'Fremmede damer skal ikke blande sig i min børneopdragelse'

Nej, det er ikke okay, at du blander dig i min børneopdragelse

Jeg blev så paf, at jeg tabte mælet, skriverSofie Maria Brand om en af de situationer, hvor hun ikke fik sagt fra.

KLUMME: Jeg gik fra fællesbadet irriteret og med sætningen, "Hov, det skal du ikke blande dig i", rumsterende i baghovedet. Jeg havde ikke fået sagt ordene. Jeg var blevet så paf, at jeg havde tabt mælet, og bagefter gik jeg så og skumlede, mens jeg alt for sent formulerede det perfekte svar i tankerne. Min datter havde badet i en pool, og vi var gået ind i omklædningsrummet, hvor der også var en ældre dame.

LÆS OGSÅ: Fotograf laver bog med nøgenbilleder af kurvede kvinder

Vi grinte og sludrede, mens hun vaskede klorvandet af kroppen, og hun havde nok stået under bruseren i tre-fire minutter, og ja, det var ved at være vandspild. Det var jeg opmærksom på. Det kunne damen selvfølgelig ikke vide. Hun tænkte måske, "Åh, de har da heller ingen respekt for nøjsomhed og knappe ressourcer. Hvorfor siger moren ikke noget? De står bare der og fjoller, mens vandet fosser ud." For så var det, hun sagde til min datter, at nu var hun altså ren og færdig med at bruse sig. Hun befalede min datter til noget, selvom jeg stod lige ved siden af, og overtrådte klart mine grænser. Men jeg fik ikke mobiliseret et svar.

LÆS OGSÅ: Her er de 3 mest sexede ord en mand kan sige

Følelsen kan være endnu værre, hvis en fremmed på gaden har overfuset én, og man ikke får svaret, "Hvad bilder du dig ind?", eller, hvis man er rigtig overskudsagtig, "Ka' du ha' en god dag!?". Bare det at man lige har ranket ryggen og reageret på situationen føles rart. Jaja, nogle vil sige, "Årh, lad det fare. Lad det gå ind ad det ene øre og ud ad det andet." Men det kan jeg altså ikke. Urimeligheder må påpeges. Mennesker, der har alt for travlt med andre og er ubehøvlede, skal have klar besked. Der er bare lige det ved det, at man risikerer at bidrage til endnu flere dårlige vibes i verden ved at give tilbage med samme rive. Så et nogenlunde behersket stemmeleje og måske endda et smil, hvis dagsformen er god, er selvfølgelig klart at foretrække, så surhed og bitterhed ikke forplanter sig. Især på arbejdspladsen.

LÆS OGSÅ: "Vi tør ikke sige vores mening af angst for at træde hinanden over tæerne"

Jeg havde engang fået viklet mig ind i en marketingopgave og skulle købe en stor annonce i en tryksag. En kollega forsøgte at presse mig til at håndtere prisforhandlingen på hendes måde: Jeg skulle bare gå til dem. Sætte hårdt mod hårdt. Kræve dit og dat. Men i den situation fik jeg heldigvis stoppet damptromlen og pænt sagt, "Det er ikke min stil. Hvis jeg skal gøre det, gør jeg det på min måde." Det er straks sværere, når man har en kollega, der er ekstremt negativ at høre på. Dagligt. Hvor alle mulige får en sviner. Dagligt. Der er det temmelig svært at møde med overskud, rappe replikker og smil hver dag, og et spontant raserianfald kan være ret fristende, selvom det sjældent er særlig konstruktivt. Behovet for at sige fra i forskellige situationer handler vel om så store ord som integritet, værdighed og retfærdighed. Og får man ikke sagt fra, risikerer man i øvrigt, at den uforløste vrede får afløb over for de forkerte, såsom kæreste og børn derhjemme.

Det er klart, at man i sin iver efter rimelighed skal passe på, at man ikke selv er lidt for nærtagende, blander sig i alt muligt og "opdrager" på andre, og at det er godt at have en nedre grænse for, hvad man gider bruge krudt på. Men når det er sagt, så skal man altså ikke undervurdere værdien af en veludviklet reaktionsevne – selv i de små, uventede hverdagssituationer, hvor man bliver overrumplet af en sur dame. For eksempel i et fællesbad.

LÆS OGSÅ: "Der er ikke plads til uperfekte fødsler i vores samfund"

LÆS OGSÅ: 10 ting der er vigtigere end sex

LÆS OGSÅ: Sådan spotter du en psykopat

Sofie Maria Brand

35 år, har en datter på 7 år. Uddannet folkeskolelærer og journalist. Arbejder som freelancejournalist, debattør og medstifter af Familiepolitisk Netværk.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.