Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Nadia Nadim
Foto: Sara Skytte Kom bag om den kvindelige fodboldspiller Nadia Nadim.

Nadia Nadim: "Jeg ved jo godt, at jeg ikke kan spille fodbold hele livet"

Sidste år kom Nadia Nadims navn på alles læber, da kvindefodboldlandsholdet tog sølv til EM. Nu fortæller hun i ny bog sin fantastiske historie om at flygte fra Afghanistan og nægte at vælge mellem at blive læge og fodboldspiller.

Hvilken vej var den første, du gik på?
– Foran det boligkompleks, hvor jeg boede i Afghanistan, lå der en stor vej, som var bevogtet på begge sider. Der var også en kæmpe fodboldbane. Det var faktisk en græsplæne, men for mig er en græsplæne noget, man spiller fodbold på, så det er blevet til en fodboldbane i mit hoved. Der legede børnene, mens de voksne gik rundt og snakkede. Derhjemme var vi min far, min mor og min storesøster, og senere kom mine tre lillesøstre til.

Har du nogensinde været nødt til at finde en udvej?
– Jeg flygtede med min mor og mine fire søstre, da jeg var omkring 12 år. Vi flygtede, fordi Taliban tog magten og dræbte min far. De havde en masse regler. For eksempel måtte piger ikke gå i skole, og kvinder måtte ikke gå på gaden uden en mand fra familien som ledsager. Men vi var jo kun piger i min familie, så der var ingen anden udvej end at flygte. Vi sagde ikke farvel til noget eller nogen i Afghanistan, for vi var nødt til at holde lav profil. Jeg kan tydeligt huske turen i lastbil. Det er ikke noget, man glemmer. Jeg savnede mine venner og alt det omkring os, men jeg vidste, at vi skulle et sted hen, hvor der var sikkert og trygt. Det gjorde savnet mindre. Da vi kom frem, troede vi, at vi var i London, men det var faktisk Randers. Mit første indtryk var bare: "Nå, jeg troede London var større." Afghanistan er stadig mit fædreland, men jeg har ingen kontakt til nogen i landet, og jeg har heller aldrig været tilbage. Jeg drømmer dog om at komme tilbage og se, hvor meget jeg kan huske fra dengang.

LÆS OGSÅ: Sara Omar: "Et møde med et andet menneske er i bund og grund et møde med dig selv"

Din levevej?
– Min far viste mig allerede som barn, hvordan man spiller fodbold. Da vi boede på asylcentret, var der en fodboldbane ved siden af. I starten sad jeg bare og observerede, når klubbens medlemmer trænede, og når de var færdige, prøvede jeg selv med den røde skumbold, vi ellers brugte til høvdingebold.
Jeg fik min første professionelle kontrakt med Skovbakken i 2006. Indtil da havde jeg bare spillet fodbold for sjov og aldrig tænkt på, at jeg kunne blive professionel. Men der var da mange, der syntes, at jeg var god, og så begyndte jeg endda at få penge for det. Årh, fedt! Jeg har nu også haft masser af andre job undervejs. Jeg har været avisbud, babysitter, receptionist, kioskejer og kassedame. Jeg har arbejdet, siden jeg var 13 år. I dag læser jeg til læge og mangler kun et halvt år, inden jeg er færdig. Lige nu har jeg dog pause fra studiet. Jeg vil gerne være læge, for jeg elsker at have med mennesker at gøre. Som læge kan man gøre en forskel for andre, og det vil jeg gerne – og gerne tjene en masse penge samtidig.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Ja, jeg fik engang at vide af en studie-vejleder, at jeg ikke både kunne læse medicin og være professionel fodboldspiller. Sådan sagde hun. Bum! Men jeg valgte mig egen vej: begge dele. Jeg er nemlig glad for begge dele, og jeg ved jo godt, at jeg ikke kan spille fodbold hele livet. Af det lærte jeg, at der altid er en udvej, og man behøver ikke altid at vælge. Men jeg er også meget optimistisk.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Før i tiden var det jo bare i Aarhus, at nogle få genkendte mig. Nu er det pludselig alle steder. Det er vildt, og jeg bliver tit overrasket over det. Så tænker jeg: "Ups, måske skulle jeg lige have sat håret, inden jeg gik ud." Men jeg er mest af alt glad for interessen for mig og for kvindefodbold. I Manchester er det ikke så vildt, for vores fanbase er ikke så stor. Da jeg spillede i USA, var det vildere, og der kom 18.000 tilskuere i gennemsnit til vores kampe. Alle kendte mig. Fodbold var meget større, og folk gik helt amok til kampene. Som fodboldspiller blev man behandlet som en rockstjerne. Jeg spillede i USA i tre sæsoner, men da vi havde vundet mesterskabet, trængte jeg til at lave noget andet. Jeg er sådan en, der sætter flueben ved de ting, jeg opnår i livet, men jeg kan ikke sætte flueben ved den samme oplevelse to gange. Danske fans er cool, for de holder en pæn afstand. Jeg synes, det med at være kendt er, hvad man gør det til. Men jeg får da en del sjove beskeder på de sociale medier. Og nogle ret "sjove" billeder.

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Jeg sagde slet ikke til nogen, at jeg gik rundt med en kæmpe sorg"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Jeg er svær at komme ind i varmen hos. Det er kun få, der har fået adgang til mit hjerte, og det er mine tætteste venner og min familie. Tiden må vise resten. Jeg er åben over for at få nye venner, men kun få bliver min inderkreds. Sådan har jeg altid været. Jeg vælger de mennesker tæt på mig omhyggeligt.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Det er nok Brian Sørensen, som var min ungdomstræner. Han udviklede mig virkelig som person. Han lærte mig at bruge fødderne til at håndtere vreden. Han lærte mig også, at mange ikke ser mig, som jeg selv gør. Mange opfatter mig som meget direkte, men jeg siger sådan set bare, hvad jeg ser. Måske skulle jeg blive bedre til at pakke det ind.

Mister du nogensinde vej-grebet?
– Ja, i eksamensperioder er det hårdt. Jeg er typen, der altid gerne vil skubbe til mine egne grænser og se, hvor meget jeg kan klare. I nogle semestre har jeg mistet overblikket, men aldrig for alvor. Jeg kan godt lide at se tilbage på de perioder, hvor jeg har været mest presset og alligevel har formået at komme igennem. Men jeg har da prøvet både at komme for sent til eksamen og at glemme at forberede mig. Det er ikke verdens undergang.

Hvilken vej bor du på nu?
– Jeg bor i Manchester, hvor jeg spiller i dag. Det er en rigtig fodboldby med to kæmpe klubber, og vi træner meget. Jeg bor alene i en lejlighed i centrum af byen, hvor der er masser af muligheder for at shoppe og gå på restauranter. Det er en multikulturel by, hvor det er hyggeligt at gå ned ad high street, selv om jeg ikke får meget tid til at udforske byen. Jeg har været der i fem måneder nu. Jeg synes, det er spændende at lære en ny by at kende. Hvad spiser de? Hvordan taler de? Den slags kan virkelig begejstre mig. Jeg har fået gode venner på holdet, men jeg er også ret god til at connecte. Jeg kan dog godt mærke, at jeg går glip af meget derhjemme. Heldigvis er der direkte fly mellem Manchester og Billund. Mine dage er meget planlagte i Manchester. Jeg står op hver dag tidligt og spiser morgenmad i klubben. Så er der strækøvelser, træning og taktikmøde inden frokost. Bagefter får vi behandling, og så har jeg fri omkring klokken fire. Når jeg kommer hjem, ser jeg lidt koreansk tv. Ja, det er noget nyt, jeg er begyndt på: at se koreanske kærlighedsserier. De er faktisk ret gode. Om aftenen spiser jeg tit sammen med mine holdkammerater. Som sagt har jeg heldigvis fået gode venner derovre. Jeg skal slappe meget af, for der er kamp i weekenden og nogle gange midt på ugen, og det skal jeg være klar til.

LÆS OGSÅ: Ibi Makienok: "Jeg føler, at Gud er en løgn. Jeg har ikke kunnet bruge ham til noget"

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?
– Hjemme i Uldum er det min mor, der bestemmer. Det har vi alle sammen stor respekt for. Det er vist en kulturel ting, for i Afghanistan har de ældre meget at sige – også selv om de ikke altid har ret. Hvis min mor sætter sig noget for, skal der meget til at ændre det. Derudover er det vist sådan, at hvis der er noget, hun ikke bestemmer derhjemme, så gør jeg. I Manchester bor jeg alene, så der er der kun én, der bestemmer.

Hvad tænkte du på vej herhen?
– Jeg glæder mig til at holde to fridage i næste uge, så jeg planlagde, hvad jeg skal lave. Jeg skal ligge ved poolen hjemme i Uldum i det hus, min søster og jeg har købt til vores mor. Jeg skal chille og se en masse fodbold i tv.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg håber, vi er på vej til VM i kvindefodbold i 2019, men vi mangler stadig to kampe, så vi ved endnu ikke, om vi har kvalificeret os. Jeg har aldrig været til VM før, og det er jo det største, man kan opnå som fodboldspiller – og selvfølgelig få en medalje med hjem fra Paris næste sommer. 

Hvem er Nadia Nadim?

  • Nadia Nadim, født 1988 i Afghanistan.
  • Kom på fodboldlandsholdet i 2009.
  • Har spillet i bl.a. Gug, Hjørring og Portland og skiftede i januar 2018 til Manchester City.
  • Har en mor og fire søstre.
  • Udgav i juni bogen Nadia Nadim – Min historie, som er skrevet i samarbejde med Miriam Zesler.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Interview, Karriere og Familieliv