Roya Moore jul
SPONSORERET indhold

"Jeg glemmer aldrig den hjertevarme, vi blev mødt med"

Roya Moore og hendes familie flygtede fra Iran til Danmark, da Roya var 16 år. Frivillige fra folkekirken tog godt imod dem og hjalp dem med at falde til i Danmark. Siden har Roya holdt meget af både kirken, julen og de kristne værdier.

Af: Kirsten Winding
23. dec. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Når julen nærmer sig, pynter Roya Moore op i sit hjem i det sydlige Odense. For selvom hun er født i Iran og først kom til Danmark som 16-årig, har den danske jul en helt særlig betydning for hende. Det var nemlig flygtningevenner fra den lokale kirke i Fjerritslev, der inviterede hende og hendes familie til et julearrangement i den danske folkekirke, to måneder efter de var ankommet til asylcentret.

"Jeg havde aldrig oplevet en jul, men julestemningen i byen vakte nogle minder i mig om familietid og fællesskab. Julen gjorde mig utrolig glad. Jeg oplevede virkelig julens magi. Pludselig blev jeg inviteret hjem til mennesker, der knap kendte mig, men alligevel bød mig indenfor til deres familiejul," beretter Roya.

LÆS OGSÅ: Trine Gadeberg: "Det var tungt at skulle holde jul uden begge familiers kronvidner"

"Vi blev mødt med så megen hjertevarme, åbenhed og forståelse, at jeg aldrig glemmer det. Jeg tror faktisk, det var det, der gjorde, at jeg faldt til i Danmark," tilføjer Roya og tænder den smukke juledekoration på sofabordet.

Hun er vokset op i en moderne muslimsk familie, hendes mor var lærer og hendes far revisor. Han var politisk aktiv og kæmpede for, at iranske kvinder skulle have lige så meget ret til uddannelse som mænd. Det var ikke populært hos det islamiske styre, og det endte med, at familien måtte flygte.

"Da den danske præst talte på engelsk til os alle – både muslimer og kristne – om næstekærlighed og tolerance, tog jeg kristendommens positive budskab om kærlighed til mig, og jeg har følt mig tiltrukket af de kristne værdier lige siden," forklarer Roya.

Hun blev godt integreret i det danske samfund, uddannede sig til sygeplejerske, blev gift og fik to sønner. De boede i et villakvarter i Odense, og børnene gik i børnehave og skole med danske børn.

"Vi var slet ikke i tvivl om, at vi skulle holde dansk familiejul. Mine drenge er jo pæredanske, og det var vigtigt for dem, at de også fik kalendergaver, og at de kunne snakke med de andre børn om juleaften og julegaver," fortæller Roya.

Ro i kirken

Men det har ikke betydet, at hun har smidt hele sin iranske kulturbaggrund væk, så den jul, hun holder, er et miks af iranske og danske traditioner.

"I Iran er jul og nytår det samme, og det ligger i marts. Man holder fri og besøger venner og familie i 13 dage, og man sætter syv forskellige slags mad på bordet, som symboliserer sundhed, håb, velstand og lykke – alt det gode, man ønsker for hinanden i det nye år."

Finder fred i kirken

Roya har bevaret nogle af de iranske nytårstraditioner i den jul, hun holder i Danmark:

"Juleaften serverer jeg kalkun med safranris og grøntsager i flotte farver. Og jeg bager nogle iransk inspirerede julekager med nødder og sirup," forklarer Roya.

Og selvom Roya stadig kulturelt set er muslim, holder hun af at komme i den kristne kirke.

LÆS OGSÅ: Louisa Lorang: "Julen er blevet vigtigere, efter jeg har fået børn"

"Jeg kommer i Domkirken i Odense en gang om måneden. Så sidder jeg og lader roen falde over mig, tænder et lys og føler freden. Til jul går jeg til julegudstjeneste, og måske er der nogle, der kigger lidt, hvis de ved, at jeg stadig er muslim. Men det er jo netop julens og kirkens rummelige budskab: Her er plads til alle," forklarer Roya.

I dag er Royas børn voksne, og hun er blevet skilt. Hun er uddannet kriminolog og arbejder i en bande - og kriminalitetforebyggende enhed i Odense Kommune. Hun er også rådgiver for Integrationsministeren i spørgsmål om flygtninge og indvandrere. Desuden er hun folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti samt formand for foreningen Nour, der arbejder for integration af etniske minoriteter fra mellemøstlige lande.

"Jeg er dansk statsborger, og jeg føler mig godt tilpas i Danmark. Selvom jeg ikke er født her, føler jeg, at det er her, jeg har hjemme, og det er her, jeg vil ende mine dage. Mine børn har vestlige navne, det gør det lettere for dem at blive fuldstændigt integreret," forklarer Roya.

En vigtig del af at integrere sig i et samfund, synes Roya, er netop at følge dets højtider og traditioner. Derfor har hun aldrig været i tvivl om, at hun ville holde dansk jul.

"Når jeg bor her og er dansker, holder jeg naturligvis dansk jul – på min egen måde. Det synes jeg, er det eneste rigtige," siger Roya.

Anbefalet til dig