Ibi Makienok: "Jeg er flygtet fra flere parforhold for ikke at ende som mine forældre"

Udgangspunkt

– Min mor var folkeskole- og aftenskolelærer, og min far var sælger og arbejdede mange forskellige steder. Derfor flyttede vi også rigtig meget. Så jeg har været den nye i klassen flere gange end de fleste. Det var på godt og ondt. Det var altid hårdt at flytte skole, men mit væsen var ret godt gearet til det. Det giver selvfølgelig en form for rodløshed, men det giver også en exceptionel tilpasningsevne, som jeg bruger i mit job. Jeg kan snakke med alle. Høj og lav.

– Jeg kunne bo hvor som helst. Hvis du går ind på Borger.dk, hvor man kan se alle de adresser, man har boet på gennem livet, så er jeg oppe på 28 alene i Danmark, og jeg har altså også boet 14 år i udlandet. Jeg har boet i hele Danmark. Da jeg var lille kun i Jylland. Århus, Horsens, Randers, Hadsten. Og så flyttede jeg til Boston som udvekslingsstuderende og kom tilbage for at blive student.

– Som 16-årig flyttede jeg hjemmefra, så jeg kunne blive fri for mine forældres indbyrdes problemer. De elskede ikke hinanden, og det var meget tydeligt, at de blev sammen for mig og min lillebrors skyld. Jeg husker, hvordan de talte ud gennem tænderne helt passivt aggressivt, mens de smilte. Det fanger børn med det samme. Det har nok sat sig lidt i mig og gjort, at jeg er flygtet fra flere parforhold, fordi jeg har tænkt: "Jeg skal ud herfra, inden det bliver lige sådan".

– Jeg har altid været en lidt underlig giraf. Som ung ævlede jeg hele tiden om Hollywood og film, gik på teaterlinjen og rendte rundt i fjerboa og guldhat. Jeg havde hele tiden lyst til at spille fandango, men vidste godt, mine forældre ikke ville have, at jeg skulle være i underholdningsbranchen. Min far syntes, jeg skulle være advokat. Den eneste, der troede på mig, var min farmor, som var sindssygt gakket. Hvis ikke jeg havde haft hende, var jeg nok ikke endt der, hvor jeg er nu. Eller måske var jeg, for jeg har altid været en udbryderkonge med en stærk vilje.

– Min farmor var en ener. Hun arbejdede på Thulebasen i 70'erne. Det er grunden til, at den bog, jeg arbejder på, foregår dér. Hun var ret hardcore. Det kræver alligevel noget at være én ud af 12 kvinder på en militærbase med 4.000 mænd. Hun bandede meget, malede, kunne overhovedet ikke finde ud af at lave mad og startede altid bilen i andet gear. Hun gik i flower-power-skjorter med Levi's-jeans under, store læderbælter og blå øjenskygge og havde en blond lillepigefrisure med et spænde, der holdt de forreste totter væk fra ansigtet. Hver gang jeg så hende, rettede hun mit sprog. "Man siger ikke: Jeg er fra
Randers a'. Det hedder: Jeg er fra Randers".

Foto: Les Kaner.

Hun var stordebattør og sendte læserbreve i ét væk til Jyllands-Posten. Det var godt, jeg havde hende, for mit gemyt var mere lig hendes end mine forældres, og jeg så virkelig op til hende. Hendes måde at leve livet på viste mig, at jeg ikke var helt galt på den. Så jeg sagde adios til Randers og tog på skuespillerskole i LA som 21-årig. Det var jeg nødt til at gøre, ellers ville jeg have forrådt min sjæl.

Standpunkt

– Jeg har helt klart et problem med at føle mig sat. Det her sted er det sted, jeg har været længst tid i mit liv, og vi har boet her i fire år (parrets lejlighed i København, red.) Jeg får meget hurtigt spat, hvis jeg kan mærke, at min frihed bliver trængt op i en krog. Jeg har en veninde, der bor i Vejle, og når jeg kigger på hende og hendes mand, så vokser de seriøst i hinanden som slyngplanter. Jeg er bare ikke en slyngplante. Nok nærmere en valmue. Den er selvsående, og hvis man plukker den, så dør den. Bladene falder simpelthen af, hvis man forsøger at sætte en valmue i vase.

LÆS OGSÅ: Margrethe Vestager: "Jeg hader at skændes, og jeg er dårlig til det"

– Inden jeg blev gift, var jeg nok kendt for at skifte forhold mange gange, men det er også, fordi jeg er så nysgerrig. De to ting hænger meget sammen. Jeg er et nysgerrigt menneske, og derved bliver jeg også tiltrukket af mennesker, fortællinger og steder. Jeg havde heller ikke fast bolig, før jeg var et godt stykke oppe i 30'erne og fik min søn, inden da brugte jeg alle mine penge på at rejse.

– Nu har jeg barn og mand, men min mand, Simon, er fodboldspiller og bor i Holland, så i det ægteskab har jeg jo en del frihed, som mange af mine veninder ikke har. Når vi er sammen, bliver det lidt mere koncentreret, og vi ligger måske ikke så meget på sofaen og spiser chips. Han har meget lidt ferie i løbet af året, så når han endelig har, prioriterer vi at rejse sammen alle tre.

– Jeg har aldrig prøvet at være i et mere traditionelt forhold. Der er mange, der tænker, at det da må være et fravalg, at vi ikke bor sammen, men det er det faktisk ikke, det er et tilvalg. Vi savner selvfølgelig hinanden, men med facetime kan vi sagtens følge med i hinandens hverdag. Tit facetimer vi, mens vi laver mad i hver sit køkken forskellige steder i verden. Jeg siger ikke, at det kan blive ved på den her måde, men den frihedstrang, jeg har, bliver i hvert fald tilfredsstillet.

– Indimellem er afstanden imellem os selvfølgelig også svær. Når jeg er ude til premierer, familiefester og andre arrangementer, kommer jeg næsten altid alene, og det er mega nederen. Sådan helt chokagtigt kan Simon komme med til en 50-års fødselsdag på lørdag, hvor han kan flyve til Danmark efter træning og tilfældigvis få et fly tilbage inden træningen næste dag. Så der skal vi faktisk ud sammen. Det sker sjældent, fordi han som regel spiller kampe i weekenden, hvor mange jo holder deres fester. Men man vænner sig også til det, og jeg vidste, hvad jeg gik ind til.

– Når man siger ja til ægteskabet, siger man jo i hvert fald ja til nogle år deropad, ellers er det lidt noget pjat. Men fordi jeg nu er blevet 43, ved jeg også, at mennesker ændrer sig. Og jeg ved, at sådan noget som sygdom og død er nogle hårde bjerge at bestige. De to ting har vi allerede oplevet i vores korte ægteskab, jeg er kronisk nyresyg, og Simons mor døde kort efter vores bryllup, og det gør jo, at vi er forandrede. Det kan ikke undgås.

– Under vores vielse sagde vores præst, Anna Mejlhede, som selv er blevet skilt to gange, helt bevidst ikke "Til døden jer skiller", men "Til kærligheden ophører". Hvis kærligheden ikke er der længere, skal man i mine øjne gå fra hinanden så pænt som muligt. Min mor og far blev sammen, og det var et helvede at være vidne til. Man skal ikke blive sammen for nogens eller noget koncepts skyld.

Foto: Les Kaner.

– Jeg er jo ikke den typiske fodboldkone, der sidder nede i Holland og glor ind i væggen. Jeg har masser af jern i ilden og også et barn fra et andet forhold, som går i skole og til fodbold tre gange om ugen. Og så er der Simon, han spiller kampe i weekenden og træner resten af ugen, så det er exceptionelt vigtigt for os at overholde aftaler. I vores tilfælde vil det nok være manglende kommunikation, der vælter korthuset, frem for sygdom og død, for det har vi bevist, at vi godt kan gennemleve. Eller at vi udvikler os i to forskellige retninger.

Holdepunkt

– I og med at jeg er så flyvsk og vil tusind ting på én gang, så holder min søn, Anakin, mig nede, og det skal forstås på den mest positive måde. Jeg har ham 20 dage om måneden, og der er jeg fullblown mor. Kører ham til fodbold, laver madpakker og så videre. Det er en kærlighed, der bare har taget mig fuldstændig ved næsen, for jeg har aldrig været skruk.

LÆS OGSÅ: Kære kvinder: I skal sadle om, hvis I ønsker en mand, der viser sårbarhed og følelser

Jeg har altid tænkt, at hvis jeg ikke får børn, så lever jeg bare boheme-livet i kimono og holder poesiaftener, drikker rødvin og ryger smøger. Men nu kan jeg ikke forestille mig livet uden den kærlighed. Jeg kan ligge og kigge på ham i timevis, mens han sover. Det har jeg gjort, siden han blev født.

– Efter jeg fik dobbeltsidet nyresvigt i 2015 og var ved at dø, er Anakin blevet lidt mor-syg, og det er jo klart. Hvis jeg hoster ude i køkkenet, råber han inde fra stuen, om jeg er okay. Forløbet har gjort ham sårbar, men også empatisk, og det gør egentlig ikke noget, at jeg er ved at opdrage en føle-føle-mand. Det er ikke det værste, der kan komme ud af et sygdomsforløb.

– Jeg er nok en temperamentsfuld mor og råber desværre meget. Der er to ting, jeg ikke har tålmodighed til: dovenskab og dumhed. Hvis jeg skal forklare noget to gange, så bliver jeg hidsig. Anakin og jeg er et team, vi har ikke noget hjælp her, det er os, der skal gøre rent og få tingene til at køre, og jeg gider ikke at slave rundt som den eneste. Derfor har han vidst, hvordan man sætter en vask over på 60 grader, siden han var fire år, og han støvsuger også næsten uden brok nu. Ha, ha.

– Her for nylig kom Anakin hjem og sagde: "Hvad i alverden foregår der med Københavns nye kulturhus Blox? De lovede os en fed legeplads, men det er jo bare cementtrappetrin med huller i, skulle det være sjovt?". Man har ryddet et kæmpe stykke fyldt med træer, basketbaner, bordtennisbaner og gemmesteder. Nu snakker han om at skrive et brev og aflevere det på rådhuset. Det blev jeg lidt paf over. Hvis det bare er et lille kighul ind i den kommende generation, så er det da vildt. For jeg var da ikke i nærheden af at være politisk engageret, da jeg var 10. Det kan godt være, at nutidens børn sidder med snotten ned i en ipad og ser mærkelige Youtube-videoer, men de er altså også virkelig engagerede i verden omkring dem.

Tyngdepunkt

– Simon og jeg mødtes til en fest igennem en fælles ven. Jeg havde lidt pres over at skulle møde pressen alene, og det skrev jeg til ham min ven. Han fik hurtigt arrangeret, at hans ven, Simon, kunne drøne forbi og samle mig op, og så kunne jeg følges med ham og hans slæng ind til festen i flok. Simon, som er to meter høj, kom og hentede mig i en lille Suzuki Swift, og der fik han mig sgu. Det var sjovt og uhøjtideligt.

– Han tog selvfølgelig tidligt hjem, fordi han skulle til træning næste dag, så vi nåede ikke at tale så meget sammen. Dagen efter skrev jeg tak for liftet, og så udviklede den samtale sig ellers til godt 4.000 sms'er frem og tilbage. På det tidspunkt havde jeg datet mange mænd, og jeg var træt af det, så jeg gjorde alt for at skræmme ham væk. Jeg fortalte ham om alt dramaet i mit liv, hvor gammel jeg var, og at jeg var alenemor. Jeg kommer med et tungt godstog bag mig. Men han var simpelthen så uimponeret og tog det hele forbløffende roligt. Han er vokset op med en mor, der troede på engle, så han har været vant til lidt alternative kvinder i paralleluniverser. Der skulle mere til at ryste ham.

– Jeg har det med gerne at ville have sat mit kryds alle mulige steder, så man ikke er i tvivl om, at jeg har været her på jorden, for jeg har nok en frygt for at blive usynlig. Simon kan rumme alt mit crap og ved, at han ikke kan ændre mig, og at han ikke skal prøve på det, for så padler jeg bare baglæns. Han ser mig meget tydeligt. Hvis jeg er en valmue, så er Simon en stuebregne. Hårdfør og standhaftig. På trods af sin unge alder har han en særlig rolighed omkring sig og en gammel mands sind, mens jeg stadig er ret barnlig. Og så er han virkelig et familiemenneske. Han er pissegod til Anakin og gider at spille Fifa og slås. De to har et helt særligt bånd.

Kogepunkt

– Der var engang en sportskommentator, der kaldte mig "Simon Makienoks gamle krage". Det var mega sårende og chokerende. Er det seriøst dér, vi er? Hvor er det nedsættende. Det pisser mig virkelig af. Hvorfor må man ikke være forelsket i en, der er yngre end en selv? Simon og jeg taler aldrig om aldersforskellen (på 16 år, red.). Én gang er det kommet op, det var, da han så "Topgun" for første gang og sagde, det var den dårligste film, han nogensinde havde set. Der måtte jeg lige belære ham. Ha, ha. Det er sindssygt kedeligt at blive ved med at høre på omverdenens små jokes om vores aldersforskel. "Nå, har du sat barnet af?". Argh, skal vi nu ikke se at komme videre? En eller anden dag er der én, der får sådan et møgfald, fordi jeg bare har samlet til bunke.

– Det funker for os, at vi kommer fra to forskellige generationer. Jeg kan ikke særlig godt med mænd på min egen alder. 90'er-mænd fatter bare os 70'er-kvinder. Vi er jo døtre af førstegenerationshippierne og har fået ørerne tudet fulde af, at vi kan, hvad vi vil, og det kan 90'er-generationen af mænd godt rumme. De slapper helt af i, at deres kvinder tjener flere penge end dem, og tager gerne et forklæde på og går i køkkenet.

Brændpunkt

– Efter mit sygdomsforløb var jeg ikke så sikker på, at jeg ville lave fjernsyn igen. Jeg har oplevet livets skrøbelighed på helt tæt hold, så jeg havde svært ved at se, hvordan jeg skulle matche den sårbarhed, der bor i mig nu, med den overfladiskhed, der hersker i tv-branchen. Der er så meget bluff på tv. Man kan tage ting om, man kan putte et pænere lys på, og man kan klippe noget pænt sammen. Men jeg er også så stædig, at jeg nok selv skal bestemme, hvornår jeg skal stoppe. Det skal være på mine præmisser, ikke sygdommens.

Foto: Les Kaner.

– Uden at træde nogen over tæerne så gider jeg ikke længere lave tomme kalorier som vært på et quiz-program. Før i tiden kunne jeg godt finde på at sige ja til noget, jeg syntes var træls, for pengenes skyld, men nu vil jeg kun bruge min tid på noget, der betyder noget for mig.

– Det første, der kom min næse forbi efter min sygdom, var "Organer for livet" på DR. Næsten 20.000 danskere gik direkte efter programmerne ind og tog stilling til organdonation, serverne gik ned, så det program rykkede virkelig ved noget. Men det var også en fed måde at afslutte det kapitel på. Jeg bliver aldrig nogensinde rask, men nu har jeg bundet en stor sløjfe på det forløb og "Organ-Ibi". Siden da har jeg sagt nej til at lave alt muligt gøgl.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Jeg ser det som en gave, at kroppen sagde fra, for ellers var jeg måske død af det"

– Jeg ved godt, at det med fjernsynet ikke holder for evigt, derfor forsøger jeg at udvikle mig og udfolde mig på andre områder. Jeg har besluttet mig for, at jeg langsomt skal trappe ned, og til sidst skal det ende med, at jeg slet ikke laver fjernsyn mere. Her på det seneste har jeg genoplivet drømmen om at blive skuespiller. Den har været skubbet i baggrunden i mange år. Da jeg var syg, spekulerede jeg over, hvorfor jeg aldrig var sprunget ud i det. Så jeg lavede en aftale med mig selv om, at hvis jeg overlevede, så kunne det da måske nås endnu, og nu er min første kortfilm ude.

– Derudover er jeg begyndt at skrive. Jeg skulle jo finde på noget at lave, mens jeg var syg og lå i sengen. Tidligere i år var jeg 16 dage på Thulebasen i Grønland for at lave research til min spændingskrimi, og nu er jeg faktisk i slutfasen. Det er en fed ventil for mig at have, når jeg bobler over og føler mig lidt fanget i rollen som mor og kone, så kan jeg flygte ind i litteraturens verden frem for at flygte til den anden side af jorden. Bøger betyder så meget for mig. Jeg er bogjunkie og læser 40 om året.

– Formidling er kernen i alt det, jeg laver. Men det skrevne ord er meget mere sårbart, fordi det går på intelligensen. Det er en ensom rejse at skrive en bog og enormt angstprovokerende, men det er også fedt at skulle stå på mål for noget.

– Mens jeg går og øver mig på skuespillet og skriver på min krimi, skal vi naturligvis have mad på bordet. Heldigvis er jeg så privilegeret, at jeg elsker det, jeg laver. Lige nu er jeg vært på "Din Sang". Et helt nyt program på Kanal 4, der hylder hverdagens helte med fantastisk musik. Det er lige mig at være med til at skabe glæde på den måde. Der, hvor ord ophører, tager musikken over, og det er magisk at opleve, hvordan musik binder os sammen.

Bristepunkt

– Jeg tror aldrig nogensinde, jeg kommer over det traume, det var at få at vide, at lægerne ikke vidste, om jeg skulle leve eller dø. I den periode græd jeg meget. Men det er jo bare op i godstoget med det, selvom det efterhånden er en tung vogn at trække. Her forleden sagde Dennis Knudsen til mig: "Alle får en lort, nogen får fem". Og det er sådan, livet er. Man må gerne ligge forkrøblet på gulvet i et stykke tid, men så må man videre.

– Jeg er blevet mere følsom oven på min sygdom. Jeg har let til tårer og er blevet mere skrøbelig. Det har ikke gjort mig specielt stærk, men mere klarsynet omkring, hvad jeg vil tolerere, og hvad jeg vil og ikke vil. I 20'erne var jeg virkelig en pleaser, det aftog lidt i 30'erne, og i dag har jeg helt sluppet ideen om at gøre andre end mig selv og mine nærmeste glade.