Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Søren Vejby
Foto: Asger Mortensen

Klumme af Søren Vejby

Jeg var langt ude. Jeg var ved at miste det hele

Søren Vejby var afhængig af det mest vanedannende stof i verden.

Af Søren Vejby 

KLUMME: For seks år siden opdagede hun det. Min kone. Hende den dejlige, som jeg elsker, som elsker mig, som jeg har to vidunderlige børn sammen med. Og som jeg løj for.

Da jeg mødte hende en kold vinteraften den 23. februar 2006, blev jeg med det samme smaskforelsket. Trine var alt det, jeg ikke var. Hun var ærlig og oprigtig. Hun havde styr på sit shit. Hun troede på kærligheden. Jeg tænkte, at hvis jeg lykkedes med at få fat i hende, ville mit liv ændre sig. Hun ville smitte mig med sin renhed, og jeg ville blive fri af mit misbrug, mit selvhad, min selvsaboterende livsstil.

Vi blev kærester. Og det virkede, som om mine drømme blev indfriet. Jeg fortalte hende, at jeg havde prøvet at tage coke. Ikke mere end det. Ikke noget med at fortælle, jeg tog det hver weekend, at jeg havde gjort det i over ti år. At jeg, mens jeg gik på teaterskole, havde haft en colombiansk cokedealer boende i min lejlighed. En fyr ved navn Ricardo, der betalte husleje i hvidt pulver, og at jeg i den periode startede dagen med en colombian breakfast – sort kaffe og kokain. Nej, jeg sagde bare, at jeg havde prøvet det. Et par gange. Trine trak på skuldrene. Nå, ja, sagde hun. Så længe du aldrig tager det mere.

Selvfølgelig ikke, svarede jeg.

Og jeg holdt faktisk op med det. I en periode. Vi var forelskede. Og kærligheden gjorde mig høj. Mit liv ændrede sig. Jeg fik rollen som Rasmus i DR's dramaserie Livvagterne. Jeg trænede yoga. Jeg elskede med min kone. Jeg behøvede ikke andet. Og sådan troede jeg, det ville blive ved for altid. Jeg klarede den, tænkte jeg. Jeg kom ud af det. Jeg kom videre. Og ingen opdagede det. Ingen behøver nogensinde at få det at vide.

Så blev vi forældre. Til Vigga. Det hidtil største øjeblik i mit liv. Men familieforøgelsen skabte også problemer.

Trine og jeg gik fra et nyforelsket par til pludselig at være far og mor med barn. Vi begyndte at skændes. Over alt muligt. Stort og småt. Opvask og bleskift. Rengøring og søvnmangel. Afstanden mellem os blev større og større. Vi havde svært ved at få tid til at være kærester. Jeg havde svært ved at være i det. Svært ved at være i mig selv.

Så jeg gjorde det, jeg altid havde gjort, når jeg løb ind i problemer. Jeg flygtede fra dem. Jeg begyndte at tage kokain i smug. Da optagelserne til Livvagterne i 2010 var forbi, hang mit ægteskab i en løs tråd. Jeg skjulte mit misbrug for Trine, tog i byen, kom hjem ud på morgenen, brugte af vores opsparing.

"Hvad er det, du laver, når du er i byen? Du bruger tusindvis af kroner! Og hvorfor er du altid så frisk, når du har drukket hele natten?"

Jeg snøftede. Og gik til bekendelse.

"Jeg tager kokain," sagde jeg.

Trine blev rasende. Så blev hun ked af det. Men da hun igen sagde noget, var hun nøgtern.

"Du må tage et valg, Søren. Det er enten din familie eller dine stoffer. Der er ikke plads til begge dele!"

Hun havde ret. Det vidste jeg. Og en del af mig var lettet over endelig at blive opdaget, over endelig at få muligheden for at vælge stofferne fra.

Men det var ikke den del af mig, der havde overtaget.
"Du skal fandeme ikke bestemme over mig," hvæsede jeg.
Og så skred jeg.

14 dage senere sad jeg ude på altanen til en lille etværelses betonlejlighed i Nordvest, jeg havde lånt af en af mine venner. Midt om natten. I frostvejr. Jeg drak øl, jeg røg joints, jeg sniffede kokain. Min datter og min kone lå og sov i en lejlighed på Østerbro. Få kilometer væk. De savnede far.

LÆS OGSÅ: Glem aldrig dine veninder. Heller ikke når du bliver voksen.

Spørgsmål ramte mig som lynnedslag i natten.
Hvad havde jeg gang i? Hvem var jeg? En narkoman, der valgte stofferne frem for kærligheden? En umoden og ansvarsløs knægt i en mands krop?
Jeg så ned foran mig. Jeg havde gjort rent bord. Der var ikke flere rusmidler tilbage.

Jeg brød sammen. Hulkede stille i natten. Så skete der noget inden i mig. Som om en stemme, jeg ikke havde hørt længe, forsøgte at nå mig.

"Det er aldrig for sent at ændre sig," sagde den.

For første gang i mange år lyttede jeg til den.
Den nat tog jeg en beslutning. Jeg ville ændre mit liv. Jeg ville leve mine drømme. Jeg ville committe mig til at tage ansvar, til at være far, til endelig at blive voksen. Til at blive fri. Jeg ville gøre alt for at vinde min kone tilbage. For at genvinde hendes tillid.

"Hvorfor skulle jeg tro på dig?" spurgte hun.

Jeg var hende svar skyldig. Men vi havde et barn sammen. Vi var gift. Og hun blev og kæmpede for os.

Jeg er hende evigt taknemmelig.

Og det var en kamp. For os begge. Og min egen kamp skulle vise sig at være den sværeste, jeg nogensinde havde kæmpet.

Jeg måtte ændre mig. Jeg havde ikke kunnet klare det uden støtte fra min kone. Fra min familie. Fra mine venner. Men jeg måtte selv gå vejen. Ingen andre kunne gå den for mig.

Jeg fik tilbagefald. Udfordrede igen og igen det skrøbelige fundament, der var tilbage i vores ægteskab.

Men hun blev der.

Og lidt efter lidt blev jeg stærkere. Jeg satte det i system. Og vandt. Den Sande Sejr. Sejren over mig selv.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du prioritere din lyst og dyrke sex med din partner

Min Trine er her stadig. På trods af alt, hun måtte stå igennem. Faktisk har hun fungeret som min coach langt hen ad vejen. Og jeg er så småt ved at genvinde hendes tillid.

Jeg var afhængig af det mest vanedannende stof i verden. Kokain. Det er jeg ikke mere. Jeg er fri. Jeg har stadig meget at lære og er stadig på rejsen. Men jeg har ændret mig. Og min påstand er, at når jeg kan ændre mig, så kan alle, der vil, og som er klar til at handle på det, ændre sig.

Jeg har vendt et mørkt kapitel i mit liv til noget positivt. Jeg håber min historie, min erfaringer, mit system, kan inspirere andre til at gøre det samme.

Nu er jeg en dedikeret familiefar. Med de udfordringer og problemer det medfører.

Det er muligt at skabe varig forandring. Og jeg vil gerne inspirere, guide, hjælpe andre på deres vej til et bedre liv.

Ligegyldig hvad der sker, så bliver jeg her. Det har jeg committet mig til. Men livet som far er heller ikke nemt. Og jeg forstår godt, at mange forhold går i stykker, når der kommer børn. For nogles vedkommende er det måske for det bedste. Ikke alle ægteskaber skal nødvendigvis vare hele livet. Jeg er dog af den overbevisning, at mange problemer og skænderier, mange misforståelser og meningsforskelle ikke behøver ødelægge forholdet, hvis man har i mente, at livet er en rejse, at man i et ægteskab ikke behøver være enige om alting, og at man med fordel kan huske på at dele meget op i dit, mit og vores og ikke blande alting sammen.

Her er tre gode råd, jeg selv bruger til at få parforholdet til at fungere bedre i hverdagen.

1. Når du vælger noget til, er du nødt til at vælge noget fra

Man kan ikke blæse og have mel i munden. Eller for mit vedkommende, jeg kan ikke stå midt om natten på en bar med mel i næsen og være en dedikeret familiefar dagen efter, der tager med sin datter til ridning. Derfor er det vigtigt at turde tage nogle valg – og committe sig 100 procent til dem – og derefter tage nogle nødvendige fravalg. Lad alt, du gør, pege i samme retning. Når du ved, hvad du vil, bliver det nemmere at vælge meget fra. Hver gang du står ved en korsvej i livet, og er i tvivl om hvilken retning, du skal gå, så husk på, hvad det er, du har committet dig til. Hvis det, du vælger som mål her i livet, føles sandt helt ned i din kerne, vil de fleste valg være lette at træffe. Man kan ikke få det hele – og det er faktisk en befrielse.

2. Du kan kun ændre dig selv

Det er ikke din partners skyld, at du har det, som du har det. Det er heller ikke dine forældres skyld, dine medarbejderes, din chefs, eller dine kollegers skyld. Det er heller ikke samfundets skyld. Du og kun du har ansvaret for dit liv. Så læg mærke til hver gang du tænker, 'hvis bare han ikke gjorde sådan og sådan, så kunne jeg –', eller 'jeg kan ikke gøre noget, så længe hun opfører sig sådan og sådan –'. Vi har en tendens til at ville ændre alle de andre. Give dem skylden. Men så længe vi bibeholder dette mind-set, står vi stille. Den person, der står mest i vejen for, at du kan leve dine drømme og nå dine mål, er dig selv. Det gode ved det er, at den eneste person, du kan ændre, er dig selv. Og når du ændrer dig selv, vil denne forandring sprede sig som ringe i vandet, og du vil opdage, at verden omkring dig, ændrer sig, at mennesker omkring dig ændrer sig, fordi de er nødt til at forholde sig til dit nye jeg.

3. Husk at lytte

Hører du til den slags personer, der sidder og venter på, at den, du sidder og taler med, bliver færdig med at snakke, så du kan sige det, du vil, så hurtigt som muligt? Hvis du glemmer at lytte efter, er der ingen grund til at tale med andre, du kan ligeså godt bare tale med dig selv. Så får du jo også altid ret. At lytte, aktivt at lytte, er noget mange har det virkelig svært ved. Vi vil gerne lyttes til, bliver måske vrede, når folk ikke lytter til os, men glemmer selv at høre efter. Vi tror, vi ved, hvad den anden vil sige, før han eller hun har sagt det. Og det er ødelæggende for et parhold. Vi skal forsøge at nulstille os selv. Høre efter, som var det første gang, vi hørte vores partner tale. Ikke storme frem med hurtige meninger, men slet og ret lytte. Min kone er ret god til det. Hun hører, hvad jeg siger. Hun svarer ud fra det, og snakker ikke bare. Det er forbilledligt. Kan du gentage ord for ord, hvad din partner lige sagde? Objektivt – uden at flette din egen version ind? Det er en god øvelse.

Læs Søren Vejbys næste blog:

"Far – hvorfor tog du egentlig så meget kokain?"

Søren Vejbys datter er blevet otte år. Og hun er begyndt at stille spørgsmål. Hun er begyndt at kende sin fars historie. Men hun forstår den ikke.

LÆS OGSÅ: Jeg var hamrende angst for at miste den mand og det job. Jeg mistede begge

LÆS OGSÅ: Annamette og hendes mand gik fra hinanden - og fandt sammen igen

LÆS OGSÅ: "Da min mand kørte ind i indkørslen omkring jul sidste år, havde jeg set ham syv dage over tre måneder"

Om Søren Vejby:

Søren Vejby (f. 1974) er skuespiller, forfatter og journalist. Han er aktuel med sin 2. roman Den sande sejr, som er en hybrid mellem en roman og en selvudviklingsbog.

Som skuespiller er Søren Vejby mest kendt fra tv-serien Livvagterne (2009). Han er uddannet fra Statens Scenekunstskole i 2002 og har blandt andet haft roller på Betty Nansen Teatret, i biografsuccessen Alle for én (2011) og i tv-serierne Anna Pihl og Ørnen. I 2013 valgte Søren Vejby at se sin fortids dæmoner i øjnene i dokumentarserien Kokainens Pris, som han selv var med til at tilrettelægge. I dag har han lagt sit misbrug bag sig.

Søren Vejby bor sammen med sin kone og to børn på Frederiksberg. Han har en daglig meditationspraksis, er uddannet yogainstruktør og har det sorte bælte i kampkunsten aikido. Systemet C.O.R.E., som er beskrevet i romanen og kan bruges af alle, der ønsker positiv forandring, er udviklet af ham selv via egne erfaringer. Han skriver på sin tredje roman, en krimi, der foregår i det københavnske skuespilmiljø.

Om Den sande sejr:

Hvad gør man, når alt synes godt på overfladen, men når kaos hersker inden i? Hvordan ændrer man sit liv? Hvorfor siger vi et og gør noget andet? Og hvordan skaber man varig forandring? En forandring, der ikke føles som en rævesaks om benet, men som en befrielse, som at vende tilbage til sig selv – til det man engang var, eller ønsker man var...

Den succesfulde unge skuespiller Alexander Garland flygter fra virkeligheden. Han fester og tager stoffer – han lever ved siden af sig selv. Men hans kone, Grace er gravid, og Alexander må snart træffe et altafgørende valg: vil han tage styring og ændre sit liv, eller vil han gøre som hidtil og selvsabotere?

På vej hjem fra optagelser på en Nordic Noir tv-serie i Nordsverige er Alexander ved at få en nedsmeltning. Han kører for stærkt. Han kan ikke være i sig selv. Men en ulykke på motorvejen gør, at han må tage en omvej op gennem de svenske skove og pludselig ændrer omgivelserne sig.

Turen ind i skovene bliver også en personlig rejse for Alexander. Han møder guruen Akasha, der præsenterer ham for selvudviklingssystemet C.O.R.E. Han får en enestående mulighed for at begive sig ud på en indre odyssé og se sine dæmoner i øjnene og gøre sine onder til dyder. Men han må selv gå vejen. Han har alt at vinde. Og alt at tabe. Han må risikere det hele for at opnå Den Sande Sejr – sejren over selv.

Den Sande Sejr er både en roman og en selvudviklingsbog. En hybrid, som ikke er set på samme måde før. En ny litterær genre.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme, Misbrug og Parforhold