Nye skilsmisseregler: Det betyder de
SPONSORERET indhold

Nye skilsmisseregler: Det betyder de

1. juli trådte nye skilsmisseregler i kraft i Danmark. Få ekspertens forklaring på, hvad reglerne egentlig betyder.

Af: Anne Kjærhus Mortensen
30. jul. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Den 1.7.2013 trådte de nye regler om skilsmisse i kraft. Der har været skrevet og sagt meget om reglerne- men hvad siger reglerne egentlig?

Tidligere regler:
Reglerne om adgang til separation og skilsmisse findes i ægteskabsloven.

Efter de hidtil gældende regler kunne man alene opnå direkte skilsmisse – skilsmisse uden forudgående separation- hvis der forelå en såkaldt skilsmissegrund - dvs. vold, misbrug, utroskab eller 2 års samlivsophævelse.

De nye regler:
Efter de nye regler kan man- hvis man er enige om straksskilsmisse- blive skilt uden forudgående separation uanset, at der ikke foreligger en af de såkaldte skilsmissegrunde.

Er I ikke enige om at blive skilt straks, må du anmode om separation. Efter 6 måneders separation kan du anmode om at blive skilt.

Foreligger der en såkaldt skilsmissegrund – fx- at din mand har været dig utro – vil du dog fortsat kunne blive skilt straks uden forudgående separation – uanset at I ikke er enige.

Med de nye regler har man altså blot fra lovgivers side fjernet den "tvungne" betænkningstid i de tilfælde, hvor I som ægtefæller er enige om at blive skilt straks.

Hvad gør du rent praktisk:
Ønsker du at blive separeret eller skilt skal du gå ind på www.statsforvaltning.dk. Der finder du under punktet "blanketter" øverst en oversigt over statsforvaltningens blanketter. Du går herefter ind under punktet "separation/skilsmisse" og udfylder blanketten, der herefter indsendes digitalt til statsforvaltningen via Digital Signatur.

Anmodningen er forbundet med et gebyr på 900 kr., der skal overføres i forbindelse med indsendelsen.

Anmodes der først om separation og herefter på et senere tidspunkt om skilsmisse, skal der betales 2x 900 kr.

Er der ikke enighed om vilkårene for separation/skilsmisse (dvs. hvem der skal overtage en eventuelt lejebolig samt spørgsmålet om ægtefællebidrag) kan der anmodes om indkaldelse til en såkaldt vilkårsforhandling i Statsforvaltningen. Dette er forbundet med et yderligere gebyr på 1.000 kr.


LÆS OGSÅ: 7 råd, når du skal skilles