Ingen vidste, hvor utrygt der var i Lotus Turèlls barndomshjem.

23 år gammel sidder Lotus Turèll i sin lejlighed i København og skriver på et forskningsprojekt. Fingrene klikker hen over tastaturet på den bærbare computer. I baggrunden kører både fjernsyn og radio. Hun bryder sig ikke om lyden af sit eget stille selskab. Den voksende, udefinerbare klump af ubehag, der er groet fast inde i maven, skal larmes væk.

Hun kigger op fra tastaturet og fanger én sætning på det summende tv: "Børn, der mister en forælder, vil formentlig opleve nogle udviklingsforstyrrelser, hvis ikke de får hjælp til at bearbejde tabet". Sætningen slår som en pisk. Er det derfor, hun nogle gange har så ubeskriveligt svært ved at være sammen med veninder? Eller kærester for den sags skyld. Derfor hun føler sig dybt ensom sammen med andre? Og mest af alt bare som "et mærkeligt menneske".

Det lignede ellers den rene idyl, da hun voksede op i 80'erne som datter af to kunstnersjæle – den excentriske digter med de sortmalede negle og hans smukke skuespillerkone. Dan og Chili Turèll. Men selvom der var både kreativitet og stor kærlighed, var livet langtfra uproblematisk i det højloftede Turèllske domicil midt i Frederiksbergs smørhul. Dan Turèll havde en utøjlet hang til værtshuse, smøger og øl. Og igennem hele sin barndom havde Lotus forsøgt at holde sig oven vande i et kaotisk hav af hemmeligheder. Den dag rammer kvinden i tv noget dybt inde i hende. For første gang nogensinde fortæller en voksen hende, at noget af det, hun har oplevet, formentlig ikke er noget, man kan eller bør fikse selv. – Og så blev jeg bange! Jeg frygtede, at det var for sent for mig at blive normal. For sent nogensinde at relatere til nogen af mine jævnaldrende. Skabe et liv, der føltes godt.

LÆS OGSÅ: "Min søn skal ikke se sin mor blive slået ihjel - hverken på film eller scenen" 

Ynkeligt?
Hun Googler sig frem til nummeret på et ungerådgivningscenter. Hjertet hamrer hårdt i brystet, hun føler sig svimmel og konfus. Som om hun ikke rigtigt er til stede. Linjen har lukket for i dag. Hun skriver nummeret ned på en lap, stikker den i lommen og beder til, at hun har modet til at ringe igen næste dag.

Det har hun heldigvis. Hun får en flink mand i røret, som spørger, hvorfor hun er ked af det. "Jeg ved det ikke," undskylder hun og føler sig flov over at trænge sig på. Hun skammer sig. Hvor er det ynkeligt, at hun rækker ud. Flere gange er hun ved at smække røret på igen. Men stemmen i den anden ende holder hende fast. Og pludselig kommer der tårer.

– Jeg havde ikke grædt i årevis. Alle mine tårer havde været pakket væk som del af min overlevelsesstrategi. Du skal jo have en, der tager imod din sorg, før du kan give slip på den. Som barn kan du ikke rumme din sorg alene. Tårerne er overvældende. Og ubehagelige. 

Lotus når frem til, at det må være farens død ti år forinden, der er årsag til den triste følelse. Og får bevilget nogle gratis timer – som skal blive de første i et kæmpestort oprydningsarbejde i både krop og psyke over de næste mange år.

– Det var ingen nem øvelse at være i mit ungdomsliv – have det sjovt med mine veninder, møde mænd, være dygtig til mit arbejde og samtidig være i øst og vest indeni. Min indre kompasnål fyrede bare rundt. Og jeg var utilpas over den omfattende proces, jeg godt kunne mærke, jeg havde startet op. Men jeg fornemmede klart, at konsekvensen ellers ville være, at jeg aldrig ville være til stede i mit eget liv. Som andre børn af alkoholafhængige vil genkende, kunne jeg kun mærke andres behov – ikke mine
egne. Det var sgu nogle hårde år.

Far følte sig utilstrækkelig
– Jeg havde aldrig tænkt på mig selv som en, der havde levet et liv under vanskelige vilkår. Jeg er jo også ofte blevet fortalt, at jeg var enormt privilegeret, fordi jeg havde en sej far og det gode legetøj. Og noget af det er helt sikkert rigtigt – jeg var et materielt forkælet enebarn. Var på flere andre måder privilegeret, og jeg vidste, at jeg var elsket. Og oven i købet et produkt af to fantastiske, kunstneriske mennesker. Jeg kunne godt mærke, at folk opfattede mig som heldig. Hvilket også har været selvforstærkende – for det billede har jeg jo så forsøgt at opretholde udadtil, samtidig med at jeg har forsøgt at fikse situationen derhjemme, holde orden på kaos og udvikle meget, meget lange antenner. Dét er stress!

– Min far blev jo ofte fotograferet med en øl og en smøg, og han havde endda det sæt med ind i studiet, når han blev interviewet. Han var på værtshus flere gange om ugen. Folk så ham. Han har jo aldrig på den måde skjult det. Men man har nok ikke kunnet se, at han ligefrem var alkoholiker – og dybest set i gang med at ødelægge sig selv.
Livsstilen kan nærmest gå hen og blive en præmis for at være så stor en kunstner og et ikon, som min far var. I hvert fald kan det gå hen og blive sådan, at man freder de mere besværlige aspekter. For ikke at gå myten for nær. Og det bliver jo et svigt af mennesket i myten. Min far havde sådan brug for hjælp. Og den var dæleme svært for ham at få. Det mærkede jeg da indimellem, når han udtrykte, at han var ked af, at han ikke kunne gøre det bedre. At han følte sig utilstrækkelig og ked af ikke at kunne give noget på det nære, relationelle plan. Det var ikke lige med de ord, han formulerede sig, men jeg fangede hans budskab. Han havde jo også ædru perioder, og de var svære for ham. Også for familien. For hele tiden lå der en spænding og ulmede i forhold til, hvornår drikkeriet startede igen. Han har jo haft vilde abstinenser og ingen hjælp til at tackle dem. Og når endnu en drukperiode så startede op, blev jeg vred og skuffet. For så gik vi igen ind i den der cyklus af medafhængighed – skjule, støtte op, undertrykke egne følelser…

LÆS OGSÅ: "Sara Blædel: Jeg blev ramt af en lammelse og voldsomme smerter" 

Medafhængighed og svigt
– Jeg udviklede en meget stærk loyalitet over for min far og et ønske om at beskytte ham. Hjælpe ham til at have det godt ved at gøre mig vildt umage med at vise, at jeg havde det godt. Så jeg i det mindste ikke skulle blive et problem for ham. Til besvær. Og han ikke skulle blive ked af, at han måske ikke gjorde mig glad. For så skulle han også rumme det. Så det gjaldt om at passe på ham og gøre mig sindssygt umage for ikke at signalere, at der var nogle behov hos mig, han skulle tage sig af.

– Det samme gjaldt i forhold til min mor. Sørge for ikke at gøre hende ked af det. Jeg ville helst bare beskytte hende og trøste hende og forvisse hende om, at det nok skulle gå. Holde sammen på familien.

– Min mor har gjort alt, hvad hun kunne for at komme i dialog med Dan omkring alkoholmisbruget. Tryglet, om han dog ikke nok kunne vælge et andet liv. Hun har været så ked af det og frustreret og virkelig forsøgt at kæmpe for den her mand, som hun jo elskede. Og for den familie, de havde lavet.

– Med alkohol falder man fra hinanden samtidig med, at man krampagtigt holder fast. Hele det daglige liv ligger i yderpolerne. Næsten ingenting ligger stille og roligt i midten. Normaliteten eroderer bare langsomt. Og derfor kommer der også meget stress i familier som vores.

– Det, der har sat sig mest i mig, har helt sikkert været den der daglige frygt for, hvad der lige om lidt kunne ske. En hvilken som helst tirsdag eftermiddag. Det, jeg oplevede, sker uundgåeligt, når alkoholen rykker ind, og spiralen sættes i skub i en familie, der blev så isoleret, som vi blev. Og min mor har jo ikke kunnet være hjemme alle aftener i 12 år. Hun har virkelig stolet på, at Dan kunne tage over, de ekstremt få dage, hun var ude. Jeg har sgu ingen bitterhed i den retning. Det er bare skredet lige så langsomt for dem. Mine forældre er uundgåeligt blevet for optagede af deres egen konflikt til at se mig på den måde, børn har brug for.

– Jeg er jo aldrig blevet bedt direkte om at tage ansvar. Men det gør børn. Hvis ingen andre slukker ilden, gør man det selv. Eller også lægger man sig over i et hjørne og dør stille. Du har ligesom to muligheder. Men der burde jo virkelig altid komme en voksen ind i billedet og insistere på at tage ansvaret tilbage. Kærligt, men bestemt: ”Det er mit ansvar, det tager jeg over til mig og væk fra dig”. Det har jeg aldrig oplevet, og det er et svigt.

Ro, da far får kræft
I skolen var Lotus fagligt dygtig og super duelig. Ingen vidste, hvor utrygt det var derhjemme. Hvordan hun var med sin far på værtshuse, hvor hun har oplevet at sove under bordene, mens far underholdte, og hvordan hun kunne risikere at vågne op i en tom lejlighed uden en krumme at spise.

– Når man kommer fra en velstillet eller ressourcestærk familie, er det oftest faglighed og præstationer, der bliver kigget på. Og så længe jeg levede op til mine læreres og pædagogers billede af et fagligt begavet barn, så tror jeg ikke, de har set grund til at kigge efter, om jeg trivedes. ”Ih, hun er både dygtig i skolen og datter af de her to spændende mennesker, og hun smiler og er imødekommende”.

I 1993 fik Dan Turèll konstateret kræft – først i spiserøret og siden i struben. Året før havde han lagt alkoholen på hylden på grund af en helt synlig svækkelse, som skulle vise sig at være tegn på, at han rent faktisk var meget syg.

– Jeg husker tydeligt, hvordan det her fjerde familiemedlem flyttede ind, da jeg var 4-5 år gammel. Som var alkohol. Og som fyldte alt. Sådan føltes det i mig. Og da min far blev syg, indfandt der sig pludselig en ro hjemme hos os, som jeg aldrig havde prøvet før. Fordi alkoholen var flyttet ud. Og selvom han var syg, og selvom det var sørgeligt, for det er ved Gud en stor udfordring for en i forvejen ramt familie at skulle deale med cancer, så var der også et eller andet ved det, jeg rigtig godt kunne lide. Der var pludselig, for første gang i mange år, bare ro på. Der var ingen, der kunne tage på værtshus om natten, så utrygheden og konflikterne dalede markant. Men hvordan kunne jeg tillade mig at nyde, at han var syg? Hvor var jeg dog et forfærdeligt barn! Selvbebrejdelserne stod i kø. Men det, jeg mærkede, var jo fuldstændig uskyldigt. Jeg mærkede sådan set bare, at noget i mig kunne slappe en lille smule mere af. Det der konstante alarmberedskab kunne tage sig et hvil. Selvfølgelig kom der så en masse andet at bekymre sig om – ind og ud af hospitaler, ”har det spredt sig?” og så videre. Men alkohollampen blev der slukket for. Og vi var mere sammen, os tre, end vi havde været før. Jeg nød det. Også selvom han var så afkræftet. Det var nu ikke, fordi den rolige tid åbnede op for nogen dybe snakke om barndom og svigt.

– Som børn spejler vi jo i høj grad vores forældre. Og hvis de viser, at det her skal eller kan vi ikke tale om, så taler vi ikke om det. Måske prøver vi tre-fire gange, men hvis vi så af den ene eller anden årsag føler os afvist, så stopper det jo. Og så kan man kun håbe, at vi senere i vores liv tør pakke op stille og roligt. 

Kontakten med mor glider ud
– Jeg kan blive helt rørt og taknemmelig over den der 23-årige unge, usikre, bange kvinde, jeg var, som alligevel blev ved og ved og ved at skrælle lagene af det der løg. Det gjorde fandens ondt, og så virkede det bare omsonst og uendeligt. Der blev ved at være smerte under smerten. Indtil det pludselig vendte. Jeg kan takke mig selv for at være så handlekraftig og vedholdende. Ellers var jeg aldrig kommet igennem den her proces. Jeg har en ret fornuftig motor. Rimelig meget energi. Hen ad vejen har jeg heldigvis fundet kompetent hjælp. Og så har jeg været så ufattelig heldig at have muligheden for at betale for det. Undervejs i processen gled kontakten til moren også ud.

– Vi har været ind og ud af hinandens liv. Hun har også haft en proces med sig selv, som har fyldt enormt meget hos hende. Og som jeg ikke har kunnet rumme at følge med i. Det har været for meget oven i mit eget. Vi har ligesom skullet i hver vores retning for at bearbejde og hele og finde et nyt udgangspunkt i os selv – og derfra kunne der ske noget med vores relation. Så længe vi prøvede at bygge oven på noget, der var skævt, væltede det igen og igen. Hun har gået den nødvendige tur med sig selv, og jeg har gjort det samme. Og derfra har vi begge haft mod og kærlighed til at ville hinanden. Og det er ikke noget glansbillede, jeg prøver at tegne – at ”hey, nu kører det bare”. Slet ikke. Man skal jo finde ind til et sted, hvor der er energi og tid og overskud – og lyst – til at tage hensyn til hinandens sårbarhed. Jeg ved, og jeg kan mærke på hende, at hun har været så langt i bund med ressourcer og bare superstresset i vores svære år. Hun har gjort alt, hvad hun kunne, for at holde sammen på det hele.

Rollemodeller
Midt i processen, samtidig med at hun startede på medievidenskab på universitetet, mødte Lotus en veninde. Kirstine, som kom fra en helt anden, udramatisk opvækst end hun selv.

– Kirstine havde bare helt almindelige, nede på jorden og i-kontakt-med-deres-følelser-forældre. Jette og Henrik. De to gik rent faktisk ind og tog et ansvar for, hvordan jeg havde det. Hvis jeg sagde eller gjorde noget, som for dem virkede bekymrende, eller de undrede sig over, så spurgte de ind til det. Jeg havde aldrig prøvet, at nogen på den måde havde overskud til at interessere sig for min trivsel. Men jeg kunne se, at noget i deres samliv bare var så godt. Noget, som på en måde var billedet på den fornemmelse, jeg havde haft, siden jeg var lille – at der måtte være en anden måde at være i partnerskab på, end den min mor og far var, hvor jeg havde tænkt, at det vel ikke var sådan, kærlighed var. At møde Jette og Henrik lige på det tidspunkt, hvor jeg var gået i gang med at lappe mig selv sammen, betød, at jeg fik et klart billede på, hvorfor jeg gjorde det.

I dag arbejder Lotus Turèll selv med alt det, hun har været igennem. Hun er ansat som konsulent hos blandt andet Huset Zornig, holder foredrag, skriver og er coach. Og forstår, hvorfor Jette og Henrik var så afgørende for hendes udvikling.

– Det er så vigtigt, at man har et normalitetspejl. En slags støttefamilie, som kan være den trygge zone, man kan søge over i, når det koger over derhjemme. Det var en uvurderlig motivation for mig – at jeg både følte mig set og hørt og taget ansvar for. At få serveret en slags rollemodeller, som ikke var perfekte, men bare almindelige. Og trygge. Det har alle nødstedte børn brug for! Det betyder meget for mig at arbejde for den sag.

Usikker mor
Da Lotus selv blev mor for fire år siden, havde hun ekstremt brug for at læne sig op ad nogen. Spørge dem til råds, når hun famlede rundt efter manualen til sin nye rolle.

– Jeg følte virkelig, jeg stod uden tilstrækkeligt kendskab til, hvordan man skabte en normal opvækst. Så jeg brugte meget de af mine veninder, der havde fået børn, og Jette og Henrik. Spurgte, om de ikke nok ville observere lidt på mig og fortælle mig, hvad de så. Passede jeg godt nok på min søn? – Jeg var ikke bange for at kaste mig ud i at blive gravid eller for at blive mor. Jeg fik heller ingen fødselsdepression, hvad flere sårbare kvinder ellers får. Jeg har kun mærket dyb, dyb glæde ved at få Samson. Det har været outstanding! Men selvfølgelig har jeg mærket den der, ”kommer jeg nu til at gentage svigtet fra min egen opvækst. Ikke fordi jeg er et dårligt menneske, men fordi det ligger så indlejret i mig?”

– Jeg har generelt skullet lære at skelne imellem, hvad der er væsentligt at tage fat på, og hvad der bare er helt okay at lade ligge og slippe. For jeg har måttet vende alle mine egne sten for at undersøge, om der var noget usundt på undersiden. Alle mærkelige, små tendenser. Følelser, jeg ikke forstod. Småulogiske handlinger. Alt har jeg haft den store lup på. Og for ni ud af ti er det jo slet ikke nødvendigt. Der er små udsving helt normale, for ”sådan er livet jo bare”. Men der har jeg lige skullet finde ud af, hvad der er vigtigt at vende, og hvad der ”bare er livet”. 

LÆS OGSÅ: Peter har været død. Når man ikke har en puls, er man død 

LÆS OGSÅ:  Anna Grue kollapsede af stress: "Der var blod over det hele" 

LÆS OGSÅ: Forelsket, gravid, nygift.... og enke