Katrine Engberg
Foto: Kristina Demant Krimiforfatter Katrine Engberg om veninder, søstersind og jalousi.

Katrine Engberg: "Det sker jo, når man har det skidt: Man bliver så pisse selvoptaget"

Usikkerhed, bagtalelse og jalousi har fyldt meget i forfatter Katrine Engbergs venindeskaber. Det har nogle gange været grimt, og hun har ikke været der for sine veninder. Men hun har indset, at det altid har handlet om hendes egen tvivl på sig selv, og at det aldrig er ligegyldigt, om man tropper op og støtter eller ej.

– Jeg har været i danseverdenen, siden jeg var 5 år. Mine danseveninder og jeg var usikre, og der var meget konkurrence og kun plads til én. Vi holdt øje med, hvem der kunne springe højest, hvem der kunne nakke en koreografi hurtigst.

I sidste ende mundede det altid ud i spørgsmålet – hvem bliver booket til jobsene, og hvem bliver ikke booket? Det føltes som at lege stopdans. Den, der sidder på stolen, har det godt, og alle smiler og klapper hende på ryggen. Men de går også og holder øje med, hvornår de får plads på stolen. Så egentlig har mine tidlige venindeskaber været meget præget af jalousi. Det har været nemmere at bakke hinanden op, når det gik skidt. For så følte vi os ikke truet på vores eget værd, desværre.
Sådan fortæller Katrine Engberg om den måde, hun er vokset op med at være veninde på. Og da vi sidder i Katrine Engberg og manden, Timm Vladimirs, hjem på Østerbro i København, er det tydeligt at se på Katrines kropssprog, at hun tidligere har været danser. Danseverdenen har givet hende ynde og bløde bevægelser, men engang gav det hende også spidse albuer og forkerte prioriteringer.

– Vi prioriterede jobbet over hinanden af nød og trang dengang, fordi det handlede om at kunne betale huslejen. Jeg har valgt forkert nogle gange og skammer mig vildt over det i dag. Især kan jeg huske, hvordan jeg prioriterede forkert, da jeg ikke kom til min venindes mormors begravelse, fordi jeg havde et dansejob. Jeg kendte min venindes mormor, som vi allesammen kaldte Bedste. Det var sindssygt vigtigt for min veninde, at jeg kom. Og det gjorde jeg bare ikke.

Hendes brune øjne bliver intense, og hendes ansigtsudtryk har ændret sig fra at være smilende og åbent til eftertænksom og bedrøvet.

– Jeg er næsten ved at tude, bare jeg snakker om det nu. Det er mange år siden. Fuldstændig latterligt. Tænk, at jeg ikke kunne se, hvad der var vigtigst. Jeg var så usikker, men jeg skulle bare have været der.

LÆS OGSÅ: Oh Land: "På balletskolen var jeg totalt antiautoritær og på mange måder en lorteunge"

– Det gik op for mig, da jeg var først i 30’erne, hvor meget jeg bagtalte mine veninder til mine andre veninder. At det ligesom var en del af vores måde at være sammen på, en del af vores venindekultur, at tale om hinanden, når de andre ikke var til stede. Der kunne jeg se, hvordan hele den der jalousi, som det hele jo handlede om, i sidste ende slog bunden ud af mit eget selvværd, for snakkede de så ikke også om mig, når jeg gik ud ad døren? Vi kan alle have behov for at sladre. Men i dag tilstræber jeg i meget høj grad, at jeg ikke siger noget om folk, som jeg ikke ville sige til folk. Egentlig primært for min egen skyld. For dengang kunne jeg mærke, at bagtaleriet gjorde mig selv ondt. Det slog hul i mit eget selvværd, for det udspringer af en grundlæggende mistillid til ens eget værd. Det handler dybest set om ikke at tro, at det betyder noget for andre mennesker, om jeg er til stede eller ej. Jeg tror, at når vi sårer hinanden i venskaber, så bunder det meget ofte i den tanke: ”Det er nok lige meget, om jeg kommer eller ej, det lægger hun jo ikke mærke til”. Jeg har brugt meget lang tid på at lære, at det betyder noget, at jeg er der.

Katrine Engberg
Foto: Kristina Demant

Parker din egen biks

Når hun i dag bliver usikker, vender hun altid usikkerheden indad og spørger sig selv: ”Hvorfor har jeg det sådan her?”. Det har altid noget at gøre med en selv, siger hun, og det er en selv, der skal ændre på noget i sin tankegang. – Generelt handler det jo om at være generøs. Jeg prøver at tænke, hold kæft, hun er dygtig og fantastisk, og bruge det til at gøre mig umage og opnå nogle af de samme ting som hende. Det betyder ikke, at jeg vil tage hendes succes. Jeg vil gerne bruge hendes succes som motivation til selv at sparke røv. Det er jo sådan, man skal gøre. Der er jo netop ikke en taburet, man skal fjerne væk under hende for selv at have et sted at sidde.

Men det kan være svært at være generøs og storsindet, når man er presset, misundelig eller jaloux, og især én situation satte Katrines generøsitet på en prøve. For et års tiden siden skiftede Katrine forlag. Hun var ny i hele krimiverdenen og usikker på, hvordan det skulle gå hende fremover. Om hun overhovedet kunne lykkes som forfatter? Præcis i den periode udkom Katrines bedste veninde, Anne Mette Hancock, med sin debutbog. På det forlag, Katrine selv lige havde brudt samarbejdet med.

Vil du også være med?

Du kan også være med til at støtte ALT for damernes #søstersind-kampagne. Skriv et brev til en helt særlig veninde, der fortjener lidt anerkendelse.

Alt for damerne har vedlagt et fysisk brev i denne uges magasin, men er du mere til den digitale udgave, kan du også finde det her:

SKRIV DIT EGET SØSTERSIND-BREV HER. 

Del brevet eller dine tanker på de sociale medier under hashtagget #søstersind og vær med i konkurrencen om et weekendophold på Kurhotel Skodsborg med alt betalt.

– Så Anne Mette var omgivet af nogle mennesker, som jeg var i konflikt med, og de stod så og heppede på hende. Det gjorde det svært for mig at heppe på hende, selvom det var det eneste, jeg ville. Der var så mange mudrede følelser i klemme. Fordi hun var så glad, det var så fortjent, for det var en pisse god bog. Alt det følte jeg samtidig med, jeg blev bange for, om hendes succes måske kunne udslette min egen.

– Og det sker jo, når man har det skidt: Man bliver så pisse selvoptaget. Så jeg måtte se mig selv i spejlet og spørge: hvad er vigtigst for dig? Dit venskab eller den her karriere, du er på vej ind i? Jeg var jo ikke i tvivl. For jeg elsker min veninde, og jeg vil have hende i mit liv hele mit liv. Og så var svaret jo ganske enkelt. Så kunne jeg ligesom tænke, OKAY. Alt det der med min egen biks og mine konflikter, det parkerer jeg lige herovre for nu, selvom det er svært. Og så klapper jeg bare og hepper på min bedste veninde, som er brudt igennem lydmuren med den her bog. Så blev det bare så dejligt at kunne glæde mig rigtigt på hendes vegne. Det var svært at udvise søstersind. Men det svære handlede om det, der foregik inden i mig, og ikke det, der skete for hende.

LÆS OGSÅ: Neel Rønholt og Stephania Potalivo om deres venskab: ”Vi kunne lige så godt have været konkurrenter”

Netop det er definitionen på søstersind for Katrine Engberg. Rent faktisk at være der og glædes over sin veninde, når hun svømmer i succes, og man selv står i lort til halsen.

– Så for mig er søstersind at erkende, at der er forskel på ”gid det var mig” og ”gid, det ikke var dig”. Det er okay at være jaloux. Og det er okay engang imellem at føle sig mindre værd end sine veninder. Men vi har jo netop valgt dem, fordi de er fantastiske, kloge, sjove, vidunderlige og alt det, som vi elsker hos dem. Så det nytter ikke noget, at vi kun kan være sammen med dem ved at pille dem ned mentalt eller over for vores andre veninder.

En kæmpe søsterjahat

For bare tre år siden udkom Katrine med sin debutkrimi, ”Krokodillevogteren”. Hun skiftede dans og koreografi ud med at skrive om kriminalkommissærer og mord i København. I krimibranchen konkurrerer man også om at sælge bestsellere og vinde priser, ligesom man i danseverdenen konkurrerer om at blive valgt til et job. Men Katrine har fra start af mødt medvind fra branchen og er blevet modtaget med åbne arme af forfatterkollegaerne.

– Sara Blædel (krimiforfatter, red.) læste min første bog forholdsvist hurtigt efter, den var udkommet. Og hun gjorde reklame på facebook, inviterede mig med til foredrag og arrangementer, som hun jo faktisk ikke behøvede

at gøre. Jeg synes virkelig, der er søstersind i den branche. Stor generøsitet kvinderne imellem.
Og i dag fører Katrine også selv an i at støtte sine medsøstre i branchen.

LÆS OGSÅ: Stéphanie Surrugue opfordrer til mere søstersind: ”Vi har så skide travlt og tror, at relationerne passer sig selv”

– I mit fag opererer man med et udtryk, der hedder ”krimidronning”. Jeg hader det ord. For der kan kun være én dronning. Og hvad fanden er det for noget fis? Er det noget med, at der kun er plads til én? ”Tøser, så øøh, der er 10 af jer, og så kan I jo selv bekæmpe hinanden og finde ud af, hvem af jer der kan være dronning”. Hvad for noget? Der er ikke kun én krimikonge. Der findes masser af velskrivende krimiforfattere i det her land, både kvinder og mænd. Jeg har nogle fantastisk dygtige kvindelige forfatterkollegaer, jeg bakker op. Jeg hepper på dem, køber deres bøger, læser dem og gør reklame for dem, hvis jeg kan. Fordi – deres succes tager ikke fra min. Der er ikke kun én dronning, der er ikke kun plads til en. Der er plads til os alle sammen.

– I virkeligheden er det jo så simpelt. Jeg håber virkelig, jeg er blevet en bedre veninde nu, end da jeg var 25 år. Med alderen har jeg fået en kæmpe søsterjahat på, som betyder, at jeg oprigtigt gerne vil se mine søstre lykkes. Jeg glæder mig, når de gør det. Det nytter ikke noget, at jeg lader min jalousi agere stopklods, når jeg føler mig utilstrækkelig. For det handler jo om, hvordan jeg selv har det. Søstersind er jo så meget søsteren indeni. Jeg ville ønske, at jeg havde opdaget det noget tidligere.

Hvem er Katrine Engberg?

Katrine Engberg

Katrine Engberg, født 1975

  • Krimiforfatter og tidligere danser og koreograf.
  • Står bl.a. bag den anmelderroste krimi ”Krokodillevogteren” med politimanden Jeppe Kørner i hovedrollen.
  • Blandt andet nomineret til Bog&Ide's forfatterpris, Marthaprisen 2018.
  • Gift med Timm Vladimir, som hun har sønnen Cassius med.
Se, hvad vi ellers skriver om: #søstersind, Interview og Kendte