KLUMME: Når jeg sådan stalker mine venner på facebook, ser jeg en tydelig tendens. Størstedelen af mit netværk fra min egen generation er godt i gang med at bygge rede. De har et fast arbejde, formentlig også med tilhørende pensionsopsparing. De bor typisk i en nyindkøbt lejlighed i storbyen eller et hus i provinsen. Hvis de er i et parforhold, så er der sandsynligvis også et barn på vej, hvis da ikke stuen allerede bugner med legetøj. Brylluppet er veloverstået eller lige om hjørnet.
LÆS OGSÅ: "Jeg følte mig overvåget, når jeg gik ned ad gaden, men jeg var jo bare en helt almindelig pige"
På mine single venners facebook kan du bytte scanningsbilleder og bryllupsbillederne ud med kulørte drinks, dyre middage og rejser i det store udland. Det er jo på ingen måde usædvanligt med alt det redebyggeri. Uden jeg helt var klar over det, var jeg også godt i gang med at bygge rede. Helt ubevidst havde jeg også iført mig et par bukser med en solid livrem, og for at være på den sikre side, med de dertilhørende seler.
Sagen var bare den, at det var længe siden, at jeg sådan rigtig havde tænkt: "det her liv, det er bare bomben".
Tryg og trist
Jeg følte mig ikke rigtig tilpas i min hverdag. Jeg havde fast arbejde, som udefra så rigtig godt ud. Du ved, på papiret var det som det skulle være. Gode arbejdsforhold, udmærket løn og en masse medarbejdergoder. Sådan et sted rigtig mange mennesker bliver i rigtig mange år. Jeg mødte den ene kollega efter den anden, som havde været på arbejdspladsen i +10 år. Og mange i +20 år. Jeg fik som regel at vide "bare vent, inden du ser dig om, sidder du her 15 år senere og tænker, hvor blev tiden af".
LÆS OGSÅ: "Jeg tager Ritalin hver gang, jeg skal forberede mig til eksamen"
Jeg fik næsten helt åndenød, hver eneste gang jeg blev mødt med det scenarie. Jeg kunne mærke alt luften blive slået ud af mig og næsten gå i panik bare ved tanken. Okay, det lyder lidt dramatisk, og overdrivelse fremmer nu engang forståelsen. Men sådan i de store linjer var det rigtigt nok.
Misforstå mig nu ikke. Der er intet i vejen med min tidligere arbejdsplads og de søde mennesker, der arbejder der. Og der er bestemt heller ikke noget i vejen med at være på den samme arbejdsplads i +20 år. Det må være dejligt og trygt.
Og det er lige netop det ord: trygt. Hav lige det ord in mente, mens du læser videre.
Jeg boede også i en fantastisk dejlig andelslejlighed midt på Halmtorvet på Vesterbro i København. Jeg havde ledt længe efter den rigtige at købe, og da denne kom på markedet slog jeg til med det samme. Det var den helt perfekte lejlighed for mig, og den lå det helt rigtige sted – lige i hjertet af det pulserende Vesterbro.
Jeg var glad for at bo der og jeg følte mig virkelig, virkelig heldig for at have lige præcis den adresse. Det var trygt at vide, at jeg boede et sted, der var mit, hvor jeg ikke kunne blive smidt ud. Især når jeg nu næsten dagligt så den ene status efter den anden på facebook, hvor venner og bekendte ledte med lys og lygte efter tag over hovedet. Det var næsten elitært at bo i det centrale København, og jeg var en del af eliten.
Følelsen af utilpashed havde jeg haft i lang tid, i et par år velsagtens. Jeg var udmærket klar over, at jeg ikke var glad, jeg anede bare ikke hvorfor. Jeg havde jo gjort som man skulle. Gjort som alle de andre. Fast arbejde, fast bopæl og et aktivt socialt liv med gode venner.
Smed bukserne
Det endte med at være en psykolog, der skulle gøre det klart for mig. Hun blev ved med at sige, at mit liv var så perfekt. "Det er så perfekt det hele, Lise. Kan du ikke skeje lidt ud?" Jeg blev irriteret, for det var det da overhovedet ikke, jeg sad jo ligesom på hendes sofa og var utilpas og ked af det. Jeg forstod slet ikke, hvad hun mente.
Det var først da jeg, en dag i en bisætning på vej ud af døren, lige ville forklare hende forskellen på mig og mange andre. "Ser du, der er rigtig mange, der går med livrem og seler. Men jeg... Ja, jeg går altså helst uden bukser". Hun grinede højlydt og var begejstret for billedet. "Men Lise, bare lige så du ved det, så går du absolut med livrem og seler, og har tydeligvis gjort det længe".
BUM! Så faldt alting på plads indeni. Pludselig forstod jeg min utilpashed. Her har jeg gået og identificeret mig med en, der går rundt med røven bar, men har gjort præcis det modsatte. Jeg har bygget mit liv op af alt "det rigtige", der har givet mig tryghed i hverdagen.
Der var det igen, det der tryghed... Livrem og seler har som regel trygheden som følgesvend, og den var helt sikkert grunden til min utilpashed og ked af det-hed.
Der gik ikke mange uger fra denne bombe sprang, til jeg smed bukserne og hoppede ud på dybt vand.
SPONSERET: Find billige flybilletter på Rejsepriser.dk og få en billigere ferie
Usikkerheden gør mig rolig og tilpas
Jeg sagde mit trygge job op, solgte min perfekte lejlighed og rejste 3 måneder til USA for at prøve lykken.
New York har en helt speciel plads i mit hjerte og jeg har længe haft en stor drøm og ambition om at flytte hertil og få et arbejde. Og det er ikke nemt skal jeg hilse at sige.
Men det er ikke umuligt, og jeg er nu engang den fødte optimist, så nu sidder jeg her, på et (alt, alt for dyrt) værelse i SoHo på Manhattan og skal se om jeg kan netværke mig frem til noget, der en dag kan udvikle sig til et job. Måske er jeg one in a million og måske er jeg ikke.
Men for første gang i virkelig, virkelig lang tid, kan jeg mærke mig selv. Sådan helt ned i maven.
Der er så ufatteligt mange hvis'er, måske'er og usikkerheder i mit lille selvrealiseringsprojekt, men det gør mig ikke det fjerneste.
Den 28. november rejser jeg tilbage til København. Jeg har ikke noget job og jeg har ikke noget sted at bo. Jeg har lidt penge på lommen fra lejligheds-salget, men de kan ved gud også hurtigt få ben at gå på. Måske skal jeg læse en kandidat til september 2016, måske lander jeg i et spændende job inden, måske starter jeg selvstændig, måske tager jeg tilbage til New York i det nye år, måske rejser jeg et andet sted hen... Måske sker der ingen af delene. Who knows?
Alle (uden undtagelse!) jeg har fortalt om min beslutning, har reageret med et "hold nu op, hvor er du sej og modig." Mange har fortalt, at de ville ønske de havde gjort det samme dengang de sad i min situation uden forpligtelser – at de havde turde. En klog kvinde var glad for at høre, at jeg ikke bare lod livet leve mig. Det udtryk slår hovedet på sømmet, synes jeg. Deres reaktion og roser har gjort mig helt utrolig glad, og det har samtidig gjort mig bevidst om, at mange ville ønske, de var mere modige.
Nu kan det være, du tænker: ja tak, du er 29 år og har ingen reelle voksen forpligtelser endnu, du kan nemt sidde der og være eventyrlysten (her tænker jeg på børn, madpakker og forældre på plejehjem). Det er jeg udmærket klar over, og jeg opfordrer bestemt ikke alle til at sige deres job op og rejse ud i verden.
Men jeg vil opfordre dig, kære læser, til at stoppe op og mærke efter om du har det godt, der hver du er. Det kan være du drømmer om at gå til dans, men bare ikke får det gjort, fordi det vil "stikke ud" i din omgangskreds. Måske ville du ønske, at du turde gå med læbestift, opsat hår og stiletter i dagligdagen, men hvad vil kollegaerne ikke sige til det. Eller måske drømmer du om at forlade tilværelsen som lønmodtager og springe ud som selvstændig og knokle 100 timer om ugen for dit hjertebarn, som lige nu bare ligger i skuffen og samler støv.
Jeg ved udmærket godt, at livet ikke kun byder på rainbows and butterflies, men jeg tror på, at det er sundt for os alle at stoppe op og kigge på vores liv, og se om vi ubevidst bare følger med strømmen eller om vi træffer nogle bevidste valg, der opfylder vores drømme og ønsker og generelt giver os smil på læben, når vi vågner om morgenen.
Kører du med automatpilot?
Lige siden jeg smed bukserne har jeg haft et smil på læben. Og jeg ved, at smilet stadig vil være der, når jeg sidder i januar på mine forældres sofa i Jelling og kigger ud på gråvejret og skriver min 6. status på facebook, om at jeg søger et værelse i København – og i øvrigt går arbejdsløs. Smilet vil være der, fordi jeg traf et bevidst valg om min tilværelse og kom til den erkendelse, at jeg bare har det allerbedst uden bukser.
Et stykke tid ude i fremtiden skal jeg så finde ud af, hvordan jeg jonglerer de der reelle voksen forpligtelser – stadig uden bukser. Men mon ikke det går? Så længe jeg beholder bevidstheden og slår automatpilot fra, så er jeg optimistisk.
LÆS OGSÅ: "Jeg har simuleret virkelig mange orgasmer"
LÆS OGSÅ: 7 tegn på, at han aldrig bliver den kæreste, du drømmer om
LÆS OGSÅ: 30 ting, jeg helt sikkert burde have droppet, før jeg blev 30
Lise Duusgaard Stokholm (F. 1986)
Eksiljyde i København, New Yorker by heart. Boet på Vesterbro siden 2009. Har tilbragt efteråret i New York og bor inden længe i en kuffert.
Blogger om kundeoplevelser og service på www.madebystokholm.com
