Lars Løkke Rasmussen og Anders Lund Madsen
SPONSORERET indhold

Macron hjalp Løkke med at få Tour de France til Danmark

Efter en massiv dansk charmeoffensiv og et møde på en fransk bjergtinde kom aftalen endelig i hus. Verdens største cykelløb stiller til start i Danmark i 2021, og det kan vi især takke præsident Emmanuel Macron for, afslører forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i podcasten Lund & Løkke.

Af:: Simone Brandt Hald Foto: Martin Bubandt
20. feb. 2020 | Livsstil | ALT.dk

Når Tour de France-rytterne stiller til start på åbningsetapen i København i 2021, er det nok de færreste, der spekulerer over, hvad det har krævet at få en af verdens største sportsbegivenheder til Danmark. Men der har både skullet et seriøst stykke lobbyarbejde og sågar en håndsrækning fra præsident Emmanuel Macron til at bane vej for Tour de France på dansk grund. Det afslører forhenværende statsminister Lars Løkke i den nye sæson af podcasten Lund & Løkke.

Lars Løkke var en af de første statsledere i verden, der kunne lykønske den franske præsident med valgsejren, da han kort efter var i Paris i forbindelse med Danmarks formandskab for OECD. Dagen før havde også Kronprinsessen været på officielt fransk visit, og det sammentræf skulle vise sig at blive afgørende for chancerne for at få Tour de France-feltet til den lille miniputnation i nord.

– Kronprinsessen var den første udlænding, der mødte Macrons kone, efter de var kommet over i Élyséepalæet. Det var en god start, husker Lars Løkke, der dagen efter mødtes med Macron ved forhandlingsbordet for at drøfte to mindre problemer mellem de to nationer.

– Det gik meget enkelt med de to ting, og det tog slet ikke så lang tid at nå til enighed. Så siger Macron: Har vi virkelig ikke andre problemer? Så siger jeg: Én ting til, du skal lige hjælpe mig med at få det der Tour de France til Danmark, fortæller Lars Løkke i podcasten.

Den slags står normalt ikke på listen over præsidentens pligter, men Macron er venner med Christian Prudhomme, der er løbsdirektør for det legendariske franske cykelløb. 

– Så siger jeg til Macron: Jeg har faktisk en aftale med Prudhomme, jeg skal ned og se cykelløb i Stuttgart. Så kigger Macron på mig og siger: Man skal ikke se Tour de France i Tyskland. Tour de France ser man i Frankrig. Vil du ikke hellere med mig til Det Skaldede Bjerg? Mont Ventoux. Den var så slet ikke på ruten det år, så stor en cykelekspert var han heller ikke, griner Lars Løkke.

– Nogle måneder senere fløj jeg ned til Paris og skiftede til hans præsidentfly, fløj ned til Alperne, skiftede til en helikopter, blev fløjet ud i en lille landsby, og så kom karavanen. Det var godt nok en cool dag. Macron kørte med Prudhomme, og jeg kørte i en anden bil. Da vi så kommer til målbyen og sidder og får en øl bagefter, så siger Macron: Den er god nok, du får den!

Ved en tidligere charmeoffensiv på Marienborg havde både Løkke og Kronprins Frederik faktisk forsøgt at præparere løbsdirektøren, men det var først, da Macron trak i trådene, at der for alvor blev sat skub i processen. 

Men kan man nu også regne med de aftaler, man indgår over en fadøl på en fransk bjergtop? Det måtte Lars Løkke lige sikre sig, inden han steg ombord på præsidentens helikopter for at få et lift ned fra bjerget.

– Da jeg så blev hentet, sagde Prudhomme til mig: Prime Minister, you shouldn’t worry too much. Det var ret cool, mindes Lars Løkke og roser samtidig de andre dedikerede danske kræfter, der har arbejdet benhårdt på at få det til at ske. 

Danmark skal være vært for hele tre etaper i årets Tour de France. En enkeltstart i København, der går forbi ikoniske seværdigheder som Kastellet og Amalienborg, dernæst går turen fra Roskilde over Storebæltsbroen til Nyborg, og til sidst fra Vejle til Sønderborg, før Touren rykker videre. Samtidig skriver åbningsetapen i København sig også ind i historiebøgerne som Tourens nordligste startpunkt nogensinde.

LYT TIL LUND & LØKKE LIGE HER

Anbefalet til dig