Da Mette opdagede, at hun ikke selv kunne få børn, gav hendes søster hende et tilbud: ”Det er den smukkeste gave”
Da Mette Sandholt fandt ud af, at hun ikke kunne få børn med egne æg, tilbød hendes lillesøster at hjælpe gennem ægdonation. I dag er hun mor til en lille pige.
38-årige Mette Sandholt havde altid troet, hun kunne få børn. Først da det var for sent, opdagede hun, at situationen var en anden. I 2022 fik hun nemlig at vide, at hun var gået i tidlig overgangsalder.
Da Mettes lillesøster, Stine, hørte det, tilbød hun sig som ægdonor, og Mette takkede ja.
Inden da havde hun gennem en årrække opsøgt sin egen læge, fordi hun havde meget svingende menstruationer. I perioder kunne der gå tre-fire måneder imellem dem, fortæller Mette til alt.dk.
– Til sidst havde jeg nærmest slet ikke menstruation, men min læge blev ved med at sige, at jeg nok var bare sådan én med en uregelmæssig cyklus, at jeg var stresset, ikke sov tilstrækkeligt eller drak nok vand.
Trods lægens formodning om Mettes uregelmæssige cyklus, var der noget i hende, som ikke kunne forlige sig med tanken. Der måtte være noget andet i vejen, og hun startede derfor til akupunktur, fortæller hun.
– Jeg tror, jeg gik der i et halvt års tid, for at få styr på min krop, men det ændrede ikke rigtig noget, og min akupunktør mente derfor, jeg skulle gå tilbage til min egen læge igen og presse på for at få taget nogle blodprøver. Så det gjorde jeg. Men da blodprøverne kom tilbage, mente lægen, de var helt normale.
Scenariet gentog sig selv, indtil Mette fik en afgørende henvisning af sin læge.
– Det sidste, de kunne gøre, var at henvise mig til en gynækolog, ’hvis jeg da virkelig mente, at der var et problem’, forklarer Mette, som efter et par måneder fik tid hos en gynækolog.
Gynækologen kunne hurtigt konkludere, hvor problemet lå: Mette havde nærmest ikke flere æg tilbage. Og sandsynligheden for at hun i det hele taget ville kunne gennemgå fertilitetsbehandling var derfor meget lille, fortæller hun. Alligevel blev hun henvist til fertilitetsklinikken på Skive Hospital.
– De fortalte mig, at de gerne ville give det et forsøg, men at jeg skulle være klar over, at sandsynligheden for, at man ville kunne tage nogle æg ud, var meget lille, forklarer Mette, som efter kort tid startede i fertilitetsbehandling, hvor hun gennemgik to IVF-forsøg.
Annonse
– I det første forsøg fik jeg den maksimale dosis af hormoner for at se, om de kunne få min krop i gear. Men det lykkedes kun at høste et enkelt æg. De forsøgte at befrugte ægget, men uden held. Samme aften, som jeg fik beskeden om, at det ikke var lykkedes at befrugte ægget, startede jeg op på hormonindsprøjtninger igen. Jeg gik til forskellige scanninger, så de kunne holde øje med mine æg, og efter en uge, kunne de konstatere, at der ikke var nogen æg tilbage.
Man valgte derfor at stoppe behandlingen helt, fortæller hun.
– Jeg tror, alle, der har gennemgået et fertilitetsforløb, vil kunne genkende, hvordan hele processen bliver altopslugende. Det er et stort, sort hul, man bliver suget ned i. Og selvom jeg godt vidste, at der ikke var noget, jeg selv kunne spise, drikke eller på anden måde gøre, for at ændre på situationen, var jeg pludselig overbevist om, at jeg fx skulle spise ekstramange blåbær. For jeg skulle efterfølgende kunne sige til mig selv, at jeg havde gjort alt. Det er fuldstændig ulogisk og irrationelt, men man er så pumpet på hormoner, at man får totalt tunnelsyn, fortæller Mette og fortsætter:
– Inden processen startede, havde jeg besluttet mig for at sige stop – og ikke fortsætte i privat regi – hvis det viste sig, at der ikke var noget at gøre. Hvis jeg skulle have børn, så måtte det blive på en anden måde, og samtidig havde Stine nævnt, at hvis mine IVF-forsøg ikke lykkedes, så ville hun gerne donere æg.
Sorgprocessen
Der skulle gå halvandet års tid, før Mettes lillesøster startede i fertilitetsforløb for at donere æg. Mette havde brug for tid til at fordøje det hele, fordi hun følte sig så mentalt drænet og udmattet, at hun ikke kunne tage en beslutning om, at det var dét, der skulle ske.
Samtidig havde Mette brug for tid til at bearbejde den sorg, det var at erkende, at hun ikke ville kunne få børn med egne æg, fortæller hun og uddyber:
– Jeg havde en del veninder, som fik børn i den periode, og det var virkelig svært for mig ikke at blive at blive påvirket af, og jeg måtte arbejde med at finde fred med det forløb, jeg havde været igennem. Jeg kunne tydeligt se, at deres børn lignede dem. Måske ikke så meget, da de var helt spæde, men gradvist, som de voksede op, blev det ret tydeligt, hvor de hørte til henne. Og det påvirkede mig en del – erkendelsen af, at mine fremtidige børn formentlig ikke ville ligne mig.
– Og så havde jeg en meget irrationel følelse af ikke at være en rigtig kvinde eller en attraktiv kvinde for en partner. Jeg følte det, som om jeg var gået i stykker. Og den gave, det er at sætte børn i verden og dele det med en partner, blev lige pludselig utrolig omstændig. Den var ikke længere sexet og romantisk, faktisk langt fra. Alt det skulle jeg finde en accept af.
– Heldigvis er jeg rimelig positiv af sind og har hele tiden tænkt, at hvis det ikke ville lykkes at få børn med egne æg, så var der andre måder at opleve moderskabet på – om det var i kraft af ægdonation, adoption eller plejebørn, måtte tiden vise.
Annonse
Syv æg i fryseren og en enkelt graviditet
I løbet af sommeren 2023 blev Mette og hendes lillesøster tilbudt indledende samtaler på fertilitetsklinikken på Skive Hospital for at tale om emner, der eventuelt kunne give anledning til konflikter.
– Stine fik et nærmere indblik i, hvordan processen ville være, og hun fik i den forbindelse mulighed for at sige, om det stadig var noget, hun havde lyst til – uden jeg var til stede. Vi talte om, hvordan man eventuelt kan reagere efter en ægdonation, og Stine blev gjort opmærksom på, at hun afgav alle rettigheder over æggene, når først de var doneret.
– Selvom der ikke er noget, jeg ikke deler med Stine, så var det nogle rigtig vigtige emner at komme omkring, fortæller Mette.
I foråret 2024 startede Mettes lillesøster, Stine, i fertilitetsbehandling. Det lykkedes hende at donere 16 æg, hvoraf 14 var modne, ni æg blev befrugtet, og syv æg klarede skærene.
Kort tid efter fik Mette sat ét af de befrugtede æg op.
Der gik en uges tid, fra ægget blev sat op, til Mette fik taget en blodprøve, som skulle vise, om hun var gravid eller ej. Og der var ikke nogen tvivl om, at den var positiv, fortæller hun.
– Det var syret. Og det er lidt skørt, for jeg havde ligget og set ægget blive ført ind i min livmoder på en lille skærm, men der er jo alligevel ingen garantier. Og pludselig var jeg gravid.
En hård start
Graviditeten forløb nogenlunde planmæssigt. Udover de sædvanlige graviditetsgener, graviditetsbetinget diabetes og graviditetskløe hen mod slutningen, tænker Mette stadig tilbage på graviditeten, som god.
Annonse
Fødslen forløb også, som den skulle. Men i timerne efter fik Mette konstateret graviditetsudløst hjertesvigt, en sjælden tilstand, hvor hjertets pumpefunktion nedsættes, og opholdet på hospitalet blev alt andet, end hvad Mette havde håbet på.
Som konsekvens af hjertets nedsatte pumpefunktion, begyndte Mette at danne væske i lungerne og fik svært ved at trække vejret. Hun blev derfor indlagt på hjerteafdelingen på Skejby med sin nyfødte datter.
– Lige da jeg fik beskeden kan jeg huske, jeg tænkte, ’tænk, hvis jeg har været alt det her igennem og fået dét, jeg har drømt om, og så ikke skal være her så længe? Det var voldsomt, men det var heldigvis ikke sådan, det blev, konstaterer Mette, hvis sygdomsforløb alligevel vendte alting på hovedet.
For med alle de undersøgelser, der skulle laves af hendes hjerte i løbet af de første dage, efter datterens ankomst, var det vanskeligt helt at lande i rollen som mor.
– Det tog noget tid at finde fodfæste igen. Og at finde mig selv i moderskabet, som jo rummer alle mulige følelser. Det er noget, man gradvist finder sig mere og mere tilpas i og lærer at være i. Jeg er sindssyg glad for min datter og vil aldrig være hende foruden, men for mig har det også været en proces at lære at elske hende. Det er det sikkert for mange mødre, at man ikke føler en øjeblikkelig lykke, lige når barnet kommer ud. Og heller ikke i ugerne efter. Den er kommet i takt med, at hun er begyndt at få mere personlighed, og jeg kan se, at hun fx aktivt smiler til mig, forklarer Mette og fortsætter:
– Jeg bliver tit mødt af folk, som spørger, ’ej, er det ikke helt fantastisk?’ ’Sidder du ikke bare og kigger på dit barn og græder at lykke?’ Og jo, det er da vidunderligt, og jeg er så taknemmelig for min datter, men der er også mange svære dage og hårde følelser. Det er ikke kun fryd og gammen. Det er et helt nyt liv, hvor man før har haft enormt meget frihed til at kunne være sig selv, eller definere sig som et menneske i kraft af, hvad man laver, eller hvad man går op i, og nu handler alt om det lille barn, og man må selv træde i baggrunden.
Stor taknemmelighed
I dag – fem måneder efter fødslen – har Mette og hendes datter det godt. Og mange af de tanker, hun havde, inden hun blev mor, fylder ikke længere.
– Jeg tænker ikke længere over, at min datter ikke har mit biologiske ophav. Det er ikke sådan, at jeg kigger på hende med sorg over, at hun måske ville have set anderledes ud, hvis hun var blevet til med mine æg. Og jeg smiler jo bare, når folk siger, at hun ligner mig, griner Mette og fortsætter:
– Desuden synes jeg, det er virkelig rart at vide, at når nu jeg ikke kunne blive gravid med mine egne æg, så har min datter trods alt stadig noget familiegenetik med sig, og hun har mulighed for at kunne spejle sig i min søster, frem for hvis jeg havde valgt en ukendt donor. Min datter og min søster får formegentligt et helt særligt bånd, som, jeg synes, er ret fint. Og det var faktisk ret vigtigt for mig. Det var selvfølgelig aldrig noget, jeg sagde til min søster undervejs, for jeg ville ikke have, at det påvirkede hendes beslutning. Hun skulle have lov til at vurdere, om hun ville – og have mulighed for at sige nej – uden at føle den mindste form for pres fra mig, for jeg ved jo godt, at det ikke er noget, man bare gør. Men det betyder virkelig meget for mig. Det er jo den smukkeste gave, Stine nogensinde kunne give mig.
Der er ikke nogen tvivl om, at Mette er sin lillesøster dybt taknemmelig, og havde rollerne været byttet om, havde Mette gjort det samme for sin søster. Dét i sig selv er nok, for man kan ikke blive ved med at gå rundt og tænke, at man skylder den anden en hel masse, forklarer hun.
– Jeg tror, at på et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at komme videre fra den historie og i stedet fokusere på, hvor vi er i dag og alt det gode, der er sket. Det er enormt fint og smukt at se, hvor glad Stine er for min datter, men jeg er sikker på, det havde været det samme, hvis det ikke havde været hendes æg. Hun er en fantastisk moster.
