“Nogle opfatter orloven som en boble, hvor alt går i stå, men det er jo der, livet er”

Af Lene Roe Rasmussen og Linnea Støttrup Molbech

Inden Oliver Stilling selv fik børn, var forældreorlov ikke ­noget, han havde gjort sig de fjerneste tanker om. Og da han besøgte en lidt ældre ven, der allerede havde fået børn, syntes han, det var komplet mærkeligt, at vennen talte med det her lille væsen. Det var jo ikke meget svar, han fik igen.

– Første gang jeg så selv skulle på orlov, kan jeg huske, at jeg tænkte, det ville blive spændende at gå der i min egen lille verden og se, om jeg ville gå helt ned med flaget. Jeg kunne så bare konstatere, at jeg syntes, det var skide sjovt at komme ned i tempo, fortæller Oliver Stilling.

Og tredje gang han skulle på forældreorlov, var han så rutineret, at han kunne gå ind i det med overskud og endda skrive en bog om det. Men det skulle ikke være en selvhjælpsbog eller et opslagsværk, der rådgiver nybagte fædre. "Mig og Nelson" handler om en far og en søn, der tager på eventyr. Eventyrerne udspiller sig mest af alt på de daglige 10-kilometersgåture med barnevognen rundt om i Københavns gader, hvor de to fører ordløse dialoger og ser på ting og mennesker.

– Det kan godt være, at jeg skriver, at vi skal ud og opleve en masse ting. Men egentlig er det meste, der sker, bitte små ting, som kunne ske for hvem som helst. Hele livet er egentlig bygget op omkring en række banaliteter, men når man kommer ned i tempo og dyrker dem lidt, kan man pludselig se kvaliteterne i dem. Der er ting, man kun får øje på, fordi ens barn ser et eller andet.

Det handler nemlig om at være i øjenhøjde med barnet, mener Oliver Stilling.

– Man kommer i øjenhøjde med sin baby ved at tage ham eller hende seriøst og betragte barnet som et individ. Når jeg har overtaget orloven, har vores børn været omkring syv måneder, og allerede der har barnet jo så meget personlighed. Det var egentlig gået lidt hen over hovedet på mig tidligere. Men der er jo ikke et tidspunkt i ens liv, hvor man tager så meget ind, som man gør, når man er i den størrelse.

I bogen "Mig og Nelson" viger babygråd, bleskift og søvnmangel pladsen til fordel for telepatien imellem far og baby, der fremmaner associationer og erindringer hos Oliver Stilling, når de to ser sig omkring.

– For mig handlede den der forældreorlov ikke så meget om, at jeg skulle være den voksne. Det var mere en "bromance" – vi var ligestillede og sammen om det.

Under orloven tager de to eventyrere da også til New York, og så besøger de Oliver Stillings arbejdsplads i København.

– Normalt viser man jo barnet frem på arbejdspladsen, men jeg viste altså min arbejdsplads til Nelson. Så kunne vi stå der og se det ­hele udefra og tænke: Hvad fanden er det egentlig, de laver her? Deadlines og folk, der jager frem og tilbage. Orlovsperioden er sådan en lomme i ens liv, hvor der ikke er nogen arbejdsgiver, der presser en og alt muligt andet ballade, man skal slås med. Orloven er en slags sorgløs boble. Jeg tror, der er nogle, som opfatter orloven som en boble, hvor alt går i stå, men i virkeligheden er det jo der, livet er.

LÆS OGSÅ: Der er ikke markant flere mænd på forældreorlov, end der plejer

LÆS OGSÅ: Vi lyver for vores børn

LÆS OGSÅ: Når en donor er bedre end en forkert far