Kristina Aamands ungdomskæreste ændrede alt
Foto: Kristine Kiilerich Kristina Aamands ungdomskæreste ændrede alt

Kristina Aamand

Kristina ville redde sit ægteskab - men så mødte hun sin ungdomskæreste

Forfatteren Kristina Aamand var den hemmelige datter, den hemmelige kæreste og den forkerte svigerdatter, som svigerfamilien i tyve år prøvede at gøre pakistansk. Men så ændrede mødet med hendes gamle ungdomskæreste alt. Livet i det sprængfarlige felt mellem forskellige kulturer har lært hende, at hun ikke kan gøre alle tilfredse.

Thailand. Palmer, sol og ro. Kristina Aamand sidder på et strandhotel og kigger ud over vandet, mens hun arbejder på sin erindrings- og debatbog. En bog om de kulturelle og religiøse sammenstød, hun har oplevet mellem sig selv og sin pakistanske svigerfamilie, og om hvordan man på trods af forskelligheder kan lære at leve sammen. "På tværs. Kunsten at overleve en pakistansk svigermor", skal bogen hedde.

LÆS OGSÅ: Mie blev muslim: "Jeg ønsker, at mine børn bliver islamisk gift" 

Det har ellers været svært på det seneste. At overleve. De evindelige kulturelle konflikter er eksploderet, og Kristina og hendes mand Asif har endda talt om skilsmisse. Nu er de i stedet taget til Thailand for at fikse ægteskabet. Kristina har allerede skrevet bogens slutning: Hun og Asif kommer tilbage på sporet, finder vejen, rytmen og hinanden.
Men da hun sidder dér på den thailandske strand med et næsten færdigt manuskript, bliver der for første gang længe stille i hendes hoved. Og hun mærker noget, som hun egentlig havde glemt.

– Jeg mærkede mig selv. Lige pludselig. Det var ligesom at ramme en ren tone
– PLING – og så stod det klart for mig, hvordan jeg havde det – sådan helt inderst inde, når alle andres meninger var skrællet væk. Og så tænkte jeg bare: Jeg skal skilles! Jeg gad simpelthen ikke bruge resten af mit liv på kulturelle konflikter og mennesker, som ikke respekterede mig, fortæller hun.

LÆS OGSÅ: "Hvis det er noget, jeg dør af, så må jeg sige, at jeg har brugt tiden godt" 

Bogens slutning må skrives om, og da hun og Asif vender hjem efter syv ugers ferie, siger Kristina, at hun synes, at de skal give hinanden frihed til at leve livet på en ny måde. Hun vil skilles. Efter tyve års ægteskab og tyve års kamp for at passe ind i den pakistanske svigerfamilie, kaster Kristina håndklædet i ringen.

–Jeg var så træt af at føle mig forkert. Jeg havde været forkert hele mit liv, og nu kunne jeg bare ikke mere.

En barndom fyldt med regler
Kristina mødte pakistanske Asif allerede som 19-årig, og de blev hurtigt kærester. Hemmelige kærester. For som muslim måtte Asif ikke have en kæreste – og da slet ikke en dansk en af slagsen. Kristina er vokset op med en katolsk mor og en arabisk stedfar, og hun måtte egentlig heller ikke have en kæreste, men modsat Asif var hun oprørsk og accepterede ikke regler og forbud.

– Jeg har altid sagt tingene ligeud, så jeg sagde til min mor og min stedfar, at jeg havde en kæreste, og at det skulle de ikke blande sig i. Jeg havde det lidt svært med, at Asif ikke gjorde det samme, og det provokerede mig, at vi skulle holde vores forhold hemmeligt. Men Asif gik meget op i, at alle var glade, og han vidste, at hans mor ville blive meget ked af det og skuffet, hvis hun fandt ud af, at han havde en kæreste, fortæller Kristina.

Efter tre år blev det hemmelige forhold opdaget – og så skulle det unge par forloves! Asifs mor var bestemt ikke begejstret for sin nye svigerdatter, men en forlovelse var trods alt bedre end et uformelt forhold.

– Da min svigermor indså, at hun ikke kunne standse katastrofen, handlede det for hende om at mindske skaderne. Jeg har altid følt, at hun tænkte, at hun havde fået en knallert, og så måtte hun gøre, hvad hun kunne for at tune den til en motorcykel. Der var noget at arbejde med: Min far var araber, så jeg var lidt brun. Det var positivt. På den negative side var der alt det andet – min attitude, mine smøger og mine meget korte nederdele. Der var mange ting, der forstyrrede hende.

Så snart Kristina var blevet forlovet med Asif og var blevet en del af den pakistanske svigerfamilie, mærkede hun, hvordan svigermoren hev i hende for at få hende til at passe bedre ind. En dag kom hun med en gave til Kristina: En pakistansk kjole. "Prøv at tage den på! Du bliver så smuk!", sagde hun. Kristina nåede kun lige at trække kjolen over hovedet, før kameraet blev hentet, og svigermor muntert begyndte at knipse løs. Et par uger senere havde deres familie i Pakistan modtaget billeder af "den unge brud, Anisa".

– Min svigermor havde simpelthen givet mig et andet navn, for Kristina er jo kristent, og det gik ikke. Hun ville så gerne vise deres familie i Pakistan, at Asif havde fundet en ordentlig brud, så hun skabte – helt bogstaveligt – et billede af en kvinde, som slet ikke var mig.

LÆS OGSÅ: Søren Østergaard: "Jeg valgte kærligheden frem for barnet" 

Og så sad Kristina med en følelse af at være forkert. En følelse, som hun kun kendte alt for godt. Kristinas mor er dansk-katolsk. Hendes far er palæstinensisk. De mødte hinanden i Danmark, blev gift og fik sammen Kristina og hendes lillesøster. Det kunne have været starten på en lykkelig fortælling om et blandet ægteskab, men pludselig stod farens syriske kone og børn i Kastrup Lufthavn. Dem havde han glemt at fortælle om, og nu stod han med en kone for meget. Han forlod sin danske familie, og den dengang 4-årige Kristina blev degraderet til den hemmelige datter. Hun hørte ikke fra sin far de næste tretten år.

Moren fik en ny kæreste – også arabisk – og selvom Kristina og hendes søster ikke var muslimer, skulle de indordne sig under de muslimske leveregler. Ingen svin, ingen vin og for alt i verden ingen kærester! Kristina skilte sig ud. Både i folkeskolen og senere i gymnasiet, og da en af hendes klassekammerater en dag spurgte hende, om hun var lesbisk, siden hun ikke interesserede sig for drenge, var det et wakeupcall.

– Det gik op for mig, at mine venner ikke vidste, hvem jeg var, og at jeg faktisk heller ikke vidste det selv. Alt handlede om, hvad jeg måtte, og hvad jeg ikke måtte og om alle mulige kulturelle og religiøse projekter, som slet ikke var mine. Og så bevægede jeg mig over i den helt anden grøft og gik amok. Jeg åd svin og drak mig fuld og opførte mig åndssvagt, for nu skulle jeg indhente ti års undertrykkelse. Jeg var dødtræt af min stedfars bullshit.

Et kondom i lommen
Stemningen i lejligheden i Avedøre Stationsby var trykket. Kristinas stedfar vidste ikke, hvad han skulle stille op med den uregerlige teenagepige. Hendes mor vidste det heller ikke. Da Kristina som 17-årig en dag kom hjem efter skole, var luften endnu tykkere, end den plejede. Hendes mor og stedfar sad i sofaen. På sofabordet lå et kondom.

– De havde fundet et kondom i min lomme. Jeg havde fået det af en sygeplejerske på en skoleudflugt, men det troede de selvfølgelig ikke på. I deres øjne var det beviset på sex før ægteskabet, og det var meget forkert. Og så gav min stedfar op. Han sagde, at nu måtte min far tage over, og den udmelding forstærkede kun min grundfølelse af at være forkert. Jeg var min fars hemmelige datter, jeg skilte mig ud i skolen, og nu var jeg også forkert derhjemme.

Næste dag tog stedfaren Kristina med over til hendes biologiske far, som hun på det tidspunkt ikke havde set i tretten år, og selvom han tog imod hende med åbne arme, havde han ingen intentioner om at tage sig af opdragelsen. Stedfaren fortalte om kondomet, hendes far nikkede alvorligt, men så snart stedfaren var gået, stak Kristinas far hende 500 kroner, så hun kunne tage i byen og have det sjovt. Kristina flyttede hjemmefra kort efter episoden med kondomet. Hun færdiggjorde gymnasiet, begyndte at læse til sygeplejerske, og så mødte hun Asif.

– Det er egentlig mærkeligt, at jeg fandt sammen med Asif, for da jeg flyttede hjemmefra, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville gifte mig med en muslim.
Det lyder grimt, når jeg siger det, men jeg syntes bare, at det var så besværligt med alle de regler, og jeg orkede det ikke længere. Men man kan jo ikke styre sine følelser.

Hun fik dog ret i sine forudsigelser. Det blev besværligt. Da Kristinas svigermor var kommet sig over chokket ved at have fået en dansk svigerdatter, og da Kristina var kommet sig over chokket ved at have fået tildelt navnet Anisa, faldt endnu en bombe. Hun var gravid.

LÆS OGSÅ: "Mange kvinder fra ortodokse muslimske familier opfører sig, som om de har en hængelås på hjernen" 

– Det var virkelig en stor skam i min svigerfamilie – og også i min egen familie for den sags skyld. Min svigermor havde planlagt et kæmpe bryllup med flere hundrede gæster i Pakistan, men da hun fandt ud af, at jeg var gravid, aflyste hun det hele, og i stedet blev vi gift ti dage efter. Det kunne ikke gå hurtigt nok, for det skulle være, inden maven begyndte at vokse. Svigermoren forsøgte at overtale Kristina til at blive viet af en imam, men Kristina nægtede, så det blev et rådhusbryllup.

– Det var på ingen måde en festlig dag. Min svigermor tudede, fra hun kom, til hun gik, Asif var ked af at se sin mor så ulykkelig, og min egen mor dukkede ikke op. Hun havde fået influenza, sagde hun... Selv brækkede jeg mig hele dagen og glædede mig bare til, at dagen var overstået.

Fri opdragelse
Da Kristina og Asifs datter blev født, satte det gang i endnu flere stridigheder, for svigermoren ville have, at den lille pige blev opdraget pakistansk. Men nu satte Kristina foden ned.

– Det var meget vigtigt for mig, at mine børn selv kunne vælge og tage stilling til, hvad de ville tro på. De skulle ikke opleve det samme pres, som jeg havde oplevet, for jeg vidste, hvor ødelæggende det var.

Asif var enig med sin kone: Deres børn skulle opdrages frit, og de måtte tro på, hvad de ville. Dog opstod der uenigheder, da Asif og Kristina fik deres første søn. Asif insisterede nemlig på, at drengen skulle omskæres.

– Når man lever på tværs af kulturer og religioner, er man af og til nødt til at gå på kompromis. Asif var gået med til, at vores børn ikke blev opdraget muslimsk, og til gengæld var jeg gået med til at lade vores sønner omskære. Det var en aftale, vi havde lavet, inden vi fik børn, og jeg krydsede sådan fingre for, at jeg kun fik piger. Men sådan gik det ikke, og da jeg gik op til lægen med min søn, skammede jeg mig. Det føltes så forkert, men jeg vidste, at Asifs og mit forhold kun kunne holde, hvis jeg også var villig til at rykke mig på nogle punkter.

Ud over at tumle med de kulturelle konflikter derhjemme, begyndte Kristina at undervise etniske unge i kultursammenstød og æresrelaterede konflikter.

– Det har altid været et projekt for mig at finde ud af, hvordan mennesker lærer at leve sammen på tværs af religioner og kulturer. Hvis to mennesker, der elsker hinanden, ikke kan finde ud af at leve sammen på tværs, hvordan skal vi så gøre det i vores samfund? Derfor var det også så vigtigt for mig, at mit ægteskab lykkedes, for jeg blev nødt til at vise, at det godt kunne fungere.

En uværdig 40-årskrise
Kristina og Asif fik fem børn, og på trods af uenigheder var de gode til at finde løsninger, indgå kompromisser og give plads til hinandens forskelligheder. Asif lærte at leve med, at der stod leverpostej i køleskabet, og Kristina accepterede, at svigermoren gav børnene pakistansk tøj på til særlige lejligheder. Efter en lang række år med konflikter kom der efterhånden ro i familien. Men så fik Kristinas ældste datter en kæreste. Asif accepterede det, men det gjorde hans familie ikke.

– Så stod vi med det samme problem som altid: Asifs familie ville ikke acceptere, og Asif ville ikke sige sine forældre imod. Det var som at få hældt en spand isterninger i hovedet. Asif og jeg havde været gift i knap tyve år, og jeg troede faktisk, at vi var kommet længere. Det skuffede mig virkelig. Jeg holdt rigtig meget af min svigerfamilie, og de holdt af mig, men det var så vigtigt for mig, at mine børn ikke skulle føle skyld og skam, ligesom jeg selv havde gjort hele mit liv. Og pludselig sad min datter og følte sig forkert, fordi hun havde en dansk kæreste.

– Nu stopper legen, tænkte jeg. Når man lever i et ægteskab med så mange udfordringer, bliver man tyndslidt, og det her var bare dråben. Jeg mistede simpelthen troen på, at det interkulturelle ægteskab kunne lade sig gøre. Ikke kun for mit og Asifs vedkommende, men i det hele taget. Jeg tænkte: Jeg arbejder på det interkulturelle felt, jeg er ekspert i æres-relaterede konflikter, jeg underviser andre mennesker i kultursammenstød – hvis ikke jeg kan få det her til at fungere, så er der ingen, der kan. Det var et stort nederlag.

Samtidig var Kristina blevet ramt af en 40-årskrise og var begyndt at overveje, om hun overhovedet var det rigtige sted i sit liv.

LÆS OGSÅ: Jørgen Leth: "Jeg havde en veritabel hashpsykose" 

– Jeg havde længe haft en uro i mig, men da jeg fyldte 40, tabte jeg virkelig småkagen. En så uværdig 40-årskrise skal man lede længe efter. Jeg vidste ikke, hvad der var galt med mig. Det eneste, jeg kunne tænke, var, at jeg havde tabt noget, og jeg vidste ikke, hvad det var. Jeg vidste bare, at jeg måtte finde det. Hun begyndte at høre 90'er-musik og rydde op i gamle minder, og en dag, da hun var alene hjemme, spredte hun alle sine gamle billeder og breve ud på gulvet, mens A-HA's "Hunting High and Low" spillede på anlægget. Og i det meget melankolske og følsomme øjeblik fik hun pludselig en besked på Facebook fra sin ungdomskæreste Martin, som hun ikke havde set i næsten tyve år. Han spurgte til hende, og hun skrev en lang besked tilbage, hvor hun fortalte om sin krise.

Tabet af sig selv
Martin forstyrrede hendes tanker, så en dag besluttede hun sig for at mødes med ham og drikke en kop kaffe. Og det møde ændrede alt.

– Da jeg så ham, sagde det bare: "Puff!" Og jeg vidste, at mit liv aldrig ville blive det samme. Jeg blev fuldstændig sindssygt forelsket, som når man bliver ramt mellem øjnene af et godstog. Jeg vidste, at det var point of no return, og jeg tænkte: Fuck, nu ruller lortet!

Og det gjorde det. Men i stedet for at blive skilt, valgte hun at se situationen som en advarsel. Efter et par måneder brød hun al kontakt til Martin, og i stedet begyndte hun at reparere sit ægteskab. Det var også derfor, at hun tog med Asif og deres fem børn til Thailand. Det var slet ikke meningen, at hun pludselig skulle ramme den rene tone og beslutte sig for at blive skilt, men det var det, der skete.

– Pludselig indså jeg, hvad det var, jeg havde tabt på vejen. Jeg havde tabt mig selv. Jeg indså, at jeg aldrig ville blive god nok i min svigerfamilies øjne, for jeg var ikke pakistaner, og jeg var ikke muslim. Hvis jeg ville blive accepteret, krævede det, at jeg lavede mig selv helt om, og det kunne jeg ikke.

I december 2013 blev Kristina og Asif skilt. Børnene blev delebørn, og den pakistanske svigerfamilie hørte hun ikke mere fra. Hun genoptog kontakten til Martin, flyttede ind i hans lejlighed, og i sommeren 2014 blev de gift. Det var forkert, fik Kristina at vide af både familie og venner.

– Der var mange, der syntes, at Martin og jeg blev gift for hurtigt. Igen syntes folk, at det, jeg gjorde, var forkert, og det var virkelig shitty. Men jeg prøvede at lade være med at tage det for tungt, for jeg havde efterhånden indset, at uanset hvad jeg gør, vil der altid være nogen, der synes, at det er forkert. Og når jeg lyttede til mig selv, føltes det helt rigtigt at blive gift med Martin. Jeg havde brug for at sætte en streg og sige: Jeg er træt af at skamme mig. Nu er jeg, som jeg er – og det er godt nok.



Men følelsen af ikke at passe ind, rammer hende stadig en gang imellem, for syv sammenbragte børn og en dansk svigerfamilie skaber også udfordringer.

– Jeg er bygget op af så mange forskellige brikker – både kulturelt og religiøst – så uanset hvor jeg befinder mig, føler jeg mig anderledes. Jeg er et gadekryds, og min grundfølelse er at være forkert. Et af de eneste tidspunkter, hvor jeg føler mig rigtigt hjemme, er, når jeg skriver, siger Kristina, som nu er blevet fuldtidsforfatter.

Hun har både skrevet børne- og voksenbøger, og hun har færdiggjort den bog, hun arbejdede på i Thailand, "På Tværs. Kunsten at overleve en pakistansk svigermor". Slutningen blev godt nok ikke helt som planlagt, og bogen blev ikke beviset på, at interkulturelle ægteskaber kan lykkes, men Kristina tror trods alt på, at det kan lade sig gøre.

– Selvfølgelig kan man leve sammen på tværs – men det har en høj pris. Mit ægteskab med Asif havde klart være mere roligt, hvis jeg havde rykket mig på flere punkter, men jeg tror, at det havde gjort mig til et ulykkeligt menneske. Det er vigtigt, at man gør op med sig selv, hvor mange af sine værdier, man er villig til at give køb på, og hvis de interkulturelle ægteskaber skal lykkes, er ALLE nødt til at flytte sig. 

LÆS OGSÅ: Lizettes søn fik kræft som 1-årig: ”Jeg ville bare skilles, når det var slut!” 

LÆS OGSÅ: "Jeg er nok den eneste chefredaktør, der bor i en lille toværelses"

LÆS OGSÅ: "Jeg var 100 procent sikker på, at jeg skulle dø"  

Kristina Aamand

Født 1972. Sygeplejerske og socialrådgiver. Datter af en dansk mor og en palæstinensisk far.
Mor til fem børn med sin eksmand. I 2014 gift med Martin Høgsholt, som er far til to.
Forfatter til debatbogen "Mødom på mode. Beretninger om skik og brug blandt indvandrere" (2007) sammen med sin tidligere mand, pakistanske Asif Uddin. Desuden forfatter til flere børnebøger.

Aktuel med bogen "På tværs. Kunsten at overleve en pakistansk svigermor". (Gyldendal, 200 sider, 295,95 kroner, udkom 17. august.)
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview