"Min mand er mit holdepunkt, men han er også mit midtpunkt, mit smeltepunkt og mit bløde punkt"

Omdrejningspunkt

– Lige nu holder jeg en pause fra at filme og spille på scenen. I stedet skriver jeg på et manuskript sammen med Jesper Christensen, og når man holder sådan en pause, sker der noget interessant. I de perioder, hvor man arbejder meget, og ens dage er benhårde og tunge og drøje, kan man godt komme lidt i tvivl om, hvorfor det nu er, at man gør det. Men når man så får alting lidt på afstand, husker man pludselig, hvad det hele handler om, og hvorfor man overhovedet havde en drøm om at være skuespiller engang. Det er i hvert fald det, der er sket for mig.

– Jeg kan pludselig huske mit omdrejningspunkt, og i virkeligheden er det ret simpelt. Det handler om en interesse for mennesker og en lyst til at fortælle deres historier. Da jeg var barn, tog jeg ofte toget og kiggede på de andre passagerer, digtede om dem og forestillede mig, hvordan deres liv var – og det er jeg begyndt på igen, nu mere professionelt sammen med Jesper. Det er det fedeste! Jeg er vild med det! Og jeg er lykkelig over at huske det igen. Min lille pause fra skuespillet har givet mig lidt luft og glæde, og nu kan jeg bruge min fantasi uden at tænke helt så meget over, hvad andre synes. Det er luksus. Det er penge i livsbanken og meget lærerigt.

– Jeg er vendt tilbage til mit – til Lene Marias – omdrejningspunkt, som ikke handler en skid om ambitioner eller om penge. Det er bare totalt lystbåret. Jeg får helt gåsehud, når jeg taler om det, for det er så godt at blive mindet om. Lige nu er jeg slet ikke i tvivl om, hvorfor jeg blev skuespiller og ikke yogalærer. Og det handler altså ikke kun om, at jeg er vildt usmidig haha. Det handler om lysten til at fortælle om mennesker, og den lyst forsvinder ikke bare sådan lige, for den ligger i mig.

LÆS OGSÅ: Birgitte Hjort Sørensen: "Jeg mangler en grundfølelse af, at folk kan lide mig"

Kritikpunkt

– I går sagde jeg til mine døtre, at de skulle stoppe med at tale grimt om dem selv. De stod foran spejlet og kritiserede sig selv, og jeg var så ærgerlig over hele tiden at høre dem sige: "Se mig, jeg er så grim. Se mit hår, det er så grimt. Se hvad jeg har tegnet, det er dumt og forkert". Nu må det stoppe, tænkte jeg. Sig nogle gode ting, eller ti stille!

– Pigerne siger det jo for at få ros og for at få nogen til at sige: "Nej, jeg synes overhovedet ikke, at du er grim. Du er den smukkeste i hele verden". Og jeg forstår det godt, for det er jo en rar opmærksomhed, og jeg taler indimellem om mig selv på helt samme måde. Jeg er meget selvkritisk – især i forhold til mit arbejde, og jeg tvinger da også min mand til at svare på, om jeg nu har fede lår i de her nye bukser. Jeg har også en god veninde, som jeg altid deler den slags tanker med. Hver gang vi mødes, bruger vi et kvarter på at fyre alt det dårlige af og kritisere os selv, og til sidst griner vi og bekræfter hinanden i, at vi alligevel er stanglækre.

– Så det er ikke, fordi jeg har en glorie at pudse. Og måske var det, jeg sagde til mine piger, i virkeligheden lige så meget en besked til mig selv. For jeg synes virkelig, at det er en rigtig dårlig vane hele tiden at kritisere indad. Selvfølgelig skal man gøre sit bedste – det har jeg lært hjemmefra – men man skal også holde af sig selv, og lidt mere kærlighed over det hele ville nok være meget godt.

Lavpunkt

– For to år siden mistede jeg min mor. Hun kæmpede med det der lortekræft i to år, og hun var virkelig, virkelig syg. Min far mistede jeg for ni år siden, og det er så enormt hårdt at miste sine forældre... Men det her skal ikke handle om død eller om min mors kræftsygdom. Det skal handle om at løbe med 180 i timen, for det tror jeg, at rigtig mange kvinder kender.

– Mens min mor var syg, passede jeg hende alt, hvad jeg kunne. Samtidig havde jeg et parforhold, som skulle fungere, og to små børn, jeg skulle tage mig af. Min familie er min førsteprioritet, og jeg ville ikke gå på kompromis med noget. Der skulle være varme boller om eftermiddagen og godnatlæsning om aftenen. Oven i det valgte jeg så at have rigtig, rigtig travlt på arbejdet. Jeg havde brug for et åndehul. For at komme væk fra børnene og døden og alt det andet, og jeg troede, at jeg bare kunne arbejde derudaf og på den måde flygte lidt fra det hele. Jeg har altid haft en virkelig stærk vilje, og jeg kan blive ved rigtig længe. Men på et eller andet tidspunkt kunne jeg ikke mere, og så begyndte det at smuldre.

– Jeg blev udkørt. Jeg havde ingen energi, og da der tilfældigvis kom nogle aflysninger på den forestilling, jeg lavede på det tidspunkt, lagde jeg mig ned og sov. Da min mor døde kort efter, sov jeg endnu mere. Jeg havde ramt en mur, og jeg sov og sov og sov. Jeg kunne ikke andet, men det gav mig dårlig samvittighed, for jeg havde svært ved at acceptere, at jeg ikke kunne overskue alle de ting, jeg plejede.

– En dag var der en, der sagde til mig: "Husk at give dig selv lov til at sove til middag, inden du henter dine børn." Må man det? tænkte jeg, for jeg troede jo, at man skulle løbe derudaf hele tiden og have styr på alting. Det hjalp mig, at nogen sagde, at det var okay at slappe af. Og stille og roligt kom jeg videre, og livet vendte tilbage. Men jeg har lært en masse om sorg og modgang. Livet kan være hårdt, og jeg er nok ikke længere hende, der konstant stiller op med glæde, overskud og en lys hestehale. Og det er okay.

LÆS OGSÅ: Puk Elgård voksede op i et misbrugshjem: "Jeg vidste aldrig, hvad jeg kom hjem til, og hvilken tilstand mine forældre var i"

Udsigtspunkt

– Jeg har altid været højdeskræk, men for nylig besluttede jeg mig for, at det har jeg ikke tid til mere. Min familie og jeg var på ferie, og pigerne og Anders fandt en svævebane, som de ville prøve, og på en eller anden måde var det en kæmpe falliterklæring, at jeg ikke kunne komme med. Så da de kom tilbage og var helt vilde efter at prøve den igen, tænkte jeg: Nu er det nok med den højdeskræk!

– Når man har børn, nytter det jo ikke, at man hele tiden fortæller dem, at der er alt muligt at være bange for. Så jeg tog turen med min ældste datter, og det gik jo fint! Altså, det var virkelig... anstrengt, og jeg havde enormt varme håndflader, men det gik. Og når børnene nu siger, at jeg har højdeskræk, siger jeg: "Nej. Det har jeg haft, men det har jeg ikke længere." Det er måske ikke helt rigtigt, for da vi for nylig var i Paris og skulle op i Eiffeltårnet, var jeg en lille smule glad for, at det regnede og blæste så meget, at vi ikke kunne komme helt op i toppen. Men nu kan jeg deale med min frygt på en anden måde.

– Jeg synes, at det er fantastisk at kunne se sine dæmoner i øjnene. At man kan sige: "Jeg har ikke brug for dig mere, kan du lige flytte dig lidt? For nu skal jeg altså op i en svævebane i Lissabon." Der er så meget, man kan være bange for, og det med højdeskrækken er nok et symbol på den kamp, man har hver evig eneste dag, når man nægter at lade sig hæmme og lade frygten tage over.

Tidspunkt

– Jeg synes, det er en heftig tid, vi lever i. Der sker rigtig mange ubehagelige ting, og frygten har helt sikkert en plads i min hverdag. Det er klart. Alt andet ville være mærkeligt. Men det vigtigste, jeg kan gøre, er at forsøge at lade være med at være for bange. Og så kan jeg selvfølgelig sørge for at stemme på de rigtige mennesker, men det er alle andre jo også nødt til at gøre, hvis det skal nytte noget.

– Jeg ser det som en lille sejr, hver gang jeg ligger i min seng om aftenen og kan sige: "Ah... Jeg lod mig ikke styre af frygten i dag." Og heldigvis byder livet jo en så mange ting, at man ikke har tid til at gå og være bange hele tiden. I hvert fald ikke, hvis man også lige skal bruge kræfter på at være træt af, at man har for mange koneroller, og skælde ud på sig selv over, at man har for fede lår. I virkeligheden er jeg jo et dybt privilegeret menneske, og det er jeg absolut klar over. Men jeg synes, det er en alvorlig tid, og jeg føler mig sårbar.

– Jeg vil så gerne beskytte mine børn – også fra virkeligheden – men de ser og hører jo meget. Min ældste datter, Nanna, er ti år, og da Paris blev angrebet, så hun det i Ultranyt (nyhedsprogram for børn, red.). Jeg kan ikke have, at den slags billeder skal være inde i hendes hoved. Jeg synes, at børn skal have lov at være uvidende og upåvirkede, og jeg ville indimellem helst bare flygte ud på en lille lysegrøn ø med mine piger.

– Jeg ved godt, at jeg ikke kan skærme mine børn mod alting, men nyheder ser de ikke længere alene, for det er vigtigt at kunne tage de svære samtaler med dem. Da vi var i Paris for nylig, så vi soldater, der gik rundt med kæmpestore maskingeværer, og Nanna spurgte: "Hvad kan man bruge dem til?" Jeg svarede, at soldaterne prøvede at virke truende og sørgede for at passe på folk. Der er mange samtaler, som ikke er særlig fede at have som forælder, men man kan ikke lyve for sine børn.

Holdepunkt

– Min mand, Anders, er en stor del af grunden til, at jeg holder fødderne på jorden. Han er mit holdepunkt, men han er også mit midtpunkt, mit smeltepunkt og mit bløde punkt. Ej, nu skal det her jo ikke blive en tale til Anders... Men han er bare god. Han er alle punkterne – på nær lige nulpunkt haha.

– Vi har været sammen i 16 år, og vi gider heldigvis godt blive ved med at høre på hinanden og diskutere de samme ting. Jeg er meget loyal over for de mennesker, jeg elsker højt, og den loyalitet vil jeg have tilbage. Det giver Anders mig, og vi er der for hinanden og forsøger at hjælpe hinanden – også når vi har travlt og er ophængt.

– Det ændrer selvfølgelig noget i et forhold, når man får børn, for de fylder rigtig meget, men Anders og jeg er okay gode til at tage på kæresteture. Det er super fedt at komme lidt væk fra børnene og hverdagen og lade verden passe sig selv et øjeblik, og jeg tror, at det er vigtigt at have de små oaser. Så bliver man lige mindet om, hvem man er, og hvorfor man er sammen. For os tager det heldigvis ikke mere end to minutter i en bil på vej et eller andet sted hen – så har vi fundet hinanden igen, og så har vi det rigtig sjovt. Anders bliver jeg nok aldrig træt af.