jeg i en taxa på vej til en veninde. Der var trafikprop, og pludselig kom der en ambulance med udrykning, der skulle igennem. Men ambulancen kunne ikke komme nogen steder og endte med at holde lige ved siden af min taxa. Jeg måtte koncentrere mig helt vildt for ikke at skrige, mens jeg gik fuldstændig i stykker indeni. Jeg kom ud af taxaen og løb hen til min veninde. Jeg hyperventilerede og troede, at jeg skulle dø. Da anfaldet gik over, tænkte jeg, hold da op, det var godt, det kom ud, nu er det overstået, men det var det jo ikke. Det kom igen næste gang, jeg hørte en ambulance, og efterhånden bredte angsten sig også til andre områder i mit liv.

LÆS OGSÅ: "Min venindes mand lå nøgen i min seng. Ved siden af mig"  

Mette indså, at hun måtte have hjælp og tog til lægen. Han ville give hende lykkepiller – det ville hun ikke have – og i stedet foreslog han, at hun kunne komme til en coach. Det blev Mettes vej ud af angsten.

− Coachen var den første, der fik hele historien om Miko i fuld længde, og jeg indledte med at sige til hende, at vi måtte lave en plan for, hvordan man fik alle ambulancer ud af London. Det føltes helt ærligt lettere, end at jeg skulle få et normalt forhold til ambulancer, ha, ha. Coachen sagde, at jeg skulle begynde at kigge rigtigt på ambulancerne og de folk, der sad i dem. Og da jeg gjorde det, kunne jeg jo godt se, at de ikke var i panik. De sad ofte og sms'ede eller spiste sandwicher, mens de kørte med udrykning. De var på arbejde. Og jeg opdagede, at de faktisk heller ikke kørte så hurtigt, som jeg troede. Det hjalp mig, og derfra gik det langsomt fremad. I dag registrerer jeg alle ambulancer, jeg kan stadig mærke dem, men de forstyrrer og begrænser mig ikke.

Mette vendte aldrig tilbage til sit smarte og prestigefulde job i boligbranchen.

− Jeg var pludselig så pisseligeglad med hvilken farve, der var den smarte. Før havde jeg siddet og kæmpet for en bestemt pantonelilla, men jeg kunne ikke længere finde gejsten for en vægfarve. Det havde været skidesjovt før, det var slet ikke det, men pludselig føltes det bare så ligegyldigt. Jeg troede aldrig, at jeg skulle komme til at brænde for noget som helst igen, men det er jeg kommet til.

− Jeg har altid været orienteret mod alternativ medicin, og da Miko blev udskrevet, var det vigtigt for mig at få hende renset for al den medicin, hun havde fået. Jeg tog hende bl.a. til en homøopat, og da jeg fandt ud af, at det faktisk hjalp, købte jeg et lille homøopatisk kit med 36 lægemidler og en opslagsbog, så jeg selv kunne begynde at bruge det. Sådan nogle kits kan man købe overalt i England, hvor homøopati er meget anerkendt. Jeg begyndt at hjælpe venner og bekendte, når de fejlede det ene eller andet, og pludselig vidste jeg, hvad jeg skulle lave. Jeg fandt ud af, at man kan få en bache-lorgrad i homøopati i England, og nu har jeg taget uddannelsen og har min egen klinik her på Frederiksberg.

Mette elsker sit nye job, og hun savner aldrig det hektiske liv, hun levede, før Miko blev syg.

− Selvfølgelig ville jeg helst have været min datters sygdom foruden, det var jo hende, det gik ud over, og vi kunne have mistet hende. Men nu, hvor jeg ved, at hun er sund og rask og uden mén, vil jeg sige, at jeg er taknemmelig for den indsigt, Mikos sygdom gav mig. Før gik jeg meget op i, hvad andre tænkte, det er jeg simpelthen så ligeglad med i dag.

 

LÆS OGSÅ: "Jeg har sort bælte i at miste"

LÆS OGSÅ: "Jeg kan dø af én enkelt druktur" 

LÆS OGSÅ: Nyskilt og forelsket: Jeg glemte mine børns behov 

Om Mette Mitchell

Mette Mitchell, 41, er uddannet homøopat fra Centre for Homeopathic Education i London og har desuden en BA i videnskab fra Middlesex University. Se mere på
Mettemitchell.dk. Mette er single og har datteren Miko på 9 år med sin engelske eksmand.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview