Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Andreas Bo
Foto: Les Kaner

"Det var sådan et meget smukt øjeblik, hvor jeg vidste, at hende ville jeg blive kæreste med"

Det er tilfældigt – ikke skæbnebestemt, hvordan Andreas Bo endte som komiker, hvordan han mødte sine kvinder, og om han dør af samme sygdom som sin far. Men nogle af de tilfældige øjeblikke har været så gode, at han ville ønske, de kunne bestilles til at ske igen.

Andreas Bo kom gående hen ad den lange glasgang på Køge Gymnasium. Imod ham kom Fie. De krydsede hinanden, fik øjenkontakt et kort øjeblik, som man nu gør, når man er ung og på udkig. De passerede hinanden, men da de var nået nøjagtig lige mange skridt væk fra hinanden, vendte de sig samtidig om og kiggede en ekstra gang.

– Det var sådan et meget smukt øjeblik, hvor jeg vidste, at hende ville jeg blive kæreste med, og det er en historie, vi har fortalt vores børn mange gange siden.

Mødet på Køge Gymnasium er et af de tilfælde, Andreas Bo fremhæver, når han skal forklare, hvorfor hans nye show "Fifti-Fifti" – en fynsk omskrivning af fifty-fifty – har tilfældet som den røde tråd.

– Jeg synes, det er interessant at kigge på, hvad tilfældet betyder i ens liv. Hvis man f.eks. går til en jobsamtale, kan der ske to ting. Enten får man jobbet, eller også gør man ikke. Uanset hvad, har det betydning for resten af ens liv, og det er ofte en tilfældighed, der afgør, hvordan udfaldet bliver. Jeg tror på, at tilfældet er vigtigt, jeg tror på, at det er med til at give os indhold i livet, og jeg tror på, at man skal følge det. Okay, jeg fik jobbet, så prøver jeg at gå med det, og så må jeg se, hvor det fører hen. Det åbner jo så også den anden store ladeport: Jeg fik ikke jobbet, nå, men det var også godt nok, for så var det nok meningen, at jeg skulle noget andet.

Det lyder lidt mere som noget skæbnebestemt?
– Ja, det er svært at skille de to ting ad. Tilfældet og skæbnen. Men for mig at se er der mere sådan en gåen-med-på-det, når vi taler tilfælde. Skæbnen er forudbestemt, mens et tilfælde bliver afgjort i nuet, og det er for mig at se den store forskel. Det betyder også, at du i teorien kan påvirke tilfældet. Du kan ikke påvirke skæbnen, hvis du tror på den.

Tror du på skæbnen?
– Nej, ikke rigtig.

LÆS OGSÅ: Sanne Søndergaard: Efter mange år som single har jeg fundet kærligheden

Man ku' også lave revy

Andreas' liv bygger på en lang række af tilfældigheder, mener han selv. Han blev født på Fyn, men da hans far – tilfældigvis – fik nyt job, flyttede familien til Sjælland, hvor tilfældet bragte Andreas sammen med en flok andre unge, der spillede musik. På den måde blev musikken en del af hans liv. Da han på et tidspunkt droppede ud af gymnasiet, ville tilfældet, at han via sin søster fik en læreplads i en herreekviperingsforretning. Tiden som herretøjsforhandler lærte Andreas en masse om at drive forretning og være innovativ, og det har han sidenhen brugt i sine andre jobs.

– Det, som jeg faldt for i herreekviperingshandlen, var det med at handle. Nu køber vi de her slips hjem for 50 kroner og sælger dem for 100, så har vi tjent en 50'er hver gang. Da jeg senere var med til at lave teaterkompagniet Loyal Shakespeare Company, var det mig, der stod for at sende fakturaer ud, og det var mig, der ringede til kunderne og lavede aftalerne – solgte varen simpelthen – og det kunne jeg godt lide.

Teaterkompagniet blev den tilfældige vej til mødet med nogle mennesker, der fik Andreas til Aarhus for at lave revy i Tivoli Friheden. Og resten er historie. Den ene revy førte den næste med sig, og i 2010 blev Andreas landskendt, da han tonede frem på tv i "Live fra Bremen".

– Jeg har jo faktisk ikke lavet det, jeg gør, i særlig mange år, og måske peaker jeg i virkeligheden lige nu. Hvis ikke tilfældet havde bragt mig på de omveje, jeg har været på, var jeg måske kommet det samme sted hen, men bare noget før. Eller også var jeg kommet hertil senere. Eller måske havde jeg stået som 60-årig og spillet amatørteater, mens jeg havde et job som herretøjsekspedient ved siden af. Det er ikke til at vide. Og det er det, der fascinerer mig ved tilfældet.

Mødet i glasgangen på Køge Gymnasium forseglede Andreas' skæbne – om han vil det eller ej – for de næste tolv et halvt år. Han og Fie blev gift og fik to børn sammen, men kærligheden brast lige efter deres kobberbryllup i 2008. Et svært brud, som Andreas brugte lang tid på at komme sig over. Siden har to andre kvinder tilfældigt skrevet sig ind i hans historie.

– Efter jeg var blevet skilt, skulle jeg på et tidspunkt lave en Skousen-reklame, og den pige, der makeuppede mig, hed Anne. Jeg havde en rar fornemmelse omkring Anne, men hun havde en kæreste, og man er jo et ærbart menneske. Men senere, da jeg mødte hende igen, var hun ude af sit forhold, og vi blev kærester.

– Det gik dog ikke med Anne, vi gik fra hinanden efter et par år, og nytårsaften 2013 tænkte jeg, at nu måtte jeg altså se at komme lidt i byen igen. Derfor tog jeg mutters alene til en nytårsfest, hvor jeg tilfældigvis fik Mascha Vang som borddame.

Men der lå vel en bevidst handling bag, at I endte med at blive kærester?
– Helt klart. Men, jeg sværger, i begyndelsen var det ren business. Jeg syntes, Mascha var en pæn og sød pige, det er slet ikke det, men først handlede det faktisk om, at hun lige havde startet sin blog og var den mest googlede herhjemme, og det ville jeg gerne hjælpe hende med at udnytte meget bedre, end hun gjorde. Der kom businessmanden fra tøjforretningen lige op i mig igen. Derfor blev vi ved med at tale sammen og ses, og ja, så blev vi også kærester hen ad vejen. Men Mascha hjalp også mig. Det var faktisk hende, der for alvor fik mig over min skilsmisse. Hun hjalp mig med at give slip på alle de negative tanker om min ekskone.

Det var da ellers længe siden, du var blevet skilt?
– Jah, men jeg er en langsom, gammel knudemand. Den slags tager tid for mig. Jeg er et tankskib, jeg vender langsomt, men når først skibet er vendt, går det støt fremad.

LÆS OGSÅ: Stjernen fra Badehotellet: "Det er nærmest magisk at møde mennesker, der får en til at føle, at man er en rigtig god udgave af sig selv"

Kærligheden kommer

Hvorfor gik du og Mascha fra hinanden?
– Jeg tror bare, det var to voksne mennesker, der tog en beslutning om, at det skulle være sådan. I bund og grund var jeg sgu ret glad for hende, og jeg tror også, at hun var glad for mig. Men jeg er skuespiller, og det betyder altså, at jeg resten af mit liv kommer til at bruge cirka halvdelen af mine dage i Jylland på turné. Det kan jeg ikke lave om på. Det vil jeg ikke lave om på. Mascha startede sin blog, fordi hun skulle være mor, og så hun havde et arbejde, hun kunne lave hjemmefra og passe sin datter samtidig. Hun har mere brug for ro og for at holde weekend og hygge. Jeg har intet imod det, men jeg kan bare ikke lave om på det faktum, at jeg er skuespiller, og at mit liv derfor er anderledes indrettet. Det var to forskellige livsstile, der skulle passe sammen, og det gjorde de bare ikke.

Hvilke tanker gør du dig om at finde kærligheden igen?
– Jamen, det skal jeg da bare. Men jeg gør nok ikke rigtig noget aktivt for det. Der er mange piger, tror jeg, der er trætte af, at det altid er dem, der skal invitere og lægge et telefonnummer, og jeg forstår godt, at de synes, at nu må drengene fandeme tage sig sammen, altså. Men jeg er nok også den lidt tilbageholdende type, og så har jeg altid gang i en masse projekter, der tager min tid. Til gengæld tror jeg jo på "øjeblikket i glasgangen". It's gonna happen again!

Så kom læsebrillen

"Fifti-Fifti" havde premiere den 25. februar. Samme dag som Andreas fyldte 50 år. Det var ikke tilfældigt. Men hvordan har han det med det skarpe hjørne?

– Det har jeg det skide godt med. Jeg havde min krise, da jeg blev 30. Dengang var jeg i en helt anden situation. Jeg var lige droppet ud af medicinstudiet, og jeg ernærende mig ved at gøre rent, og så lavede jeg lidt teater ved siden af. Jeg syntes slet ikke, at jeg var nået dertil, hvor jeg skulle være som 30-årig, og jeg syntes godt nok, det var svært at være så gammel og ikke ane, i hvilken retning jeg skulle. Jeg vidste, jeg ikke skulle være læge, men jeg vidste ikke, om jeg turde blive skuespiller, som jeg egentlig gerne ville. Jeg tænkte, det var lidt for mærkeligt og usikkert, når jeg nu var forsørger for vores lille datter. Jeg kan huske, at jeg tænkte: Du har ikke styr på en skid, Andreas. Ikke en skid.

– Da jeg fyldte 40, havde jeg været med i de fleste af de store revyer, og jeg levede faktisk fint som skuespiller. Det var til at have med at gøre. Og nu, hvor jeg er fyldt 50, kan jeg helt ærligt sige, at jeg sgu godt kunne sætte flueben og sige, tjek, nu har jeg været her. Min nysgerrighed byder mig dog, at jeg skal en hel masse mere, man skulle jo nødig kede sig, men hvis det hele sluttede i morgen, ville det være okay. Jeg har nået så meget, synes jeg.

Hvad med tanker om kroppens forfald?
– Jeg tror ikke, at jeg nogensinde stopper med at arbejde. Jeg har ikke nogen pensionsopsparing, og hvis der kommer en periode igen, hvor jeg ikke rigtig har nogen penge, så klør jeg bare på. Når folk siger, åh, det er så forfærdeligt, at pensionsalderen skal sættes op, forstår jeg det ikke. Det er slet ikke noget, jeg spekulerer på. Jeg ved selvfølgelig også godt, at jeg har et arbejde, som er meget mere flydende, end hvad de fleste andre mennesker har, og det spiller jo ind. Jeg prøver at holde mig i form, så jeg kan blive ved med at gøre det, jeg gør. Men jo, der er én ting, der virkelig går mig på, og det er, at jeg ikke kan se en skid uden mine læsebriller. Det er sådan en irriterende påmindelse om, at tiden går. Husk nu, nothing lasts forever. Jeg ser mig selv tage briller af og på. Af og på. Og jeg tænker, hold nu kæft, Andreas, det går bare den vej – lær nu bare at leve med det. Men jeg er så skide krukket omkring det. Da jeg lavede shows til nogle julefrokoster sidste år, oplevede jeg, at lyset nogle steder var så dårligt, at jeg ikke kunne se mine jokes på iPaden. Og så blev jeg nødt til at sluge al skam og tage de skide læsebriller på. Og på en måde er det jo en lettelse at stå ved det.

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”

Min fader(rolle)

Andreas mistede sin far i 2008 til sygdommen ALS. En sygdom, hvor nervecellerne i den forreste del af rygmarven og hjernebarken langsomt går til grunde. Cellerne styrer musklernes bevægelser, og derfor sætter musklerne gradvist ud, og efter relativt få år dør man af sygdommen. At se sin far sygne hen har dog ikke gjort Andreas specielt bange for sygdom og død.

– Da jeg var ung i 80'erne, tænkte vi på AIDS hele tiden. Hvis jeg havde kysset med en pige lørdag aften, mærkede jeg efter på alle kirtler i dagene efter. På det tidspunkt var jeg panisk angst for døden, men i dag tænker jeg overhovedet ikke over det. Igen, jeg tror det har noget at gøre med, at jeg som udgangspunkt synes, at jeg har nået, hvad jeg skulle. Og i forhold til min far har jeg ikke skænket det en tanke, at det skulle være noget, der kunne ramme mig. Han var 72, da han fik diagnosen, og så var det ellers et ret typisk tre-årigt forløb. Det er en frygtelig sygdom, der æder kroppen op. Den sidste muskel, der gider virke, er hjertemusklen, så den holder bare kroppen i live, mens alt det andet holder op med at fungere.

Hvordan var det at være vidne til?
– Tilfældet ville, at min far fik den sygdom, og det var et kæmpe slag. Men samtidig fik vi at vide, at nu havde vi omkring tre år til at sige farvel, og det gav os nogle samtaler, noget nærhed, nogle ærlighedsstunder, nogle grin og noget tid sammen, som jeg meget nødig ville have været foruden. Min far var ofte indlagt i den sidste tid, og jeg kan huske en aften, hvor jeg sad hos ham, og vi blev enige om, at nu var det nok snart ved at være slut. Han kunne ikke tale på det tidspunkt, så han kommunikerede på en eller anden måde med lyde og fagter. Jeg sagde til ham, at jeg altså ikke var helt klar til at miste ham endnu, så vi aftalte, at han lige skulle vente er par uger med at dø. Og det gjorde han så... det var sgu ret...

Andreas kigger væk. Holder en pause.

– Nu bliver jeg altså lige lidt rørt...

– Men fuck altså, det var sgu da ret sejt, ikke? Og det gav sådan et klarsyn på en eller anden måde. En overlevelsesråhed. Det stod vi lige igennem.

Hvad har du fået med dig fra din far?
– Min far var en meget jovial, retskaffen og socialt retfærdig mand. Han var den første mand i Nørre Lyndelse, der kørte med barnevogn. Det var der ingen andre mænd, der gjorde der på det tidspunkt. Han var meget elskelig, selv som chef var han meget, meget vellidt. Der er mange, der synes, jeg er pisse irriterende, men jeg har også en rem af min fars væremåde. Jeg har arvet det der fornuftige, joviale livssyn, synes jeg. Min far sagde ofte, når du har sagt A, må du også sige B, og jeg har nok også fået en del af mit drive fra ham. Jeg ved godt, at hvis der skal laves en omelet, er man nødt til at slå nogle æg i stykker.

– Min far var også et studie i god opførsel. Altså, mine børn har set mig sparke til ting og råbe, og jeg har engang brækket en håndrodsknogle i aggression, fordi min datter pissede i bleen lige efter, jeg havde skiftet hende. Jeg slog hånden hårdt ned i bordet, fordi jeg blev så irriteret. Men jeg har simpelthen aldrig set min far opføre sig sådan. Ret imponerende faktisk. Han var fandeme en go' fyr.

Hvordan er du selv som far?
– Øh...

Lang pause.

– Jeg tror egentlig, mine børn er glade for mig. Nej, det ved jeg, at de er. Og jeg ved, at jeg elsker at kramme dem, jeg er en meget kærlig far. En kramme-fysisk far. Jeg har aldrig sagt, nu skal I gøre sådan eller sådan, og jeg har aldrig pacet dem. Jeg er skide ligeglad med karakterer og den slags, og når jeg ser mine unger i dag, tænker jeg, at uanset hvad jeg har gjort, så har jeg gjort noget rigtigt. For de er virkelig blevet et par gode og dejlige mennesker. De klarer sig godt, og de er godt begavet begge to. Deres mor voksede op med stor rummelighed, fællesspisning og masser af kærlighed i et socialt boligbyggeri, og hun har i høj grad givet dem rummeligheden og tolerancen med.

– Da børnene var små, var jeg en ret fraværende far. Der var meget karrierepis og ti-lige-stille-den-næste-måned, for nu er der snart premiere. Men det ændrede sig. Da jeg blev skilt, bestemte jeg mig for, at jeg skulle være en fifty/fifty-far, jeg ville have børnene lige så meget som min ekskone. Og så var der jo ikke noget at gøre. De måtte med i garderoben ude på Cirkusrevyen, og det er der faktisk kommet noget godt ud af. Som alle andre forældre er jeg vildt stolt af mine børn. De har f.eks. begge sat det store juleafslutningsshow på deres gymnasium op, og når jeg ser, hvad de kan, og hvilket ansvar de tager, så tænker jeg, at de nok skal klare sig. Jeg ved ikke, om jeg er en god far, men jeg ved, at mine børn er faldet ud nøjagtig, som jeg kunne have ønsket mig det. Og ja, det er også takket være min ekskone, det er jeg udmærket godt klar over.

Andrea Bo, 50

Autodidakt skuespiller og komiker.

Kendt fra "Cirkusrevyen", "Pejseshow" og "Live fra Bremen" og for sit særlige talent for parodier på kendte danskere som Kim Larsen, Ole Thestrup, Thomas Blachman og Dirch Passer.

Aktuel med onemanshowet "Fifti-Fifti" og cd'en "Skillevej".

Er single og far til Emma på 21 og Anton på 18.

Bor i København.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kendte