Da Jussi Adler-Olsen fandt kærligheden, tænkte han straks: "Der er hun"

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Peblinge Dossering i København, hvor min far havde lægepraksis. Jeg kunne godt lide at køre der på min trehjulede cykel, men jeg nåede ikke altid at bremse, inden jeg kørte i søen. Heldigvis reddede min storesøster, Vippe, mig hver gang. Lige ved siden af lå Korsgade, men der måtte jeg ikke gå hen, for der lå et værtshus, og min far sagde: ”Jussi, du må først gå derhen, når du kan nå rundt om min mave.” Da jeg kunne det, var vi for længst flyttet derfra."

"Vi flyttede til sindssygehospitalet i Nykøbing Sjælland i 1955, hvor min far blev anden reservelæge. Det var et hårdt sted, for der var ikke meget at gøre dengang. Behandlingen bestod primært af at blive neddysset, spændt fast, få elektrochok og i værste fald det hvide snit. Jeg mødte patienterne ind imellem, selv om de sjældent gik frit omkring. Men mange var i ”skrigebure” udenfor om sommeren for at få frisk luft. Det var altså meget, meget syge mennesker, som kun var sparsomt påklædt for ikke at strangulere hinanden i deres tøj. Jeg syntes, det var så frygteligt synd for dem. Når jeg spurgte min far, hvorfor de var så syge, svarede han: ”For nogle mennesker er det forfærdelig svært at blive voksen.” Men han forklarede mig også, at jeg havde gode kår, omsorgsfulde forældre og gode gener, så jeg ville ikke blive syg som dem. Det gjorde mig alligevel trist at se dem som dyr i deres bure."

LÆS OGSÅ: "Jeg fik øje på en meget smuk og meget depressiv kvinde"

"Med tiden kom psykofarmaka, og så begyndte man at kunne se mennesket i dem. Jeg mødte blandt andet Mørck på Skt. Hans Hospital, da vi flyttede dertil. Han var kommet til at slå sin kone ihjel under et skænderi, men jeg holdt alligevel meget af ham. Han kom hver dag hjem til os med emaljebøtter med mad fra centralkøkkenet, og du kunne se i hans ansigt, om du skulle glæde dig eller ej. Han gav mig også en kattekilling, men da vi senere flyttede til Brønderslev, blev den kørt over på landevejen, og jeg skammede mig så meget over, at jeg ikke havde passet bedre på den. For en ung Jussi var Mørck beviset på, at det gode og det onde lever sammen i mennesket."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Det er 100 procent afgjort min far. Han var ekstremt godt begavet og havde fem embedseksaminer. Men han gjorde det også klart, at det ikke var noget, jeg behøvede at leve op til. Da jeg gik i 2.g, havde jeg lidt for travlt med at spille guitar, men da jeg troede, det bare betød, at jeg skulle op i fuldt pensum uden problemer, sagde skolen, at jeg skulle gå året om. Jeg skammede mig så meget over at skulle fortælle min far, at jeg skulle gå om, men han sagde bare: ”Jamen, Jussi, du er jo blevet god til at spille guitar.” Han gav mig også det gode råd, at du skal sørge for, at dit talent gør dig lykkelig. Han sagde desuden, at mit største talent af dem alle er mit held. Og ja, tænk at jeg voksede op på et hospital, hvor jeg lærte at blive empatisk, at Fredsbevægelsen kom lige der, da jeg var stærkest, og at jeg blev forfatter lige der, hvor dansk krimi fik sit gennembrud, og lige inden den trykte bog mistede terræn."

Hvordan fandt du din levevej?

"Da jeg i 1972 læste medicin og manglede et sted at bo, lejede vi os ind i et butikslokale i Blågårdsgade (på Nørrebro i København, red.), hvor udlejeren ville have, at jeg skulle sælge noget fra adressen. Jeg havde en Anders And-samling, så jeg tænkte tegneserier – dem var der nok ingen, der ville købe, og så kunne jeg passe mig selv. Men tegneseriebutikken Pegasus blev en guldgrube, og tre måneder senere havde jeg tre ansatte."

"Efter nogle år ville jeg gøre noget godt for verden, så jeg gik ind i fredsbevægelsen. Den kolde krig var på sit højeste, og Vesttyskland var ved at opsætte SS20-missiler. Vi organiserede fredsmarcher, fakkeltog og store demonstrationer, og det var en travl tid. Da jeg stoppede efter nogle år, var missilerne fjernet, og Uffe Ellemann og folk som ham havde taget æren for det."

"Tanken om at skrive en bog har altid været der, for jeg var knalddygtig til at skrive fristil. Allerede som spejder fortalte jeg mine kammerater historier, som skræmte dem til døde. I 1980 skrev jeg min første roman, Russisk kabale, på en gammel IBM-skrivemaskine med kuglehoved, så manuskriptet var fuldt af overstregninger. Den er aldrig udgivet, og det bliver den heller aldrig. Den byggede på Khmer Rouges og Idi Amins handlinger og var alt for grusom. Jeg havde ikke lyst til, at nogen skulle læse den, men skrev den for at finde ud af, om jeg kunne sidde stille og få det gjort. Måske ventede jeg også på, at computeren skulle blive opfundet, og det var den gudskelov, da jeg i 1988 skrev Alfabethuset."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har Hanne, og det er en besynderlig historie. Den sommer jeg var 19 år, havde jeg sammen med en af mine venner arbejde i Hovedstadens Brugsforening med at sortere kartotekskort. På den allerførste dag da jeg havde siddet der nogle timer og tænkt, at det ikke rigtig var en intellektuel udfordring, trådte Hanne ind i lokalet. Hun havde bare fødder, langt flot hår og trompetbukser på. Kontorchefen kom styrtende for at skælde hende ud over, at hun gik på bare fødder, men hun sendte ham bare ét blik, så trådte han tilbage. Så sagde jeg til min ven: ”Der er hun.” Sådan mødte jeg Hanne, og det er 51 år siden. Hun viste sig at være en umådelig selvstændig kvinde, som var vokset op i Brasilien og havde temperament derfra, men det passer mig fint, for jeg er selv lidt af en latino."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Ja, jeg forulykkede på motorcykel sammen med Hanne i 1975 ud for Hannover. Jeg punkterede på baghjulet og kørte lige ind i et vejskilt og et træ. Hanne landede lidt væk fra mig, og jeg måtte kravle over til hende slæbende på min ene fod, der vendte nedad, mens jeg tænkte: ”Nu kunne jeg godt bruge en smøg.” Vi havde begge fået knust vores venstre underben og lå på hospitalet en måned, mens de tyske læger reddede vores ben. Da vi kom hjem til Danmark, sagde lægerne, at vi havde været heldige, for i Danmark ville man have amputeret vores ben. Jeg har aldrig kørt motorcykel siden, og da vores søn siden kom og fablede om en motorcykel, købte jeg ham en bil, og så var den diskussion overstået. Men det var vist ikke helt det, du mente med dit spørgsmål, vel?"

LÆS OGSÅ: 16 år efter kærestebrud: “Det var vigtigt for mig at få taget afsked”

Dit livs omvej?

"Hanne og jeg ville egentlig ikke have børn, for vi syntes, der var så meget skidt i verden. Derfor lod jeg mig sterilisere, da jeg var 28 år. Men vi fortrød, da vi var midt i 30’erne. Dengang var der dog kun én mand i Danmark, der kunne refertilisere. Det var med laser, og lægen sagde bagefter, at det ville blive svært at få et barn, fordi jeg havde været steril så længe. Ikke desto mindre blev Hanne gravid i 1988. Det skete under en rejse til Egypten. Da vi besøgte pyramiderne uden for Cairo, fik vi lov at gå ind i det inderste kammer – det må man normalt ikke – og det var ret klaustrofobisk. Guiden sagde, at vi ikke skulle tale, mens vi var der. Der stod vi så helt stille, og da vi kom op igen, sagde vi til hinanden: ”Mærkede du det også? Blev du også helt elektrisk?” Vi havde begge mærket både varme og isnende kulde, så vi følte, at nu var vi præpareret. Senere tog vi en båd til Aswan og videre til Kongernes Dal og så Tut Ank Amons grav, og der sagde jeg: ”Tut, du må give os en hånd.” Derfra sejlede vi til Luxor, indlogerede os på et hotel, og så var Hanne gravid."

"Vi fik det dejligste barn, Kes, og han betød, at vi glemte os selv og lærte at sætte os selv i baggrunden. Vi havde indtil da levet et spændende liv, tjent gode penge og flyttet en masse. Et godt men egoistisk liv. Og så kom Kes og forandrede alt, og vi blev bedre mennesker."

Hvornår kan du føle dig på afveje?

"Det har jeg blandt andet følt mig de to gange, jeg har haft kræft. Jeg har haft både tarmkræft og prostatakræft og er blevet opereret og helbredt i begge tilfælde. Begge gange tog jeg afsked med alt, hvad jeg elskede. Det var tragisk at stå på stranden og tænke: ”nu er det sidste gang i mit liv, jeg siger ”Nu må du ikke gå længere ud, Kes”. Det var kun lægerne, som kunne ændre på det. Det gjorde de, og på min 50-års fødselsdag lå jeg på Hillerød Hospital og fik at vide, at jeg var rask igen. Det var en god gave."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Fint. Danmark er et hyggeligt land at blive genkendt i, og de fleste siger bare: ”Ih hvor er jeg glad for dine bøger.” Det er noget helt andet i Tyskland, hvor jeg nærmest skal have livvagter og ofte opfattes som et utilnærmeligt orakel eller en rockstjerne."

"Når man stopper mig på gaden, finder man desuden ud af, hvor hyggelig og lidt uhyggelig jeg er. Vi mennesker har allesammen mørke sider. Selv den mest rare, ydmyge og stille person har mørke sider, og mine læsere udlever deres ved at læse mine bøger. Min succes er læserens kreativitet, for du almægtige hvor læserne lægger på! Hvis jeg skriver om en dråbe blod, så er det et regulært blodbad i læserens fantasi. Og virkeligheden er jo 100 gange grummere end noget, jeg skriver. Mine læsere kan rumme bøgerne, fordi de ved, det er fantasi."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Jeg er på vej i seng for at tage en lur, ha! Og så er jeg på vej med en ny bog, Natrium Chlorid, som jeg har vanvittig travlt med at signere. Jeg er også i gang med at researche til min tiende og sidste bog i serien om Afdeling Q, og så har jeg lige købt en flot gammel ejendom, som skal sættes i stand."

"Derudover overvejer jeg at lære catalansk eller øve skalaer på guitaren igen eller komme i bedre form til at være farfar – jeg vil også ned og være med til at lege under bordet."