Maren Uthaug
SPONSORERET indhold

Maren Uthaug om kronprinsesse Mary: "Jeg så det der klip på Facebook..."

I anledning af kronprinsesse Marys 50 års fødselsdag har ALT for damerne bedt en række kendte kvinder, der ligesom Mary er født i 1972, om at tegne et billede af både kronprinsessen og den generation, hun er en del af.

Af:: Ditte-Marie Ascanius Foto: PR
08. feb. 2022 | Livsstil | ALT for damerne

Hvad synes du karakteriserer din generation af kvinder?

"Jeg synes virkelig ikke, vi er en homogen gruppe, men når jeg kigger på dem, jeg er blevet veninder med, er de lidt en særlig støbning. De kvinder, jeg befinder mig bedst sammen med, er dem, der har enormt meget humor, er grove i kæften, hviler i egen krop og har et aktivt sexliv, ikke bare for at please en mand, men fordi de godt kan lide sex. Det er kvinder, der tager for sig af livet. Vi kan også utrolig godt lide alle vores børn, men vi taler også åbent om, at de kan være rædselsfulde. Det er rart, at det ikke behøver at være perfekt, det er vi beyond. Min generation har lært, at man ikke skal tage sig selv så seriøst."

LÆS OGSÅ: Anne Glad om ny livsfase: "Det er på en måde megaspændende"

Hvordan har du det med at runde 50 næste gang?

"Når jeg går igennem byen en fredag aften, kan jeg godt mærke, at det ikke helt er min fest mere. Det synes jeg, det har været indtil nu. På den ene side er jeg lidt trist over det, og på den anden side kan jeg mærke en ny styrke. De seneste år er jeg begyndt at sige sætninger som: ”Det kan ikke passe, at jeg ikke kan parallelparkere den skide bil, jeg bliver snart 50” og ”jeg kan godt stå på et ben i den her yogastilling, for jeg bliver snart 50”. Jeg kan mærke, at jeg er done med usikkerheden, og det udmønter sig de sjoveste steder. Bare ikke lige ved madlavning. Der er det stadig, som om jeg er tolv et halvt og kigger på en pølse, der skal steges, og har lyst til at græde."

Hvad er det, der gør 50 særligt?

"Det er en milepæl på mange måder, hvor der både er en angst og noget godt ved at se sig selv på en ny måde. Kan man stadig være sexet, når man er 50? Eller er der kun bedstemor eller en alt for stram leopardgamache? Altså skal man nu passe på med det der leopard for alvor? Jeg elsker også meget korte nederdele. Og hvornår er det så, jeg ikke længere må gå med korte nederdele? Det er sådan nogle små hverdagsfunderinger, jeg begynder at gøre mig, nu hvor jeg nærmer mig 50."

"Jeg prøver hele tiden at fokusere på de sjove ting ved det. Jeg har også aftalt med min frisør, at vi skal farve mit hår lyserødt til foråret, fordi nu er jeg virkelig træt af at jeg altid skal have sådan en morfrisure. Men MULIGVIS er der også noget panik i det. Kan jeg fylde 50 med lyserødt hår? Især som kvinde, tror jeg, er man meget præget af de der uskrevne regler og fortællinger om, at man går i overgangsalder, bliver gammel og usynlig. Så bliver jeg nu usynlig – selv med lyserødt hår?"

LÆS OGSÅ: "Det er nok grunden til, at der er mange skilsmisser i vores generation"

Hvilken betydning har Mary for danskerne?

"Når jeg laver vitser, kan jeg mærke, at man gerne må sige grimme ting om Jesus, men ikke om Kongehuset, så reagerer folk meget stærkt. Jeg synes også, det er interessant, at folk bliver så involveret i det. Men folk synes jo nok, at det også er lidt hyggeligt at følge med i folks liv, uden man behøver at være engageret. Ligesom fodbold. Vi har brug for noget drama. Jeg kan godt se, at Mary er god til det job, hun er hyret til. Men jeg synes også, at den rolle, hun skal udfylde, putter kvindekønnet ned i en meget snæver kasse, hvor der ikke er plads til andet end at stå og smile pænt og være tynd efter fødslen. Men det er ikke hendes skyld. Der er bare ikke meget plads til at bevæge sig."

"Jeg så det der klip på Facebook, hvor hendes datter talte grimt til hende. Og jeg tænkte, det var sgu da næsten venligt, hvis mine teenagere havde sagt det. Der ville det jo være befriende og sjovt, hvis hun reelt havde muligheden for at sige noget tilbage. Men jeg ved jo godt, at det ikke er sådan, når de lukker døren til offentligheden. Som kvinde kan jeg bare godt blive trist over alle de ting, hun må misse ud på. Så jeg vil virkelig ønske for hende, at hun har noget plads til at slå sig løs. Som kvinde med alt, hvad det indebærer. At hun har et frirum, som ingen kender til, hvor hun maler vilde malerier eller bare kan give den fuld skrue."

Anbefalet til dig