Natasja Crone: "Der var nogle ting i vores forhold, som vi simpelthen ikke havde redskaberne til at løse"

Det er fire år siden, Natasja Crone og Rasmus Tantholdt begyndte at date. Og hvor mange andre indleder et forhold med at være i den syvende og helt rosenrøde himmel, hvor alt, hvad den anden siger og gør, er fuldstændig magisk, var det noget anderledes for de to TV2-kollegaer.

– Rasmus og jeg havde en ret turbulent start. Forstået på den måde, at vi trak os lidt på skift i det første stykke tid. Egentlig ville vi begge to gerne forholdet, men det var også sådan lidt, okay, med vores bagage …? Vi kom med hver vores forliste forhold og lavede lidt en gentagelse af noget, vi havde prøvet før. Okay, kæreste med en kollega. Igen. Begge to. Der ville helt sikkert være mange mennesker, der havde en mening om det. Og vi var ret bevidste om, at hvis nogen ser, at vi dater, så bliver det en historie, og så fanger bordet jo, og hvad så, hvis vi om en måned tænker, nej, det var ikke det? Så vi var begge to meget i tvivl og skiftedes til at trække følehornene til os. Og når vi gjorde det, følte den anden sig forladt eller i hvert fald svigtet. Det betød, at vi tidligt så nogle grimme sider af hinanden. For når kærlighed, tvivl og forelskelse bliver rørt sammen i den store gryde, så er der ikke langt til drama. Til store følelser. Og til en afprøvning af, om tilliden holder. Samtidig havde vi også det her bånd imellem os, der gjorde, at vi ikke rigtig kunne finde ud af at gøre det HELT forbi.

– Så på et eller andet tidspunkt hen over nytåret 2016-2017 besluttede vi os for, at okay, nu må det være nok med det her hvad-nu-hvis. Ellers kommer vi jo aldrig nogen vegne. Nu tager vi hinanden i hånden og springer ud i det sammen. Og det gjorde vi så, og det viste sig bare at være det helt, helt rigtige.

Natasja sidder smilende, barfodet og med halvvådt hår i sit køkken og fortæller sin kærlighedshistorie. Eller rettere, sine kærlighedshistorier. For hun har elsket flere, og hun har lært meget om kærlighedens veje og vildveje igennem sit 50-årige liv. En ting løber dog igennem det hele. Og det er viljen til at ville det bedste. Viljen til en happy ending. Også når det egentlig er gået galt et sted på vejen. Det ligger nok i hendes natur, men også i en opvækst, der, selvom den bød på en skilsmisse, bedst kan beskrives som ubekymret.

– Mine forældre blev kærester i gymnasiet, og min mor var 22, da hun fik mig. Min lillesøster kom tre år efter. De arbejdede begge i filmbranchen, så de kørte parløb både privat og arbejdsmæssigt. Min søster og jeg er nærmest vokset op på et filmset, og vi var også altid med, når vores forældre havde venner til middag. Da jeg var 13 år, blev mine forældre skilt, og set fra et barns synspunkt var det en udramatisk skilsmisse. Nu, hvor jeg er voksen, kan jeg da godt se, at det aldrig er uproblematisk at gå fra hinanden, når der er børn involveret, så skilsmissen har selvfølgelig været mere dramatisk for mine forældre, men de formåede at gøre det på en måde, så vi ikke opfattede nogen form for ondskab, hævnfølelse eller had. Og fordi jeg havde en alder, hvor jeg havde så meget gang i mit eget liv, så tror jeg, at jeg havde det sådan, okay, så længe der ikke er nogen problemer, og jeg ikke skal flytte til Langbortistan, så er det fint. Det var ikke nogen stor, ulykkelig revolution i mit liv, og det var mine forældres fortjeneste.

Hammeren faldt i forholdet til Natasjas første kæreste. Ham, som hun senere blev gift med, og som er far til hendes to sønner. De gik i skole sammen, og i syvende-ottende klasse blev de kærester. Det var de, til de kom i gymnasiet, hvor deres veje skiltes i nogle år. Dog ikke helt, for de havde samme vennekreds og var stadig forbundne, og midt i 20’erne slog lynet ned igen.

Hvad faldt du for i første og anden omgang?

– Vi havde det bare utrolig sjovt sammen. Han var en sjov dreng og lidt vild, hvilket jeg syntes var spændende. Jeg spillede håndbold, og han var mega god til håndbold, så det var også ret sejt. Og så var – og er – han et meget loyalt menneske. Da jeg forelskede mig i ham i anden omgang, tror jeg, at det handlede om, at jeg gerne ville have nogle børn forholdsvist tidligt, og at det ville være genialt at få dem med ham, som jeg kendte så godt. Jeg var slet ikke i tvivl, faktisk, så da jeg var 27, fik vi Samuel, og fire år efter kom Noah til.

Men jeres ægteskab holdt ikke?

– Nej, det gjorde det desværre ikke. Der var nogle ting i vores forhold, som vi simpelthen ikke havde redskaberne til at løse sammen. Så da Samuel gik i første klasse, kom den hammer, jeg talte om før. Vi var nødt til at gå fra hinanden.

Hvordan var det at blive alene med to små børn?

– Drengenes far var der jo stadig, men det er klart, at det var da ikke det, vi havde ønsket, og det var virkelig hårdt. Man går jo ikke ind i et forhold og tænker, nå, lad os se, det er nok meget fedt de næste ti år, og så skal jeg videre. Jeg gik ind i det, fordi jeg gerne ville det, og fordi jeg gerne ville have det til at holde. Og det tror jeg da virkelig også, at han gjorde. Sådan ville vores børn også helst have haft, at det havde været. I de år havde jeg bestemt ikke nogen let gang på jorden, men når jeg ser tilbage på det i dag, så er det en af vores største bedrifter, at vi har bevaret respekten for hinanden og evnen til at løse de uenigheder, der stadig kan opstå i relation til børnene. Han og hans kone, som jeg også har et supergodt forhold til, bor 500 meter væk herfra, og han kommer her i huset på ugentlig basis. At nå dertil har jo ikke været uden bump på vejen. Men det ligger dybt i mig, at det med at gå rundt og hade nogen og bære nag, det ville jeg simpelthen ikke kunne holde ud. Jeg vil gå meget langt for at få det løst. Det synes jeg i al beskedenhed, at jeg har gjort – det har vi begge gjort – og det er derfor, vi kan sidde til en fødselsdag sammen og faktisk have en rigtig hyggelig aften. Vi har det reelt godt. Men jo, jeg har da i perioder nok haft lyst til at rive hovedet af ham, og det vil jeg tro, at han også har haft med mig, men jeg har aldrig nogensinde overvejet at slette ham fra mit liv. Den tanke er så irrationel og ligger mig utrolig fjernt.

Var det et nederlag at blive skilt, når du selv havde oplevet en skilsmisse som barn?

– Jeg blev interviewet et år efter skilsmissen, fordi jeg skiftede job. Jeg var relativt ung, og jeg havde tænkt over, at jeg ikke skulle sidde og udbasunere alle mulige private ting, som kunne komme på forsiderne. Og så fik jeg spørgsmålet, om jeg syntes, det var et nederlag at blive skilt. Jeg svarede, at det syntes jeg helt klart, at det var, for der er ikke nogen, der stifter en familie med henblik på, at den ikke skal holde sammen. Selvfølgelig er det et nederlag. Men der kan jo være så mange grunde til, at man går fra hinanden, og det kan folk ikke vide. Og så, da artiklen kom, var spisesedlen: ”Natasja Crone: Min skilsmisse var et nederlag”. Det var enormt voldsomt at se blæst ud på den måde, for det var jo helt unuanceret i forhold til, hvad jeg ellers havde fortalt, og det var igen en af de der hammere, der ramte. Det betød, at jeg blev meget mere forsigtig med at give personlige interviews.

– Det lærte mig også noget om, hvordan jeg selv vurderer andre menneskers liv og kærlighedsliv. For der kan godt nok være mange årsager til, at et forhold ikke holder. Der er så mange nuancer. Folk kan for eksempel slås med dæmoner eller problemer, som ingen kender til. Man skal lade være med at dømme andre mennesker, for reelt ved man ikke, hvad der sker i folks liv.

Efter skilsmissen havde Natasja en periode, hvor hun skulle finde sig selv igen. Hun skulle lære at leve på en ny måde og bl.a. ikke have sine børn boende hele tiden. Efter fire-fem år blev hun kæreste med sin kollega, nyhedsvært Lasse Sjørslev, som også havde børn fra et tidligere forhold. I årene indtil de fandt sammen, tvivlede hun aldrig på, at hun ville finde kærligheden igen.

– Det at jeg var blevet skilt, handlede ikke om manglende kærlighed, så jeg var ikke blevet desillusioneret i forhold til den del. MEN jeg var blevet mere realistisk. Min tilgang til kærligheden havde været, at den kunne overvinde alle problemer eller dæmoner, det krævede bare rummelighed fra begge sider. Jeg havde nok en tendens til visse blinde vinkler. Jeg tror stadig til en vis grad på, at alt kan lade sig gøre, men det kræver, at man går ind i det med nogle helt andre forventninger. Det var et ordentligt wakeupcall for mig at indse det.

Hvor længe var du og Lasse sammen?

– Vi var sammen i syv år, og vi har heldigvis også et godt forhold til hinanden i dag. Når man ikke lykkes med at være sammen med den samme hele livet – som jeg ikke er lykkedes med – så må man da i hvert fald håbe, at man lærer noget af de forhold og brud, man har haft. Jeg vil helst komme ud af et forhold uden at gå rundt og have ondt i maven de næste mange år og tænke, bare jeg ikke møder ham i Brugsen. Og jeg ved godt, at jeg fokuserer meget på lige præcis det her, men det er sådan, jeg er. Jeg elsker, når ting mod alle odds lykkes alligevel. Jeg elsker film, hvor folk har været meget langt fra hinanden og så tilgiver. Det har stor plads i mit hjerte.

Og så er vi tilbage ved artiklens begyndelse. Mødet med Rasmus for fire år siden, som udviklede sig til stor kærlighed. Her har Natasjas tillærte realisme også haft stor betydning.

– Jeg har heller ikke så travlt mere, og det lyder måske underligt, når jeg er blevet ældre og måske burde have mere travlt, men det har jeg altså ikke. Og det har Rasmus heller ikke. F.eks. er vi ikke flyttet sammen endnu. Det er jeg ikke sikker på, jeg kunne have fundet ud af for 10-15 år siden. Der ville jeg have haft travlt med at tænke, at hvis vi ikke bor sammen, så må der være noget galt. Men nej, det er der overhovedet ikke. Jeg glæder mig meget til, at vi skal flytte sammen på et tidspunkt, men vi kan ikke rigtig finde ud af, hvor vi gerne vil bo. Derfor venter vi bare lidt.

Hvad faldt du for ved Rasmus?

– Rasmus er et meget passioneret menneske. Og det synes jeg i sig selv er meget vidunderligt, når folk er. Han gør sig meget umage med livet. Og så er Rasmus samtidig det mindst vrede menneske, jeg har mødt. Det er meget sjældent, man hører ham tale dårligt om folk, bitche eller brokke sig. Måske er det fordi, han har rejst så meget. Hans perspektiv er stort. Han har det sådan, nej, det gider vi simpelthen ikke at være sure over. Ja, så regnede det hele sommeren, men så byggede vi en vandmølle. Han er virkelig god til at få det bedste ud af alle situationer, og det beundrer jeg ham meget for. Jeg synes, at jeg selv har et ret højt energiniveau, men der har jeg klart mødt min overmand i Rasmus. Det er sindssygt, hvad han kan overkomme. Det beundrer jeg ham også meget for, men nogle gange er det mit job at sige, hey, nu skal du også lige huske at sove. Han synes selv, at han godt lige kan nappe fem tidszoner på en uges tid og så komme hjem og lige lave en middag og planlægge en ferie. Så nogle gange skal han mindes om, at han også somme tider skal trække stikket.

Igennem halvandet års tid har Natasja været udlånt til Go’ aften Live fra Tivoli, men fra næste sommer vender hun tilbage til Nyhederne. Her vil hun igen stille om til Rasmus, der rapporterer ude fra verdens brændpunkter, og det er oplagt at spørge til, hvordan det fungerer at være kollegaer og kærester et sted, hvor også tidligere kærester arbejder.

– Jeg kan godt forstå, at du spørger, for det er jo samme hat, men sagen er jo, at vi stort set aldrig er der samtidig.

Hvordan er det at stille om til Rasmus, hvis han står et farligt sted?

– Det er faktisk påfaldende nemt. Der har vi bare en anden kasket på. Ofte har jeg talt med ham i forvejen, hvor han har fortalt om de situationer, de har været ude i, og når jeg så interviewer ham i Nyhederne, står han typisk på et safe place, og jeg ved, at alt er ok.

Det skal man vel for pokker også?

– Ja ja, men det er så nemt at se det udefra og sige, nå men det har de ikke kunnet før, så hvorfor skulle de kunne det nu? Men det synes jeg da, at verdenshistorien beviser, at man godt kan.

At man måske bare ikke har fundet den rette i første omgang?

– Præcis. Der er efter min mening et element af tilfældighed i, om man møder den helt rette i første omgang. Det er jo ikke nødvendigvis fordi, man er et dårligt menneske eller ikke kan holde på mændene, at man ikke bliver sammen med den første, man møder. Der kan sådan set godt have været dybere og følelsesmæssigt voldsomme årsager til, at det ikke gik.

Når du ser tilbage, hvad er så kærlighedens pris for dig?

– Det er et stort spørgsmål. Man har en tendens til at tænke, at en pris er noget dårligt i den sammenhæng. Og jeg vil sige, at angsten for at miste – eller den store sorg over at have mistet kærligheden – det er kærlighedens pris. For mig har prisen været min skilsmisse. Det at bryde kærligheden op uden nødvendigvis selv at føle, at jeg var herre over det. Det kan man reflektere over 20 år senere, men mens det sker, er det jo uoverskueligt. Kærlighedens pris kan i perioder være komplet uoverskuelig, og det er derfor, der bliver skrevet romaner og kærlighedssange i et væk. Fordi der hver eneste dag er nogen, der sidder i en situation, hvor de tænker, jeg kommer ALDRIG ud af det her igen, og det er kærlighed, der har gjort det. Den gode nyhed er så, at det KAN lade sig gøre at komme videre. Det har jeg i hvert fald oplevet.

Og det må jo være dejligt at se tilbage på nu?

– Ja, præcis. Man kan også se kærlighedens pris som noget positivt, synes jeg. Man kan se det som den kæmpe gave, det er at have et livsvidne. En medoplever. Hver gang jeg oplever noget spændende, vil jeg gerne dele det med Rasmus. Jeg har lyst til, at han er med i mit liv, for jeg elsker at være sammen med ham. Og det er lige præcis sådan, det skal være.