Da Mai Mercado fik kræft, håndterede hendes børn det vidt forskelligt: "Jeg tror, det kan være voldsommere for pårørende end for os, der er syge"

Da Mai Mercado blev behandlet for hormonfølsom brystkræft i 2025, var det først og fremmest hendes mand, Christopher, der stod ved hendes side. Ufravigeligt og uden at kny – også da hun havde det allersværst, da december ramte.

Det fortæller hun i et interview i denne uges Hendes Verden.

Mai Mercado havde forsøgt at skåne sine børn så vidt muligt ved at time sine kemobehandlinger, så hun var dårligst, når de var i skole. Men i en juleferie, hvor alle er hjemme, er det umuligt at skåne nogen.

LÆS OGSÅ

Naboens terrassedør stod på klem - og jeg glemmer aldrig synet, der mødte mig

Jeg troede, at min mand bare skulle hjælpe vores nye nabo med nogle praktiske ting.

– Jeg kunne se på især min datter, at nu forstod hun, hvor syg jeg i virkeligheden var. Og den der store frygt og sorg i hendes øjne var meget svær. Samtidig var det også omkring jul, at mit mod virkelig svigtede. Der følte jeg allerede, at jeg havde løbet et maraton, men alligevel havde hele distancen tilbage.

Mai Mercado blev meget bange for at dø. Ikke nu og her, men for at få et tilbagefald og få at vide, at alle kræftcellerne havde spredt sig.

– At få kemo føles som at have fået et kys af en dementor fra Harry Potter universet. Sådan en, der suger alt ud af dig, og hvor al livsglæde, al begejstring, alle sanseindtryk forlader en. Jeg havde intet tilbage at kæmpe med, og det udstrålede jeg hele tiden, siger hun og fortsætter:

– Men Christopher var der bare. Han var urokkelig. Lod mig græde ud og tale og tale. Jeg har tit talt med kvinderne i mit søsterskab om, hvor meget vores pårørende egentlig kan holde til. Om de har et max? Jeg tror, det i virkeligheden kan være voldsommere for dem end for os, der er syge.

Mai Mercados to børn har taget sygdommen meget forskelligt. Hendes yngste Elisa på 9 år har haft et stort behov for at forstå og være med i alt. Hun har gerne villet tale det hele igennem. Igen og igen. 

For Winston på 13 år har det været helt anderledes. Han har haft behov for, at hverdagen fortsatte, og at sygdommen fyldte så lidt som muligt. Og så er han selv klappet i. Lidt som en østers.

– Det vigtigste har været at gøre dem klart, at begge strategier er helt normale og sunde. Der er en tendens i tiden til, at alt helst skal deles og snakkes om. Men en østerstilgang er også en helt legitim måde at reagere på. Det har den psykolog, vi har set sammen med børnene i forbindelse med kræftsygdommen, understreget igen og igen. Det vigtige er ikke, at et barn deler ud af alt hele tiden. Men at barnet ved, at det kan tale, hvis og når det får brug for det. Og det ved begge vores børn.

Læs hele interviewet i Hendes Verden, hvor Mai Mercado også fortæller om et kvindefællesskab, hun blev en del af i kræftforløbet, og om at miste sin kvindelighed.

LÆS OGSÅ

Anette Toftgaard skreg i bilen efter et lægebesøg: ”Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre”

Anette Toftgaard fik konstateret brystkræft i begge sine bryster, og derfor blev de fjernet. Men beslutningen om, hvorvidt de efterfølgende skulle rekonstrueres eller ej, var sværere, end hun havde regnet med.