"Jeg blev stum under optagelserne til Borgen"

Hvornår har du været mest bange?
– I januar blev jeg angrebet af en aggressiv influenzavirus, som udviklede sig til en lungebetændelse. Som et sidste eftertrykkeligt spor, inden virussen forlod min krop, satte den sig på min stemme og nedbrød den. Jeg blev stum, og de læger, jeg frekventerede, kendte ikke til fænomenet og kunne ikke skabe klarhed eller sige noget som helst om, hvorvidt stemmen kunne komme sig og blive god igen. Jeg havde imidlertid et engagement på tv-serien ”Broen”, hvor jeg havde indspillet to scener og stadig havde otte-ti tilbage. Jeg udskød optagelserne til absolut sidste udkald i håb om, at stemmen ville komme igen, men der var ingen nævneværdig fremgang. Derfor besluttede vi, at jeg skulle indspille scenerne og hviske alle mine replikker og så eftersynkronisere al min tale i lydstudiet et par måneder senere. Den plan holdt. Jeg havde lige akkurat nok stemme til at gennemføre arbejdet i studiet, og resultatet var overbevisende.

Hvordan er det i dag?
– Jeg har i snart et år henholdsvis krydset fingre, håbet og heppet, men også været fuldstændig nedbrudt af frygt for, at stemmen ikke ville komme sig. En skuespiller uden stemme har kun muligheder for job i stumfilm, så det var jo hele mit virke, der stod på spil. Og mime er ikke min spidskompetence. ”Det værste skrækscenarie”, som flere af mine kolleger udtrykker det. Jeg er i dag godt på vej med hjælp fra min læge, talepædagog, halsmassør, sanglærer og gode venner, som har støttet og givet mig anvisninger og opbakning.

Hvornår græd du sidst?
– Som en ”skøn bivirkning” på helingen af stemmen klør det på min stemme. Jeg får ca. ti anfald om dagen, og når det sker, står tårerne ned ad kinderne på mig. Jeg advarer som regel mine omgivelser, inden det sker, for tit tror folk, at jeg er ved at bryde sammen. Så det er en slags gråd uden sorg.

Hvornår har du nydt dit arbejde mest?
– På trods af min stemmesygdom har TeaterV satset og modigt beholdt mig i deres nye opsætning ”Casper Christensen Komplekset”. Hver prøve og spilledag er en nydelse, fordi jeg ganske enkelt ikke havde troet, det ville blive muligt igen at stå på en scene. Så det er som at modtage en gave hver dag at arbejde på scenen. Så enkelt er det.

Hvornår vidste du, hvad du skulle bruge dit liv på?
– Jeg har aldrig vidst, hvad jeg ville bruge mit liv på. Jeg ved det stadig ikke. Det sker bare. Jeg har stadig en drøm om, at jeg endnu har et femte gear, en helt ny og fuldstændig radikal anderledes retning i mit liv. Hvor jeg foretager mig noget, jeg kan bruge på en helt ny og overraskende måde. Hvem ved, om jeg beslutter mig for at bruge mit liv på at blive husfotograf hos Fitness, medarbejder på et økolandbrug eller skrive erotisk litteratur?

Hvad ville du være, da du var lille?
– Da jeg var lille, var min allerstørste drøm at være slikmutter. En tilværelse omgivet af og med adgang til slik dagen lang var noget af det mest vidunderlige, jeg kunne forestille mig. Jeg kan huske, at ”Slikmutter” var svaret, jeg skrev i veninders poesibøger om fremtidsdrømme, så det var sådan set ret seriøst.

Hvilken rolle har været mest krævende?
– Rollen som syg, sygemeldt og rekonvalescent har indtil nu været den mest krævende. At være nødsaget til at sige ”nej tak”, at melde afbud, at blive ”sat af ræset” har været meget vanskeligt at komme overens med. Følelsen af, at man kører i et parallelspor uden kontakt til det virkelige spor, der hvor alle de andre er, det har været ulideligt. Det har føltes som en rolle, men en rolle, som jeg ikke selv valgte.

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?
– I ”Casper Christensen Komplekset” er rollen ”Lotte Andersen”, som jeg tilfældigvis spiller, skrevet som en meget hoven, selvoptaget og indigneret person. Jeg må gå ud fra, at det er antagelser om mig, og det er jo helt ude i skoven.

LÆS OGSÅ: Cecilie Lassen - Han byggede mig op, og så slog han mig ned