Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Lone Kühlmann
Foto: Sara Skytte Lone Kühlmann måtte erkende, at tre små sønner og et job som udenrigskorrespondent i USA ikke hang sammen.

Lone Kühlmann om sin karriere

Lone Kühlmann fik tre sønner på 22 måneder: Det hang ikke sammen

Du kender måske Lone Kühlmann fra hendes mange år i DR eller som debattør og klummeskribent for de store dagblade. Men vidste du, at hun lever i et nærmest arrangeret ægteskab, at hun fik et chok dengang hun blev fyret, og at hun snart påtager sig en helt ny rolle i livet?

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Det var Højdevej på Amager, hvor jeg gik hen til min børnehave i Filips Kirke. Arj, jeg blev jo nok fulgt derhen. Dengang sagde man, at alle de kønne piger boede i Parmagade, som lå tæt på, så da jeg blev ældre, og nogen spurgte, sagde jeg, at jeg var født tæt på Parmagade. Vi boede der, til jeg var fem-seks år. Dengang kunne man låne billigt af staten til at bygge nyt hus, og det gjorde mine forældre i Rødovre. Min far var maskinarbejder, og min mor arbejdede for telefonselskabet KTAS. For at få det job skulle man dengang aflægge stemmeprøve for at bevise, at man talte et smukt dansk, og det var hun meget stolt af. Af en eller anden grund var det finere arbejde end at stå i et bageri. Nok fordi man skulle tale smukt. 

– Det var et meget støjende hjem, for vi talte meget, og der var mange diskussioner. Det var også et meget åbent hjem med mange gæster, ligesom mit hjem er i dag. Mine forældres hjem kunne næsten være en reklamefilm for Socialdemokratiet dengang. De byggede hus, fik en bil, købte nogle grunde, byggede sommerhus, solgte noget igen. De var pæne borgerlige, socialdemokratiske håndværkere, som forventede, at vi børn skulle klare os endnu bedre end dem, og det gjorde vi.

Hvad er dit livs omvej?
– Jeg tog til USA som au pair, da alle andre tog til England. Dengang var USA meget langt væk, og al kommunikation foregik pr. brev. Det var meget formativt for mig, for jeg var nødt til at kunne klare mig selv derovre, hvor der ikke længere var en mor til at gå og samle op efter mig. Jeg brød mig ikke om de mennesker, jeg kom i huset hos. Jeg sov i et kælderværelse med et forhæng for vaskemaskinen og udsigt til en lyskasse. Jeg bed tænderne sammen og betalte værtsfamilien, hvad de havde givet for min flybillet, og så fik jeg en plads hos en anden familie i USA. Det var et godt sted.

Din levevej?
– Jeg fik at vide som barn, at jeg var god til at skrive. Dengang gik man i mesterlære som journalist, men du skulle kende nogen i branchen for at komme ind. Jeg havde fået arbejde i teknisk afdeling i DR, så jeg kendte folk, der kunne skaffe mig en læreplads i Nykøbing Falster på Lolland-Falsters Venstreblad. Det var et godt sted, og de syntes, de var ligeså heldige med mig, som jeg syntes, jeg var med dem. Der lærte jeg at rubbe mig og ikke have fine fornemmelser. Man fik kun et halvt års undervisning på Journalisthøjskolen dengang. Jeg følte meget stærkt, at jeg manglede teori, så jeg søgte ind på Columbia University i New York, som havde verdens bedste journalistuddannelse og var heldig at blive optaget. Det er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget. Da jeg kom hjem, fik jeg job i DR, hvor jeg var i 20 år. Først på Radioavisen og siden på TV-Avisen.

LÆS OGSÅ: Birthe Neumann: Det passer ikke, at man bliver for gammel til alt muligt

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Det har Kai Selliken i det, man kan kalde et arrangeret ægteskab. Kai var tidligere elev på Lolland-Falsters Venstreblad, hvor jeg var elev. De andre journalister snakkede hele tiden om denne her dygtige norske elev, de havde haft. Til sidst arrangerede de en fest, for at vi kunne mødes, for de mente simpelthen, at vi var skabt for hinanden. Man må sige, at de havde sans for det, for vi faldt for hinanden med et brag og flyttede sammen kort tid efter. Det er 50 år siden. Vi blev dog først gift 19 år senere, for dengang mente vi ikke, det kom staten ved, hvem man var sammen med. Når vi alligevel blev gift, skyldtes det, at mænd dengang ikke havde nogen rettigheder over børnene, hvis man ikke var gift.

Lone og hendes mand gennem 50 år Kai Selliken. Foto: Klaus Bo Christensen.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
– Før vi fik børn, var der ingen af os, der bestemte noget som helst. Senere lavede vi for sjov en aftale om, at vi skiftedes til at bestemme, fordi ingen af os i virkeligheden gad bestemme. Vi har aldrig haft millimeterdemokrati mellem os, og reglen er, at den, der står nærmest og har bedst tid, gør tingene. Engang havde vi hjælp til det meste i huset, men nu hvor Kai er gået på pension, synes han, at han vil gøre det selv. Jeg kan bedst lide at stryge, for så kan jeg høre radio samtidig. Hjernen holder fri, men man får noget fra hånden.

LÆS OGSÅ: Populær sangerinde bliver dansk statsborger efter 45 år: “Jeg har stadig hjemve”

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Jeg har altid forestillet mig, at jeg skulle have børn, men jeg havde så travlt med jobbet, og der skete så meget omkring mig. En dag gik det dog op for mig, at jeg nok ikke ville blive gravid på p-piller, så stoppede jeg med dem og fik først en søn og så tvillingedrenge bagefter. Tre sønner på 22 måneder. Jeg overvejede også at forsøge at få en datter, men så hørte jeg om en kvinde, som havde stået i samme situation og havde fået trillingedrenge. Så tog jeg straks en p-pille igen.

– Da børnene var et og tre år, var jeg udenrigskorrespondent i USA et halvt år. Men senere måtte jeg se i øjnene, at jeg havde tre børn, en mand og en karriere, der ikke hang sammen. Jeg sad hele tiden rundt omkring på hoteller i verden og havde ondt af mig selv. Til sidst bad jeg min chef om at få et job med mindre rejsetid, og det fik jeg. Det var ikke et offer. Det var en erkendelse af, at tingene ikke fungerede. Der er en tid og et sted for alting. Jeg hørte forleden et radioprogram om en ung karrierekvinde, som ikke kunne få det hele til at hænge sammen med rejser, konferencer, børn, mand, veninder og løbeture. Jeg havde lyst til at stikke hende en flad. Alting har konsekvenser. Du kan ikke få børn, og lade som om du ikke har nogen. Det behøver ikke at være det hele på en gang.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Det generer mig ikke. Folk er venlige, og yngre mennesker kender mig ikke. Men der var da en periode, hvor når jeg satte mig ind i en taxa, spurgte chaufføren altid, om han bare skulle køre mig til DR. Mine børn har aldrig syntes, det var underligt, at deres mor var i fjernsynet. Når man vokser op med det, er det jo ikke mere eksotisk end at have en mor, der kører på cykel. Jeg har ikke noget problem med at blive genkendt. Det er kun et problem, hvis man lige går rundt i en hvid badekåbe på en hospitalsgang.

Hvornår kan du føle dig på afveje?
– Jeg var i en kort periode chefredaktør for ugebladet Alt for Damerne. Det var jeg ikke særlig god til. Jeg så mig selv som journalist, og pludselig var jeg chef. Den længste meter i verden, man kan bevæge sig, er fra medarbejderstolen til chefstolen. Jeg kunne ikke vænne mig til, at når jeg sagde et eller andet ligegyldigt, blev det samtaleemne ved andre menneskers middagsbord. Jeg lovede mig selv at holde ud i to år, men jeg blev faktisk fyret inden. Det var et chok, for jeg havde aldrig prøvet at blive fyret før. Benene blev sparket væk under mig. Men jeg har nu aldrig fortrudt de to år, for du lærer jo noget af det, når der er noget, du ikke er god til.

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Jeg holder en del foredrag. Faktisk så mange at jeg ikke altid, når jeg sidder i min bil, kan huske, om jeg stadig er i Jylland eller er kørt tilbage over Fyn. Nogle gange når jeg ankommer til stedet, hvor jeg skal holde foredrag, kan jeg godt tage mig selv i at tænke: "I dag bliver jeg afsløret som hende, der ikke har noget som helst at sige." Faktisk har jeg hørt fra mange skuespillere, at de har det på samme måde, inden de skal ind på scenen. Du er helt nede indtil det sekund, hvor du skal ind på scenen, og adrenalinen får dig op. Når det hele er slut, er du helt høj, fordi det gik godt.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej til at blive farmor, fordi der endelig er en af mine sønner, der har taget sig sammen til at få et barn. Det bliver i foråret, så lige nu sidder jeg på nettet og kigger på bæreseler og den slags. Det bliver et bornholmsk barn, men jeg har tænkt mig at stå klar med sneakers på, når det kommer. Det glæder jeg mig virkelig meget til.

Lone Kühlmann, 72

  • Uddannet journalist og har arbejdet på både Radioavisen og TV-Avisen. Har også bl.a. været chefredaktør på Alt for damerne samt bestyrelsesformand for TV2/Danmark 1994-99.
  • Foredragsholder og forfatter til 17 bøger. Senest erindringsbøgerne I medgang og medgang og Det skal se nemt ud, som udkom i 2015.
  • Gift med Kai Selliken og mor til tre sønner.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview og Kvinder du skal kende