scroll-down
Foto: Les Kaner Johanne Bille er aktuel med bogen 'Når mænd forlader mig'.

"Folk skal forstå præcis, hvor ondt det gør at blive voldtaget"

Det er en smuk fortælling om jagten på kærligheden og modet til at forelske sig. Men det handler også om det, der sker, når man misforstår, overhører eller er ligeglad med samtykke. Johanne Bille har skrevet den bog, hun selv manglede, da hun stod i hovedkarakterens sted - og den stiller to store spørgsmål: Hvordan engagerer vi os i hinanden - og hvordan passer vi på vores medmennesker?

Af Emma Fjalland Lund
Livsstil ALT for damerne

Ti minutter. Sekshundrede sekunder. 

De kan virke som ingen tid, når samtalen flyder, humøret er højt og smilene er store. De kan føles langstrakte og smertefulde, hvis du befinder dig i en ubehagelig situation. Bliver du voldtaget, kan de stå helt stille.

Alt afhængig af læsetempo tager det lige godt ti minutter at læse voldtægtsscenen i forfatter Johanne Billes nye bog, ’Når mænd forlader mig’. En kærlighedsroman, der også fra et voldtægtsoffers perspektiv skal sætte fokus på, hvad forfatteren selv kalder ’de forfærdelige forbrydelser’, og som forhåbentlig vil gøre en voldtægt og dens efterslæb mere forståeligt for dem, der kan se sig heldige ikke at have stået i den situation.

For ifølge forfatteren kan en voldtægt, selv hvis den ”kun” varer ti minutter, have store konsekvenser resten af livet. Det ved hun, fordi hun selv har haft det helt tæt på.

Debatten

Voldtægtsscenen er detaljeret. De hårde stød. Det tunge åndedræt. Følelsen af, at øjnene er klistret sammen i ubehag, og at de ikke kan åbnes, før det stopper.

Det skulle egentlig have været en letbenet bog om forhold og forelskelse, men tog på et tidspunkt en mere alvorlig drejning. Debatten om en ny samtykkelov var så småt begyndt at ulme i efteråret 2020, og uroen ramte Johanne Bille midt i skriveprocessen.

- Jeg tænkte hele tiden på debatten. Jeg kunne ikke få ud af hovedet, hvordan en politiker havde sagt, at man skulle tage dem med lidt humør, overgrebene – og hvordan politikerne af journalisterne blev bedt om at lave nydelseslyde. Jeg blev rasende, fortæller forfatteren.

Vreden over samtykkedebatten satte sig i hendes skrift. Hun ville vise læseren voldtægten på nærmeste hold – ved at lade dem komme inde i hovedet på offeret. Det pressede sig på som noget, hun blev nødt til at skrive.

- Jeg ville give folk muligheden for at komme ind under huden på voldtægtens dynamik, og hvad det egentlig er, der sker, set fra kvinden perspektiv, når en voldtægt finder sted. Få læserne til at føle noget, man måske ikke har følt før, hvis man ikke er blevet voldtaget.

- Det trængte sig på, fordi jeg syntes, der manglede en forståelse af, hvad det var for en forbrydelse, vi havde med at gøre, og jeg blev ærgerlig over det manglende fokus på de langsigtede konsekvenser af voldtægt. For det kan have store konsekvenser meget langt ind i livet. 

Johanne Bille

Johanne Bille

  • Uddannet i statskundskab.
  • Webredaktør hos Bonnier Publications.
  • Forfatter, debuterede i 2015 med romanen Tænk nu hvis, har senere udgivet Elastik (2018) og er nu aktuel med bogen Når mænd forlader mig.
  • Medstifter af Forlaget Harpyie.

Alvoren

Johanne Bille har selv været offer for en voldtægt, og de følelser, der gik igennem hende under og efter overgrebet, har hun brugt til at skabe et fiktivt univers omkring hovedpersonen Maria.

Historien om den unge Maria er bundet ind i et lyserødt omslag med gyldne firkanter. Den handler om jagten på kærligheden og om den smukke forelskelse. Den er en kærlighedserklæring til mænd og mandetyper, og den kredser sig om pailletkjoler, fester og øl i lange baner.

Indersiden af omslaget er helt sort.

Det skal symbolisere den store alvor bag historien, siger hun. Alvoren, som politikerne ikke forstod. Alvoren, som journalister ikke forstod. Alvoren, som hun har oplevet mange omkring hende, ikke forstod.

- Der var engang en mand, der sagde til mig, at det måtte være dejligt for mig, at jeg kan skrive. For så kan jeg jo udøve terapi på mig selv og på den måde bearbejde min voldtægt. En ting, jeg efterfølgende haft hørt flere gange, siger Johanne Bille.

Hun oplever, at der er en eller anden gængs tanke om, at mænd skriver romaner, og kvinder skriver dagbøger, og det irriterer hende. For det er ikke lige til at bearbejde en traumatisk oplevelse, forklarer hun:

- Det her er ikke en dagbog. Langt fra. Det er med personlige omkostninger, at denne bog er skrevet – og de har været høje. At skrive denne bog har ikke været terapeutisk. Jeg er ikke blevet et mere helstøbt menneske. Jeg har ikke fået det bedre med at blive voldtaget af at skrive den. Det har været re-traumatiserende, og det har været skrækkeligt at skulle åbne en boks til nogle følelser, som jeg ellers har kæmpet for at lukke.

Hun pauser.

- Men jeg har holdt ved og skrevet den, fordi jeg synes, at den er vigtig, og fordi jeg tror på, at den mangler. Jeg tror, at det som forfatter handler om, at man skal bruge sin stemme på det, der er vigtigt - og mens jeg skrev, tænkte jeg, at det perspektiv, jeg kunne give på voldtægtskultur, måske var lidt anderledes, fordi jeg har haft det helt tæt på. Jeg følte, at jeg havde noget at bidrage med – og når man har noget, man kan bidrage med, så skal man i mine øjne også gøre det.

Gråzonen

Ti lange minutter. Op ad væggen. Stødene. Åndedrættet. Øjnene.

Maria siger ikke ja til sex den aften, men siger heller ikke nej. Ikke verbalt i hvert fald. Og det var vigtigt for Johanne Bille, at det var lige netop sådan en voldtægt, der var med i bogen.  

- Det er bestemt ikke alle, der bliver voldtaget, der siger nej, fordi de simpelthen fryser i momentet. Alt står stille. Og det var vigtigt for mig at give plads til den slags voldtægt i litteraturen – og i vores bevidsthed – i højere grad, end den allerede har.

- Og bare det, at jeg kalder overgrebsepisoden i bogen 'en voldtægt' er i sig selv et statement. Det er der sikkert også nogle, der bliver sure over. Der er sikkert nogle, der vil sige, at det en gråzone-voldtægt, en misforståelse. For mig at se er den en klokkeklar voldtægt. Og det i sig er et radikalt standpunkt at tage. Men det synes jeg er ærgerligt, at det skal være.

Netop derfor er hun rigtig glad for, at der med samtykkeloven er kommet en retslig – og generelt større – forståelse af, hvad en voldtægt er. Nu forstår flere, at man godt kan sige fra på andre måder end det verbale ’nej’.

Samtykkeloven

Den 1. januar 2021 indførte Folketinget en lovændring, der gør det strafbart at have seksuel omgang med en person, som ikke har givet sit samtykke.

Samtidig blev der indført en række tiltag, der skal forbedre forholdene for voldtægtsofre samt forebygge voldtægt. Der blev blandt andet lanceret en døgnåben hotline, hvor voldtægtsofre anonymt kan få vejledning og støtte, samt undervisnings- og vejledningsmateriale til seksualundervisningen i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Loven

Samtykkeloven, der klarlægger, hvornår noget er en voldtægt, blev vedtaget i efteråret 2020 af et enigt folketing, og loven gjorde det samtidig strafbart at have seksuel omgang med en person, der ikke samtykker. Derudover kom der en række tiltag, der skal forbedre forholdene for voldtægtsofre samt forebygge voldtægt, såsom en døgnåben hotline, en oplysningskampagne og undervisningsmateriale til skolerne. 

Den 1. januar fyldte samtykkeloven et år, og i det år, der er gået, er antallet af anmeldte voldtægter steget markant, viser tal fra Rigspolitiet. I perioden fra den 1. januar til den 23. november 2021 steg antallet af voldtægter til 1.720 anmeldelser, mod de 1.392 anmeldelser, der blev modtaget i 2020.

Selvom antallet af registrerede voldtægter ifølge Rigspolitiet er stigende, er det paradoksalt nok alligevel en rigtig god nyhed for Johanne Bille.

- Det betyder, at mørketallet nedbringes, hvilket er vigtigt for, at problemets reelle størrelse bliver tydeligere for alle. Men selvfølgelig drømmer jeg mest af alt om, at tallet falder. Jeg tror, at et skridt på vejen er, at folk forstår præcis, hvor ondt det gør at blive voldtaget, og forstår de strukturer, der gør, at voldtægter finder sted.

Johanne Bille lægger dog samtidig vægt på, at det, at flere bliver anmeldt for voldtægt og flere dermed måske også bliver dømt for voldtægt, ikke nødvendigvis indebærer, at de langsigtede konsekvenser forsvinder.

- Det kan gøre det noget nemmere at bære, og det kan gøre, at man får en større følelse af retfærdighed, men det fjerner ikke alle de omkostninger, der er forbundet med at blive voldtaget.

Tiden

Siden Sofie Lindes MeToo-tale i 2020 er i særdeleshed kvinder stået frem med deres oplevelser med seksuel chikane, krænkelser og overgreb, og senest i vinteren 2021 gik der et sus gennem Danmark, da 13 kvinder stod frem og berettede om sexisme og krænkelser hos TV 2.

Der sker mange ting i tiden lige nu, siger Johanne Bille, der er glad for, at så mange kvinder tager bladet fra munden. For det, at kvinder sammen stiller sig frem på række og tager slagene for at italesætte problemer og påberåbe kulturændringer, er vigtigt, påpeger hun. Det rykker noget.

Hun ville dog ønske, at vi ville droppe personfikseringen, da det i hendes øjne hurtigt kommer til at overskygge og tage fokus fra den vigtige systemkritik.

- Vi skal gøre op med tanken om, at vi hele tiden skal kradse i kvinders privatliv. Jeg bliver lidt rasende hver gang, nogen føler, at de skal gå og lege detektiv i stedet for at høre, hvad den, der står frem, faktisk har at sige, fortæller hun og henviser til, at mange gik mere op i, hvem der var den "store tv-kanon", som havde talt truende til Sofie Linde, end de bekymrede sig for, hvad anklagen egentlig gik ud på. 

I stedet skal vi oprigtigt engagere os i hinanden, mener Johanne Bille, hvis vi skal gøre os forhåbninger om nogensinde at komme problemet til livs.

- Vi skal i virkeligheden bare tænke noget ret banalt igennem: Hvordan er vi sammen med hinanden – og hvordan passer vi på hinanden? De spørgsmål bliver aldrig udtømt.

Aktuelle tal

  • Gennemsnitligt er 11.800 kvinder årligt blevet udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg i perioden 2018-2020. 
  • 49 procent af overgrebene er fuldbyrdet tvangssamleje
  • 67 procent af voldtægterne eller forsøg på det er sket i et privat hjem
  • Gerningspersonen er i 38 procent af tilfældene en nuværende eller tidligere partner, 28 procent er en ukendt, 13 procent en ven eller kammerart, og i 10 procent en, offeret har været bekendt med i mere end 24 timer.

Kilde: Det Kriminal Præventive Råd

Kulturen

Ifølge Johanne Bille bør vi som samfund starte med at tage en større snak om, hvordan vi er kvinder, hvordan vi er mænd, og hvordan vi er overfor hinanden.

- Den snak er sindssygt interessant, fordi voldtægt er et symptom på en skævvredenhed kønnene imellem. Vi lever i et patriarkalsk samfund, hvor mænd anses som værende overlegne, og hvor vi opdrager vores børn i meget snævre kategorier for, hvad det vil sige at være menneske. Vi lærer pigerne, at de skal være underdanige, de skal være underlegne. Imens læres drengene, at de skal være kamplystne, liderlige, voldsomme. Og voldtægten er en del af den kultur.

Dernæst er også vigtigt, at vi generelt bliver klogere på gerningspersonerne og i højere grad forstår, hvad voldtægten udspringer af, mener Johanne Bille, for det er ikke nødvendigvis en fremmed, der springer ud af busken en mørk aften. Snarere tværtimod.

Tal fra Justitsministeriets Forskningskontor viser nemlig, at offeret i størstedelen af overgrebene faktisk kender gerningspersonen i forvejen. Ifølge tallene er gerningspersonen i 38 procent af registrerede voldtægter en nuværende eller tidligere partner, 28 procent er en ukendt, 13 procent en ven eller kammerart, og i 10 procent en, offeret har været bekendt med i mere end 24 timer.

- En voldtægtsforbryder kan være din bedste ven, din kæreste, din ægtemand. For vi er allesammen en del af voldtægtskulturen. Vi er allesammen en del af en kultur, hvor kvinder forventes at sige ja bare ved deres blotte tilstedeværelse. Og mænd forventes at lange til fadet, siger forfatteren.

Og sukker.

- Det er synd for kvinderne, men det er også synd for mændene. Det er synd for os alle sammen, at vi er en del af denne her voldtægtskultur, fordi den muliggør overgreb, ja, men også fordi den putter os ind i nogle stereotype kasser, der dikterer, hvordan vi skal opføre os, og hvordan vores kønsforståelse og kønsidentitet skal være.

Snakken

Løsningen er, ifølge Johanne Bille, ikke, at man ikke længere må flirte – sådan som mange ellers har brokket sig over i debatten – men derimod at læse lokalet bedre og ikke mindst lytte mere til hinanden, mener hun:

- Når man er sammen med andre mennesker, kan der ske misforståelser, og der kan være forskellige grænser for, hvad der er ordentlig opførsel. Derfor er det sindssygt vigtigt, at vi bliver gode til at lytte til andre og ikke tage vores egne grænser for givet i den forstand, at vi går rundt og tror, at bare fordi vores grænse er her, så er alle andres det også. 

- Vi skal snakke åbent om, hvad det er for en kultur, vi allesammen er en del af. Hvad kan vi gøre for at ændre den? Og det er jo det, der sker lige nu. Det er jo det vildeste. Og jo flere vi er, jo bedre. Derfor stiller jeg mig gerne op på række og tager de her snakke, selvom jeg synes, at det har personligt store konsekvenser for mig. 

Fakta

Har du været udsat for en voldtrægt, voldtægtsforsøg eller et andet seksuelt overgreb – måske er du i tvivl?

Hos Center for Voldtægtsofre sidder en række forskellige fagfolk klar til at hjælpe dig. Læs mere her.

Bogen

Derfor er forfatterens håb også, at bogen kan blive en samtalestarter – både for dem, der selv har haft en voldtægt helt tæt inde på livet, men også dem, der ikke har, og som ønsker at forstå.

- Det er vigtigt, at vi øver os i at forstå, at voldtægter er ligeså mangefacetterede som alle mulige andre tanker i livet. Voldtægter kan se ud på alle mulige forskellige måder og føles på alle mulige forskellige måder. Det her er bare mit bidrag til det billede, man kan tegne af overgreb, siger hun og forklarer, at det er med voldtægt, som det er med sorg – det forsvinder ikke med tiden:

- Efter jeg selv var blevet voldtaget, savnede jeg en bog, som også kredsede rundt om en hverdag med en voldtægt i bagagen. For livet stopper ikke. Men man bærer voldtægten med sig, ligesom man bærer alle mulige andre ting med sig videre.

Personen

Johanne Bille lægger nemlig særlig vægt på, at livet netop fortsætter efter et overgreb, og at man – naturligvis – er meget mere og andet end en person, der er blevet voldtaget. Det er også en pointe, hun håber, at flere vil huske på:

- Noget af det, jeg selv tænkte over, da jeg blev voldtaget, var ordet offer. Jeg tænkte dengang, at hvis man var et offer, så kunne man ikke være andet. Så kunne man kun være et offer. Men sandheden er jo, at et offer også kan være alt muligt andet samtidigt.

Hun pauser – og smiler.

- Det at være offer betyder jo "bare", at man er blevet påført smerte. Og det er også det, jeg prøver at vise: Det kan godt være, at jeg har været offer for en voldtægt, men jeg er samtidig forfatter, forelægger, god til mit arbejde og en god ven. Jeg er et helstøbt menneske, ligesom bogens Maria er, på trods at det, vi har været igennem. Og dét er vigtigt at tale om – og huske på.

Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund og Interview
Tilbage til toppen