Stine Sandholt smiler ind i kameraet

33-årige Stine donerede æg til sin søster: "Jeg kan godt fornemme nu, at det ikke bare er noget, man gør"

Da det viste sig, at Stine Sandholts storesøster ikke kunne få børn med egne æg, tilbød hun at hjælpe. I dag er hun moster til en lille pige.

alt.dk logo

For nogle kan det virke fuldstændig utænkeligt at skulle donere æg til en anden kvinde. Som at give et barn væk. Men sådan var det ikke for Stine Sandholt, som for et års tid siden donerede æg til sin storesøster, Mette Sandholt. 

Faktisk var beslutningen nem, fortæller hun til alt.dk.

– For mig var det lidt det samme, som hvis min storebror på et tidspunkt stod og manglede en ny nyre – så ville jeg også hjælpe ham. Det var heller ikke Mette, der spurgte mig, om jeg ville donere æg til hende. Det var mig selv, der tilbød det til hende. For jeg kunne ikke forestille mig, at min søster ikke skulle være mor. At hun ikke skulle have den mulighed, siger hun.

Inden det kom dertil, hvor Stine skulle donere æg, havde hendes søster i flere år forsøgt at finde ud af, hvorfor hun havde uregelmæssige menstruationer. Men lægerne handlede aldrig rigtig på hendes opråb, og først, da det var for sent, fandt man ud af, at Mette var gået tidligt i overgangsalderen.

Hele processen fyldte meget for hele familien, som fulgte med på sidelinjen og håbede, at det trods ringe odds ville lykkes, da Mette gennemgik to IVF-forsøg. Men der var ikke noget at gøre, hun havde ikke flere æg tilbage.

– Det var nogle omstændigheder, som hun ikke selv var skyldig i, og det var en kæmpe sorg for hende, så jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle hjælpe hende, fortæller Stine. Og efter mange, lange snakkede, takkede Mette ja til Stines tilbud.

Hormoner for fulde gardiner

Inden ægdonationen kunne finde sted, skulle Stine og hendes søster til en rutinemæssig samtale på hospitalet for at sikre, at hun som kendt donor sagde ja af egen fri vilje – og at hun var bekendt med, at hun fraskrev sig alle rettigheder til æggene, så snart de var doneret, fortæller hun.

Og da den del var klaret, kastede Stine sig gladeligt ud i fertilitetsforløbet, uden den fjerneste anelse om, hvor hårdt det ville blive.

I 16 dage skulle hun dagligt tage hormonindsprøjtninger og scannes cirka hver tredje dag.

Selvom det var en logistisk prøvelse at få koordineret de mange hospitalsbesøg i Skive med sit fuldtidsarbejde som narkosesygeplejerske i Aarhus, lykkedes det alligevel med en god og fleksibel chef og stor forståelse fra kollegaer, fortæller hun.

Dét, der står tydeligst frem, når Stine tænker tilbage på hele fertilitetsforløbet i dag, er, hvor hårdt det var fysisk og psykisk.

– Jeg anede i virkeligheden ikke, hvad jeg gik ind til. Det virkede på mange måder så abstrakt at skulle tage en masse hormonindsprøjtninger, for hvad betyder det lige? Jeg har altid været ret privilegeret i forhold til min egen menstruationscyklus og har aldrig døjet med menstruationssmerter eller humørsvingninger, så jeg har nok ikke helt vidst, hvad den del handlede om. Det ved jeg nu, konstaterer hun og fortsætter:

– Jeg har haft flere veninder, som har været gravide, så jeg vidste godt, at man kan blive ekstra følelsesladet, grådlabil og pirrelig pga. alle hormonerne, men jeg havde ikke forestillet mig, hvor følelsesmæssigt og mentalt påvirket, jeg ville blive. Det var voldsomt.

I de 16 dage, hvor det hele stod på, oplevede Stine en konstant følelse af uoverskuelighed, hun glemte ting og dukkede op i dagvagter, når hun egentlig skulle være mødt ind i en aftenvagt. Hun var forvirret, grådlabil og rigtig følelsesladet, fortæller hun.

– På et tidspunkt sad vi omkring morgenbordet på mit arbejde og snakkede om en fest, der skulle holdes, men som jeg ikke kunne komme med til. Jeg sagde noget a la, ’ej, hvorfor holder I festen den dag, når jeg ikke kan komme’, og min kollega svarede, ’ja, det kan du så tænke lidt over’. Det var totalt sagt i sjov, og normalt ville jeg grine af det, men i stedet begyndte jeg at hyle. Foran alle mine kollegaer. Det var så absurd, men jeg kunne ikke stoppe det.

Situationer som denne, hvor Stine begyndte at græde over ting, hun normalt ikke ville græde over, oplevede hun igen og igen, mens hun dagligt overvandt sig selv og stak sig med hormonsprøjter.

– Jeg har normalt ret god kontrol over mine følelser, men det havde jeg virkelig ikke der. Det var ret overvældende. Og fysisk var jeg så oppustet. Jeg lignede jo faktisk én, der var gravid, fortæller Stine og erkender, at hun til sidst talte ned til dagen, hvor æggene skulle høstes, så hun kunne få sin krop og sit gamle følelsesliv tilbage igen.

Et mirakel

Under hele processen blev Stine scannet med jævne mellemrum, så man kunne holde øje med, om hun fik den rette dosis hormoner, og hvornår æggene var klar til at blive høstet. 

Dagen kom, hvor Stine skulle have taget æg ud, og det lykkedes at høste 16 æg, hvoraf 14 var modne, ni æg blev befrugtet, og syv æg klarede skærene.

Selve ægudtagningen gjorde ikke ondt, fortæller Stine. Til gengæld havde hun rigtig ondt i dagene efter, og der gik flere måneder, før hun følte, at hendes underliv var nogenlunde sig selv igen, fortæller hun.

– Det kom bag på mig, at jeg ville få så ondt, for jeg havde nok tænkt, at når jeg var færdig med at donere æg, var det hele overstået. Jeg var selvfølgelig blevet gjort opmærksom på, at jeg kunne få ondt, som når man har kraftige menstruationssmerter, når lokalbedøvelsen aftog, men jeg havde ikke tænkt, det ville gøre så ondt. Det murrede, og jeg oplevede en stor tyngdefornemmelse i mit underliv.

– De siger, at ens æggestokke normalt er på størrelse med en valnød, men at de, i forbindelse med fertilitetsbehandling og de hormonsprøjter, man tager, vokser og kan blive så store som en appelsin. Og når man ved det, giver det god mening, at man bliver så oppustet og har ondt i tiden efter.

– Jeg er så stolt af min krop. Den er vanvittig. Det er kvindekroppen generelt. Tænk sig, hvad den kan.

Mange holdninger

Fordi beslutningen om at hjælpe sin søster føltes så naturlig for Stine, havde hun slet ikke overvejet, at der kunne være nogen, som ville tænke det anderledes, fortæller hun.

– Jeg kan godt fornemme nu, når jeg taler med andre, at det ikke bare er noget, man gør. Og jeg tror da også, at det er anderledes for mig, fordi det er min søster. 

– Jeg havde for eksempel en snak med en veninde, som ikke selv ville kunne lade være med at tænke, hun gav sine børn væk. Og sådan har jeg slet ikke tænkt det. Jeg kan selvfølgelig ikke sige, om jeg ville have haft en anden holdning, hvis jeg selv havde haft børn, men det tror jeg ikke. Jeg er meget pragmatisk og tænker ikke, at jeg giver Mette et barn – jeg giver hende noget arvemateriale. Både Mette og jeg har fået gener fra vores forældre, så på en eller anden måde får hun noget, der minder om hende selv – bare i en anden kombination, siger Stine og understreger:

– Jeg har bidraget til, at Mette kunne blive mor, men det er hende, der er den. Det er hende, der har båret graviditeten og født min niece.

Stine besluttede sig hurtigt at være åben om forløbet og sin beslutning, og på hendes Instagramprofil kunne venner og bekendte også følge hendes fertilitetsrejse med alt hvad den indebar af op- og nedture. Opslaget fik udelukkende søde ord med på vejen fra folk, som beundrer hendes valg og den gestus, det er at donere et æg. Til gengæld stillede enkelte veninder sig mere uforstående over for hendes valg i tiden op til, og det gav anledning til vigtige snakke, fortæller hun.

– Enkelte, der selv har børn i forvejen, har svært ved at sætte sig ind i det. Det er som om, man føler et større ejerskab over for sine æg, når man har børn? Jeg ved ikke, om det er, fordi man så kan kigge på sine børn og se, hvad der kommer ud af ægget, men sådan tænker jeg det slet ikke, fortæller Stine, som endnu ikke har fået sine egne børn, og derfor har svært ved at genkende den følelse.

– For mig er det for abstrakt og mærkeligt at have en personlig tilknytning til et æg. Det er i min optik ikke en person, før det er blevet befrugtet og sat op i en livmoder, siger hun og fortsætter: 

– Jeg kan selvfølgelig ikke sige, om det ændrer sig, når jeg selv får børn, men så tror jeg, det var sket nu, hvor jeg kan se min niece. Og det har ikke ændret noget – hun er hundrede procent min søsters barn.

Andre tanker som, at Stine egne børn potentielt bliver halvsøskende med hendes niece, er heller ikke noget, hun tænker så meget over. Det er ikke et problem, og det er heller ikke noget, der skal holdes hemmeligt – hverken over for hendes egne, fremtidige børn eller niecen, fortæller hun.

– Jeg tror ikke, det er noget, der kommer til at fylde. Børn er så forstående, og man tror jo altid, at det, man selv er vokset op i, er den måde, alle andre familier er på. Det er først, når man bliver ældre, at man finder ud af, at der er mange måder at være familie på. Derfor skal det heller ikke være nogen hemmelighed.

– Jeg tror mere, at jeg tænker over, hvad en fremtidig partner måske vil tænke. Men omvendt er det jo sådan, det er nu, og jeg ved ikke, om det har nogen betydning. Det er jo min krop, mit valg.

Selvom Stine aldrig har været i tvivl om sin beslutning, er hun også afklaret med, at hun ikke ville donere til hvem som helst, fortæller hun og uddyber:

– Jeg synes, det har været det hele værd, fordi det var til min søster – og fordi jeg slet ikke kunne forestille mig, at hun ikke skulle være mor, at jeg ikke skulle være moster, og at mine forældre ikke skulle blive bedsteforældre. Men hvis det ikke havde været til min søster, men til en fremmed, tror jeg ikke, jeg havde gjort det. Jeg har kæmpestor respekt for dem, der gør det – og jeg er meget bevidst om, at der er mangel på ægdonorer, og det synes jeg er meget tankevækkende, men på en måde kan jeg godt forstå det, for det er virkelig en vild proces at skulle igennem. Og det ville simpelthen være for meget arbejde for min krop, og for meget koordinering med mit arbejde. Og sådan en overskudstype er jeg ikke. 

Moster med stort M

Stines storesøster blev gravid i første forsøg, og i foråret blev hun moster til en sund og rask lille pige.

Et af de spørgsmål, som fyldte allermest i tiden inden, kan nu for alvor manes i jorden. Stine har ingen moderlige følelser over for niecen, men til gengæld masser af kærlighed, fortæller hun.

– Jeg kan godt se, at hun har nogle træk, der minder meget om mig, men jeg har ingen moderlige følelser for hende. Jeg ser hende tværtimod som min niece og elsker virkelig at være moster. Og så elsker jeg at se min søster vokse i rollen som mor.

– Generelt synes jeg, det er en smuk ting at give videre. Hele den tankegang om, at man hjælper hinanden. Det er en meget smuk gestus. Og hver gang jeg ser min niece, så bliver jeg mindet om, at det er en gave, jeg har givet min søster. Det er på mange måder stort og rørende.

Alligevel har det været godt at blive tvunget til at forholde sig til de mange spørgsmål – både fra hospitalet, venner og bekendte. Det har gjort, at Stine og hendes søster har været i sync hele vejen igennem. De har kunnet snakke åbent og ærligt om alting. Også om hvordan man takker for så stor en gestus det er at få sit største ønske opfyldt.

– Jeg kan huske, at min søster spurgte, hvordan hun skulle takke mig ”ordentligt”. Men bare fordi, jeg har doneret æg til hende, er det ikke, fordi hun skylder mig en hel masse, eller at hun står i evig gæld til mig. Hvis jeg havde det sådan, ville det aldrig have fungeret.

– Jeg er ikke i tvivl om, at Mette er taknemmelig, og det behøver hun ikke give mig en gave for. Jeg tror bare, det skal ses som en kærlighedserklæring. For mig var det ikke et svært valg – jeg kunne slet ikke forestille mig ikke at skulle gøre det. Og jeg er nærmest ked af det på de kvinders vegne, der har fertilitetsproblemer, men som ikke har et godt søsterforhold, slutter Stine.

Om Stine Sandholt

33 år, narkosesygeplejerske og bosat i Aarhus. Hun er desuden ved at læse en kandidat i klinisk videnskab og teknologi i Aalborg.