Kvinder lyst
SPONSORERET indhold

Melissa har skabt noget, der hylder ALT dét, hun skammede sig mest over som ung

Hun drømte om at skabe noget, der kunne give unge kvinder et bedre selvværd. 25-årige Melissa Hartelius tog derfor udgangspunkt i en ting, som hun selv først rigtig turde at gøre, da en kæreste var gået fra hende.

Af:: Susanne Baden Jensen Foto: Susanne Baden Jensen
04. dec. 2020 | Livsstil | ALT.dk

”Det kunne jeg ikke finde på, og sådan én skal jeg helt sikkert ALDRIG eje!”

Den generte teenagepige siger sætningen uden at tøve. Melissa Hartelius kigger på hende – og så genkender hun fuldstændig sig selv i den unge gymnasieelev.

For selvom den 16-årige foran hende netop har afvist ALT ved de produkter, som Melissa Hartelius på det tidspunkt drømmer om en dag at sælge til helt unge kvinder, så ved hun præcis, hvor afvisningen kommer fra.

– Hun mindede mig så meget om mig selv, da jeg var yngre. Super skamfuld, så bange og meget fokuseret på sin krop. Hun udstrålede, at hun havde lyst til at gemme sig, husker 25-årige Melissa Hartelius.

Hun er selv i starten af sine 20’ere, da samtalen finder sted – og så har hun fået en vild idé.

LÆS OGSÅ: Amalie designer det måske mest intime smykke, en kvinde overhovedet kan få lavet

Under et forløb om iværksætteri på sin uddannelse, er hun blevet bedt om at udtænke en virksomhed, som hun har lyst til at starte. Og hér tænker hun netop på sit unge teenagepige-jeg.

– Vi fik en eksamensopgave, som var helt åben, og jeg ville rigtig gerne lave noget med unge kvinder og selvværd. Jeg har selv døjet rigtig meget med spiseforstyrrelse som teenager. Omvendt kunne jeg faktisk ikke rigtig overskue at snakke mere om det, siger Melissa Hartelius og fortsætter:

– Jeg kom så til at tænke på noget med seksualitet, fordi det er SÅ forbundet med, hvordan man ser på sin krop, og hvordan man har det med sig selv mere generelt. Derfor tænkte jeg: Hvorfor kan man ikke markedsføre det på en anden måde, hvor det bliver en fed ting? Fordi det er noget, som jeg personligt vitterligt aldrig har følt mig komfortable med, understreger hun.

Melissa Hartelius klub venus.jpgMelissa Hartelius kæmpede med sit eget selvværd i mange år. (Foto: Susanne Baden Jensen) 

Som yngre var Melissa Hartelius meget optaget af sin krop og at gøre det ”rigtige”.

– Jeg tror, at jeg især som teenager var ramt af at være ordentlig. At være ’en god pige’. Jeg skulle bare være så ren som mulig. Alt var bare så ikke-afslappet i alle sammenhænge. Så jeg følte slet ikke, at der var plads til, at jeg kunne lære mig selv at kende på nogen seksuel måde – heller ikke alene. Det er noget, vi forventer, at teenagedrenge gør, men det er ikke noget, vi forventer af piger. Det var så skamfuldt, og dengang troede jeg virkelig, at det var noget, som jeg ikke burde gøre, forklarer hun.

Kærestens forslag

Den opfattelse holdt Melissa Hartelius fast i, da hun begyndte at blive seksuelt aktiv. Hun kunne ikke italesætte noget om sex, og tankerne fór rundt i hendes hoved, når hun var intim med sin kæreste.

Hun tænkte på, hvordan hendes krop så ud. Hvordan hun mente, den burde se ud. Og på ham.

– Da jeg var 21 år, fik jeg min første vibrator med min ekskæreste, fordi jeg ikke kunne komme – det havde jeg aldrig prøvet. Jeg var selv ligeglad med det, for jeg havde jo aldrig skænket min egen nydelse en tanke. Men det var frustrerende for ham, så han foreslog, at vi købte en vibrator sammen og brugte den. Jeg begyndte at bruge den lidt alene, men jeg var vildt pinlig omkring det. Stadigvæk. Også overfor ham, forklarer Melissa Hartelius.

Da de går fra hinanden, sker der pludselig noget.

For hun begynder at tage mere tid til sig selv. Hun har stadig aldrig oplevet at komme, og hun husker tydeligt, hvor længe der gik, før hun gav slip og nåede dertil, selv når hun lå alene.

– Da jeg begyndte at gøre det i starten af 20'erne, var det virkelig uvant for mig, at - du ved - ligge i et rum og prøve at connect’e med min krop. For jeg har altid holdt den fast i et jerngreb med "så meget skal jeg spise, så meget skal jeg træne". Jeg var meget kalkuleret på en måde. Derfor blev det gradvist vigtigt for mig at bryde med det – for når man ligger dér, så er det svært at hade sig selv, hvis man også skal få en orgasme. Det går bare ikke hånd i hånd, griner hun i dag.

Mellisa iværksætter klub venus.jpgMan bør se på det som mindfulness eller dét at løbe en tur, mener Mellissa Hertelius. (Foto: Susanne Baden Jensen) 

Det blev på flere planer et spørgsmål om selvkærlighed for Melissa Hartelius.

Hvis hun ville have det bedre på flere fronter i sit liv, var hun nødt til at øve sig i at kunne give slip på hovedet og være i nuet.

– I stedet for at være så meget oppe i sit hoved, handler det i stedet om, hvad der føles rart. Hele tiden at vende tilbage til ens krop. Jeg synes virkelig, at det er en terapeutisk ting, ligesom mindfulness eller at løbe en tur, fordi man bliver nødt til at slå hjernen fra over for andre ting. Man kommer ned i sin krop. Mærker sine fødder, sin hånd, sine lår eller whatever, lyder det fra den unge iværksætter.

Da hun fik idéen til at prøve at bruge sin egen baggrund til en virksomhed, var det stadig akavet og mærkeligt for hende at tale åbent om sådan nogle ting. Men hun valgte at bruge sin usikkerhed aktivt.

Netop derfor satte hun sig for at snakke med nogle gymnasiepiger om seksualitet til sin eksamensopgave i iværksætteri på sin uddannelse.

"Hun var bange"

Melissa Hartelius talte med dem én og én, fordi pigerne var ”målgruppen” for hendes virksomheden.

Heriblandt den 16-årige generte pige, som forklarede, at hun ikke kunne finde på at onanere, ligesom hun aldrig ville have noget med en vibrator at gøre.

– Hun fortalte en historie om en anden veninde, der var blevet slut-shamet (hængt ud for at være billig og let på tråden, red.), og det kunne jeg fornemme, at hun var bange for at blive. Hun snakkede også om, at der i hendes vennekreds var forskel på drenge og piger. Drengenes seksualitet var accepteret, mens pigernes var mere… ”svær”, forklarer hun.

Melissa Hartelius talte også med sine jævnaldrende veninder, der havde det på samme måde. Selv som seksuelt aktive.

– Vi føler os alle som en ”trebenet hund”, der går vakkelvornt. Den er lidt kejtet og ved ikke, hvad den kan tillade sig. Vi er fanget i et kompleks med, at man skal have vildt meget erfaring og ingen erfaring. Hvad skal man så lige gøre? Det er så forkert, siger hun.

Helt fra folkeskolens seksualundervisning lærer vi, at det er sådan. Det sker, når pigerne lærer om kondomer og menstruation, mens drengene hører om kondomer og lyst, mener Melissa Hartelius.

– Jeg har hørt, at de i nogle seksualundervisninger deler drenge og piger op, og så snakker de med drengene om onani, men det er slet ikke en del af dét, som pigerne får noget at vide om. Den del er i forvejen meget sværere for piger end for drenge. Der har aldrig - i hvert fald for pigerne - været noget, der handlede om nydelse. Eller lyst, understreger hun.

Slut med "forkert"

Det satte ild i hende til at gøre noget ved det.

– Det er fandme slut nu. Jeg har virkelig fået det sådan oprørsagtigt med det. Jeg er træt af at please – og det tror jeg bare, at der er mange, der er. Jeg har ikke lyst til at give den tankegang videre, når jeg får børn en dag. Jeg vil ikke være med til at gøre, at de føler, at deres krop eller deres seksualitet er forkert. Eller at de skal udtrykke sig på en bestemt måde for at være acceptereret, siger Melissa Hartelius.

Hun har derfor lavet sit eget lille bidrag til at ændre yngre kvinders syn på lyst og onani.

klub venus vibrator.jpgMelissa Hartelius har taget et opgør med sin - og andre unge kvinders - skam. (Foto. Susanne Baden Jensen)

Hendes idé til et skoleprojekt er blevet til virkelighed, og ud af det er der kommet konceptet ’Klub Venus’.

Det er både et kombineret fællesskab på Instagram og en webshop i pastelfarver, hvor hun forsøger at skabe et trygt og ikke-pornoficeret sted at købe vibratorer og dildoer.

– ’Klub Venus’ henvender sig til yngre kvinder, som måske er lidt usikre og har brug for et sted, hvor de kan spejle sig i noget, der ikke er så grænseoverskridende. Det har også lidt en humoristisk vinkel, fordi det så er nemmere at omgås nogle af de ting, der er svære, formulerer Melissa Hartelius det.

På Instagram har ’Klub Venus’ over 2.600 følgere. De fleste er kvinder mellem 18 og 34 år.

klub venus instagram.jpg(Screenshot af 'Klub Venus' på Instagram)

Lad os dele viden

– Hvis jeg synes, at noget omkring det seksuelle er svært, tænker jeg: hvordan kan jeg tappe ind i det til virksomheden også? Jeg har også meget fokus på vidensdeling på Instagram-profilen, hvor jeg fx laver spørgerunder, hvor folk fortæller om deres følelser eller synspunkter om et eller andet, siger Melissa Hartelius.

I en story kan hun finde på at spørge: Hvordan introducerer du sexlegetøj for en kæreste?

Så svarer følgerne hende anonymt, og hun deler efterfølgende deres svar og refleksioner i nye stories. Hendes mål er at skabe en platform, hvor kvinder tør at tale om alt det tabubelagte.

– Folk skriver alt muligt. De skriver: "Årh mand, jeg har prøvet så mange gange, hvor jeg er blevet vildt udskammet for det" eller "min kæreste følte, at jeg ville erstatte ham med vibratoren". Så er der andre, der svarer: "Det skal virkelig være et rum, hvor der er plads til netop at udforske" eller "jeg ville bare sende et billede på Facebook af produktet, det er min måde". På den måde kommer der alle mulige vinkler på et emne, som jeg så videreformidler, så kan folk måske bruge det, siger hun og uddyber:

– ’Klub Venus’ handler også rigtig meget om, hvordan du har det med dig selv. Generelt. Selvom det selvfølgelig er med fokus på seksualitet, så gælder det for mig også om at få hele selvværdsdelen med. At man skal acceptere og elske sig selv. Det er fandme vigtigt.

Mellisa klub venus  x.jpgMelissa Hartelius har fået det lyserøde 'Klub Venus'-billede af sine søskende. (Foto: Susanne Baden Jensen)

Da hun startede ’Klub Venus’-profilen på Instagram for to år siden, var der en 15-årig pige, der sendte hende en privat besked.

Hun fulgte profilen og ville gerne høre, hvorfor Melissa havde startet det online fællesskab? Det svarede iværksætteren på ved at fortælle om hendes egen baggrund.  

Nogle måneder efter tikker en ny besked ind fra den samme 15-årige pige.

– Så skrev hun, at hun nu havde fundet modet til at spørge sin mor, om hun måtte få en vibrator, og det havde hun sagt ja til. Det var bare så sødt og så modigt, lyder det fra Melissa Hartelius.

En anden gang fik hun en besked fra en kvinde sidste i 30’erne, som skrev, at hun aldrig havde onaneret eller noget. Hendes kæreste havde så hørt Melissa tale om ’Klub Venus’ i podcasten Fries Before Guys, og bagefter havde han sendt hende et screenshot af betalingssiden til webshoppen og skrevet en sød besked, hvor der stod, at ”nu køber vi de her ting til dig”.

 – Hun ville bare lade mig vide, at hun glædede sig helt vildt, og at hun aldrig har dyrket sin egen nydelse. Hun havde fået to børn, og livet havde ligesom gået sin gang uden, at hun var stoppet op. Det er så vildt, at vi nærmest alle sammen - uanset alder - kan genkende de hér ting. 

Anbefalet til dig