Mikkel Frey Damgaard
Foto: Søren Rønholt Mikkel Frey Damgaard, 41, er journalist og forfatter. Kendt fra bl.a. DR2 Dagen, Deadline og podcasten ”Selvmords-tanker”. Aktuel med bogen ”Sørgekåben”, som udkommer 4. september.

Mikkel Frey Damgaard

"Min far begik selvmord, da jeg var otte, og jeg har været bange for at ende som ham"

Journalist Mikkel Frey Damgaard om mødet med en helt særlig bibliotekar, en familieløgn og om endelig at være klar til at få børn.

Hvilken bog, som gjorde indtryk på dig, læste du, da du var 15?

– Da jeg var teenager, havde jeg det svært med voksne i almindelighed og autoriteter i særdeleshed. Men når jeg ikke rendte rundt og gjorde alting svært for mig selv, søgte jeg tilflugt på Skovlunde Bibliotek. Der var en bibliotekar, som fik øje på mig, og uden at gøre et stort nummer ud af det begyndte han at sende bøger i min retning. ”Martin & Viktoria” var en af de første, og jeg var fuldkommen opslugt. Litteraturen blev fra da af et andet refugie for mig. Bibliotekaren hed Jan og er desværre død. Jeg ville ellers gerne sige tak!

Hvis du kunne vælge frit, hvem ville du så helst tilbringe en dag sammen med?

– Jeg er glødende Brøndby-fan og har som voksen mødt en gruppe mennesker, som jeg følger klubben med. Det er nogle af de mest kreative og interessante hjerner, jeg overhovedet har mødt. Det er en sand fornøjelse at være sammen med dem. Vi kalder os "Oles Venner", og vi har sågar en minister i den nu-værende regering blandt os.

LÆS OGSÅ: Anders W. Berthelsen: Jeg kan slet ikke huske, hvordan mit liv var, før min datter blev født for 11 år siden

Hvad giver dig blod på tanden?

– At opdage, at jeg tager fejl. Og at det helt personligt følelsesmæssige plan kan spille mig et puds, så jeg opfatter verden i et snævert perspektiv. Jeg hader det, men det har givet mig enormt meget at opdage, at jeg ved meget lidt i det helt store billede. Og at opdage, at man selv er fordomsfuld og følelsesstyret, er virkelig interessant, for der kan man rykke sig meget langt på den blotte erkendelse.

Hvad er den største anerkendelse, du har fået?

– Det var meget svært for min familie, at jeg tog fat på historien om min fars selvmord. Og selvom frygten og modstanden var stor, endte de med at omfavne det arbejde, jeg lavede på en stærk og rørende måde. Det var, og er, fantastisk.

Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?

– Jeg bliver indimellem så ivrig, at der ikke er plads til andet end min iver. Det kan godt virke ret irriterende, fordi jeg risikerer at overse både andre og mig selv. På det punkt tror jeg, at jeg ligner min far meget.

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?

– Det har fundamentalt forandret mig og min måde at tænke på, at jeg har lært min egen og min families historie at kende. Jeg sad inde på Det Kongelige Bibliotek og på Rigsarkivet i omkring to år og gravede historien frem. Det viste sig, at hele fundamentet, som familiens historie hvilede på, var løgn. Det er det arbejde, min bog handler om.

LÆS OGSÅ: Jo Nesbø: "Jeg begyndte at tænke på døden, allerede da jeg lærte klokken"

Hvad er det vigtigste, du har lært af din far?

– Min far begik selvmord, da jeg var otte. Derfor lærte jeg ham aldrig at kende, og jeg har været bange for at følge ham og hans skæbne, fordi hans hjemløse sjæl var flyttet ind i mig. Det vigtigste, jeg har lært i det hele taget, er, at han og jeg er to forskellige individer med forskellige muligheder, selvom vi deler historie.

Hvad skulle titlen på din selvbiografi være?

– Min bog "Sørgekåben" er langt hen ad vejen selvbiografisk. Eller i hvert fald fortæller jeg min egen og især min fars historie. Min far var højt begavet og havde et næsten manisk sind og energiniveau, fra han var dreng. Men ved siden af det samlede han på sommerfugle, og hans yndlingssommerfugl var sørgekåben. Han fangede én, da han var 12 år i Jægerspris. Den hænger i dag på min søsters væg, og selvom den er falmet, er den stadig ufatteligt smuk.

Hvad skal du prøve, inden du dør?

– Jeg vil enormt gerne være far. Mit liv har artet sig, så jeg først er klar nu. Alle mine venner har børn, der snart er voksne. Det kan godt gøre mig lidt misundelig, så jeg glæder mig enormt meget.

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Sorg, Døden og Livsstil