Interview med Mette Walsted Vestergaard

Foto: Frederikke Heiberg

Interview med Mette Walsted Vestergaard

“Jeg følte, at jeg sad med de to børn i en robåd uden årer”

For tre år siden gennemgik Mette Walsted Vestergaard en hård skilsmisse med faren til hendes to børn. Bruddet førte til den hidtil største krise i Mettes liv, men langsomt kom hun op til overfladen igen. Hun nægter nemlig at ”sovse rundt i bitterhed over noget, der skete engang”. Oppe på overfladen fandt hun en stærkere og mere beslutsom Mette, der nu tør springe ud som selvstændig.

Da Mette Walsted Vestergaard blev skilt i begyndelsen af 2013, blev hun samtidig alene med sine to små børn. Den yngste var bare tre måneder gammel. Bruddet medførte den hidtil største krise i Mettes liv, men som det ofte er med kriser, kommer man styrket ud på den anden side.

Det gjorde Mette også. Men kun fordi hun selv tog styring, siger hun i dag, hvor hun også kan se tilbage på de første par måneder som nyslået, selvstændig kommunikationsrådgiver. En drøm, der er blevet til virkelighed. Og et spring ud i det uvisse og spændende, som skilsmissen gav hende modet til at foretage.
I 2014 fik Mette Walsted Vestergaard ønskejobbet som vært på P1 Morgen. I dag – to år efter – har hun skiftet tidlige morgenvagter og kollegaer ud med frihed og fleksibilitet. At være selvstændig betyder, at hun ikke længere behøver at stå op kl. 03.00 for at kunne møde kl. 03.45 og overlade sine to sovende børn til Jijie, sin mandlige logerende, som tidligere var hendes au pair, og som stadig hjælper til med børnene. Men det betyder også, at hun kommer til at lave noget, hun har drømt om.

LÆS OGSÅ: ”Min familie og jeg har betalt en høj pris”

– Jeg har i mange år kunnet tænke mig at komme ud på den anden side. Ud i erhvervslivet. Ved siden af mit job i DR har jeg i stigende grad lavet ordstyrer- og konferenceopgaver, og det skal jeg lave meget mere af. Jeg synes, de er sindssygt dygtige derude i virksomhederne, men jeg synes også, at jeg somme tider render ind i nogen, som godt kunne lære noget af sådan en som mig. Medietræning, kommunikation, spørgeteknik.

– Jeg har sparet sammen i flere år til at kunne springe ud som selvstændig. Der er jo kun mig i butikken herhjemme, og jeg har ansvaret for at varetage familiens tarv. Jeg har sparet nok sammen til at kunne lønne mig selv en rum tid.

Alenemor til to
Mette er træt af spørgsmål om, hvordan hun får det hele til at hænge sammen derhjemme, for som hun siger: Enlige fædre bliver aldrig stillet den slags spørgsmål. Men hun fortæller, at hun har været glad for at have au pair, og at hun er glad for, at han stadig bor hos hende, selvom han i dag er studerende.

– Det er jo fantastisk, at han er her. Det passer mig ikke specielt godt at være alene om børnene, jeg synes, det er meget sjovere at være to. Og det her er en anden måde at være to på.

LÆS OGSÅ: “Jeg opgav aldrig håbet eller troen på Kasper, men til sidst var det ren tortur at holde ham i live”

Har du haft dårlig samvittighed over at gå så tidligt ud ad døren?

– Jamen, det har jeg. Bestemt. Særligt hvis børnene har været småsyge og er vågnet. Det er på en eller anden måde mere hårdt, når det er midt om natten, og de siger: Mor, du må ikke gå. Men igen, det er mig, der har opgaven med at sørge for, at systemet herhjemme løber rundt, og at der bliver tilvejebragt en indtægt. Jeg skal passe mit arbejde, så det har jeg måttet gøre, og sådan er det. Jeg må spænde mavemusklerne, ikke? Eller tænke på, at der sådan set er masser af enlige forældre, der er butiksansatte med lortearbejdstider, eller natsygeplejersker og portører, der arbejder på alle mulige tidspunkter af døgnet. Jeg er privilegeret, fordi jeg har kunnet komme tidligt hjem og være sammen med mine børn om eftermiddagen og hele aftenen. Og så skal det i øvrigt også lige siges, at jeg har nogle ret fantastiske forældre, der altid er der for os. På den måde er jeg jo slet ikke så alene om det. De er en kolossal hjælp og mine sparringspartnere. Det er måske nok dem, jeg føler mest fællesskab med omkring mine børn.

Et rod indeni
Skilsmissen fra børnenes far, politisk kommentator Michael Kristiansen, satte for alvor Mettes overlevelsesinstinkt på prøve.

– Jamen, det var forfærdeligt at blive skilt, jeg sad jo med et lillebitte spædbarn på et par måneder og en lille pige på to år, som ikke syntes, det var særlig sjovt. Det var en stor krise. Jeg følte mig meget alene i verden, selvom jeg egentlig ikke var det, for jeg havde både familie og fantastiske venner omkring mig. Jeg følte, at jeg sad med de to børn i en robåd uden årer og duvede lidt omkring. Det var ikke, fordi jeg var bange for at drukne for alvor, men jeg anede ikke, hvilken retning båden havde. Vinden kom hele tiden fra forskellige sider, og strømmen førte mig af sted. Havde jeg haft en åre, havde jeg sgu nok heller ikke vidst, hvilken retning, jeg skulle styre efter. Jeg var lost. Og det er ikke en følelse, der er god at have, når man er mor til to små børn. Der skal man vide, hvad man skal, og hvor man skal hen.

Hvordan fik du retning på den båd?

– For det første var der nogle mennesker, der slog ring om mig. Også mennesker, som jeg virkelig ikke havde regnet med, ville gøre det. Jeg havde – viste det sig pludselig – et kolossalt netværk af først og fremmest kvinder. Nogle gange spekulerer jeg på, om de mon koordinerede det, for der kom altid lige en forbi og så, hvordan jeg havde det. Ikke på den der ih-jeg-er-bekymret-for-dig-agtige måde, de droppede bare lige ind for at drikke kaffe eller sige hej.

– Jeg begyndte at ride igen, og det hjalp mig også. Det har altid været en meget fast bestanddel af mit liv. Jeg afleverede Agnes i vuggestuen og tog Bastian med i stalden. Og det lyder måske lidt bagstræberisk, men jeg tror altså virkelig på ro,
renlighed og regelmæssighed. Altså få styr på rutinerne. Når alting er et stort rod indeni, så hjælper det faktisk at lægge en struktur ned over det ydre, er min erfaring, så det gjorde jeg. Når verden ikke er normal, tror jeg, at det er vigtigt at gøre, som om den er normal. Det gælder også i andre af livets forhold. Hvis man føler sig fuldstændig nedbøjet og angst, så må man gøre det modsatte, og så vil tilstanden følge med.

– Jeg begyndte også at arbejde igen efter min barsel, og det var godt, selvom det ikke var sjovt at gå fra et lille bitte barn. Jeg syntes, det var råt. Men det har jeg nu syntes begge gange. Det er råt, at vi skal overlade vores små børn i armene på andre mennesker, selvom det er gode mennesker. Men sådan er det. Det er igen det med at spænde mavemusklerne.

– Endelig hjalp det mig meget, at jeg kommer fra en familie, hvor der er et meget stort vi, der hviler under det hele. Jeg har aldrig følt mig helt alene i verden, og det er en kolossal vigtig værdi, som jeg gør mit allerypperste for også at levere videre til mine børn. Fællesskabet. Det har højere prioritet end noget andet. Og det blev virkelig sat på spidsen for mig der.

– Jeg er i det hele taget nok tilhænger af at forsøge at gøre noget, når der er krise. Også over for andre mennesker. Jeg opdagede jo hurtigt, at det, der betød noget, kom fra dem, der gjorde noget – ikke så meget dem, der tilbød at gøre noget, som jeg så selv skulle formulere. For det er jo lige netop det, man ikke kan. Jeg forsøger selv at gøre det samme. Lader venner i krise flytte ind, hvis de mangler et sted at bo. Starter min bil og kører dem, hvis der er brug for det. Går med hen til bedemanden og dukker op til begravelsen. Det er ikke store ting, måske bare små, praktiske detaljer. Men min egen erfaring er, at det er det, man har brug for – og samtidig det, man mindst kan finde ud af at formulere. Selvfølgelig er jeg er altid til rådighed for en snak, men jeg tror faktisk, at noget af det vigtigste er at gøre noget. I bund og grund er det nok også en tilgang, jeg har med hjemmefra. Mine forældre er sådan nogle, der stiller op og flytter møbler, kører ærinder eller henter børn. Vi mennesker kan nogle gange snakke ørerne af hinanden, men jeg vil faktisk sige talk is cheap i visse situationer. Eller måske snarere: utilstrækkeligt.

Tog styringen over sit liv
En anden ting, Mette har lært af sin skilsmisse, er at tage sig sammen og handle.

– Jeg havde allerede inden skilsmissen gjort mig alle mulige tanker om, at jeg gerne ville være selvstændig. Men jeg tror faktisk, at jeg var lidt bange for det dengang. Det er jo skræmmende at skulle stå på egne ben og tro på, at man rent faktisk kan noget. Det, jeg lærte, da jeg blev skilt, var, at der kommer et tidpunkt, hvor man skal tage styring på en eller anden måde. Og det tidspunkt kommer meget hurtigere, end man forestiller sig. Vi taler måske et par måneder. At begynde at handle så tidligt er ikke noget, man har lyst til, så det er simpelthen disciplin, der skal til. Og det, at jeg tog styring over mit eget liv, er grunden til, at jeg i dag er der, hvor jeg er.

Hun banker hånden bestemt i bordet for hvert ord i sin sidste sætning.

– Jeg havde nogle venner, som jeg i en periode undlod at tale så meget med, fordi jeg kunne mærke, at når jeg talte med dem, så handlede det hele tiden om skilsmisse. Og jo, det var bestemt dejligt at tale om skilsmissen, men når jeg havde siddet og snakket om det en hel aften, så havde jeg det, som man har det, når man har spist en hel plade Marabou: Ad! Det fyldte alt, alt for meget. Og nu kan det godt være, at jeg måske er lidt streng, men jeg har flere gange mærket på nogle af mine kønsfæller, at de i for lang tid vil sovse rundt i smerten. Vi
er en generation, der har lært, at vi skal forholde os til det, der gør ondt. Se det i øjnene og mærke det. Og det er også fint, men der kommer et tidspunkt, hvor man simpelthen skal holde op.

– Jeg kender kvinder, der, 10-12 år efter deres skilsmisse, stadig sidder og raser over, hvad "han" gjorde dengang.

– Og ved du hvad, jeg kender godt følelsen af, at alting er "hans" skyld. Af at køre rundt om blokken efter en parkeringsplads søndag aften klokken 22 med to sovende børn på bagsædet og stresse over, hvordan jeg får bakset dem hjem, når jeg må parkere et par kilometer væk og ikke kan efterlade den ene i bilen, mens jeg bærer den anden ind, og det er koldt, og de vejer 15 kilo plus oppakning og så videre. Lige dér, kan jeg da godt få ondt af mig selv og tænke: Satans, hvor er "han" også henne? Hvorfor står jeg her alene? Hold kæft, hvor er det synd for mig. Og skylden – den er "hans". Asshole! Men den holder jo ikke – og frem for alt får de tanker ikke slæbt sovende børn ned ad Fiskedamsgade. Og den der lille kattelem i livets ansvarsfølelse – altså den evige mulighed for mentalt at give "ham" skylden for alting – den går altså ikke væk af sig selv! Den dukker op igen og igen, hvis ikke den får et los i røven. Og det skal den have, for den hører
ingen steder hjemme. Der er kun mig til at bære de børn ind – og det var jo altså for øvrigt også mig, der valgte at køre af sted med dem. Der er kun ét at sige, og det er: Nu kridter du skoen, moster! Og se så at komme i gang. Og tro nu ikke, at jeg ikke har sympati med, at man synker ned og har ondt af sig selv – der sidder jeg jævnligt selv. Men jeg nægter at sovse rundt i bitterhed over noget, der skete engang.

Så du er ikke selv blevet bitter?

– Nej. Fanden gale mig nej. Der var en klog kone, der sagde til mig, at vrede, der ikke kan adresseres, kan tage tre veje: Bitterhed. Depression. Eller tilgivelse. At tilgive er ikke noget, man gør for den andens skyld. Det er noget, man gør for sin egen. Det kan være svært, det kræver hårdt arbejde og store erkendelser, men de to andre veje er simpelthen ufede. Jeg gider ikke være en bittermoster.

Har du så tilgivet din eksmand?

– Ja, det har jeg i det omfang, der var ting at tilgive. Vi har det glimrende.
Hun holder en lille tænkepause.

– Altså, en skilsmisse foregår ikke uden, at der er ting, man er vred på den anden over. Selvfølgelig er der det. Ellers var man jo ikke blevet skilt. Så jeg siger ikke, at jeg er et offer, der skal tilgive en bøddel. Overhovedet ikke. Min eksmand har også ting, han skal tilgive mig. Bare for lige at sætte det på plads. Det skal ikke lyde, som om det var synd for mig. Det var synd for os, at det ikke fungerede.

Direktøren for det hele
Mettes kontrol over eget liv kommer også til udtryk i hendes arbejde, som hun i dag går til på en meget struktureret måde.

– Da jeg sad og overvejede at blive selvstændig, tænkte jeg meget over, at jeg som enlig mor ikke har noget sikkerhedsnet. Det er mig, der er direktøren for det hele her i huset. Også de dage, hvor jeg godt kunne tænke mig, at der var en anden direktør, og at jeg var underdirektør. Men sådan er det ikke. Og det var en vigtig erkendelse. Der kommer ikke en guddommelig åbenbaring til mig om, hvordan man gør. Det må jeg selv finde ud af. Ligesom jeg måtte bruge et par år på at spare op, så jeg kan lønne mig selv, hvis der kommer magre tider.

– Dengang jeg begyndte at arbejde på tv, var der meget fokus på mit talent. Jeg fik at vide, at jeg havde talent for det, og det var jo sådan set godt. Problemet med det er bare, at det ikke giver noget tilfredsstillende svar på spørgsmålet om, hvad det egentlig er, man kan. Det er nærmest lidt tilfældigt. Og grundlæggende er jeg meget mistænksom over for det der "talent". Jeg har det langt bedre med at forstå tingene som en metode, som en terminologi, og som noget, der kan beskrives og eftergøres. Det mest tilfredsstillende ved processen omkring at skulle være selvstændig har været, at jeg er gået til det på en helt anden og meget mere faglig måde. Jeg har sat mig ned og uddannet mig til at være en god konferencier. Jeg har læst om ordstyring. Om scenenærvær. Om stemmens magt. Været ude og observere en masse dygtige konferencierer, hvad fungerer, hvad fungerer ikke? Jeg har skrevet det ned. Jeg har set mig selv på video bagefter og evalueret. Jeg er gået til det som en akademisk opgave, jeg skulle løse. Og når jeg går op på scenen og løser en opgave som ordstyrer, er det ikke noget, der lykkes, fordi mit såkaldte talent tilfældigvis virkede den dag. Så er det, fordi jeg gør det, som hører det "fag" til. Det er også derfor, jeg kan videregive det til andre som kommunikationstræner. At være go' er ikke sådan noget flapsi-hapsi-noget, der lige kommer til en fra oven. Du bliver go', hvis du er velforberedt og åbner dig for den viden, du har. Det er meget jordnært, og det er noget, jeg har kontrol over.

Fast base
Agnes og Bastian bor hos Mette det meste af tiden og er hos deres far, når det kan lade sig gøre. Han arbejder i København, men bor i Sønderjylland med sin nye kone, så det er svært at lave en fast deleordning. Det er okay med Mette.

– Ja, opgaven er, at børnene får set deres far, og det skal fungere. Det er ren praktik. Det er ikke vigtigt, om det er den ene eller anden weekend, vi finder ud af det. Vi har ikke nogen krig kørende, det er jo i alles interesse, at børnene ser deres far. Han kræver ikke at se dem mere, og jeg kræver ikke, at han gør det. Jeg tænker da over fordelingen i forhold til børnene, men jeg tror, at det bliver mere relevant, når de bliver ældre. Jeg er ikke tilhænger af, at bittesmå børn skal bo fifty-fifty hos deres forældre. Det kan godt være, at det er godt for andres børn, men jeg tror ikke, at det er godt for mine. Som det er nu, har de brug for at have en fast base og så komme på besøg hos deres far.

Det må betyde, at du er rigtig meget "på" hele tiden?

– Ja, men jeg har jo hjælp herhjemme i form af, at her bor et andet menneske, som godt gider lege med børnene, og som er vant til at tage sig af dem. Og børnene elsker også at komme op til mine forældre i Kokkedal, hvor de godt kan bo et par dage og hygge med mormor og gå i haven med morfar.

Hvad tænker du om dit privat- og arbejdsliv de næste fem år frem i tiden?

– Jeg har fundet ud af, at hverdagen forandrer sig markant i takt med børnenes alder. Der er jo vildt stor forskel på, om man har børn i vuggestuen eller børnehaven, og jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det bliver, når Agnes begynder i skole. Så alene deres alder og deres hverdag vil forandre min også.

– Og nu har jeg jo taget det her spring ud i at være selvstændig, så jeg satser kraftigt på, at min lille virksomhed er velfungerende, tjener penge og har fede opgaver om fem år. Hvis ikke det er tilfældet, så håber jeg, at jeg er informationschef et eller andet interessant sted, men det er jo ikke det, jeg har sigtet efter lige nu.

LÆS OGSÅ: Fallulah: ”Jeg havde nogle svære år i tyverne med social angst og mindreværd”

LÆS OGSÅ: "Når jeg tænker tilbage, skulle jeg have levet mit liv anderledes"

LÆS OGSÅ: ”At gå ned med stress lærte mig at holde fri”

Mette Walsted Vestergaard

43, er uddannet cand.comm. fra RUC i 1999. Mette blev per 1. januar 2016 selvstændig som kommunikationsrådgiver. Se mere på Mettewalstedvestergaard.com. Var vært på P1 Morgen fra 2014 og to år frem, og inden da tilbragte hun syv år som nyhedsvært på TV Avisen. Single og mor til Agnes på 5 og Bastian på 3 år, som hun har med journalist og politisk kommentator Michael Kristiansen. Parret blev skilt i 2013.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview