Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Mikkel Beha Erichsen og Emil Midé Erichsen
Foto: Les Kaner, Marian Midé, Hannelore Dörner og Sisse Stroyer

Mikkel Beha Erichsen og sønnen Emil fra 'Kurs mod fjerne kyster': “Når man er et hold, kan man klare næsten alt i verden”

Mikkel Beha og sønnen Emil: “Når man er et hold, kan man klare næsten alt i verden”

Søfarere, tv-kendisser, ret pæne og virkelig, virkelig søde. Sådan kan man helt kort beskrive Mikkel Beha Erichsen og hans søn Emil Midé Erichsen, som ALT for damerne har mødt til en samtale om familie, fællesskab og kærlighed.

Emil har lige købt en blå Mercedes minibus fra 1979. Den holder, så man kan se den fra husbåden, hvor hans forældre, Mikkel Beha Erichsen og Marian Midé, bor, og han er helt begejstret, da han peger den ud.

Emil: – Det var et impulskøb i weekenden sammen med min kæreste. Den er helt bombet, skramlet og rusten, men den kører. Og den var billig. Jeg gider ikke sidde på cafe hver weekend og spise brunch og drikke kaffe, jeg vil fandeme ud og opleve et eller andet. Og med den bil kan min kæreste og jeg køre til Vesterhavet lige nu, hvis vi vil, ­parkere på stranden, sove i bilen, købe ti gange ­dåsemad og have den fedeste uge.

Bilen er et meget håndgribeligt billede på noget af det, som Emil Midé Erichsen har fået ud af sin og broren, Theis', tre år lange jordomsejling. Lysten til hver dag at skabe sit eget liv og troen på, at det rent faktisk er muligt. Turen til Vesterhavet må dog lige vente lidt, for Emil og hans far er i dag bænket på Mikkels og Marians husbåd til en snak om jordomrejsen med ­Havana, den ­ikkeeksisterende trang til at gøre oprør mod forældrene og et OL, der var endnu en drøm, der gik i opfyldelse for far og søn. Der er halvdårlig kaffe fra Bali i kopperne – de fik købt lidt for meget af den kaffe af den flinke mand derude, men drikkes skal den – og lige ved siden af husbåden ligger den nu så berømte Havana og vipper i kanalen. Den 15. juli vendte skibet og besætningen hjem til København, og modtagelsen ved Toldboden var overvældende for hele familien.

Emil: – Vi havde slet ikke kunnet forestille os helt præcis, hvad vi ville komme hjem til, og da slet, slet ikke den fejring, vi blev mødt af. Vi havde snakket om, at der måske kom et par tusinde, men da vi først rundede Kronborg om morgenen, og der stod tusinde mennesker derinde, og vi samtidig havde 50 både, som fulgte os, kunne vi godt se, at nå, det kunne måske godt gå hen og blive til noget stort.
Mikkel: – Havnevæsenet anslog, at der var 15-20.000 mennesker ved Toldboden, og der var desuden 150-200 både, der fulgte os ind.
Emil: – Og der var en News-helikopter og en vandflyver – jamen, det kan slet ­ikke beskrives, hvordan det var at sejle ind der. Jeg skulle kæmpe lidt for ikke at ­komme til at græde – okay, jeg græd nok en lille smule, kan jeg godt sige – det var simpelthen så fantastisk at komme hjem fra en tur, der havde rørt noget i så mange mennesker.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: Livet bliver bedre med alderen: Hvem skulle have troet det, da man var toogtyve og vidste alt?

Kendthedsfaktoren
Oprindeligt var det Emils ide at sejle jorden rundt. Han var bare 22 år ­gammel, da han spurgte sine forældre, om han lige måtte låne Havana til turen. Tanken var opstået, fordi han efter en knæskade og flere operationer havde måttet se i øjnene, at han nu aldrig ville nå sit mål om at deltage i OL i laserjolle. Lillebror Theis meldte sig hurtigt som medsejler, og Marian og Mikkel var positive. Havet og eventyret bruser også i deres årer, og da Emil spurgte Mikkel, hvad der ­skulle til, for at kunne sejle jorden rundt, var svaret helt klart: Jamen, det kan du allerede, og resten lærer du undervejs. Og da Emil sagde, at han regnede med, at turen ville tage omkring to år, var hans mors eneste bemærkning: Det er ikke længe nok, jeg tror du skal tænke det mere som 2,5-3 år. Sådan. Sikke nogle forældre. Sikke en tillid. Og sikke en mulighed at give sine børn. At rejsen undervejs også blev til tv-programmet "Kurs mod fjerne kyster" var nok det, der kostede flest overvejelser. TV 2 spurgte nemlig ret hurtigt, om familien kunne tænke sig at lave tv om turen, men var det nu en god ide?

Mikkel: – Vi gjorde os mange tanker, for vi kender jo godt den verden. Jeg er vokset op med en far, Troels Kløvedal, der er kendt i offentligheden netop for sine rejser, og jeg har selv ­været kendt fra tv i mange år og ved godt, hvad der følger med, så det var en af de virkelig alvorlige overvejelser. Man skal bestemt ikke sidde og klynke over at være et kendt ansigt, man får skidegod service, man møder mange smilende mennesker, og mange døre åbner sig for en, men det har også nogle konsekvenser at være kendt. Du skal leve med, at folk konfronterer dig, og det kan da godt være overvældende somme tider. Theis var bekymret for det allerede inden, og det talte vi meget om, inden vi sagde ja. Vi snakkede om, at man kan styre meget selv ved at undlade at gå til f.eks. premierer og sige nej tak til at lave interviews.
Emil: – De første par måneder på turen filmede vi lidt selv, snakkede om fordele og ulemper ved at lave programmerne, og besluttede så, at det ville vi gerne. Som Mikkel siger, er der mange fordele forbundet med at lave tv, og jeg var da ikke blevet inviteret til at kommentere sejlsport ved OL i Rio, hvis det ikke havde været for de her programmer. Theis og jeg er forskellige på det punkt, for han gider slet ikke den slags, men jeg gider det godt, og heldigvis er der plads til begge måder at håndtere det på.

Har det nogensinde generet dig, Mikkel, at være Troels Kløvedals søn og blive kendt på den måde?
Mikkel: – Da han udgav sin første bog "Kærligheden, kildevandet og det blå ocean" i 1978, var jeg 12 år gammel og boede i Aarhus. I den store boghandel blev der hængt en kæmpeplakat op med et billede af en lille, lyshåret dreng, som sad ude i stævnen af en gummibåd, og så stod der: "Kærligheden, kildevandet og det blå ocean". Jeg kan huske, at jeg tænkte, nej, nej, nej, da jeg så det. Og åh, hvordan skulle jeg nu få mine klassekammerater forbi det vindue, uden at de opdagede, at det var mig på plakaten, for er der noget, børn godt gider, så er det at være som alle de andre. Men jeg opdagede også, at det jo gik over. Børn er hurtige til at sige, aj, se dig Mikkel, nå, skal vi spille fodbold? Og så var det glemt. Man har nyhedens interesse i 20 sekunder, så jeg lærte hurtigt at leve med det. Jeg har også været enormt bevidst om at gå mine egne ­veje og lave mine egne ting. Det er først nu, at vi har lagt os i min fars kølvandsstribe via "Kurs mod fjerne kyster". Jeg syntes, tiden var rigtig nu, og jeg har gjort det med kæmpe fornøjelse og stolthed. Vi mødtes med min far for tre år siden på Sejerø, hvor han kom sejlende med Nordkaperen, og drengene kom sejlende på Havana. At krydse hinanden lige der og stå tre generationer sammen ved rorene på vores skibe gav mig en kæmpe stolthed.

Hele familien på eventyr.

Hjemme bedst
Emil har sørget for at møde alle i de 23 lande, Havana har ankret op i, med åbent sind. Og det har lært ham en masse. Også om, hvor han helst vil bo.

Emil: – Jo længere tid, vi har rejst, jo ­mere har jeg fundet ud af, hvor dejligt der er herhjemme. Det var ­ikke en flugt fra Danmark, da vi tog af sted, det var på baggrund af en nysgerrighed på ­verden, og jeg er kun ­blevet bekræftet i, at der er rigtig mange dejlige steder derude. Men der er noget, der trækker i mig for at ­komme hjem alligevel. Vi er hjemme i Danmark, man forstår historien og kulturen og alle de der små ting, der ligger lige under overfladen, og det er noget af det, der er svært ude i verden.

Så det var ikke vemodigt at komme hjem?
Emil: – Jo, på en måde var det, det er ­altid vemodigt at slutte noget, der har været godt. Men jeg tror, at både Theis og jeg var kommet til en erkendelse af, at det var perfekt timing, at vi kom hjem på det tidspunkt. Det var fantastisk vejr i København, der var smukke piger, der cyklede rundt, folk sad ude og drak kaffe. Det var en lige så stor og fantastisk omvæltning, som det er at komme til et nyt land. Jeg kunne jo genkende det ­hele, men alligevel følte jeg mig fremmed, jeg følte, at jeg var på ferie. Der er mange fede steder ude i verden, men København ligger altså helt på toppen over yndlingsstederne.

Hvordan har det udviklet dig som menneske at være af sted?
Emil: – Det har udviklet mig helt ekstremt meget, men det er rigtig svært at sætte en finger på, hvor det lige præcis er. Jeg kan bare mærke, at det er en anden Emil, der er kommet hjem. Selvfølgelig er jeg også blevet tre år ældre, men jeg tror, at rejsen har givet mig noget mere selvstændighed og en større tro på, at de ­beslutninger, jeg tager, er rigtige. Og hvis de ikke er, så tør jeg stå ved det. Jeg har taget mange tusinde beslutninger som skipper på Havana de sidste tre år, og det har givet mig troen på, at jeg godt kan. Jeg er ikke blevet træt af at opleve, og noget, jeg ­virkelig har taget med mig hjem er, at hverdagen ikke nødvendigvis behøver bestå af, at man skal studere og så arbejde. Man kan skrue sit liv sammen på mange andre måder.

Mikkel: – Det er skønt at få et par drenge hjem, som ejer deres egen tilværelse og deres liv i meget højere grad, end de gjorde, da de tog afsted. Herhjemme er der altid livliner, men ude på havet er der ikke hjælp til noget. Hver dag har de ­skullet tage beslutninger, og de har været tvunget ned i den lille boble, som livet dybest set handler om, nemlig gode relationer, at få folk til at fungere med hinanden og at finde fællesskabet. Ude på havet er der masser af bekymringer om vejret og udstyret, og hver gang man tager en forkert beslutning på en jordomsejling, er det en potentielt farlig beslutning. Jeg kan mærke på drengene, at de går til livet på en anden måde nu.

Hvordan har det været at se sine drenge klare sådan en tur?
Mikkel: – Det har da været det mest fantastiske i verden. Det, jeg har frydet mig mest over, og som har gjort mig mest stolt, er, hvor gode drengene har været til at udnytte hinandens styrker i stedet for at irritere sig over hinandens svagheder. Hvor gode de har været til at finde ud af, at hov, vi kan noget forskelligt, og når vi sætter det sammen, så kan vi lige pludselig rigtig, rigtig meget. De har også fået de forskellige besætninger til at fungere, og de har fundet ud af, at når man er et hold, kan man klare næsten alt i hele verden. Det er en viden, som de kan bruge resten af livet. Den kollektive tanke er desværre blevet lidt umoderne i vores tid, men det er, fordi der er nogle, der ikke helt har opdaget, hvor fedt det er at gøre noget i fællesskaber. I vores familie har vi altid gjort meget ud af at gøre tingene sammen, og det har givet os mange fantastiske oplevelser. Det handler også om at være god til at finde mulighederne. Hvis du aldrig har øvet dig i at gå ned ad de ukendte veje, har du ikke opdaget alle de muligheder, der findes.

Emil: – Ude på Havana havde vi den kæmpe luksus, at vi hver dag kunne opfinde vores egen dag. Der kom ikke noget input udefra, det var op til os, og det er noget af det, jeg vil huske allermest på herhjemme. Man kan så let blive taget med strømmen, at man glemmer at stoppe og mærke efter. Hvad har jeg lyst til, og hvad har vi lyst til som familie? Og så nogle gange svømme mod strømmen i stedet for bare at glide med.

LÆS OGSÅ: Rufus Gifford: “Stephen og jeg har fået en stor kærlighed til Danmark”

Copy-paste
Emil og Theis har altid haft et godt forhold, de har været hinandens legekammerater på de lange rejser, familien har været på, og da de stævnede ud med Havana, var der aldrig tvivl om rollefordelingen. Emil var skipper, og Theis var den praktiske, der kunne fikse alt på båden. Alfred, efternøleren i familien, sejlede også med på Havana i perioder, og det er Emil glad for.

Emil: – Alfred var ham, jeg havde det sværest ved at rejse væk fra. Da vi tog afsted, var han ikke ret stor og havde sådan en fin lille stemme, og da vi kom hjem, var han lige så høj som mig og havde skæg og en meget dyb stemme. Men heldigvis har vi ikke været væk fra ham hele tiden i de tre år, og han har været med længe nok til, at jeg kunne lære ham at dykke, og Theis fik lært ham at surfe.

Emil med sine brødre, Theis og Alfred.

I har et usædvanligt stærkt familiesammenhold, hvordan har I opnået det?
Mikkel: – Jeg tror, en af opskrifterne er, at vi kender hinanden rigtig godt. Vi har altid rejst sammen, vi har boet tæt sammen på et skib i månedsvis, og vi har ­altid prioriteret at lave noget, som, alle i familien syntes, var sjovt.

Er det sådan, du også vil leve dit liv fremover, Emil?
Emil: – Ja, jeg må bare sige, at jeg er ­ikke særlig opfindsom. Jeg vil i virkeligheden bare gerne lave en copy-paste af mine forældres liv. Jeg har intet behov for at lave et ungdomsoprør og gøre noget helt andet. Tværtimod synes jeg, at det er skønt at lave det samme som mine forældre, og i dag er det jo sådan, at vi arbejder sammen og kan sparre med ­hinanden, og det er fantastisk, når man kender hinanden så godt.

LÆS OGSÅ: Michael og Lis Katz Krefeld: “Vi forelskede os på skrift”

Kærlighed
Mange pigehjerter har banket for de to unge fyre med bare, brune overkroppe, og der var da også mange, der undervejs på jordomrejsen skrev til Emil og Theis, at de gerne ville med ud og sejle eller ­måske drikke en kop kaffe med dem, når de kom hjem. Men det blev Louise, som Emil kendte fra gymnasiet, der vandt hans hjerte. Han smiler lidt forlegent og taler ikke helt så hurtigt, da snakken ­falder på kærlighed.

Emil: – Jeg skrev en mail til Louise, som jeg ikke havde snakket med i tre-fire år
– jeg kunne godt huske, at hun var lidt sød, ha, ha – og spurgte hende, om hun havde lyst til at komme ud og sejle med Havana. Og så gik der ikke særlig lang tid, før hun havde købt en enkeltbillet til Indonesien.
Mikkel: – Ja, sådan lidt postordreagtigt...

Mikkel slår en høj latter op og Emil skubber til ham.

Emil: – Ja, ja, far, men da hun først kom ud med den flyver, tror jeg godt, at vi vidste, hvad der var på færde. Ellers havde hun nok heller ikke købt en enkeltbillet.

Og skal I bo sammen?
Emil: – Ja, jeg har overtaget det lille, gamle kolonihavehus, hvor jeg er vokset op. Det skal sættes i stand, og så skal vi bo der.

Der er jo forskel på dansk hverdag og at være sammen på et skib ude på et blåt hav – hvordan var det at finde en kæreste på den måde?
Emil: – Jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde at møde en kæreste på end ude på en båd, hvor man er sammen 24 timer i døgnet. Farfar og far har ­altid sagt, at hvis man kan holde ud at være sammen med en ny kæreste på en båd i 38 grader med en luftfugtighed på 98 og med seks andre personer og minus privatliv, så skal det forhold nok gå.
Mikkel: – Præcis! Jeg inviterede også Marian fem måneder med på Nordkaperen, lige da vi havde mødt hinanden, og det gik jo meget godt.
Emil: – Louise og jeg fik så mange fede oplevelser sammen så tidligt i forholdet. Jeg er også glad for, at hun sejlede med, for det har givet hende en forståelse for den rejse, vi har været på, som det ellers ville være svært at få. Og heldigvis er Louise ikke afvisende overfor at komme ud og sejle igen. Det er hende, der siger, at vi skal lægge penge til side til den næste tur. Så der var jeg heldig.

Emil og Theis er blevet ret kendte efter de mange tv-programmer, og hvor Theis har trukket sig fra offentlighedens lys, kastede Emil sig endnu en gang lige ind i det, da TV 2 spurgte, om han og Mikkel ville dække sejlsport fra OL i Rio i sommer.

Emil: – Mikkel og jeg havde talt om det et års tid forinden. At det kunne være fantastisk at være med i Rio på en eller anden måde, men så havde vi glemt det igen. Så da Mikkel sendte mig et mail om, at vi var blevet spurgt, havde jeg det bare sådan: Ja, ja, ja, ja, ja, ja, det vil jeg gerne, mand!

Mikkel og Emil i OL-studiet i Rio.

Men du havde ingen erfaring som studievært?
Emil: – Jeg spurgte Mikkel: Kan jeg det? Og han sagde ja, det kan du sagtens, det lærer du. Jo, jo, det gør jeg vel, tænkte jeg, men jeg tror ikke, jeg havde sagt ja til det med samme selvfølgelighed, hvis det ikke havde været sammen med Mikkel. Jeg var helt tryg ved, at han nok skulle guide mig igennem og gribe mig, hvis noget skulle gå galt.
Mikkel: – Vi havde en klar rollefordeling. Jeg har erfaring med live-tv og kan få snakket mig igennem det meste, også når lyden i øresneglen bliver væk, og Emil ved alt om sejlsport fra de mange år, hvor han ikke lavede andet end at sejle kapsejlads. Derfor kunne jeg med oprigtighed spørge: Hvorfor gør de det der, Emil? Hvorfor vender de der? For det ved Emil meget bedre end jeg. Igen handlede det om at udnytte hinandens kompetencer bedst muligt. 

LÆS OGSÅ: Soulshock mistede sin kone i en tragisk ulykke: “Det er vigtigt for mig at være åben om døden og sorgen”

LÆS OGSÅ: Martin Brygmann: "Mit liv er simpelthen for kort til at gå rundt og lege macho"

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: “Min far var en fantastisk mand”

Mikkel Beha Erichsen, 50

Gar siden han var helt lille sejlet med sin far, Troels Kløvedal.
Tv-vært, tv-redaktør og producer kendt fra "Go'aften Danmark", "Go'morgen Danmark", "Kurs mod fjerne kyster" og OL i Rio.
Gift med Marian Midé, 56, og far til Alfred, 17, Theis, 23 og Emil på 26.

Emil Midé Erichsen, 26

Har sejlet, siden han var 11 år.
Dykkerinstruktør, sejlinstruktør og tidligere produktionsassistent på bl.a. X Factor.
I sommer hjemvendt fra en tre år lang jordomsejling med sin lillebror Theis.
Nærmeste fremtidsplaner er at holde foredrag om jordomsejlingen og restaurere hus med kæresten Louise.

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview