Kom med til Oh Lands New York

New York. Jeg har drømt om dig, siden jeg var 15 år. I mit hoved en blanding af Alene hjemme og historier om legendariske koreografer som Martha Graham og Bob Fosse. Jeg forestillede mig Broadway badet i neonlys med høje drag queens i stiletter og tykke rige damer med pudder og parykker, som højlydt vælter ind og ud af teatrene. Mit første indtryk var dannet ud fra min drøm om at være danser. På min danseskole i København, ejet af en sort kvinde fra Harlem med pelshat og hæs stemme, fik vi en dag en gæstelærer fra Alvin Ailey American Dance Theater i New York. En smuk, sort mand ved navn Milton Myers. Selv om jeg var alt for ung til at tage hans klasser, var jeg der hver dag, og efter et stykke tid sagde han til mig:

- Kom til New York. Du kan gå på Alvin Ailey American Dance Theater eller The Juilliard School.

LÆS OGSÅ: Modens nye hovedstad: Los Angeles

Her opdagede jeg for første gang, hvad internettet kunne. Jeg blev fuldstædig besat af NYC og læste alt, hvad der var om The Juilliard School. Jeg havde en hel lille model inde i hovedet af gangene og kollegieværelserne, og jeg kendte alle regler, alle rum og farverne på møblerne. Jeg var overbevist om, at mit liv kun kunne blive en succes, hvis jeg studerede der. Jeg glemte bare lige, at jeg var 15 år, ikke kunne koge et æg og i øvrigt aldrig havde fløjet længere end til London. Mine forældre protesterede, og kompromiset blev, at jeg flyttede tre år til Stockholm og tog min uddannelse som danser. Men New York lå stadig i baghovedet. Det var dog ikke før flere år senere, at byen ville få sin helt egen historie set gennem mine øjne.

LÆS OGSÅ: Her er Pernille Teisbæks bedste tips til Paris

Året var 2009. Jeg havde netop udgivet Fauna i Danmark og skulle på min første turné i USA via New York. På mirakuløs vis havde vi – i mit fuldstændig ukendte band – formået at arrangere shows på nogle ret gode klubber i NYC. En repræsentant for pladeselskabet Epic Records var til stede og gav nys til præsidenten af selskabet om at se mig i Austin, som var næste stop på ruten. Alt dette var jeg uvidende om. Vi vidste blot, at forholdene var nogle helt andre, end vi var vant til i Danmark. Der var ikke rigtig noget backstagerum, og på ægte gangstermanér fik vi stukket lidt cash i hånden, inden vi skulle videre.

Marts 2009. Frokost på Four Season Hotel i New York. Epic Records har lige signet mig og vil udgive min næste plade. Vi skal spille et sidste show i NYC, inden vi tager tilbage til Danmark. Vi bor på madrasser på gulvet hos en venindes gæstfrie mor, som bor på Upper West Side. Dette er ikke fint nok til pladeselskabet, og da vi lander i John F. Kennedy-lufthavnen, bliver vi hentet i sorte biler og kørt til Thompson Hotel på Lower East Side, hvor de har booket værelser til os alle. Mit første møde med luksus. Kølige sorte rum med redte senge og enorme brusehoveder. Og selvfølgelig pool på taget. Jeg var i sandhed landet i mulighedernes land, i byernes by. Jeg husker følelsen af aldrig at ville stå ud af den velduftende seng nogensinde igen. Jeg husker udsigten med gule taxaer, der susede forbi de lyddæmpede vinduer. 

SPONSERET: Søg flybilletter til New York på Rejsepriser.dk og få en billigere ferie

Jeg vidste, jeg måtte tilbage til dette vidunderligt magiske sted.

Tre måneder senere stod jeg foran Sony Building på Madison Avenue med hele mit liv i en kuffert. Denne gang havde jeg ikke tænkt mig at tage hjem igen. Dette var mit nye hjem. Jeg tog elevatoren op til 57. etage til Epic Records for at blive mødt af et virvar af løbende, råbende mennesker. Telefoner, der ringede fra alle kontorer, og folk, der rev plakater ned og skovlede album til sig fra opbevaringshylderne. Nyheden gik op for mig: Michael Jackson var død. Jeg fulgte, hvordan selskabet desperat fik genudgivet et eller andet gammelt, imens jeg forsøgte at danne mig et overblik. Hvad er drøm, hvad er virkelighed i denne by? Jeg var jetlagged og tog 'hjem' til mit hotel. Et højtpumpende partyhotel med UV-lys under sengen.

- How do you like your room? spurgte min A&R (artists and repertoire-koordinator, som leder efter nye navne til et pladeselskab, red.), som havde indkvarteret mig her i en hel måned, til jeg havde fundet mig en lejlighed.

- Øh. Very futuristic.

Pludselig kom ensomheden. Som man kun kan føle den, når man er blandt mange mennesker. I subwayen. På Fifth Avenue. Til Halloween, når man var den eneste, der ikke havde forstået, at den dag skulle man være klædt ud. Jeg begravede mig i sangskriveriet og fik udleveret et writing room på 20. etage med udsigt over Times Square. Her skrev jeg min første kærlighedssang til New York, White Nights.

Jeg har nu boet i New York i seks år. Mit indtryk af byen er sammensat af ekstremer. Og det er netop derfor, jeg forbliver betaget, selv om jeg også kender de hårde og kyniske sider af byen. New York er en by for folk, der vil frem. Folk, der vil skubbe, ændre, forelske sig, fortabe sig. Jeg har spillet på samtlige bøssebarer med dansende drag-stjerner og eks-boyband-medlemmer på stoffer. Jeg har det ene øjeblik festet med Leonardo DiCaprio på en tagtop og det næste fejet kakerlakker op fra mit gulv. Det ene øjeblik spillet i Carnegie Hall og det næste gået gennem et mørkelagt Manhattan ødelagt af en orkan. Det er en by af kontraster, men samtidig en by med et stærkt sammenhold.

Der er otte mio. mennesker presset sammen på et område på størrelse med Bornholm, så du kan altså ikke vælge, hvem du vil se. Rige, fattige, hjemløse, kendte. Alle smelter sammen i én stor gryde. Folk lever hele liv i Chinatown uden nogensinde at behøve tale engelsk. Der er en tolerance og en forståelse for, at forskelle beriger et samfund. Kulturelt, socialt, økonomisk. New York tillader dig ikke at blive doven. Ikke at blive indspist. Ikke at være fordomsfuld. Derfor elsker jeg dig. Du holder mit hjerte åbent.

LÆS OGSÅ: 5 tips til en budgetvenlig weekend i Paris, du ikke får andre steder

LÆS OGSÅ: Få Isabel Marants 5 bedste tip til Paris

LÆS OGSÅ: Majse Njor guider dig til Mallorcas charmerende lillebror: Menorca