Jeg løber, derfor er jeg
Jeg skal love for, at min generation har fået gang i motionen. Man kan næsten ikke deltage i et middagsselskab uden emnet dukker op et eller andet sted ved bordet. " ... løber du? Det gør jeg osse! Hvorhenne? Hvor meget? Hvordan får du det passet ind i hverdagen?" osv. Og for lige at svare på ovenstående: ja, jeg løber. Frederiksberg Have, Søndermarken, nogle gange Vestre Kirkegård. 5 til 10 km ca. hveranden dag. Det er svært at finde tiden, man er nødt til at være 110% planlagt omkring det.
Jeg har altid været rimelig aktiv. Men - ligesom så mange af mine jævnaldrende - aldrig så rituelt som de seneste 4-5 år.
Og hvad løber vi mon fra? Tja. Det er vel noget med, at når man som undertegnede er fyldt 40, så er forfaldet jo teknisk set sat ind. Og ikke mindst: jeg elsker at spise, så det er noget med at holde balance i tingene. (Der går faktisk næsten ikke en løbetur, hvor jeg ikke tænker på, hvad jeg skal have at spise senere.)
Men jeg tænker trods alt også på andet. Og det er måske den største bonus. Man når at sætte nogle ting på plads. En time i selskab med sig selv: store og små tanker. Hvordan griber jeg fat i at være til stede i mine børns 7 og 11 år gamle liv? De børn, som man kan se vokse med det blotte øje, og som sikkert er blevet teenagere om 14 dage? Og har vi flere af de der Meyers-chips i skabet?
