Mona Juul åbner op: Sov i mange år på en aflagt sofa og var tæt på at miste sin mor

En god gang risengrød med kanelsukker er livretten, når Mona Juul laver mad i sit store stilrene køkken i Stensballe i Horsens. Og den skal helst laves med kærlighed og stå og simre længe på kogepladen.

"Det smager bare godt. Og jeg elskede det også som barn. Jeg var sådan én, der altid var sulten, men risengrød kunne faktisk gøre mig mæt," fortæller hun med et grin.

Folketingspolitiker Mona Juul kom til verden for 55 år siden og voksede op i Torsted ved Horsens. Hendes mor blev i sine unge voksenår ramt af en nervesygdom, der forårsagede stærke smerter i hendes ansigt. Sygdommen betød, at hun ikke kunne arbejde og havde brug for meget hvile. Når Mona cyklede fra skole, kiggede hun efter et bestemt tegn for at vurdere sin mors dagsform.

"Hvis gardinerne var rullet ned i mine forældres soveværelse, vidste jeg, at jeg skulle være stille. Så var det ikke lige den dag, jeg skulle have kammerater med hjem og lege. Min mor var virkelig hårdt ramt. Mange gange har hun været indlagt og tæt på at dø blandt andet på grund af forkert medicinering," fortæller hun.

Penge var der ikke mange af i Monas hjem, for hendes mor var på førtidspension, og hendes far arbejdede som lastbilchauffør. Mona husker, at hun sov på en aflagt sofa i flere år – og hun vidste instinktivt, at hun ikke skulle ønske sig store ting til sin fødselsdag. Trods omstændighederne oplevede Mona sin barndom som alt andet end ulykkelig.

"Jeg har selvfølgelig aldrig været vred på min mor over, at hun var syg og ikke altid kunne så meget. Hun var jo ikke selv skyld i det. Og min far gjorde, hvad han kunne for at få det hele til at køre derhjemme," fortæller Mona og løfter sin hund, westien Ludvig, op på skødet. Hun tænker sig om et øjeblik og siger så:

"Jeg er nok født robust. Og jeg er ikke blevet mindre robust af min opvækst. Det betyder ikke, at jeg er hård. Jeg bliver hurtigt rørt, og er jeg ked af noget, får jeg det tudet ud."

Jobbet i pølsevognen

Selv om Mona ofte måtte være stille i sit hjem, var hun en aktiv pige. Hun elskede at spille fodbold – og blev god, fordi hun knoklede på med øvelser og kampe. Hun læste også bøger – så mange, at der blev sat begrænsning på antallet på biblioteket.

"Jeg havde travlt med at være barn og var meget aktiv. Jeg tror nok, at mine forældre syntes, jeg var en stor mundfuld," siger hun og ler, så det glimter i de blå øjne.

Mona var den første i sin familie, som kom på gymnasiet og fik en studentereksamen. Resultatet var ikke strålende, for Mona havde lagt flere kræfter i at arbejde end at lave lektier.

"Jeg har haft alle mulige jobs: Kassedame, stuepige, fitnessinstruktør og pølsevognspige. Jobbet i pølsevognen på torvet her i Horsens er mit bedste job nogensinde. Jeg elskede at tale med alle de folk, der kom forbi og skulle have en pølse," siger hun.

Efter studentereksamen kom Mona ind på civiløkonom-studiet – og trods enorm arbejdsløshed bagefter lykkedes det hende efter endt uddannelse at lande sit første "voksenjob" som 22-årig.

Siden er det gået slag i slag og den ene succes efter den anden. Mona var i mange år administrerende direktør i reklamebureauet Envision i Aarhus, hvor hun jonglerede med mange medarbejdere og store pengesummer.

"Jeg føler mig meget heldig og taknemlig. Jeg har nok altid haft evnen til at se muligheder og har sådan en "det går sgu nok-holdning" til livet. Vi har alle nogle vilkår i livet. Og mine vilkår har lært mig at mose på og være glad, selv om livet sommetider op ad bakke," siger hun.

Sovs til de hjemløse

Det pusler ved hoveddøren i Monas hjem. Hendes mand, Carsten, er kommet hjem fra arbejde og bliver budt hjerteligt velkommen af Ludvig. Mona og Carsten har kendt i hinanden, siden de var ganske unge. De har ikke fået børn, så deres niecer og nevøer får glæde af deres omsorg og kærlighed i stedet.

Monas kalender er proppet med opgaver og møder på grund af hendes arbejde som folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti. Men uanset travlhed og politiske mål prioriterer Monas sin familie og ikke mindst sine forældre over alt andet. Hun forsøger at besøge dem fast så mange søndage som muligt, hvor hun hygger med dem og hjælper, hvis der er problemer med computeren.

"Det er sindssygt vigtigt, at vi tager os af hinanden. Og jeg elsker at give – uanset om det er min tid, min omsorg eller økonomisk hjælp til andre," fortæller Mona, der også giver til personer uden for sin familie. Det er Aarhus' hjemløse, som hun laver mad til et par gange om året. Hun sponserer madvarerne og laver maden sammen med en anden politiker.

"Jeg kan fanme lave brun sovs med fløde i. Og er der noget, de hjemløse kan lide, er det brun sovs. De har virkelig også brug for noget solid og nærende mad, for de lever hårde liv. Det glæder mig at kunne bidrage lidt til, at de får noget godt at spise," siger Mona.

Og ved hvem – måske skal der risengrød på menuen næste gang, Mona sætter skeen i gryderne i hjemløse-køkkenet.