Ved årets Bodilprisen vandt Özlem
Saglanmak prisen for årets bedste skuespiller.
Hun udkonkurrerede både mandlige og
kvindelige kollegaer, da hun modtog prisen for sin rolle i filmen ’Det andet offer’,
der handler om en sørgelig konflikt i sundhedsvæsnet.
Men at hun først nu i sin
karriere har fået sin første hovedrolle – og endda vundet en pris for den –
havde hun selv forudset allerede, da hun blev færdiguddannet for 20 år siden.
Det fortæller hun i ALT for
damernes podcast Skål Søster.
– At vinde sådan en pris er jo
noget, jeg har drømt om, siden jeg var helt ung. At stå der på scenen og få
anerkendelse for noget, der har berørt en masse mennesker, det er virkelig stort.
For lige da jeg blev færdiguddannet i 2006, kom jeg ud til et andet Danmark,
end vi har nu. Jeg kunne godt mærke, at der måske ikke var plads til mig som
skuespiller, på den måde som jeg havde drømt om. Derfor tænkte jeg dengang: Det
bliver ikke nu, du får dit gennembrud. Det får du, når du er over 40.
Dengang var der langt mindre
mangfoldighed på det store lærred, og det kunne Özlem tydeligt mærke til
castings.
– Jeg var måske ikke den oplagte til
at få hovedrollerne. Jeg følte, jeg skulle passe ind i en niche, og jeg var
meget bevidst om – og bange for – at blive castet til de samme slags roller
hele tiden. Som ung sagde jeg nej til flere små roller, hvor jeg f.eks. skulle
spille en undertrykt indvandrerpige. Det var roller, der var så små, at jeg
ikke kunne folde dem ud til en nuanceret karakter, som det jo er, og som kun
ville blive en stereotyp – så det prøvede jeg at styre lidt udenom, siger hun
og fortsætter:
– I flere af rollerne ville de også gerne
have, at jeg skulle have tørklæde på, men de forventede også, at jeg havde viden
om det på grund af min etnicitet. Men jeg har aldrig gået med tørklæde, så det
kunne jeg jo ikke vide noget om. De forventede, at jeg kunne trække på en
ekspertviden, som jeg ikke har. Jeg vil selvfølgelig altid gerne spille en
kvinde med tørklæde – det handler ikke om det – men det var som om, at jeg blev
et symbol.
I starten af sin karriere havde hun
også svært ved at slappe af på optagelser, fordi hun var så bevidst om sin
plads i castet.
– Dengang var jeg nok ikke den
bedste version af mig selv som skuespiller, fordi alle tingene fyldte for meget
til, at jeg bare kunne arbejde. Jeg følte, jeg skulle repræsentere en
masse, fordi der dengang ikke var så mange med anden etnisk herkomst – og
minoriteter i det hele taget. Altså, der var nogen, men der blev også
stillet spørgsmålstegn: Var vi gode nok til at komme ind på skolen? Og var det
derfor, vi ikke fik jobs bagefter? Når man står der og skiller sig ud, så er
det meget nemt at vende det indad, siger hun og fortsætter:
– Jeg havde også nogle venner
dengang, som sagde til mig: Du kom jo også
ind på skolen, fordi du har en anden etnisk herkomst. Sådan tænkte jeg
nok også selv. Også fordi jeg ikke kommer fra nogen skuespillerbaggrund med min
familie. Jeg er vokset op i et socialt boligbyggeri og følte, at jeg bare var
kommet ind fra gaden med en drøm – og så stod jeg pludselig blandt folk, der
var børn af skuespillere eller havde lavet amatørteater fra de var små. Det er
noget, jeg har brugt alt for meget energi på. På grund af det, har jeg altid
haft den der følelse af: Kan jeg løfte opgaven? Er jeg god nok? Så da vi optog ’Det
andet offer’, hvor jeg har min første hovedrolle, der gik jeg bare ind i det og
nød, at jeg endelig havde fået muligheden. Det var en barnedrøm at få lov at
spille en hovedrolle.
