Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Line Knutzon
Foto: Les Kaner Dramatiker og forfatter Line Knutzon er blevet gladere og mere tilgængelig, efter hendes mor er flyttet ind.

Line Knutzon bor med sin mor: "Jeg ser det ikke som en begrænsning i forhold til at møde en mand"

Efter nogle svære år har dramatiker og forfatter Line Knutzon fundet tryghed og glæde ved at bo sammen med sin mor. Hun nyder at have en at dele opgaverne og økonomien med og savner ikke at være i et parforhold. Men tankerne om penge – eller nærmere manglen på penge – fylder stadig.

I februar 2017 var Line Knutzon i gang med noget arbejde på Bellevue Teateret nord for København. Hver dag gik hun ned på stranden ud for teateret og kastede pinde i vandet til sin hund, mens hun råbte ud i vintertågen: ”Hjælp! HJÆLP!” Hun stod midt i efterdønningerne af en stor 50-års krise, som havde fået ekstra næring, fordi hendes sidste barn flyttede hjemmefra nogenlunde samtidig, en veninde havde mistet sit barn, og hun var træt af sit arbejde. Hun orkede ikke skrive dramatik mere, for det føltes så utilfredsstillende, at det var så dårligt betalt. Hele livet havde hun levet på en sten og havde som alenemor med fire børn måttet vende hver en krone. Hun havde brug for, at der skete noget livsforandrende. Noget nyt. Derfor råbte hun om hjælp. Og så ringede hendes mor. Moren boede på det tidspunkt på Vemmetofte Kloster på Sydsjælland, men hun var begyndt at tænke over sin alder og ville gerne finde en ældrebolig på Frederiksberg i nærheden af Line og Lines søster. Og så, i en bisætning, sagde hun: ”Men jeg kunne jo også flytte ind til dig, Line”.

– Og så sagde jeg straks: ”Ja, det synes jeg, du skal gøre, mor”. Lige i samme sekund jeg sagde det, lettede hundredetusinde sorte bekymringskrager fra mine skuldre. Fordi… så var vi pludselig to. To til at betale huslejen. To til alt. Min søster og jeg tog ned til Vemmetofte, pakkede hele lortet ned hos min mor, og så tog vi herhjem, hvor vi stadig ikke har fået pakket helt ud. Men alt fungerer super duper, og vi har det fantastisk.

Jeg er blevet totalt meget gladere og meget mere tilgængelig, efter min mor er flyttet ind. Fordi jeg ikke er så overbekymret og presset
Line Knutzon

Line Knutzon sidder i sin eksotisk huleagtige stuelejlighed på Frederiksberg. Hendes lille sorte hund viger ikke fra hendes side, og hun fortæller, at han lige har haft en splint i poten, som det kostede 2.000 kroner at få fjernet. Han halter stadig, og Line er stresset ved tanken om, at der måske kommer flere udgifter på den konto. Penge er – og har altid været – en stor stressfaktor i hendes liv. Eller rettere. Manglen på penge. Men det hele ser alligevel lidt lysere ud, end det har gjort i mange år. Både på grund af moren, der er flyttet ind, og fordi Lines første fiktionsbog, ”Camille Clouds brevkasse”, som udkom sidste år, faktisk har generet en del penge til kontoen. Og lige nu er Line aktuel med noget andet spændende. Sammen med modeeksperten og tv-værten Chris Pedersen er hun vært på DR K's programserie ”Der er et yndigt land”. De to tager rundt i landet for at finde ud af, hvor en række ikoniske guldaldermalerier er malet, og hvorfor kunstnerne har pyntet så meget på virkeligheden. Line har aldrig prøvet at lave tv før.

– Der var mange lag i det, og jeg vidste reelt ikke, hvad jeg gik ind til, så det var lidt et forsøg. Og jeg ved slet ikke, om det er blevet godt. Det kan være, at det er helt forfærdeligt, jeg har ikke set noget af det endnu. Jeg kan slet ikke klare at se mig selv i fjernsynet, jeg synes simpelthen, det er skrækkeligt.

LÆS OGSÅ: Ibi Makienok skal være vært på kontroversielt tv-program: Jeg er langt fra perfekt

Men alligevel sagde du ja?

– Ja, jeg syntes, det var sjovt, og jeg trængte til at gøre noget andet end altid at sidde bøjet ned over en computer. Jeg oplever aldrig noget, for at sige det lige ud. Ikke noget særligt. Det gør jeg ikke. Jeg går altid rundt her. Jeg rejser heller ikke så meget, fordi jeg er bange for at flyve, så jeg kommer ingen vegne. Så tv-programmet var også en mulighed for at komme lidt – såkaldt – ud.

Line Knutzon
Foto: Les Kaner.

Hvordan har du det med mest at være her i lejligheden og kvarteret?

– Det er bare sådan, det er. Jeg er faktisk ret stedsbunden. Som ung rejste jeg ud én gang, da jeg var 16. Jeg var i England et halvt år, og det var super mislykket. Alle mine venner, der var rejst ud, mødte alle mulige og fik kontakter rundt i verden. Og jeg mødte ikke én. Jeg arbejdede på en trillebørsfabrik i Sydengland, og jeg blev helt enormt overvægtig af hvidt brød, te med sukker og cheddarost. Og jeg fik aldrig nogen venner. Jeg tror, at den der romantiske forestilling om rejsen blev slået lidt i stykker der.

Og så har du ikke haft behov for at rejse siden?

– Jeg har været på charterferie i Grækenland, og jeg har også engang været på Bali. Og i New York. Men der stødte noget flyangst til, da jeg fik børnene, så der skal meget til, før jeg rejser. Og så har jeg været alene med fire børn og ikke haft muligheden for at rejse. Jeg har simpelthen ikke haft råd. Det har ikke været en option, og hvis ting ikke er en option, er det jo ikke noget, du går og tænker over. Det er slet ikke faldet mig ind, at man kunne rejse. Vi har et fælles sommerhus i familien, et lille træskur, der kommer jeg lidt. Og jeg er god til at besøge mine venner, der bor udenbys. Jeg har en bil, som jeg er helt vanvittigt glad for, og som betyder rigtig meget for mig. Jeg elsker at være ude i naturen, så jeg kører ud til skov og strand hele året. Bilen er det eneste store luksusprodukt, jeg har, og jeg elsker den bevægelsesfrihed, den giver mig. Men jeg er da helt klart tilbagestående sådan ud i moderne globalisme. Jeg er ikke en verdensborger.

Line tilbragte de første år af sit liv ude på landet på Fyn, hvor familien boede flere forskellige steder, og på et tidspunkt flyttede de til Farum Midtpunkt på Sjælland. Da Line var ni år, blev forældrene skilt, Line blev boende med sin far, mens søsteren flyttede med moren. Forældrene boede dog fortsat tæt på hinanden, så Line føler ikke, at hun manglede sin mor i opvæksten. Senere købte forældrene et hus i Humleby på Vesterbro og boede på hver sin etage, indtil det alligevel blev for tæt og for meget. Line husker sin barndom som omkringflakkende, men tryg.

Hvis folk begynder at tale om penge på en bestemt måde, kan jeg blive skrupsindssyg og begynde at græde. Fordi det er så grundlæggende en trussel mod ens eksistens ikke at have penge
Line Knutzon

– Det blev først svært at eksistere, da jeg bliver teenager. Og jeg tror, at det faldt sammen med, at min mor mødte en ny mand, min far havde en kæreste, og det blev 1980’erne. 80’erne var bare ikke mit årti. Jeg var meget umoden og ønskede slet ikke at skulle til at blive kvinde. Det gik alt, alt for hurtigt, og jeg brød mig ikke om det. Jeg kunne være blevet ved med at hinke, cykle og bygge huler, til jeg var 18-19 år, hvis det havde været acceptabelt. Jeg følte mig ensom i de år, men heldigvis fandt jeg Naja Marie Aidt, som blev – og stadig er – min meget gode veninde. Vi spionerede på folk, førte rapporter og var faktisk meget barnlige op i en ret høj alder, men i det store og hele var mit liv en ørkenvandring, fra jeg var 14, til jeg fik mit første barn.

Hvornår skete det?

– Jeg arbejdede på en café som 19-årig, og der mødte jeg bl.a. Peter Frödin, som har været en af mine bedste venner lige siden. Bagefter tog jeg HF, så kom jeg på højskole, og det var et vendepunkt for mig, for der begyndte jeg at skrive. Og da jeg kom hjem fra højskole, mødte jeg Martin Brygmann på en bar. Klip til, at jeg var gravid!

Det var ikke planlagt?

– Nej, men dengang var det sådan, at når man mødte en, så fik man et barn. Slut. Og det var fantastisk.

Line Knutzon
Foto: Les Kaner.

Følte du dig så voksen?

– Ja. Jeg følte, at jeg kunne noget. Jeg fandt en identitet i det fra det sekund, jeg blev gravid. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville rent arbejdsmæssigt, men mens min ældste søn voksede i maven, voksede følelsen af, at jeg skulle skrive, også. Der var mange omkring mig, der sagde: ”Du skal ikke være gravid, så finder du aldrig ud af, hvad du skal være”. Men for mig var det faktisk en omvendt bevægelse. Bliv gravid, og så kommer det af sig selv. At være gravid nærede min person og mit væsen, som havde været lost på en eller anden måde indtil da. Det blev meget tydeligt for mig, at jeg måtte stramme mig an, når jeg nu var gravid, så jeg blev meget målrettet.

LÆS OGSÅ: Grevinde Alexandra om forholdet til prins Joachim: "Vi er ikke gode venner, fordi vi SKAL være det"

Og et par år efter fik du et barn mere?

– Ja, og det med børnene har aldrig været et problem. Men Martin og jeg var meget unge. Og vi var ikke ment to be. Så vi blev skilt. Jeg kan ikke sige, at det var bundulykkeligt, det var jeg på en måde også for ung til. Det var ikke nogen tragedie at blive skilt. Jeg var 27, og vi delte børnene og var meget jævnbyrdige. Det kan også være, jeg romantiserer det, jeg ved det ikke.

– At have små børn handler utrolig meget om lavpraktik. Bleer, mad, sovetider. Men jeg har aldrig set det hverken som en begrænsning eller en belastning at have børn. Mit arbejde som skrivende kunne fint passes ind med at være alene med to børn, så hvis en var syg eller skulle til tandlægen, var det ikke noget problem, for jeg styrede selv min tid.

Nogle år efter mødte Line Peter Reichardt og blev gravid med tvillinger, men parret gik fra hinanden, da børnene var 13 måneder gamle. Martin Brygmann havde fået meget travlt rent arbejdsmæssigt, så de to store var hos Line det meste af tiden, og samtidig var der de små.

– Det var sådan noget med først at bære et barn op og have en Føtexpose i den anden hånd, mens der sad en tumling nede på afsatsen og ventede. Og så næste pose og barn op. Men jeg havde en stor og billig lejlighed, og næsten hver fredag kom min søster og hendes mand og søn på besøg fra Fyn, og så havde vi det vildt hyggeligt alle sammen. Vi hjalp hinanden, og det var noget med at tage på legeplads med madpakker og bare snakke og lade børnene lege. Min søster og jeg kan næsten ikke tåle at tale om det, for vi kommer til at tude over, hvor hyggeligt det var.

Var din anden skilsmisse også ukompliceret?

– Nej, den var kompliceret, mens det stod på. Det var alt for voldsomt for os med så mange børn og forskellige ting i bagagen, men alt er blevet løst med tiden.

Nogle har et lidt mere – skal vi kalde det – afslappet forhold til, at de godt kan være sammen med en, som ikke er deres livs kærlighed, men det kan jeg slet ikke. Det er jeg alt for selvoptaget til
Line Knutzon

Og tiden derefter?

– Jeg elskede at være mor og sammen med mine børn, men jeg er den bekymrede type. Jeg er overbekymret. For alt. Særligt det økonomiske. Fordi jeg har haft så svingende en økonomi, har jeg fået en lille økonomisk skade inde i hovedet. Det har været et gennemgående tema ikke at have penge. Jeg har altid haft ondt i maven over, at jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle finde penge til de næste tre måneder. Så på en dårlig dag – eller hvis folk begynder at tale om penge på en bestemt måde – kan jeg blive skrupsindssyg og begynde at græde. Fordi det er så grundlæggende en trussel mod ens eksistens ikke at have penge.

Men udefra set har du haft enormt stor succes?

– Ja ja, men bogen er det første, jeg rigtigt har tjent penge på. Du tjener ikke penge på at skrive dramatik, det gør du bare ikke. Der findes stort set ingen aktive dramatikere over 50, og det er fordi, de enten er blevet nedbrudt eller har givet op.

Line Knutzon
Foto: Les Kaner.

Og alligevel er du blevet ved?

– Det er fordi, jeg ikke kan andet. Fra jeg var 38 til 48, var det en dødsspiral, jeg havde virkelig et ulykkeligt forhold til det at skrive. Jeg hadede det. Men jeg har fået lidt af glæden tilbage, efter jeg skrev min bog. Simpelthen fordi jeg tjente nogle penge. Problemet med penge er, at man ikke må tale om dem. Folk, der har penge, taler aldrig om penge. Men når du ikke har nogen, tænker du ikke på andet, og du taler ikke om andet. Du skal jo finde ud af, hvor du skal skaffe dem.

LÆS OGSÅ: Alberte Winding om sin mors selvmord: "Jeg tror, hun havde en dødsdrift i sig, siden hun var ung"

Har du overvejet at skrive en bog mere?

– Jamen jeg har ikke nogen idé. Og det kræver det jo. Du kan ikke skrive noget, hvis du ikke har en god idé. Man kan godt få en masse fikse idéer, og der bliver også udgivet meget litteratur på grundlag af nogle fikse idéer, men det er ikke det samme som en god idé. Og det er ikke for at spille smart, at jeg siger det, for hvis jeg kunne skrive en fiks idé, så gjorde jeg det. For at tjene penge. Men jeg kan ikke finde ud af det, for det skal give mening for mig. Hvis jeg faker, så kan jeg ikke.

Line har levet uden en mand, siden hun blev skilt anden gang. På spørgsmålet om, hvorvidt hun har overvejet finde sammen med en ny mand, trækker hun først lidt på svaret.

– Jeg har ikke mødt ham, sååå…

Hun holder en pause.

– Jeg tror nok, at jeg iskoldt har beregnet inde i mig selv – eller det ved jeg, at jeg har – at det ikke dur med en sammenbragt familie. Jeg har set så mange, der ikke er lykkedes med det, og jeg synes ikke, der er noget værre end sådan en sammenbragt familie, hvor alle er i lidelse og smerte. Det kan mit nervesystem slet ikke tage. Men nej, det er ikke et valg, jeg har taget, at jeg ikke vil have en ny mand, det er bare blevet sådan.

Er det også bare nemmere på den måde?

– At være sammen med en kræver, at man bliver forelsket. Og jeg har ikke mødt en, jeg er blevet forelsket i. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke kan blive forelsket, og jeg er da også stødt ind i nogen, hvor jeg har mærket, at det potentielt godt kunne ske. Men jeg har afstået af forskellige grunde, måske fordi personen var gift eller whatever. Nogle har et lidt mere – skal vi kalde det – afslappet forhold til, at de godt kan være sammen med en, som ikke er deres livs kærlighed, men det kan jeg slet ikke. Det er jeg alt for selvoptaget til. Jeg vil hellere være sammen med mig selv eller nogle venner. Jeg har ikke det behov.

Man kan jo godt have en kæreste, man ikke flytter sammen med?

– Ja eller en, man bare knalder med. Men altså, jeg har ikke mødt nogen. Og det er ikke fordi, jeg er imod sex, jeg kan bare ikke knalde med alle mulige tilfældige. Det vil jeg ikke. Og det er ikke noget, jeg går og græder over. Jeg kender masser, der ikke dyrker sex, som er rigtig, rigtig lykkelige. Og jeg kender mange, der dyrker sex, som er rigtig, rigtig lykkelige. Du kan simpelthen ikke kategorisere i det. Man må bare lade folk være med det, de nu gør. For nogle vil det være det værste at leve uden sex, og så skal de da bare finde nogen at knalde med, det kan jo sagtens lade sig gøre. Men for mig er sex hængt rigtig meget op på kærlighed. Og hvis jeg ikke føler kærlighed, så er der helt dødt og vissent inde i mig.

Er der slet ikke noget ved parforholdet, du savner?

– Jo, at man er to om økonomien.

Men så kom din mor jo heldigvis ind i billedet?

– Ja, og det er nemlig godt. Det giver mig en tryghed, at der er en anden. Både økonomisk, men også praktisk. I de sidste to år, hvor jeg boede alene, efter børnene var flyttet, var det jo sådan, at når jeg stillede en kop og gik fra hjemmet, så stod den det samme sted, når jeg kom hjem. Men nu går min mor lige og tumler lidt, laver bunker, ordner og rydder lidt op. Alt sådan noget, der betyder rigtig meget. Og det betyder også rigtig meget for børnene, at hun er her. De kommer tit forbi og spiser med, og det er også dejligt for mig at vide, at min mor ikke sidder et sted helt alene. At hun ikke skal gå og blive bange, komme til skade eller have for meget tid til at tænke over tingene. Min mor er 78, og jeg kan da godt mærke, at hun er ved at blive ældre, men det er simpelthen så godt for hende, at der er mennesker omkring hende. Vi er gode til at finde ud af det sammen i hverdagen, vi er begge A-mennesker, og min mor er rigtig god til at lave mad. Jeg kan ikke finde på ting at spise, og jeg er helt vildt dårlig til at lave mad, det interesserer mig overhovedet ikke. Men jeg elsker at spise det. Så min mor finder på noget mad, giver mig en indkøbsseddel, og så køber jeg bare det, der står, og får varm mad hver aften.

Hvad har det betydet for jeres relation?

– Vores forhold har ikke kun været en dans på roser, det vil hun ikke skamme sig over, at jeg siger. Men der er også et punkt, hvor man simpelthen ikke gider beskæftige sig mere med sin barndom, og det punkt har jeg nået. Jeg er FULDSTÆNDIG ligeglad. Det kan godt være, der er sket alt muligt, og at noget var uretfærdigt eller ikke så heldigt, helt bestemt, men jeg gider simpelthen ikke beskæftige mig med det mere. Nu har vi det her, og den tid, vi har, skal bare bruges godt. Det er klart, hvis jeg havde en mand og et andet liv, så kunne det her måske ikke lade sig gøre, men jeg ser det ikke som en begrænsning i forhold til at møde en mand. Overhovedet ikke. Nogle har jo reageret ved at sige: ”Skal du nu bo med din hund og din gamle mor? Ja, SÅ får du nok aldrig fyr på”. Nå, men det er bare ærgerligt så. For det er sådan, det er. Og jeg tror heller ikke, det er sådan, det fungerer i øvrigt. For jeg er blevet totalt meget gladere og meget mere tilgængelig, efter min mor er flyttet ind. Fordi jeg ikke er så overbekymret og presset. Jeg har det simpelthen bedre, og det er jo også det, jeg så udstråler over for andre mennesker.

Hvem er Line Knutzon?

line_knutzon_19sh-fakta.jpg

Line Knutzon, født 1965

  • Prisbelønnet autodidakt dramatiker.
  • Aktuel med programserien ”Der er et yndigt land” på DR K.
  • Forfatter til bogen ”Camille Clouds Brevkasse”, som lå under mange af sidste års juletræer og fik modtagerne til at skraldgrine.
  • Skrev i 2014 fællesbogen ”Frit flet” med forfatteren Mette Moestrup og barndomsveninden og digteren Naja Marie Aidt.
  • Single, bor med sin mor på 78 år. Har sønnen Ludvig, 28, og datteren Frida, 26, med Martin Brygmann og tvillingerne Karl Frederik og Roberta, 22, med Peter Reichhardt.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Familieliv