Normalt beskrives den type dødsfald som en ”familietragedie” eller som på bt.dk i forbindelse med denne sag: et ”kærlighedsdrama”. Som om det at stikke en tidligere kæreste ned på åben gade har noget med kærlighed at gøre. Det har det helt åbenlyst ikke fra ofrets side, og man må antage, at drabsmanden mest har været optændt af had i gerningsøjeblikket.
Vi har et meget påfaldende kulturelt blindt øje i disse sager. Havde morderen været kvindens far eller bror, og havde motivet været at rette op på familiens middelalderlige æresbegreber, så ville sagen være politisk og af absolut offentlig interesse. Vi kan ikke have at kvinder bliver slået ihjel af deres familiemedlemmer. Med mindre det er deres mand, ex-mand, kæreste eller ex-kæreste altså, i hvilket fald sagen får en næsten deterministisk klang af kollektiv beklagelse. Sikke tragisk.
Holdningen synes lidt at være: Det var sørme ærgerligt, men hun har jo selv et ansvar ved overhovedet at have indladt sig med sådan en type og ikke være gået fra ham i tide. Og i øvrigt så skorter det jo ikke på hjælp i dette vores så offer-løse velfærdssamfund.
LÆS OGSÅ: Mette var mistænkt for at have myrdet sin mand
Sådan et ræsonnement sås reflekteret i den rabat på strafudmålingen man i det danske retssystem indtil for få år siden fik, hvis ens mordoffer var en intim partner eller tidligere partner. Der er som om vi næsten er lidt trygge ved partnervolden, den kender vi. Og skulle de fælles børn blive slået ihjel også, så er den offentlige reaktion fundamentalt anderledes, når det er Hr. Andersen, der er gerningsmanden, end når det er Hr. Almasri. Vrede og hævn, eller som det populært kaldes jalousi, er noget mere acceptabelt som motiv til en forbrydelse end ære i den danske kulturkreds.
Spørgsmålet er hvorfor? Begge typer vold udspringer af antikvariske normer om familieoverhovedets hånds- og halsret over de øvrige familiemedlemmer. Den danske familiefars udryddelse af hele sin familie er også resultatet af en sygelig og narcissistisk besiddertrang.
Og når en ekskæreste vælger at tage en mor fra sine børn så brutalt som det skete i denne uge, så burde hele Danmark stoppe op og tildele det mindst lige så meget opmærksomhed, fordømmelse og granskning, som når en ung mand bliver stukket ihjel på et diskotek eller en ung pige bliver slået ihjel af sin far for selv at vælge sin ægtefælle. Og at det ikke sker, er faktisk noget, man med rette kan kalde en tragedie. Det andet er en fej, umandig og på alle måder svinsk forbrydelse.
LÆS FLERE KLUMMER AF ANNE SOFIE ALLARP HER
Fakta
Anne Sofie Allarp, 40, er cand.jur. og bor i Madrid med sin spanske mand, 3-årige datter og nyfødte søn.
Hun havde en international karriere som embedsmand bag sig, da hun i 2011 debuterede som forfatter med den politiske thriller "Falske Stemmer", der blev nomineret til Debutantprisen. I 2012 udkom den psykologiske gyser "Hændelsen".
Når Anne Sofie Allarp ikke skriver bøger, bidrager hun til forskellige skrevne og elektroniske medier om blandt andet politik og spanske forhold.
Anne Sofie Allarp er fast klummeskribent på ALTfordamerne.dk. Klummerne er alene udtryk for skribentens egne holdninger.
