"Jeg syntes overhovedet ikke, at det var sjovt at være der til at starte med"

Efter sommerferien i forlængelse af 3.G på gymnasiet ankom Lene dermed i 1999 til skolen i Sønderborg, hvor hun skulle tilbringe det næste halve års tid. Matematik og madpakker blev skiftet ud med store støvler, soldateruniform og sergenter. I starten var det til stor overraskelse for dem, der kendte Lene, at hun havde valgt den vej.

– Jeg fik mildest talt også selv lidt af et chok, da jeg ankom. Jeg havde set filmene Soldaterkammerater og Piger i trøjen, og det er jo langt fra virkeligheden, siger Lene med et smil.

– Jeg syntes overhovedet ikke, at det var sjovt at være der til at starte med. Jeg tænkte flere gange "hvad er det dog, jeg har kastet mig ud i?". Dengang var antallet af kvinder ganske lavt, og hele kulturen var anderledes, end hvad jeg var vant til. Det var virkelig overvældende for mig i begyndelsen. Og jeg var heller ikke særlig god til det. Jeg tror, at nogle af drengene på uddannelsen havde den fordel, at de havde set en masse krigsfilm, spillet krigsspil på computeren eller kendte nogle fra Forsvaret, hvilket jeg aldrig havde gjort. Så jeg havde en masse, jeg skulle lære helt fra bunden af, og det var meget vigtigt for mig, at jeg kunne det samme som de andre, på trods af at jeg var kvinde.

Svært at være pårørende

Selvom begyndelsen var svær, ville Lene ikke give op, og hun klarede sig igennem uddannelsen. Det blev hele tiden lettere, og hun besluttede sig for at søge videre som linjeofficer. Også her blev hun optaget som en ud af i alt fem kvinder. De resterende 70 elever var mænd. På trods af at Lenes fysik ikke altid matchede hendes mandlige kollegaers, begyndte det at gå op for hende, at hun besad nogle andre fordele. Eksempelvis var hun stærk bogligt. Efter officersuddannelsen fik Lene titlen som delingsfører, og da den danske regering i 2003 besluttede, at de danske tropper skulle sendes til Irak, så Lene sin mulighed for at prøve kræfterne af i den virkelige verden. Hun var opsat på at komme afsted, blandt andet for at bevise over for sig selv, at hun godt kunne finde ud af det. I 2006 fik Lene besked om, at nu var turen kommet til hende.

– Jeg var rigtig glad, da jeg havde presset meget på for at komme afsted. Det kan lyde underligt, men jeg havde trænet op til det de sidste syv år. Jeg havde øvet og øvet mig på at være soldat, og nu skulle jeg ud at afprøve, om jeg rent faktisk kunne finde ud af at være det i praksis. Det lod til at være svært for civile folk omkring mig at forstå, hvorfor jeg så gerne ville afsted, men det handlede ikke om at opsøge en krig. Det handlede om, at dette var den absolutte test af mig selv.

LÆS OGSÅ: Marianne Jelved: ”Jeg rejste mig op og slog på glasset og fremsagde et par vers… og besvimede”

Det var især Lenes familie, der havde det svært med, at hun skulle afsted.

– Det er klart, at min familie ikke altid var så begejstret for mit karrierevalg, og det blev især tydeligt, da jeg skulle udsendes. Det påvirkede mig en del, at de var bekymrede for mig. Jeg var meget bevidst om, at jeg havde truffet et valg om et erhverv, der ikke altid gjorde min familie glad. Da jeg fortalte dem, at jeg skulle udsendes, kunne jeg særligt se på min mor, at hun var bange for, at jeg ikke kom hjem igen. Og hvis jeg gjorde, ville jeg så komme forandret hjem?

Lenes mand skulle også udsendes, og de blev sendt til Basra i Irak i februar 2007, hvor Lene blandt andet var ansvarlig for lejren. Da de danske tropper kunne vende støvlesnuderne hjemad efter fire år, stod Lene og hendes chef med ansvaret for at få fragtet alt materiel med hjem.

– Det var en meget lærerig og spændende tur, men jeg vil ikke lyve. Det var selvfølgelig også enormt hårdt at være afsted. Man er i alarmberedskab hele tiden, og man skal være til rådighed på alle tider af døgnet. Derudover blev vores lejr beskudt med granater i tide og utide, så der var meget uro, og vi havde ikke mulighed for at søge mentalt helle nogen steder. Det var stressende i sig selv. Jeg var derfor meget træt, da jeg vendte hjem.

Da Lene atter trådte over den danske grænse, var der rigtigt nok noget ved hende, som havde forandret sig.

– Det ændrede mig helt sikkert, at jeg var afsted. Jeg blev mere immun over for småproblemer, som jeg syntes, at vi har i Danmark. Det kunne være unfair over for dem, jeg kom hjem til, for de havde ikke oplevet det samme, som jeg havde. Når de brokkede sig over, at vaskemaskinen ikke virkede, kunne jeg nogle gange synes, at det var åndssvagt. Det fandt jeg ud af, at jeg skulle passe på med at sige højt, for jeg ønskede heller ikke at underkende det, folk havde oplevet i Danmark i mellemtiden. Det skulle jeg lige vænne mig til.

Lene oplevede selv at være pårørende, da hendes mand efterfølgende blev udsendt igen, mens hun selv skulle blive hjemme i Danmark.

– Det var sundt for mig, at jeg også oplevede at være pårørende, så jeg kunne få en fornemmelse af, hvordan det var at være hjemme, når ens nærmeste var udsendt. Jeg havde jo den fordel, at jeg forstod, hvad der foregik dernede, og jeg kunne få information fra mit arbejde løbende. Men det ændrede ikke på, at jeg savnede min mand eller kunne være nervøs for ham, når jeg vidste, at de var på mission. Det betød derfor, at jeg bedre forstod min egen familie efterfølgende.

Lene efteruddannede sig og fik løbende mere ansvar og flere soldater, hun skulle lede. Efter endnu en udsendelse – denne gang til Afghanistan – og nogle flere års erfaring blev hun i sommeren 2019 udnævnt som oberstløjtnant og bataljonschef, hvilket betød, at hun nu blev chef for omkring
550 ansatte, hvoraf mange af dem er mænd.

Hvad forventes af dig som kvinde og chef?

– Det kan være den almene opfattelse, at det er et maskulint erhverv at være i militæret, men det er, hvad man gør det til. Man kan sagtens være soldat og kvinde samtidig. Jeg kan jo kun tale ud fra mine personlige erfaringer, men jeg har aldrig oplevet det som et problem, at jeg er kvinde og chef for så mange mænd. Jeg har ikke et indtryk af, at mine medarbejdere forventer andet af mig grundet mit køn. Jeg har brugt det som motivation til at vise, at jeg virkelig vil mit job. I arbejdssammenhæng er jeg først og fremmest soldat og derefter kvinde. Men jeg skal være ærlig og sige, at jeg selv har pålagt mig en rolle. Jeg har haft tilgangen, at det ikke skal hedde sig, at der er noget, jeg ikke kan på grund af mit køn.

Hvordan har det vist sig?

– I starten af min karriere gjorde jeg meget ud af, at jeg skulle være en af drengene. Jeg har haft stort fokus på at være god til fysiske ting, for der mangler kvinder ofte nogle procenter i forhold til mænd. Der har jeg altid forsøgt lige at give det et nøk mere for at stå stærkere. På den måde har jeg villet bevise noget i forhold til mit køn. Jeg har alle dage gerne villet være en af gutterne og være en del af fællesskabet. Det vil jeg stadig gerne, men jeg er blevet bedre til at balancere det.

Hvad har denne karrierevej kostet dig personligt?

– Der vil selvfølgelig være nogle afsavn, når man vælger et job som mit. Jeg har sommetider været udsendt eller på øvelse, når der har været afholdt et familiearrangement eller lignende, men det ville der højst sandsynligt også have været, hvis jeg havde valgt en anden uddannelse.

Vil være et spejl for andre

Efter Lene fik sin nuværende stilling som bataljonschef, begyndte hun at lege med tanken om at udfordre sig selv yderligere. Da hun hørte om en kvindelig kollega, der havde i sinde at deltage i Frømandskorpsets Kampsvømmerkursus, et kursus ingen kvinde hidtil havde gennemført, ringede Lene hende op og spurgte, om de skulle alliere sig og deltage i kurset sammen. Det faldt sammen med, at Specialoperationskommandoen havde iværksat et arbejde med at hverve flere kvindelige soldater.

– Jeg havde længe villet prøve kræfter med kurset, og nu så jeg mit vindue til rent faktisk at gøre det, så jeg tilmeldte mig kurset i starten af 2020. Jeg har været i tvivl om, hvorvidt jeg var i stand til at gennemføre det, men der i foråret følte jeg, at tiden var kommet. Jeg begyndte at træne målrettet, det tog mig et halvt år, og jeg brugte store dele af min fritid på det. Jeg havde min mand som træningsmakker, så på den måde var træningen også tid sammen med ham. Jeg trænede intenst, for jeg havde ikke lyst til at stille op, hvis jeg ikke kunne gennemføre det. Det er jo ret kontraproduktivt, men det var sådan, jeg havde det.

LÆS OGSÅ: Der var blod i sengen, og BS løb rundt om sig selv: "Jeg vidste jo godt, at det var kritisk"

I august 2020 fik Lene et bevis i hånden på, at hun havde gennemført det to uger lange kursus – som den første og eneste kvinde nogensinde.

– Jeg tror, at grunden til, at jeg var den første kvinde til at gennemføre kurset, kan være, at mange kvinder automatisk tænker mandsdominerede erhverv som lukket land. Og at mange kvinder simpelthen ikke har modet til at prøve. Man kan sommetider komme til at begrænse sig selv i fortællingen om, hvad man er i stand til, hvis man ikke har set andre, der ligner en selv, gøre det før. Sidste år var der også for første gang en kvinde, der bestod et kursus ved Jægerkorpset. Man kan sige, at vi har taget hul på en æra, hvor nye muligheder er åbnet for kvinder, hvis vi tør tage udfordringen op.

Hvorfor var det vigtigt for dig at gennemføre kurset?

– Fordi jeg gerne ville bevise, at jeg kunne. Jeg ville gerne udfordre mig selv, og det gav mig visheden om, at jeg kan mere, end jeg tror. Det var fedt, at jeg kunne være mønsterbryder og gennemføre kurset som den første kvinde. Jeg brændte for at bevise, at kvinder også kan være med på denne front. Jeg har indtrykket af, at det har inspireret andre kvinder, og det var præcis det, jeg gerne ville bidrage til. På det personlige plan lærte jeg, at med grundig forberedelse og viljestyrke kan
du komme langt. Uanset dit køn.

Nu er Lene tilbage på sit kontor og i sin stilling som chef. På sit ellers dæmpede kontor tager en stor, orange badering plads. Baderingen har hun fået af sine medarbejdere efter at have gennemført Kampsvømmerkurset, og den minder Lene dagligt om, hvad hun er i stand til at klare, når bare hun sætter sig det for. Og hun er ikke længere i tvivl om, hvorvidt hun har evnerne, der skal til for at være i Forsvaret.

– Jeg må indrømme, at jeg er blevet afhængig af at være her på grund af de spændende opgaver og gode kollegaer. Jeg har sommetider tænkt undervejs, at det var for hårdt, men nu kan jeg ikke forestille mig at arbejde med noget andet. Så jeg bliver nok ikke advokat eller psykolog, som jeg engang havde forestillet mig. Og det er helt fint, for jeg er faktisk ret god til det her.