Lisbeth blev konstant forbigået på arbejdet – nu møder hun ind til et skilt, der gør hende stolt

Lisbeth Frederiksen har altid været ambitiøs – på sin egen måde, som hun fik med fra barndomshjemmet.

"Jeg har ikke taget lange akademiske uddannelser, men jeg er opdraget til, at hvis man vil frem i livet, så skal man arbejde for det. Og det har jeg så altid gjort. Knoklet. Fra jeg var 13 år, havde jeg jobs – løb med aviser og passede to små børn. Det var sådan, jeg fik råd til de dyre Adidas-sko, jeg så gerne ville have, men det var også sådan, jeg lærte glæden ved at arbejde. Min egne børn, der i dag er henholdsvis, 21, 23 og 27 år, er tre vidt forskellige personer, men vi har et fælles værdisæt – særligt at det er vigtigt, at man gør sig umage. Både i sine relationer med venner og familie, men også med sit arbejde og sine pligter."

Hvordan var dit arbejdsliv, inden du blev 50?

"Jeg gik i lære som regnskabsassistent som 18-årig, og efter ganske få år passede jeg ikke bare mit eget område, men overtog også min chefs opgaver, da hun skulle på barsel. Og allerede som 25-årig blev jeg regnskabschef."

"Jeg har holdt tre barsler af 24 ugers varighed. Niks mere. Og jeg har arbejdet i samtlige af mine barsler. For hvis man ikke arbejder, bliver man taget i krybesporet af en mand, mens man er væk. Og jeg vidste, at jeg gerne ville fortsætte med at være chef, når jeg kom tilbage. Jeg lavede også månedsregnskabet hver eneste måned, mens jeg var på barsel. Det er ikke noget, som jeg begræder."

"Jeg ved godt, at det fortsat er tabu som mor at sige, at man ikke fortryder en kort barsel, eller at man hellere vil arbejde end at gå derhjemme. Hvis en mand ikke tager barsel, så får han ikke røg for det, men hvis det er omvendt, så er der smæk for skillingen. Det er stadig ubegribeligt for mig. Jeg synes dog, at jeg oplever, at tingene flytter sig i en positiv retning, og i min virksomhed, KPMG, er vi meget opmærksomme på at give både mødre og fædre de bedste muligheder for at kombinere forældreskabet med at gøre karriere. Jeg var gift med deres far i alle de år, hvor børnene var små, og vi havde lavet sådan en fin fordeling mellem os: Han mødte tidligt på arbejde og kunne så nå at hente børn og handle. Jeg var den, der fik børnene gjort klar om morgenen og afleverede dem."

"Jeg kom tit sent hjem fra arbejde, og jeg var ikke mor på fuld tid. Men tilsammen var vi gode forældre. Og fordi jeg er B-menneske, så var det mig, der tog mig af at hente og bringe, da teenage-festerne satte inde, og vi lagde gladeligt hus til alle de store komsammener, der også var i de år. Så selvom jeg da nok tror, at de kunne have ønsket sig, at jeg kom tidligere hjem i hverdagen, så var der ingen sure miner."

Hvad skete der, efter du blev 50?

"Min ældste søn, Kristian, flyttede hjemmefra for seks år siden, og den næste, Simon, flyttede i 2019. Så kommer foråret 2020, hvor både corona rammer, og min mand og jeg bliver skilt efter 31 år sammen, og jeg bor nu alene med min datter, Katrine. Alt var i opbrud. Jeg arbejdede på et stort revisionsfirma, men var i dialog med KPMG om at starte job hos dem. Der havde jeg arbejdet tidligere, men havde været væk i syv år."

"Jeg følte på den ene side, at jeg var klar til, at der skulle ske noget nyt, men jeg følte også en stor usikkerhed, nu hvor vi pludselig ikke havde to indkomster i husstanden, oven i uvisheden om, hvad corona ville føre med sig, og mit eget generelle behov for tryghed og stabilitet."

Den dag jeg blev partner

Hvad fik dig til at tage springet?

"Jeg ville videre. Der er en titelstruktur i revisionsverdenen, hvor man arbejder sig op ad en stige. Jeg var “director”, som er det næsthøjeste trin, og jeg knoklede rumpen ud af bukserne for at nå mit mål, som var titlen "partner". Den højeste rang. Men jeg blev hele tiden overset. Det fik mig til at tvivle på mig selv. Var det, fordi jeg ikke var revisor? Var jeg mon for gammel?"

"Men jeg forhandler en aftale på plads med KPMG hen over foråret, og jeg går fra et sted som director til et nyt sted som director. Og så går der 16 måneder mere, hvor jeg knokler – og så bliver jeg partner! I en alder af 55 år. Jeg får stadig kuldegysninger ved tanken om den dag, mit partnerskab bliver annonceret ved et stormøde for alle ansatte."

"Hvis du googler ”kvindelige partnere i The Big 4” (de fire største revisionshuse, red.), så vil du se, at der stort set ingen kvinder er. Så jeg har både brudt med et aldersloft og et glasloft. Jeg kender så mange kvinder i branchen, der er dygtigere end mig, men som stadig ikke er blevet partnere. Det siger noget om mig, men det siger også meget om KPMG – at de troede på mig, satsede på mig og gik imod normen. Jeg glæder mig hver dag over at komme på arbejde og se skiltet på mit skrivebord, hvor der står ”Partner Desk” med pink skrift. Sådan har jeg selv besluttet, det skal være."

Har du selv lidt af ”impostor-syndrom” – for det er vel en bedaget tanke, at lange akademiske uddannelser skulle skabe de bedste ledere?

"Det har jeg lidt af big time! Jeg har heldigvis haft et væld af dygtige, kvindelige kolleger, der har taget hammeren ud af hånden på mig, når jeg har haft lidt for travlt med at slå mig selv i hovedet. For ganske vist er jeg ikke ”Cand. Merc. Aud.” men jeg er en ”Kan. Alt.”. Og jeg minder da også mig selv om, at dengang jeg skulle have taget de fine uddannelser, der arbejdede jeg 60 timer om ugen. Jeg har mere end tre årtiers erfaring i at læse mennesker."

"Jeg kender mange akademikere, der er blevet ledere, fordi de er højtuddannede, ikke fordi de er gode ledere. Men jeg tror ikke, at godt lederskab er noget, du kan læse dig til – det handler om at gå forrest og have dine medarbejderes ryg. Det er også noget, du skal have talent for; og du skal have en veludviklet empati. Jeg har siden taget en uddannelse som NLP-coach, så jeg endnu bedre kan guide og motivere mine medarbejdere."

Hvad har drevet dig i dit arbejdsliv?

"Oplevelsen af, at jeg kan gøre en forskel for medarbejderne og dermed også for vores kunder. Men medarbejderne kommer altid først. Jeg er oprigtigt interesseret i dem som mennesker og ved, hvad deres kærester, børn og hunde hedder, hvad de skal i weekenden, og hvor de skal på ferie."

"De skal vide, at de kan regne med mig, og at jeg er der lige så meget for dem en lørdag kl. 14 som en tirsdag kl. 14. Af samme grund har jeg også fået kælenavnet ”mor” på arbejdspladsen – og det bliver også brugt på afdelingsmødet. Det er meget sjældent, at jeg bliver kaldt Lisbeth. For hvis det ikke er ”mor”, så er det ”Fru Frederiksen”. Det bruges, når de svære beslutninger skal træffes. Det er let nok at lede i medvind, men det er i modvind, at man skal stå fast og vise, hvem man er som leder."

Et spørgsmål om mod

Hvorfor bliver kvinder alt for ofte dem, der bager kage og står for gaveordningen i stedet for at blive partnere? Og hvorfor kan de to ting ikke forenes?

"Jeg tror – og det er ikke for at skælde vores køn ud – men der går ofte lidt for meget kage og nursing-gen i den. Det bliver for trygt. Vi skal træde ud af vores komfortzone og melde ind på nogle af de opgaver, der er mere fagligt tunge."

"Og så går der også for meget børn i den. Ja, det er et fy-ord, men kvinder er tilbøjelige til at rette hele deres primære fokus mod moderskabet. Men vi kan jo godt både være gode mødre og gode ledere. Vi er så bange for, at vi bliver fanget i noget, vi ikke kan, hvor mænd gerne udbreder sig om alverdens emner – også ting, de ikke helt har styr på."

Hvad har været dit karrieremæssige højdepunkt?

"At blive partner. Mit eksempel viser, at kvinder godt kan nå til tops i denne her mandsdominerede branche. Uanset alder. Men det var ikke lykkedes, hvis jeg ikke havde skiftet job; du må selv tage det afgørende spring for at skabe den forandring du gerne vil se."

Hvad har været den største udfordring?

"Min egen indre djævel har spændt ben for mig et par gange eller ti. Den lille lede stemme, der får dig til at tvivle på dig selv."

Hvad ville du ønske du havde vist, inden du fyldte 50?

"Hvis jeg havde vidst, at det kun var et spørgsmål om at være lidt mere modig og skifte job for at blive partner, så havde det givet mig en langt større ro tidligere i livet."

Hvad har det kostet at gøre karriere senere i livet?

"En forfærdeligt masse arbejdstimer. Og det har også betydet, at jeg måtte løse de problemer, andre trak sig fra. For hvis du vil anerkendes som leder, så må du gå forrest hver gang."

Hvilket råd ville du give til den unge generation?

"Husk, at det er vigtigt både at leve et sundt privatliv og professionelt liv. Find en partner, der også gerne vil have den ligning til at gå op, for så kan du både få mange børn og et tilfredsstillende arbejdsliv. Jeg mistede ikke mit cpr-nummer eller min identitet, da jeg fik børn. Jeg var stadig den samme ambitiøse person. Den gode mor er ikke hende, der kun kan amme, hente og bringe."

Og hvad ville du sige til dine jævnaldrende?

"Hvornår er det lige bevist, at store forandringer ikke kan lade sig gøre, efter du er fyldt 50 år? Hvor der er en vilje, er der en vej. Og hvis det, du gør lige nu, ikke giver dig det job eller de udfordringer, du drømmer om, så må du gøre noget andet."

Hvad er dine fremtidsplaner?

"Engang troede jeg, at jeg ville gå på pension, når jeg fyldte 60. Men det er alt for tidligt. Jeg elsker mit arbejde og mit team, og jeg har lyst til at udrette meget mere. Men når jeg bliver ældre, så kunne jeg godt finde på at arbejde med mere fleksible arbejdstider og dyrke andre interesser end min have. Og den dag, jeg går ”rigtigt” på pension, vil jeg gerne lave en masse frivilligt arbejde på musikfestivaler – og måske åbne min egen Bed & Breakfast."