I en travl hverdag har Neel Rønholt lært noget vigtigt af sin mand: ”Det tror jeg gør, at vi aldrig vokser fra hinanden”

Neel Rønholt havde egentlig troet, at hun ville blive en anden type mor. Den slags Københavner-forælder, der smider børnene i en ladcykel og tramper afsted til ferniseringer eller mod den nyeste kaffebar.

Da hun i 2014 blev mor til Ellen, boede familien også på Christianshavn, og Neel var ekspert i at nå det hele på den halve tid med sin datter som lille følgesvend.

Læs også

LÆS OGSÅ

Sara Maria Franch-Mærkedahl deler særlig ting med Nicolaj Kopernikus: "Det er sgu meget dejligt"

Nu sidder hun i Humlebæk i et stråtækt bondehus med havet inden for rækkevidde. Hun fortæller om hønsehuset i baghaven, tulipanløgene i bedene og et lille springvand, hendes mand, skuespiller Jens Sætter-Lassen, er svært begejstret for.

Kontrasterne kunne næsten ikke være større, og det er ikke en tilfældighed. Den landlige idyl kommer nemlig med en tydelig fordel, som Neel først har lært på bagkant.

“Jeg troede, at jeg kunne det hele på én gang, men det knækkede mig. Jeg fandt ud af, at det høje tempo i byen bare ikke matchede den måde, vi gerne vil være en familie på, hvor der er tid og overskud til at tage de svære kampe,” erkender hun og trækker så på skuldrene.

Knækket vender vi tilbage til. For det, der kom ud af krisen – et spiseligt tempo og en tydelig grænsesætning – er nemlig langt mere vigtigt dér, hvor Neel befinder sig nu.

Ellen har lige fejret sin 10-års fødselsdag, og Franka, familiens yngste, er begyndt i skole. Forældreskabet er med andre ord trådt ind i et nyt kapitel, og det tumler Neel med at finde ud af, hvordan hun skal forholde sig til.

“Vi er på en eller anden måde gået fra at have opdraget inden for hjemmets fire vægge, og nu rykker det lige pludselig ud, fordi der er så mange ting, hvor man også skal forholde sig til andres opdragelse og lære at sætte sine egne grænser. 

Så starter de i klub, og så må de andre børn gerne gå i Netto. Men må Ellen det? Vi kan godt have en mening om tingene, men pludselig bliver andre forældres holdninger også en del af ligningen. 

Der er et ret stort skifte fra, at opdragelse er noget, vi forholder os til mig og Jens imellem, til at vi også bare bliver nødt til at forholde os til en større påvirkning udefra.”

Første dilemma i den nye fase er allerede opstået. Flere af Ellens venner har nemlig fået en smartphone i 10-års fødselsdagsgave, og selvom skærm ikke er fy-fy i familien Rønholt, har Neel alligevel en stærk holdning til lige nøjagtigt telefoner.

“Ellen har en gammel Nokia lige nu, som jeg også havde, da jeg fik min første telefon, så jeg kan få fat på hende. Jens og jeg er dog meget enige om, at hun ikke skal have en smartphone foreløbigt, og det er jeg lidt spændt på, for det er jo noget, som virkelig kan have en effekt på det sociale,” fortæller hun, inden hun læner sig tilbage i sin havestol og fortsætter:

“Jeg er selv meget klar over, hvad jeg synes mht. børn og sociale medier, så det vil blive en stor udfordring for mig, hvis Ellen en dag kommer hjem og siger, at hun ikke kan være med i legene, fordi hun f.eks. ikke også har Snapchat. Og det er jo dét, jeg mener med, at opdragelsen er rykket ud fra de fire vægge. Det er en helt ny verden, der åbner sig for mig, hvor jeg virkelig skal holde tungen lige i munden.”

LÆS OGSÅ

Hvornår skal dit barn have en smartphone? Få ekspertens bedste råd til børns digitale liv

At slippe sit barn løs på internettet kan være en overvældende affære. Her får du ekspertens bedste råd til, hvordan du kommer godt fra start, når dit barn får sin første smartphone.

Et anonymt frirum

Faktisk er det slet ikke telefonerne og de sociale medier, der er det egentlige problem for Neel. Det er snarere dét, de bringer med sig. Frikvarterer med næsen begravet i TikTok, Snapchat eller YouTube, en stjålen barndom og svære idealer fra en perfekthedskultur.

Og her ved, Neel hvad hun taler om.

Ved siden af sit skuespillerarbejde arbejder hun nemlig også af og til som influencer, og erfaring har lært hende, at det kræver en vis form for psykologisk ballast at være et ansigt i offentligheden. Det har man ikke nødvendigvis, når man er 10 år, pointerer hun.

“Der er jo nogle børn, som jeg kan genkende på grund af deres forældre, og hvor forældrenes profiler bliver mere interessante, fordi de deler deres børn. 

Jeg ved, at alle forældre selvfølgelig gør det, de synes er bedst, men i min verden er det noget, mine børn selv skal kunne vælge til, når de ved, hvad det indebærer. 

Det frirum vil jeg gerne give dem, for så ville de måske ikke længere f.eks. kunne tage i Tivoli med deres farmor, uden at blive genkendt. Og hvad hvis man så lige pludselig bliver ked af det, falder og slår sig eller synes, at ens søster er superirriterende, og der står nogle og holder øje med dig? 

Det er bare ubehageligt, og det skal jeg ikke bede om.”

Af samme grund har Neel og Jens valgt, at de ikke viser deres børns ansigter på sociale medier, og at de så vidt muligt holder dem væk fra rampelyset i al almindelighed. Det gælder også i magasinet her.

“Det kan naturligvis være en svær balance, da jeg jo heller ikke vil fratage dem fede oplevelser, som de kan få via mit arbejde. F.eks. billederne til bladet her. 

Pigerne har glædet sig HELT vildt! Hvis de selv kunne få lov til at vælge, så ville man nok også kunne se deres ansigter. Men nu er det sådan, at det er Jens og mig der bestemmer, og der sætter vi altså grænsen.”

Første gang Neel selv oplevede bagsiden ved at være et kendt ansigt, var hun 16 år og havde netop haft roller i storfilmene 'Anja og Viktor' og 'Min Søsters Børn'. Hun sad i S-toget, da en skoleklasse – lidt yngre end hende selv – begyndte at hamre på vinduerne.

“Jeg kan huske, at det var så ubehageligt og pinligt i forhold til de andre passagerer, at jeg måtte stå af næste gang. Så jeg ved, hvordan det kan være, når andre pludselig forholder sig til dig. 

Det kan både være rart, men også ubehageligt, at du ikke selv kan styre det. Du kan ikke vælge det fra og til – heller ikke når du går i supermarkedet med dine børn, tager i Tivoli eller står på gaden med en grædende baby. Og det synes jeg, at man skal have en vis alder for at kunne administrere.”

Hun holder en lille pause og gestikulerer ned mod telefonen, der hviler på en rødternet dug foran hende.

“Min holdning til, at mine børn ikke skal vises på mine sociale medier – eller have deres egne profiler – handler derfor primært om, at der er noget uskyldighed, som bliver taget fra dem. At de i så fald ikke længere kan sætte deres egen dagsorden for, hvem de gerne vil være, fordi folk allerede vil være forudindtaget. 

LÆS OGSÅ

Da Mette opdagede, at hun ikke selv kunne få børn, gav hendes søster hende et tilbud: ”Det er den smukkeste gave”

Da Mette Sandholt fandt ud af, at hun ikke kunne få børn med egne æg, tilbød hendes lillesøster at hjælpe gennem ægdonation. I dag er hun mor til en lille pige.

Og det kan være lidt svært, hvis man bliver offentligt kendt i en periode, hvor man selv er ved at finde ud af, hvem man er.”

De svære regler

Med det sagt ved Neel godt, at det kan være svært at sætte snævre regler for telefoner, mens hun selv storforbruger sociale medier. Hun deler også gerne ud af det, der optager hende lige nu – også når det kommer til familielivet, men altid med sig selv som udgangspunkt.

Det er en balancegang, erkender hun.

“Jeg er f.eks. blevet mere og mere bevidst om, at jeg ikke sidder og taler til min telefon eller laver opslag, når mine børn er hjemme. De ved, at det i visse perioder er en del af mit arbejde, men her synes jeg, at det er ekstra vigtigt at skille arbejde og familietid, så mor ikke sidder med hovedet i en telefon hele tiden eller skal dokumentere alting,” siger hun og tænker sig kort om, inden hun tilføjer:

”Og så er det selvfølgelig klart, at når de på et tidspunkt får en smartphone, og vi sætter regler for, hvordan de må bruge dem, så skal vi jo også selv håndhæve dem. Det kan godt blive svært, fordi jeg har så meget arbejde på den telefon. 

Jeg er også glad for den frihed, sociale medier giver mig til både til at kunne komme med nogle udtalelser om ting, som betyder noget for mig, og at det giver mig en økonomisk frihed, som gør, at jeg kan være mere sammen med min familie. Så jeg er også bevidst om, at det kan være svært at stå og sige til mine børn, at I må ikke, men jeg må godt.”

Telefoner og sociale medier er kun toppen af isbjerget, ved Neel godt. Om lidt gælder det alkohol, hjemmetider og kæresterier. Dilemmaer, hun slet ikke tør tænke på endnu, for hun ved, at det utvivlsomt kommer til at kræve sit af hende og Jens.

“Jeg kan bare mærke, at det begynder nu, alt det der. Og det er med en vis ærefrygt i maven, for jeg vil så gerne have, at mine børn kan få lov til at være børn så længe som muligt. Men jeg tror, at vi kommer langt med en fortrolighed, hvor mine børn føler, at de godt kan komme og sige, hvis de har gjort noget forkert. 

Virkelig møde mine børn med anti-skamfuldhed. Det er næsten noget af det allervigtigste, tænker jeg, så vi kan lave aftaler med gensidig respekt. Især nu her i den nye fase.”

Nej betyder nej

Selvom Neel stadig væver i sit forældreskab, har hun aldrig stået mere sikkert, end hun gør nu. Noget er kommet med alderen. Andet har hun lært på den hårde måde. I 2021 måtte Neel nemlig se sig slået af manglende evner i sit moderskab og tårnhøje forventninger til sig selv. Og så er vi tilbage ved det knæk, der ramte.

Når det kom til hendes yngste datter, Franka, stod Neel nemlig og kiggede ned i en tom værktøjskasse uden den fjerneste idé om, hvordan hun skulle fylde den igen.

“Problemet” var, at Franka ikke gjorde, som jeg sagde, og det kom af en eller anden grund helt bag på mig. Måske fordi det var modsat af, hvad jeg tidligere havde oplevet som mor. 

Den klassiske toer muligvis? Hun testede mine grænser, og jeg kunne f.eks. bede hende om at lade være med noget, men så kiggede hun mig bare direkte i øjnene, mens hun gjorde det alligevel. Det er der jo intet unaturligt i, men jeg anede bare ikke, hvad jeg skulle gøre, for jeg havde jo ikke prøvet det før og manglede nogle redskaber. 

Hun responderede slet ikke på den anerkendende opdragelse og den dér “jeg hører, hvad du siger”, som jeg ellers havde dyrket. Samtidig var jeg også virkelig svag i mine grænser, og det lurede hun lynhurtigt”

Neel har fortalt dele af historien før, men det gør den ikke mindre relevant. For hun ved, at det er noget, andre nok kan spejle sig i.

LÆS OGSÅ

Psykolog med klar besked til bedsteforældre: "Det har irriteret mig i lang tid"

Psykolog Eva Tryti er ikke nådig i sin dom over bedsteforældre, der nægter at hjælpe til.

“Til sidst var jeg bare trængt op i en krog og var blevet ked af det og frustreret, fordi jeg simpelthen ikke vidste, hvad jeg skulle gøre, og fordi jeg ikke havde meget overskud at tage af. Så det endte med rigtig ukonstruktiv skældud hele tiden, fordi jeg ikke have andet at trække på, og det virkede jo så overhovedet heller ikke. Det var heller ikke rart for Franka.”

Erkendelsen blev det endelige vendepunkt for Neel. I ren afmagt besluttede hun sig for at række ud efter en familieterapeut, og så begyndte familiens nye kurs ellers at tage fart.

“Var Franka ikke kommet til mig, så havde jeg ikke været tvunget til at arbejde med mig selv og vores livsvalg på den måde. Så det er jo virkelig en gave, for det har gjort, at jeg har udviklet mig rigtig meget. Det var pissehårdt at åbne sig selv sådan op, men det lærte mig, at det bare er sådan, det er i moderskabet. 

At der er ting, man ikke ved, og at det er okay. Det tager jeg også med nu, hvor mine børn er blevet større. Jeg vægter et roligt liv, hvor vi har tid sammen som familie, meget højt, og jeg må også gerne tænke mig om og overveje, inden jeg giver et endeligt svar. 

Det gør også, at jeg er meget mere tydelig i mine grænser nu, og at nej betyder nej.”

Tydelige fordele

Når familielivet uundgåeligt også vil slå kolbøtter i fremtiden, har Neel også lært en anden vigtig lektie: At hende og Jens spiller hinanden bedre.

Selvom de efterhånden har været kærester i noget nær 17 år, er parret nemlig meget forskellige – og det kan Neel kun se fordele i, fortæller hun.

“Jens er virkelig god til at være i nuet, og det er jeg ikke nødvendigvis særlig stærk til. Så han har helt klart introduceret hele det der “vi tager det, som det kommer” til vores liv generelt – og det har været rigtig godt for mig. Også i mit moderskab og med alle de nye dilemmaer, der konstant kommer, når man er forælder. 

Sponsoreret indhold

LÆS OGSÅ

Efterårsferie: 16 uforglemmelige oplevelser for hele familien

Glem alt om kedelige feriedage! Få her en komplet liste over fortryllende oplevelser, der samler hele familien.

Omvendt er det jo også mig, der gør, at vi kan tage det som det kommer, fordi jeg er god til at holde styr på logistikken og sørger for, at rammerne er sat. Vi ville nok heller aldrig kunne komme igennem sådan en travl periode, som vi har nu her, hvor jeg indspiller film og Jens er på teateret, hvis det ikke var for mine lister. 

Det ene kommer ikke uden det andet, og det har jeg virkelig fået øjnene op for.”

Hun nikker med hovedet hen mod husets længe, hvor Jens’ hjemmekontor ligger. Her sad han indtil for få minutter siden, inden han kyssede Neel farvel og tog på optagelser til Sygeplejeskolen.

“Vi er generelt virkelig gode til at være forældre sammen, fordi vi som udgangspunkt bare er enige og har samme værdier. Jeg bruger ham meget til at spare med. Jens prioriterer også meget tid med vores børn, og han er ligesom den stabile, der er hjemme. Han har sit hjemmekontor, hvor han blandt andet speaker. Og det kan jeg faktisk også meget godt lide – at vores børn ser, at far er hjemme, mens mor er ude at arbejde.”

Der er også en anden ting, Jens skal have ros for, indskyder Neel. Det er nemlig ham, der er god til at prioritere de to som par i en travl hverdag med børn, der skal hentes og bringes, aftensmad der skal forberedes og den opvask, der følger.

Også her har Neel lært en ting eller to om at være i nuet.

“Han er sindssygt god til at sige: Skal vi ikke lige vente med at lave aftensmad en halv time og sætte os i solen med en øl og snakke lidt sammen? Hvor jeg godt kan have tendens til at fokusere på alt det, vi skal nå. 

Han er rigtig god til lige at sætte hverdagstoget på pause, og det sagde jeg faktisk også i min bryllupstale til ham: At han er god til at sørge for, at hverdagen ikke løber af sted med os. Jeg tror faktisk, at det betyder ret meget, at man kan give hinanden det samme dér, hvor man er. Så er det ikke sådan, at nu er vi en familie – og en gang imellem tager vi væk, så vi kan være kærester. 

Det tror jeg også gør, at vi aldrig vokser fra hinanden.”

Neel ved godt, at den slags selvfølgelig bliver lettere, des ældre og mere selvstændige børnene bliver. Der er blevet frigivet mere tid til at lade kærligheden blomstre i de små øjeblikke. Tænk, hvis hun skulle sætte alt det over styr nu.

“Generelt nyder jeg virkelig der, hvor vi er nu. Der er noget skønt ved, at ens børn bliver ældre og kan mere selv. Der er mere tid og overskud. Også i parforholdet. 

Derfor har jeg det også fint med, at jeg lukker døren til småbørnslivet, for den her periode har virkelig mange fordele. Så kommer der selvfølgelig nye problemer og nye udfordringer. 

Men det kører sgu meget godt lige nu, og så må vi se, hvad den næste periode bringer med sig af overraskelser.”