Black Friday værdier
SPONSORERET indhold

Klumme: Kære forbruger, det er NU - på Black Friday - at du skal vise din magt

Skal vi virkelig gøre noget ved klimaproblemet, er skraldesortering, færre flyrejser og kødfri dage ikke nok. Vi er nødt til at tage fat på en af de største klimasyndere: produktionen af nye materialer og varer. Og hvilken bedre dag at starte forandringen end på årets største handelsdag - Black Friday? Det spørger klummeskribenterne Louise Lerche-Gredal og Katrine Lee Larsen om her.

Af: Louise Lerche-Gredal og Katrine Lee Larsen Foto: Getty
27. nov. 2020 | Livsstil | ALT.dk

Generelt tænker danskerne på klimaet. Mange cykler til arbejde, sorterer skrald og spiser mindre kød. Men når det kommer til forbrug, er historien en anden.

For at sætte tingene i perspektiv: I år faldt den internationale Earth Overshoot Day (dato hvor klodens naturlige ressourcer officielt er opbrugt for indeværende år) d. 22. august. For Danmark faldt den dato allerede den 28. marts. Så, hvis alle lande levede som Danmark, så ville vi siden foråret have brugt flere ressourcer, end jorden kan nå at genskabe inden for et år.

Ifølge Global E-commerce Ranking stiger Danmarks forbrug med 300 procent fra oktober til december. Det er den fjerde højeste stigning i verden. Og det er bare online. Det skyldes ikke mindst Black Friday, som danskerne har taget imod med åbne arme. Resultatet er, at fænomenet på få år har udviklet sig fra en enkelt forbrugsdag til nærmest at være en månedlang forbrugsfest.

I 2019 var tøj den varegruppe, der blev solgt mest af den sidste fredag i november. Det er måske ikke så mærkeligt, for ifølge Forbrugerrådet Tænk køber danskerne 35 procent mere tøj end resten af verden – helt generelt. Tøj og tekstiler er ifølge Det Europæiske Miljøagentur det europæiske forbrugsområde, der havde den fjerde mest skadelige påvirkning på miljøet i 2019. Det skyldes kemikalierne, der bruges i fremstillingen, som både er farlige for mennesker og miljøet, samt de enorme mængder vand og CO2, det kræver at fremstille tekstiler og tøj.

Og så har vi slet ikke talt mængden af tilbehør, som tøjet omgives af – prismærker, hygiejnemærker og forsendelsesposer og meget andet plastikemballage, som bruges en enkelt gang, og i værste tilfælde ender i naturen på grund af dårlig skraldehåndtering.

Direkte i skraldespanden

Samtidig stiger handlen af tøj i takt med, at priserne falder. Værre endnu, en masse tøj bruges aldrig, men fremstilles direkte til skraldespanden. Alene i Danmark smider brands og forretninger – både fysiske og online - 700 tons tøj på forbrændingen hvert år. Det viser en ny rapport, udarbejdet af Econet for Forbrugerrådet Tænk. Sådan kører markedet i et slags ødelæggende økosystem. Resultatet er, at vi er ved at slå planeten og os selv ihjel. Vi saver faktisk den gren over, vi selv sidder på. Det giver ikke mening.

Skal vi løse problemerne, må vi stoppe det ved kilden. Den kilde er produktion og forbrug. Vores samfund er bygget på en produktions- og markedsmodel, hvor målet er at tjene så meget som muligt gennem et konstant voksende forbrug af masseproducerede produkter. De fremstilles ofte i så dårlig kvalitet, at de nemt går i stykker og dermed bidrager til behovet for at producere flere af dem. Produktionen udtømmer planetens ressourcer og ødelægger vores klima gennem CO2 og forurening.

Og det er her, kære forbruger, at du skal bruge din magt. Magten til at stille krav, magten til at skrue ned for produktionen, ved at vise, hvor meget du vil købe. Magten til at vise, hvad du vil købe ved at handle i bæredygtige og etiske virksomheder, der tænker klimaet ind i alle aspekter af deres forretning.

Læs også: ”Da jeg var ude i vandet, havde jeg nærmest sugerør mellem tænderne!”

Skru ned for dit forbrug

Vi forstår godt glæden ved at gøre en god handel – en af os er trods alt fra Jylland. Problemet er, at handelsdage som Black Friday bidrager til hyper-forbrug, fordi markedet er styret af efterspørgsel, og hvert eneste køb du foretager, viser et behov for den vare. Det behov påvirker produktionen.

Fortsætter vi ned ad den vej vi er på nu, vil der ganske enkelt ikke være nok ressourcer til at vedligeholde vores forbrug. Værre endnu, vi vil have nedslidt, ødelagt og saboteret naturen, klimaet og miljøet i en sådan grad, at vi truer vores eget eksistensgrundlag.

Ved at skrue ned for dit forbrug, handle genbrug og lægge dine penge i virksomheder, der ikke bare producerer bæredygtige produkter, men tænker klima ind i hele købsprocessen – fra selve produktet til indpakning, postlabels, prismærker og alle de andre ting, der går ind i salget af et produkt – kan du ændre efterspørgslen og dermed markedet og produktionen.

Oprøret er allerede på vej. Alt fra små forretningsdrivende til store brands som IKEA er begyndt at sige "nej tak" til forbrugsfester som Black Friday. I stedet opfordrer de til forbrug med omtanke, genanvendelse, eller at du donerer til velgørende (miljø)formål.

Copenhagen Cartel og Plastic Change, som vi to forfattere står i spidsen for, er også med i den bevægelse. Sammen arbejder vi for at skabe opmærksomhed omkring klimaforandringer, ressourcespild og plastikforurening, som overforbrug fører med sig. Det gør vi for at hindre, at problemet bliver værre, end det allerede er.

Det er nu, vi kan skabe reel forandring, og vise, at vi ikke er tilfredse med måden, vores forbrug er indrettet på. Det kraftigste signal, du kan sende, er at lægge dine penge, hvor dine værdier er.

Dine vaner kan redde klimaet. Start med at gøre Black Friday grøn.