Line Knutzon og hunden Basse

Foto: Dennis Morton Sku’ du spørg’ fra no’en? Basse sidder med ved bordet hjemme hos Line Knutzon. Han sover også i hendes seng.

Forfatter Line Knutzon: “Jeg får hele tiden at vide, at jeg har et sygt forhold til Basse”

Forfatter og dramatiker Line Knutzon, 55, er mor til den sorte puddel Basse, der spiser med ved bordet, og er i øvrigt dyreven ud over det sædvanlige. Hun studerer YouTube-videoer for at lære at elske blæksprutter og mider og kan høre grisen i frikadellerne hvine af rædsel.

Er Basse en klog hund?

Line Knutzon svarer ikke. Hun kigger ned i hundekurven, der står under skrivebordet. Basse har formet sig som en croissant. Han kigger kort op. “Hvad vil du?” spørger de dovne brune øjne. Lægger så hovedet tilbage i egne folder.

Hvor ligger han på skalaen?

Line Knutzon svarer stadig ikke. Nu kigger hun på mig, igennem mig. Som om hun forsøger at regne Basses IQ ud.

… Vil du vurdere?

“Jeg vil mene… at han er…” Så begynder hun at hviske: “Middel.”

LÆS OGSÅ: Morten Albæk: "Jeg får fugtige øjenkroge over, at min hustru vil være sammen med mig"

Har du det, helt ærligt, dårligt med at sige det højt, når han ligger lige ved siden af i kurven?

“He’s in the middle. Not highly intelligent,” siger Line Knutzon.

Because Basse doesn’t understand English?

“Men han er heller ikke…” Line Knutzon hvisker stadig. Slår så igen over i engelsk. “He has no empathy.”

Han har ikke empati?

“Ikke rigtig… Han har ALDRIG lagt en pote på mig, hvis jeg var ked af det. Vel, Basse?” Hun tjekker igen hundekurven. Ingen respons.

Jeres forhold er en one-way street?

“Og det er fint. Det er rigeligt for mig. Han elsker mig jo så meget. Han er så begejstret for mig.”

Line Knutzon og hunden Basse
Hvem siger, at hunde ligner deres ejere?

Line Knutzon og Basse er blevet genforenet efter 48 timers adskillelse. Basse har været i sommerhus med Line Knutzons datter Frida Brygmann og hendes kæreste. Frida har netop været forbi Betty Nansen Teatret, hvor vi er nu, for at aflevere Basse.

“Hvem kommer der? Hvem var det? Ja, det var mor.” Line Knutzon taler med uforholdsmæssig høj stemme.

“Han har lavet to store flotte pøller,” siger Frida.

“Det var godt!” siger Line Knutzon.

“Hans numsehul er blevet rigtig flot.” Det siger Frida, fordi Basse har været ved hundefrisør, og det tidligere har filtret en hel del i bagenden. Området er ikke blevet redt regelmæssigt.

“Men hun sagde, at det ville hjælpe, hvis du gnubber kokosolie ind i pelsen en gang om ugen,” siger Frida.

Vi sidder på Line Knutzons lille kontor bag døren, hvorpå der med barnlig streg er tegnet med tusch: “Her bor: DRAMATIKER LINE KNUTZON og HUNDEN BASSE” på et stykke hvidt A4-papir klistret fast med brun pakkeposttape.

Et sygt forhold made in heaven

I fem et halvt år har Line Knutzon og puddelhunden Basse har været pot og pande. Men det var slet ikke meningen, at Line Knutzon skulle være Basses mor. For det var Frida, der i første omgang fandt og købte Basse. Frida havde mistet sin yorkshireterrier Charlie efter kun to års samvær, og hun havde akut brug for en ny hund. Det blev Basse. Frida troede, hun havde investereret i en minipuddel. En hund, der var nem at håndtere og nem at holde af. Men Basse voksede sig større og større og gø kunne han også, og ofte. Frida var et sted i sit liv, hvor det ikke var en stor hund, der godt kunne lide at gø, der var helende for hendes hjerte, som led af breakup og flyttekaos. Så hun sagde til sin mor, at enten måtte hun tage ham, eller også måtte han videre.

“Jeg kunne mærke, at jeg ikke havde noget valg. Den måde han kiggede på mig på. Det kunne jeg aldrig gøre mod ham! “Det er dig,” sagde Basse. “Dig og ingen andre!” fortæller Line Knutzon om det afgørende møde med den sorte puddel. Og selv om Basse bestemt ikke er nogen minipuddel, har Line Knutzon og datteren ham gerne siddende på sig. De klapper på lårene, og så springer Basse, ikke let som en fjeder, heller ikke decideret tungt, men et sted derimellem, op på skødet.

Frida, som står i døråbningen, nikker og bekræfter: “Det var et match made in heaven.” Så stikker en dame hovedet ind ad døren. “Der er gratis influenzavaccine i kælderen, Line.” Det er en af medarbejderne hos Betty Nansen. Efter en kort overtalelse drøner Line Knutzon ned ad trapperne. Jeg aner muligheden for at høre om Line Knutzon og Basses forhold fra tredjepart.

Hvordan er din mors og Basses forhold?

“Det er SYGT.” Frida udtaler “sygt” som et udråb og med hårdt “g.”

“Det er et hersker-slave-forhold. Så snart Basse gør, lystrer hun. Hun er ikke meget anderledes over for Basse end over for os børn (Line Knutzon har fire menneskebørn, red.). Der har været meget frie rammer. Hun er en meget, meget sød mor og et kærligt menneske. Der er mange omkring min mor, der hader hendes forhold til Basse. “Hvorfor gør du ikke noget godt for dig selv? Du trænger til en massage.” Så siger hun: “Luk røven.” Det er derfor, at hun er super mom, både over for os børn og over for Basse. Vi er det vigtigste. Hun har aldrig talt om arbejde derhjemme. Ikke et eneste ord. Men vi taler rigtig meget om Basse,” siger Frida.

Line Knutzon er tilbage fra influenzavaccinationen. Frida vinker “Hej hej” til sin mor og Basse og lukker døren til kontoret bag sig.

“Jeg har en veninde, som jeg har skændtes fast med i fem år nu. Hun er rasende. Hun mener, at Basses og mit forhold er SYGT, og at det blokerer for, at jeg kan få en kæreste.” Line Knutzon udtaler “sygt” akkurat som sin datter.

“Gudskelov for det,” tænker jeg. "Hvis nogen skulle elske mig, så var det jo for, at jeg sidder med Basse på skødet, som var han en treårig. Jeg kunne godt tænke mig at møde en dyreven. Så ville vi have det tilfælles,” siger Line Knutzon. Men hun leder ikke. Det vil hun gerne understrege.

Line Knutzon og hunden Basse
“Basse holder mig i live.” Line Knutzon er ikke i tvivl

Nu har både Frida og din veninde brugt ordet “sygt” i definitionen af dit og Basses forhold. Hvori består det “syge”?

“Jeg får hele tiden at vide, at jeg har et sygt forhold til Basse.”

Det er ikke din egen opfattelse?

“Ikke rigtigt… ”

Hvorfor, tror du, andre synes, at du har et “sygt” forhold til Basse?

“Jeg ved det ikke. Jeg må jo gøre et eller andet... Basse fylder meget. Det vil jeg gerne indrømme.” Lang tænkepause. “Jeg ved det virkelig ikke!”

Sidder han med ved bordet og spiser?

“Det er gået galt, ja.”

Sidder han oven på dig ved bordet?

“Ja, det kan han også.”

Spiser han af samme tallerken som dig?

“Det kan han også.”

Har I nogle rutiner?

“Vi har en bold, hvor man kan putte godbidder i. Så er der en mærkværdig leg, hvor jeg skal putte godbidder ned i bolden, og så skal jeg ryste den. Det, der er mystisk, er, at jeg selv skal tage godbidderne ud af bolden igen. Han vil ikke yde noget. Han vil ikke engang lege med bolden. Men godbidderne skal ind i bolden, ellers vil han ikke spise dem. Jeg ved ikke…”

Er der andre ritualer?

“Jeg synger godnatsang for ham. Elefantens vuggevise med ny tekst. Den skifter hver aften med indbyggede buzzord, som Basse kender. Den kunne gå sådan her…” Line Knutzon rømmer sig og prøver et par toner for at finde frem til melodien.

“Sov sødt lille Basse og visselul, i morgen så skal vi på strandEN, buzzord. Vi finder en pind, buzzord, og kaster den, langt, langt, langt, ud i vandet. Så møder vi Tobacco, buzzord, og Bobby, buzzord, nok, så løber vi afsted på strandEN, buzzord. Og Ludvig og Frida og Rosa og Andrea og Nima og så Roberta… og oldemor og Nikolaj og Tobacco og Bobby og alle er venneeeer.”

Sover I i samme seng?

“Ja.”

Får Basse fødselsdagsgave?

“Nej. Det er ikke på den måde skørt.”

Line Knutzon overvejer igen det “syge” forhold. Hun ved ikke rigtig, om hun synes, det er sygt. Det er heller ikke afgørende.

“Jeg kan i hvert fald sige så meget, at jeg er vild med Basse. Og at han holder mig i live.”

Line Knutzon går mindst 16.000 skridt om dagen. Op og ned ad Frederiksberg Allé fordelt på morgentur, frokosttur, eftermiddagstur og aftentur. Om søndagen sætter de sig ud i bilen, som er Line Knutzons største luksus, og kører mod skoven eller vandet. At være på tur med Basse er det bedste og hyggeligste, hun ved. Det ukomplicerede, helende selskab.

“Min kærlighed til Basse har en gennemgribende renhed, fordi han ikke har nogen hensigt. Han er alt det modsatte af mig, som tænker fra morgen til aften. “Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Hvem er jeg, hvad skal jeg her, hvorfor er jeg her?” Det kværner rundt. Det spørger Basse ikke om. Han er bare. I lykkelig uvidenhed om identitetspolitik og sexisme, at det en dag slutter, at man kan miste og alle de uhyggelige ting i livet, som der er mange af.

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle og Signe Lindkvist: Kan man spise sit kæledyr?

Brigitte Bardot-syndromet

Line Knutzon er bange for at ende som Brigitte Bardot. Den franske skuespillerinde med sovekammerøjne, som havde sin storhedstid i 50’erne og i dag er 86 år gammel, er dyreværnsforkæmper med kæmpestort D. Det er ikke det, Line Knutzon er bange for. Slet ikke. Det er mere, at Brigitte Bardot er blevet ekstremt højreorienteret. Dét kan Line Knutzon ikke overskue. Så vil hun hellere leve som Jon Stewart. Talkshowværten som, efter han er gået på pension fra The Daily Show, har investeret i en gård Upstate New York. Her bor han med sin hustru, der har uddannet sig til veterinærsygeplejerske, mens Jon Stewart skovlede ind på at lave tv. Velfortjent, i øvrigt. På gården driver de et alderdomshjem for alle mulige dyr fra kødindustrien, som er blevet pint og plaget, og som fortjener at have det godt og blive kælet for i deres livs efterår. Dér kunne Line Knutzon godt tænke sig at bo. Eller bare på en trelænget gård ved, ja, det kunne såmænd godt være Helsinge, med en masse dyr.

“Så ville jeg leve i et gigantisk svineri sammen med de dyr, der ville have fri adgang til min stue og min seng. Og der skulle altid være lidt koldt, fordi døren altid stod åben,” siger Line Knutzon og kører armene rundt i luften. Hun ser salig ud.

Du tror virkelig, at du ville blive lykkelig på den gård?

“Ja! Så ville jeg have noget at leve for. Jeg skal bare have en stor møgbeskidt gård med en masse dyr, og hvis der kommer folk, jeg ikke kan lide, så smider jeg bare en masse ukogte kartofler efter dem. Det er det udflydende gode, grænseløse hjerte med kuk-kuk i ascendenten, der taler.”

Det er da et problem, du ikke har den gård og nogle flere dyr?

“Ja, det er et kæmpe problem. Det mener jeg også. Der er også bare det gamle mundheld: “Har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå.” Og jeg har ikke råd til at købe noget, og jeg bor ikke et sted, hvor jeg må have klovdyr. Jeg vil så gerne have en gris.”

Line Knutzon elsker ikke bare Basse og grise. Hun elsker alle dyr. Eller. Hun er i hvert fald så stor en dyreven, at hun finder YouTube-videoer af de dyr, hun umiddelbart ækles ved, slimdyr, store edderkopper og slanger, for at studere dem. På den måde træner hun sig selv til at holde af dem.
“Jeg synes ikke, at det er fair at væmmes ved noget, som er levende. Dyrene kan ikke gøre for, at de ser sådan ud,” siger Line Knutzon.

De seneste par år har Line Knutzon haft en voksende interesse for blæksprutten. Den er et intelligent dyr. Line Knutzon er faktisk endt med at blive helt vild med blæksprutter. Og så er der mider. Selv mider har hun trænet med på YouTube.

“Så så jeg nogle mider, der blev forstørret op, og så, pludselig, kommer der jo… Jeg vil gå så langt som til at sige… At der kommer et ansigt til syne.” Hun sprutter af grin. Men bag grinet er der alvor. Line Knutzon ser midens ansigt.

LÆS OGSÅ: Klumme: Tvivler du også konstant på dine egne bedrifter og talenter?

Så skifter Line Knutzon dyrefokus. Fra mider til en lille fugl. Forleden skete der nemlig noget, Line Knutzon altid har drømt om. Hun har altid drømt om at få en Askepot-agtig dyreoplevelse med mus og fugle, eller et egern for den sags skyld, der gør noget helt særligt. Hvor mennesker og dyr finder fælles forståelse. Hvor natur møder kultur, og hele verden smelter sammen i et symbiotisk paradis. Mindre kan også gøre det. Line Knutzon er i hvert fald lykkelig for den lille seance, der udspillede sig forleden, da hun på Islands Brygge, hvor hun var ude at besøge en veninde, fandt en lille fugl på fortovet. Den bevægede sig ikke. Hun tog den op i sin hånd.

“Den var helt lillelillelillebitte. “Hvad gør jeg?” Det kunne være, at den var fløjet ind i noget, så den havde fået et lille granatchok og var helt desorienteret.”

Line Knutzon bar den hele vejen hjem til Frederiksberg i sin hånd. Det viste sig, at det var Danmarks mindste fugl, hun holdt. En fuglekonge. Nu er det ikke sådan, at Line Knutzon er et omvandrende fugleleksikon, og at hun bare lige vidste, at det var en fuglekonge. Men hendes eksmand er skabsornitolog, og hun sendte ham et foto, og han kunne fortælle, at den lille fugl var en fuglekonge. Planen var, at hun ville gå ned til dyrlægen på Værnedamsvej med den, men så skete der noget ude i køkkenet, hvor hun vil give den lidt vand at drikke fra en teske.

“Jeg kiggede den direkte ind i øjnene. Ind i de bittesmå øjne, sorte som kul, i det lillebitte ansigt, og den kiggede tilbage på mig.”

Og så baskede den ud af Line Knutzons hænder og om bag køkkengardinet. Hun åbnede vinduet, aede den lille fugl, og så fløj den.

“Så var den væk. Det var så stærkt.”

Line Knutzon og hunden Basse
Line Knutzon, 55, dramatiker og forfatter og mor til Basse, fem og et halvt

Nyrige løver og højborgerlige strudse

Line Knutzon kan flere dyrehistorier. Hun ryster dem ud af ærmet faktisk. Hun er helt opslugt af et canadisk par, som hun følger på Facebook. De har nemlig en gris. Esther the Wonderpig hedder den. Det startede med, at den ene gik ud og købte en lille gris, en piglet, hedder sådan én, som de havde i deres lejlighed i Toronto. Men det viste sig, at, ligesom Basse, der ikke var en minihund, var Esther heller ikke en minigris. De var blevet snydt, for Esther voksede og voksede, og den blev så stor, at den til sidst ikke en gang kunne være i lejlighedens badekar. Så var der ikke andet for, end at de måtte flytte på landet. Så højt elskede de Esther. De har også en masse hunde, og så har de en kalkun. Cornelius hedder den.

“Esther er snotforkælet og kommer op i sofaen. Og Cornelius bliver så jaloux, hvis de aer Esther. Så går den op på skødet af dem med sit mærkelige, klaskede hoved og vil kærtegnes, aes og krammes.” Line Knutzon elsker det. Hun sidder og hopper i kontorstolen.

“Jeg var i øvrigt i Zoologisk Have i går med min søn.”

Ny dyreanekdote på trapperne.

“Det var noget, vi tit gjorde, da mine børn var små. Så havde vi madpakker med, og så sad vi og på en bænk overfor de der sindssyge gibbonaber og spiste.

I går brugte hun og sønnen lang tid ved safariområdet. De inddelte dyrene i klasser. Næsehornene var gamle penge. Løverne var nyrige. Strudsene var 1800-tals højborgerlige 80-årige kvinder, der lugter hengemt. Girafferne var smarte Instagram-typer.

“Jeg kiggede ind i de der næsehornsøjne. Kæft, hvor er det vildt. Vi var også henne og se lemurerne, som sidder på to ben og stirrer sig paranoidt omkring i verden. Du kan kun grine. Det er ren fornøjelse.”

Helt modsat er det med dyrevelfærden. Det er ikke for sjov. Det kan godt være, at Line Knutzon ikke drømmer om at blive Brigitte Bardot pga. hendes højreradikale tendenser, men it takes one to know one. Dyrevelfærden står også højt på Line Knutzons liste.

“Jeg ville aldrig spise en gris, som ikke var økologisk, og jeg spiser næsten aldrig gris i det hele taget. Jeg tænker, at du optager dens rædsel, når du spiser den. Hvis du lægger øret til en dansk frikadelle, kan du høre dens rædsel og skrig om hjælp fra de danske svinestande.” Line Knutzon sukker.

“Jeg har besluttet, at hvis jeg pludselig får en dødelig sygdom, og det er terminalt, vil min sidste gerning på jorden blive, at jeg kontakter nogle kriminelle kemikere. Så får vi lavet en stor giftblanding, og så tager vi ud på en af de store svinebestande og afliver 9.000 svin på én gang. Jeg vil give grisene en nådig død og hjælpe dem ud af deres elendighed. Og jeg mener det. Jeg kommer til at gøre det.” Line Knutzons mund er i vater. Ikke en gang en trækning ved øjet.

“Jeg indrømmer også, at det er superdilettantisk det hele. Det er på dilettantniveau og baseret på dilettantinformation. Det er KUN følelser. Men jeg skammer mig overhovedet ikke over det!”

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Kæledyr, Hund og Livsstil