Mikkel Kryger: “Det var så ubeskrivelig og stærk en oplevelse”

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse fra din barndom?
– Jeg havde et meget tæt forhold til min morfar, da jeg var lille. Han var noget helt særligt. Jeg husker, vi sov på gulvet i stuen sammen, når jeg overnattede. Han satte gamle danske film på videomaskinen, og så varmede vi røde pølser med brød og spiste dem sammen foran flimmeren. Han faldt ofte i søvn, og hans snorken gjorde mig glad og rolig. De minder står stadig så tydeligt i min erindring.

Hvis du kunne ændre én ting ved dig selv, hvad skulle det så være?
– Så ville jeg forsøge at være mindre hektisk. Jeg kan godt være rastløs og en kende utålmodig. Der ville jeg ønske, at jeg var bedre til at kunne finde ro, mærke efter og nyde nuet. Jeg kan godt komme til at race lidt for hurtigt derudad og hele tiden tænke på, hvad jeg skal om lidt, i morgen og i næste uge. Jeg har faktisk arbejdet med lige præcis dét i lang tid og har også fundet en større ro, men der er stadig et stykke vej.

Hvilken musik lyttede du til, da du var 13 år?
– Jeg har altid været meget følsom. Så i mine teenageår lyttede jeg til meget melankolsk musik. Jeg var især glad for genren triphop, der var meget dystert og følende. Jeg husker en lejrtur, hvor alle mine klassekammerater lyttede til popmusik, mens jeg sad i hjørnet med min fars discman og hørte Annie Lennox med "No more I love you's".

Hvilken kvinde har gjort størst indtryk på dig?
– Jeg har været så heldig, at jeg har mødt mange markante, stærke og fantastiske kvinder i mit liv. Men jeg vil nævne min gamle folkeskolelærer Birthe. Hun var med til at give mig en suveræn skoletid. Hun kunne bryde reglerne, hvis de var lidt for emsige og ulogiske. Hun kunne samle klassen, og hun lærte os om venskab, solidaritet og fællesskab. Hun tog sig af de svageste og hjalp elever langt mere, end hun måske måtte. Hun var et meget kærligt og varmt menneske, som jeg altid vil huske.

Har du et ar, der fortæller en historie?
– Jeg har et ar yderst på min pegefinger, som jeg fik, da jeg var 12 år. Jeg ville prøve at pifte en cykel. Det var ikke, fordi jeg var efter nogen, men jeg ville bare prøve, hvordan man gjorde. Men kniven klappede sammen om min finger, da jeg trykkede den mod dækket, og blodet sprang ud. Min mor måtte køre mig på skadestuen, hvor jeg blev lappet sammen. Jeg fortalte hende ikke hele sandheden dengang, så hvis hun læser dette i dag, så undskyld mor!

Hvad er du bedst til?
– Jeg har altid været god til at møde nye mennesker og få venner. Jeg er meget udadvendt og opsøgende. Det er nok, fordi jeg synes, det er sjovt at tale med mennesker og høre deres historier. Det er en evne, jeg er så heldig at kunne bruge i mit arbejde. Der møder jeg omkring fire nye mennesker hver dag.

Hvad kan få dig til at ­grine?
– Jeg har en ret alsidig og bred humor. Jeg har generelt meget humor i mit liv, og det betyder meget for mig. Jeg kan grine af alt fra "Olsen Banden"-film til klovnenavne, Tobias Dybvad, prutter, "Casper og Mandrilaftalen", folk, der falder, min kæreste og synkronsvømmere. Jeg elsker at grine og har et meget højt og rungende grin.

Hvad er din største succesoplevelse indtil nu?
– Da jeg sammen med verdens dejligste og flotteste pige satte vores søn i verden. Det var så ubeskrivelig og stærk en oplevelse, og det mest overvældende jeg nogensinde har oplevet. Det MÅ jeg bare prøve igen.