Katrine Engberg: "Det sker jo, når man har det skidt: Man bliver så pisse selvoptaget"

– Jeg har været i danseverdenen, siden jeg var 5 år. Mine danseveninder og jeg var usikre, og der var meget konkurrence og kun plads til én. Vi holdt øje med, hvem der kunne springe højest, hvem der kunne nakke en koreografi hurtigst.

I sidste ende mundede det altid ud i spørgsmålet – hvem bliver booket til jobsene, og hvem bliver ikke booket? Det føltes som at lege stopdans. Den, der sidder på stolen, har det godt, og alle smiler og klapper hende på ryggen. Men de går også og holder øje med, hvornår de får plads på stolen. Så egentlig har mine tidlige venindeskaber været meget præget af jalousi. Det har været nemmere at bakke hinanden op, når det gik skidt. For så følte vi os ikke truet på vores eget værd, desværre.
Sådan fortæller Katrine Engberg om den måde, hun er vokset op med at være veninde på. Og da vi sidder i Katrine Engberg og manden, Timm Vladimirs, hjem på Østerbro i København, er det tydeligt at se på Katrines kropssprog, at hun tidligere har været danser. Danseverdenen har givet hende ynde og bløde bevægelser, men engang gav det hende også spidse albuer og forkerte prioriteringer.

– Vi prioriterede jobbet over hinanden af nød og trang dengang, fordi det handlede om at kunne betale huslejen. Jeg har valgt forkert nogle gange og skammer mig vildt over det i dag. Især kan jeg huske, hvordan jeg prioriterede forkert, da jeg ikke kom til min venindes mormors begravelse, fordi jeg havde et dansejob. Jeg kendte min venindes mormor, som vi allesammen kaldte Bedste. Det var sindssygt vigtigt for min veninde, at jeg kom. Og det gjorde jeg bare ikke.

Hendes brune øjne bliver intense, og hendes ansigtsudtryk har ændret sig fra at være smilende og åbent til eftertænksom og bedrøvet.

– Jeg er næsten ved at tude, bare jeg snakker om det nu. Det er mange år siden. Fuldstændig latterligt. Tænk, at jeg ikke kunne se, hvad der var vigtigst. Jeg var så usikker, men jeg skulle bare have været der.

LÆS OGSÅ: Oh Land: "På balletskolen var jeg totalt antiautoritær og på mange måder en lorteunge"

– Det gik op for mig, da jeg var først i 30’erne, hvor meget jeg bagtalte mine veninder til mine andre veninder. At det ligesom var en del af vores måde at være sammen på, en del af vores venindekultur, at tale om hinanden, når de andre ikke var til stede. Der kunne jeg se, hvordan hele den der jalousi, som det hele jo handlede om, i sidste ende slog bunden ud af mit eget selvværd, for snakkede de så ikke også om mig, når jeg gik ud ad døren? Vi kan alle have behov for at sladre. Men i dag tilstræber jeg i meget høj grad, at jeg ikke siger noget om folk, som jeg ikke ville sige til folk. Egentlig primært for min egen skyld. For dengang kunne jeg mærke, at bagtaleriet gjorde mig selv ondt. Det slog hul i mit eget selvværd, for det udspringer af en grundlæggende mistillid til ens eget værd. Det handler dybest set om ikke at tro, at det betyder noget for andre mennesker, om jeg er til stede eller ej. Jeg tror, at når vi sårer hinanden i venskaber, så bunder det meget ofte i den tanke: ”Det er nok lige meget, om jeg kommer eller ej, det lægger hun jo ikke mærke til”. Jeg har brugt meget lang tid på at lære, at det betyder noget, at jeg er der.

Parker din egen biks

Når hun i dag bliver usikker, vender hun altid usikkerheden indad og spørger sig selv: ”Hvorfor har jeg det sådan her?”. Det har altid noget at gøre med en selv, siger hun, og det er en selv, der skal ændre på noget i sin tankegang. – Generelt handler det jo om at være generøs. Jeg prøver at tænke, hold kæft, hun er dygtig og fantastisk, og bruge det til at gøre mig umage og opnå nogle af de samme ting som hende. Det betyder ikke, at jeg vil tage hendes succes. Jeg vil gerne bruge hendes succes som motivation til selv at sparke røv. Det er jo sådan, man skal gøre. Der er jo netop ikke en taburet, man skal fjerne væk under hende for selv at have et sted at sidde.

Men det kan være svært at være generøs og storsindet, når man er presset, misundelig eller jaloux, og især én situation satte Katrines generøsitet på en prøve. For et års tiden siden skiftede Katrine forlag. Hun var ny i hele krimiverdenen og usikker på, hvordan det skulle gå hende fremover. Om hun overhovedet kunne lykkes som forfatter? Præcis i den periode udkom Katrines bedste veninde, Anne Mette Hancock, med sin debutbog. På det forlag, Katrine selv lige havde brudt samarbejdet med.