Klumme: Kan modkuren til skilsmisse være særskilte soveværelser?

Min mand og jeg sover sjældent i samme rum… Kan du høre den? Beethovens Skæbnesymfoni… Do, do, do, dooo. For overalt i litteraturen, i film og i almindelig sladder bliver den slags fremlagt som det første skridt mod den sikre skilsmisse. Det er en let afkodelig kliché, når man skal beskrive et dårligt sexliv med én sætning: De har hver sit soveværelse. Gys!

Bortset fra at sådan behøver det ikke at være. Nogle gange er det bare en nøgtern accept af realiteterne. For os handler det om, at min mand møder klokken 4.30 og er et udpræget A-menneske, mens jeg holder af de stille, sene timer, hvor alle andre sover.

LÆS OGSÅ: "Jeg er 46 år og har aldrig bedt om en lønsamtale..."

Og så må jeg blankt erkende, at jeg har en helt del småneurotiske – og larmende – ritualer omkring at falde i søvn. Først tisser jeg. Så børster jeg tænder og renser hud. Så tisser jeg lidt igen. Så nyder jeg den evigt skiftende himmel over kirketårnet, som jeg kan se fra mit soveværelsesvindue. Inde i mig selv siger jeg tak for alt og sender et ønske om alt godt ud i universet.

Så lægger jeg mig på venstre side med en bestemt pude mellem knæene og hovedpuden foldet på den perfekte måde. Så ruller jeg kroppen let, så dynen smyger sig helt ind til ryggen. Så tager jeg læsebriller og headset på og kigger lidt DR-TV på mobilen. Så kommer jeg i tanke om, at jeg har glemt min vandflaske, og føler mig pludselig dødtørstig.

Så fylder jeg flasken (som er af tynd, hård plastik, der klikker, når man holder om den) og lægger mig. Om igen med alle ritualerne. Så skal jeg tisse. Prøver at ignorere det. Kan ikke ignorere det og står ud af sengen. Så drikker jeg lidt vand igen. Føler, jeg skal tisse. Går ud og tisser tre dråber. Om igen med ritualerne.

Til sidst vender jeg mig om på højre side, geninstallerer knæpuden, pudefoldet og dynen på den rigtige måde mod ryggen. Er det ikke ligesom, jeg skal tisse lidt? Jeg må hellere få det overstået...

I starten af vores forhold undertrykte jeg tissetrang og sære ritualer, lå musestille og storsvedende i ske på den forkerte soveside med min elskede. Senere har jeg fundet ud af, at han heller ikke kunne falde i søvn i denne normdefinerede spændetrøje af romantik. Begge var vi i underskud af søvn, hvilket aldrig har gavnet et forhold.

LÆS OGSÅ: Mette er blevet "sober curious" - og det skyldes hendes 16-årige døtres syn på alkolhol

Jeg har hørt om en ældre, pligtopfyldende dame, der gennem sit lange ægteskab aldrig sov på grund af mandens snorken. Men hun ville hellere enten være i evigt søvnoverskud eller spise sovepiller end lade det rygtes hos naboerne, at hun og manden sov i hvert sit rum.

Det er skørt og skadeligt for livskvaliteten at ligge under for andres tykke dyne af parforholds-normer. Alligevel var det en svær erkendelse for os, at vi må skilles hver aften for at have kræfter til at være sammen om familien om dagen.

Jeg ville hellere være typen, der vikler sin nøgne krop sammen med sin elskedes og sover som en baby – hud mod hud, sjæl mod sjæl – og vågner frisk og blussende i hans arme.

Heldigvis er der kommet en bredere accept af, at ethvert parforhold er forskelligt. Nogle laver en living apart together-løsning. Andre sover under samme dobbeltdyne i 60 år. Andre kommer på besøg i hinandens soveværelser, har sex og sover hver for sig. What ever works.

Og ingen bør trække rigide definitioner af det rigtige, ægte kæresteforhold ned over hovedet på andre.