Petra Nagel ALT for damerne scroll-down
Foto: Franne Voigt Petra Nagel er aktuel med bogen Ting, jeg har lært, da det var for sent, som udkommer 28. september 2021.

Petra Nagel om sit største dilemma: "Jeg har tænkt rigtig meget over det"

Petra Nagels store dilemma gennemsyrer alt, hvad hun laver. Hun er bange for at blive opdaget som en, der ikke kan finde ud af noget, på trods af at hun har haft den ene arbejdsmæssige succes efter den anden. For når arbejdet falder hende let, kan hun umuligt gøre det godt nok. Og behovet for andres anerkendelse har fyldt, så længe hun kan huske.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Petra Nagel har lige haft sundhedsplejersken på besøg, og hun er så glad for, at hun har fået ros for sin amning og for, at lille Rosa tager fint på og har det så godt. Den lille pige er faldet i søvn i stuen i en slyngevugge, der af sig selv gynger blidt op og ned, og mens Petra laver kaffe, fortæller hun også, at hun håber, at middagsluren varer længe, så vi kan få ro til at tale. Især om netop ros og anerkendelse.

"Det er utroligt, så meget sådan et besøg fra en professionel, der kommer og vejer og måler og siger, det ser godt ud, betyder. Jeg føler, at jeg har bestået forældreskabet på en eller anden måde."

Og det er endda dit andet barn?

"Ja, men med min søn, Pelle, gik amningen helt i stykker. Jeg havde ikke en særlig god sundhedsplejerske dengang, men denne gang ammer jeg fuldt ud. Det er nu også ret hårdt, for jeg føler, at jeg ammer hele tiden. Med Pelle kunne Asbjørn og jeg deles lidt om det med flasken, og Asbjørn kunne i det hele taget være mere inde over. Nu er det bare mig hele tiden."

Hun holder en lille pause.

"Nå, nu lyder det som om, at det hele er helt ad helvede til, men lige i nat har jeg ikke sovet så meget. Jeg ville også have gjort lidt mere ud af mig selv, men jeg nåede det altså ikke..."

Det skal du ikke tænke på!

"Nej, men der sker jo ikke så meget, og der sker alligevel ret meget på samme tid. Og når nu du skulle komme, gad jeg godt lige at have taget noget mascara på, men det blev altså ikke i dag."

Velkommen til en ret typisk dag i en relativt nybagt mors liv.

Et liv, hvor trætheden trænger sig på, men også et liv med usikkerhed i forhold til egen formåen. Er jeg nu en god nok mor? Får mit barn mad nok? Sover hun nok? Hvordan skal hendes liv blive? Tanker, som alle mødre formentlig kan relatere sig til, men for Petra fylder de måske mere end hos de fleste, viser det sig i løbet af interviewet.

Hun er kendt fra meget personlige tv-programmer som Petra dater hele verden, Petra elsker sig selv og Petra får en baby. Lige før hun gik på barsel, var hun vært på Go' Aften Live og lavede realityprogrammet Bachelor, og om et par uger er hun aktuel med bogen Ting, jeg har lært, da det var for sent.

Bogen er en slags humoristisk feltguide til voksenlivet, og den handler om alle de ting, som Petra rigtig gerne ville have vidst noget tidligere, fordi det – måske – havde gjort hendes liv bedre, lettere og mindre kaotisk. Men det, at hun har skrevet den bog, betyder bestemt ikke, at hun nu ved alt, hvad der er værd at vide, understreger hun.

Jeg har på forhånd bedt hende tænke over, hvad hendes livs dilemma er, og det viser sig, at dilemmaet netop handler om tvivl.    

"Jeg har tænkt rigtig meget over det, og jeg blev lidt forundret over, at jeg ikke kunne komme i tanke om ET stort dilemma, jeg havde stået overfor på et bestemt tidspunkt. Jeg begyndte at tænke over, om det mon så betød, at mit liv har været nemt? Nemmere end gennemsnittets liv, fordi jeg har været sådan helt dilemma-fri? Men så vågnede jeg i forgårs nat – jeg er vågen mange gange om natten for tiden – og lige der gik det op for mig, at jeg har sådan et grundvilkår i mit liv, som er ET stort dilemma."

"Det lyder måske banalt, og måske er der mange andre end mig, der har det sådan, men mit livs dilemma er, at jeg har en overbevisning om, at jeg ikke rigtig kan finde ud af noget."

"Jeg har tanken: Hvornår lægger de mærke til, at jeg jo ikke rigtig kan noget? At jeg faktisk ikke dur til det, jeg laver? Og samtidig ved jeg godt, at det ikke kan være helt skidt. Jeg ville jo ikke sidde i Go' Aften Live og interviewe folk eller skrive en bog, hvis jeg virkelig ikke duede til noget. Sådan kan det jo ikke hænge sammen. Så det er det dilemma, som jeg hver dag går rundt med, og som er blevet en tro følgesvend for mig."

Hvordan kan du tænke, at du ikke kan noget, når alt, hvad du hidtil har lavet, peger på, at du faktisk er rigtig dygtig til rigtig mange ting?

"Bare det, at du nu siger, at jeg er dygtig til mange ting, gør, at jeg får det helt sådan aj, hvorfor siger hun nu sådan? Det passer jo ikke. Men uh... tak."

Har du svært ved at tage mod komplimenter?

"Ja, det har jeg. Især når det handler om noget, jeg kan og gør. Og oppe i mit hoved lyder det, jeg nu vil sige, ikke så godt, men her kommer det: Mit arbejde kommer let til mig. Samtidig har jeg den opfattelse, at ting ikke skal være lette. Så når mit arbejde kommer let til mig, kan det da ikke være godt nok!"

Hun stopper op og tænker lidt. 

"Det har jeg faktisk aldrig før sagt højt på den her måde... men det er sådan, det er. I morges talte jeg med Asbjørn om, hvad jeg var nået frem til, at mit livs dilemma er, og at det er et grundvilkår for mig. Og han sagde, at det lød lidt som Kejserens nye klæder, hvor den lille dreng som den eneste råber til kejseren, at han jo ikke har noget tøj på. Og det er rigtigt. Det er sådan, jeg har det. Hvorfor synes folk, at det, jeg laver, er godt? Hvorfor bliver jeg egentlig ikke fyret? Hvorfor vil de blive ved med at have mig siddende her på TV 2, når jeg egentlig ikke rigtig gør noget? Andet end at interviewe..."

Det er vel ingen skam at have talent for noget og så oven i købet kunne leve af det?

"Nej..."

Hun holder pause igen.

"Og det lyder fuldstændig rigtigt, når du siger det, det er bare ikke sådan, jeg har det. Det er ikke sådan, jeg mærker det. Jeg har holdt nogle foredrag og snakket med en masse unge mennesker igennem de seneste år via mine tv-programmer, og der er tit nogen, der spørger: "Hvordan bliver man tv-vært?" Jeg skynder mig at sige en masse om, at man altså skal tage sig en uddannelse, at det er hårdt arbejde at blive tv-vært, og at det ikke er noget, man bare lige bliver."

"For når jeg får det spørgsmål, kan jeg mærke, at jeg bliver sådan lidt gammel-bitter-vred over, at unge mennesker tror, at det "bare" er noget, man bliver. De er jo en del af YouTube-generationen, de tænder bare kameraet, så er de YouTubere, og de tror, at det er lige så nemt at blive tv-vært. Men det handler i virkeligheden nok om, at jeg er lidt i et – for nu at bruge ordet igen – dilemma i mit eget liv, fordi jeg faktisk selv føler, at det er ret let for mig at være tv-vært. Men der er ikke nogen, der skal tro, at det er let, for det er det jo ikke. Og det har faktisk heller ikke været let for mig. Men det føles let."

Hun kigger spørgende på mig.

"Giver det mening? Det er svært at forklare. Jeg var på Go’ Aften Danmark i praktik og stod på den røde løber og lavede det ene interview efter det andet. Jeg knoklede på for at blive god til det og for i det hele taget at finde ud af, hvad jeg var god til. Og jeg kunne konstatere, at det føltes let for mig, men der er bare ingen, der skal tro, at det er let..."

Måske skal du bare begynde at "eje" det?

"Ja, det er nok rigtigt, for det vil da godt nok være træls at sidde om x antal år og tænke: Hvorfor fyrede jeg den ikke bare mere af? Hvorfor brugte jeg så meget energi på at tænke, at jeg ikke duede til noget, når jeg sad der på skærmen og faktisk duede til noget?"

Hvem er Petra Nagel?

  • Født i 1984.
  • Journalist og tv-vært på datingprogrammet Bachelor og Go' Aften Live på TV 2, som hun har barselsorlov fra.
  • Kendt for programmer som Menneskeforsøg (2014), Petra dater hele verden (2016), Petra elsker sig selv (2017) og Petra får en baby (2018).
  • Aktuel med bogen Ting, jeg har lært, da det var for sent, som udkommer 28. september.
  • Kæreste med Asbjørn Munk. Sammen har de sønnen Pelle Emil, tre år, og datteren Rosa, som blev født den 31. marts 2021.

Lille Rosa er vågnet. Hun fik kun en halv times tid på øjet, og Petra sukker lidt, da hun tager hende op og sætter sig over i sofaen for at amme hende, mens hun taler videre.

"Det er ikke så tit, at jeg har armene over hovedet og tænker "Sådan! Der nailede du den godt nok!" når jeg sidder og ser mig selv på skærmen. Jeg kan godt momentvis se, at jeg får stillet et godt spørgsmål, eller at gæsten slapper af i mit selskab, men jeg er meget selvkritisk."

Hvor stammer den selvkritik fra?

"Fra min opvækst. Og apropos min samtale i morges med Asbjørn, så sagde han også, at han tror, at grunden til, at jeg ikke stiger til vejrs, skal findes i mine forældre og min lillebror."

Hvad mener han med det?

"At vi har en bestemt jargon over for hinanden i min familie. Jeg har altid fået meget ros med hjemmefra i forhold til mit job, og min mor har altid syntes, at det, jeg gør, er fuldstændig genialt. Som mødre nu synes. Det har min far i virkeligheden også tit syntes, men han..."

Hun holder en længere pause.

"Jeg har nok i virkeligheden altid søgt min fars anerkendelse, og det gør min bror også. Vores far har et arkitektfirma, som vi kunne overtage, hvis vi ville, men han har aldrig lagt pres på i forhold til, at vi skulle blive arkitekter. Han har hele tiden sagt, at vi selv skulle bestemme, hvad vi ville. Så på den måde har jeg ikke følt, at jeg skulle gøre, hvad fatter siger, men samtidig må jeg også bare sige, at de rosende ord måske ikke sidder så løst hos min far."

"Han er måske lidt det, man kan kalde en træmand – ja, undskyld, men jeg kan ikke lige komme på et bedre ord. Og når man ikke umiddelbart får anerkendelse, så søger man den nok endnu mere. Og man stiger i hvert fald ikke til vejrs i egen selvfedme."

Men du er vel heller ikke blevet holdt nede, som jeg hører det?

"Nej, det er jeg ikke."

Og der har været opbakning til dit jobvalg?

"Ja. Jeg tror bare, at det måske er kommet lidt bag på hele vores familie, inklusiv mig selv, hvad det er, jeg laver i dag. Det lå ikke i kortene, at det var det, jeg skulle. Når mine veninder har sagt, at jeg altid gerne har villet være tv-vært, så har jeg altid tænkt, at det ikke passer. Det gik bare, som det nu gjorde. Da jeg var i praktik på Go' Aften Danmark, manglede de en dag en reporter, og jeg blev spurgt, om jeg ville prøve, og da den faste reporter så efterfølgende stoppede, fik jeg det job. Derefter kom jeg med i programmet Menneskeforsøg, fordi de tilfældigvis lige manglede en pige. Kunne jeg ikke lige tænke mig at prøve det? Jo, det kunne jeg da godt. Så det hele var meget tilfældigt."

Hvornår tænkte du første gang over det her dilemma med, at du er bange for at blive opdaget?

"Da jeg lavede ungdoms-tv med Menneskeforsøg, gjorde jeg meget ud af at være rigtig frisk og prøvede så vidt muligt at være en sjov fyr i stedet for at være mig selv som kvinde. Jeg prøvede simpelthen at minde så meget som muligt om de fyre, jeg lavede programmet med."

"Da jeg så efterfølgende lavede mine datingprogrammer, bad DR mig om at skalere alt det lidt ned. De havde vist programmet som test til en seergruppe, der havde sagt, at jeg virkede friskfyragtig. Og der kan jeg huske, at jeg tænkte, okay, så jeg skal bare være mig selv? Men hvad er det? Og hvorfor vil man gerne se på det?"

"Men da jeg så gik i gang med datingprogrammet, kunne jeg mærke, at det virkede at være mig selv. Det var meget ærligt, og det var stærkt, når jeg var mig selv. Men samtidig havde jeg det sådan: Jeg forstår ikke, at det bare er det, der skal til. Kan det være rigtigt, at det er interessant og godt nok, når jeg bare er mig selv? Jeg kunne slet ikke forstå, at der var folk, der gad se en hel programserie med mig, der talte om, hvordan jeg havde det. Der mærkede jeg nok første gang det dilemma, som jeg stadig trækker rundt med."

Efter de tre programserier, hvor Petra brugte sig selv til henholdsvis at date, til at undersøge forholdet til kroppen og til at fortælle, hvordan det var at skulle være mor, fik hun behov for at trække sig lidt og lave noget helt andet. 

"Og jeg har haft rigtig godt af at tage en pause fra det, for man er aldrig hundrede procent sig selv, når der er et kamera på, eller når man sidder over for en journalist. Der er altid et forstyrrende element. Kameraet eller blyanten. Men jeg har været 95 procent mig selv, når jeg har lavet de programmer. Og så har de sidste fem procent været svære."

"Når kameraet slukkede, var jeg begyndt at tvivle på, hvornår jeg så var hundrede procent mig selv, og hvornår jeg var 95 procent mig selv. Og det blev jeg til sidst lidt – i mangel af et bedre ord – skør af. Jeg havde brug for ikke at skulle sidde og tænke, hvordan har jeg det egentlig nu? Jeg var blevet så vant til hele tiden at skulle forklare følelser og tanker. Og jeg har det med at sige præcis, hvad jeg tænker. Min lillebror har på et tidspunkt sagt, at det er som om, at jeg er født uden filter. Og det var endda før, jeg lavede de programmer på DR."

Føler du det også selv sådan?

"Ja, det føler jeg helt klart. Det er også derfor, jeg tit lige skal ringe til en veninde og sige "hey, er du okay efter det, jeg sagde i går?" Jeg bliver ofte bange for, at jeg har sagt noget forkert og trådt nogen over tæerne. Jeg havde hundrede procent gennemsynsret på de programmer, jeg lavede på DR, fordi jeg bare fyrer den af uden at tænke så meget over, hvad jeg siger. Jeg er stolt af de programmer, men prisen har været, at alle kendte til mit indre og ydre liv. Derfor har det været rart med pausen."

"Men det sjove er, at jeg har fundet ud af, at jeg måske er blevet lidt afhængig af at lave programmer, som har en indvirkning på folk. Det er kommet bag på mig, men jeg har simpelthen savnet, at folk har skrevet til mig og har sagt ting som: "Du har reddet mit liv" eller "Jeg har fået det meget bedre af at se dine programmer." Jeg fik lyst til at lave noget i den dur igen, og jeg tror, at det var derfor, jeg skrev bogen.

Du har tidligere udtalt, at det private skulle parkeres, men i bogen lægger du virkelig svesken på disken – hvorfor?

"Ja, det gør jeg, men det er med ting, der er sket tidligere i mit liv. Det vil jeg gerne fortælle om. Men jeg forsøger at værne om det liv, jeg har i dag med Asbjørn og børnene. Når det er sagt, så kunne jeg da godt forestille mig en to'er, der hed: Ting, jeg godt ville have vidst om at blive mor til to. Ha ha."

Du siger, at du savner, at folk skriver til dig, og at du savner anerkendelse fra din far – har du i virkeligheden bare brug for meget anerkendelse?

"Ja. Jeg kan ikke så godt lide, når du siger det, men jeg tror desværre, at det er lidt sådan, det er. For jeg har svært ved at anerkende mig selv. Jeg har brug for andres blåstempling. Sådan har jeg haft det hele livet, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er et grundvilkår for mig, at jeg har brug for at få at vide, at jeg er go' nok, lige som jeg er."

Har din far nogensinde opdaget, hvor meget det betyder, hvad han siger til dig?

Hun holder en meget lang pause.

"Jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror ikke, at han tænker over, hvor meget det betyder."

Hun tænker sig om igen.  

"Nej, det tror jeg ikke, at han ved."

Skal han så læse det her interview?

"Ja... måske."

Hvad tror du, han ville sige, hvis du sagde til ham, at du har brug for mere eksplicit anerkendelse?

"Så ville han sige: "Ro på. Så er det vist heller ikke værre. Rolig nu.""

Hvor er Asbjørn i alt det her?

"Han er ret god til at rose mig. Sød til at fortælle mig, at jeg er en god mor. En god kæreste. At jeg er dejlig, lige som jeg er. Det er skønt, for i min familie har vi altid lavet mad og givet gaver i stedet for at sige "Gud, hvor er du bare dejlig.""

Hun trækker vejret dybt ind.

"Men det er svært at sidde og snakke om. Jeg vil ikke have, at mine forældre bliver kede af det, for det er der virkelig ingen grund til. Der er bare forskellige måder at vise kærlighed på. Jeg ved, at min far synes, at jeg er helt okay, og han ringer også og siger "Hold kæft, det var et godt interview, du lige lavede der." Men det, jeg nok ønsker mig allermest, er at blive anerkendt for bare at være mig."

Rosa er faldet i søvn igen i Petras arme. Helt mæt og tilfreds. Og selvom Petra har haft – og har – sine udfordringer som mor, er hun grundlæggende ikke i tvivl om, at hun godt kan finde ud af at være mor. Meeen så alligevel...

"På en eller anden måde famler jeg ikke lige så meget, når det handler om at være mor. Det har jeg altid tænkt, at jeg godt ville kunne finde ud af. Hvis der er noget, jeg er i tvivl om, så læser jeg om det."

"Sundhedsplejersken sagde også "Hold da op, Petra, når du virkelig sætter dig noget for, så lykkes det også for dig." Som for eksempel nu med amningen. Hun siger, at jeg skal klappe mig selv på skulderen, for det gør jeg virkelig godt. Men så bliver jeg alligevel sådan: Aj, er det virkelig rigtigt?"

Hun griner.

"Ja, se, der var den igen. Usikkerheden. Og for nu at blive i hele den her mælkeverden, så kan jeg sagtens komme til at sige til mig selv, at jeg slet ikke har mad nok til Rosa."

"Og det er jo så skørt. For kig på hende. Hun trives jo så fint, men alligevel formår jeg at bilde mig sådan nogle ting ind. At jeg ikke dur til det, selvom jeg ved, at jeg er en rigtig god mor – også over for Pelle. Er det ikke underligt?"

At have det, som Petra har det, har et navn. Det kaldes Imposter Syndrom. Bedragersyndrom. Det er et psykologisk mønster, hvor man tvivler på egne præstationer og har en vedvarende frygt for at blive afsløret som en, der ikke kan noget – en "svindler" – selvom der er masser af beviser på, at man kan en masse. Man tror, at ens succes skyldes held, eller at man har formået at få andre til at tro, at man er bedre, end man er, og at man dermed har snydt alt og alle. Petra har talt med en præst om det, og det var lidt af en øjenåbner for hende.

"Præsten sagde blandt andet, at det virker som om, jeg godt kunne have brug for at tilgive mig selv. Først forstod jeg ikke helt, hvad hun mente. Tilgive mig selv for hvad? Det er jo ikke, fordi jeg synes, jeg har gjort alt muligt forfærdeligt. Men jeg bliver ved med at have sådan en fortælling om, at jeg kunne have gjort en masse ting bedre og anderledes. At jeg for eksempel burde have taget en uddannelse i stedet for at tage tre år som skibums, hvor jeg drak mig fuld og gav den gas."

"Men præsten sagde: "Hvad med, at du tilgiver dig selv for de valg, du har truffet gennem livet? Måske gjorde du alle de ting, fordi du havde det sjovt, og hvad med at lade det blive ved det?" Og det havde jeg bare aldrig tænkt over. I stedet for at tænke "Åh, du drak dig også bare fuld og havde et usundt liv i flere år," så vende det om og sige "Ja, det gjorde jeg. Måske var jeg bare et ungt menneske, der havde det sjovt. Og måske er det helt okay.""

Har du så tilgivet dig selv?

Hun holder en lang pause igen.  

"Njaaa... Jeg arbejder på det. Det er jo sådan nogle mønstre, som hele tiden popper op i en."

Har det hjulpet at skrive bogen?

"Ja, det synes jeg faktisk, at det har. Og det har været ret interessant og ret spændende at komme i kontakt med fortids-Petra. Nærmest som en form for terapi. Jeg har kigget på gamle billeder, og talt med veninder om, hvordan de oplevede mig dengang. Det er ikke så tit, at man tænker over, hvem man mon var for ti år siden, og hvem man så er nu. Eller – som i dag – at man tænker over, hvad der er ens livs dilemma. Men det er sundt, tror jeg, at pille lidt i sin egen navle somme tider."

Når du så har kigget tilbage, kan du så ikke klappe dig selv lidt på skulderen over, hvad du har opnået?

"Jo, det kan jeg da nok. Men det er sjovt, for jeg har faktisk været en lille smule flov over at have skrevet den her bog."

Hvorfor det?

"Fordi jeg synes, det er lidt pinligt at ville skrive en bog om sig selv. Hvem er jeg egentlig til at gøre det? Når folk spørger, hvad bogen handler om, og jeg siger, at den handler om mig... Så skynder jeg mig at sige, at den handler om alt muligt andet, og at jeg har lavet den, for at andre yngre kvinder måske kan spejle sig i den. Jeg ville gerne selv have haft sådan en bog som yngre. Så jeg finder lynhurtigt et narrativ om det, for jeg er i hvert fald ikke en af dem, der bare skriver en biografi. Jeg er slet ikke gammel nok til det, og jeg har slet ikke levet et spændende nok liv til at skrive en biografi. Men faktisk er det jo heller ikke en biografi. Eller er det? Og hvad hvis det var? Aj, altså, jeg har så mange tanker om det..."

Så du glæder dig ikke til, at den bliver udgivet?

"Jo, for jeg har jo også en rationel side, der synes, det er ret fedt."

Med næste generation trygt sovende ved brystet er det nærliggende at tale om, hvordan Petra vil undgå, at hendes datter bliver lige så hård ved sig selv, som hun selv har været. 

"Jeg vil overbevise min datter om, at hun er lige, som hun skal være. Ikke kun på baggrund af ting, hun gør, men især i forhold til, hvem hun er. Hun er bare helt i orden, ligegyldigt hvad hun gør. Og det samme gælder min søn."

Du har selv kæmpet meget med en utilfredshed over din krop, hvordan vil sørge for, at dine børn ikke får det på samme måde?

"I dag ved vi, hvor meget det betyder, hvad ens forældre siger om sig selv. Og jeg vil helt grundlæggende forsøge at tale ordentligt til mig selv – særligt når mine børn hører det. Jeg skal give alt det videre, som jeg har lært på min egen rejse. At jeg er helt i orden, lige som jeg er, og lige som jeg ser ud."

Har du fundet fred med din krop?

"Nej, det har jeg da ikke. Det kan jeg tydeligt mærke. Det er så åndssvagt. Men det er blevet bedre. Meget bedre. Og det med at tilgive sig selv handler også om at sige "Hør her, Petra, du har født to børn, nu skal du måske bare slappe lidt af." I går aftes sad jeg i sofaen og ammede og så Netflix – og spiste på magisk vis en hel Ritter Sport helt alene..."

Hun griner.

"Nu er en Ritter Sport jo heller ikke særlig stor..."

Det er vist kun 100 gram?

"Ha ha, ja, og pludselig var den væk. Jeg ved, at hvis jeg vil ændre på nogle ting, så skal jeg skrue på den slags. Så skal der mindre indenbords. Og nej, jeg skulle nok ikke have spist det hele, når jeg synes, jeg har taget på efter barn nummer to. Men i stedet for at sige "Åh, det er også for dårligt, at du ikke kan styre dig, og bla bla," så er jeg blevet bedre til at sætte punktum i tankerækken. Okay, det skete. Punktum. Videre. På den måde har jeg fundet mere fred med det. Så nej, jeg er ikke i mål i forhold til at acceptere min krop, men jeg ved, hvordan jeg skal arbejde med det."

Ny serie: Mit livs dilemma

I en ny artikelserie i ALT for damerne skal du møde tre kendte danskere, der går i dybden med et af deres livs største dilemmaer.

TV-vært og journalist Petra Nagels fortælling om at leve med imposter syndrom er anden historie i serien.

Første historie er skuespiller Connie Nielsens, og den handler om hendes svære forhold til sin mor. Den kan du læse her.

Trejde historie kommer fra svømmer Sarah Bro, som stod i et kæmpe dilemma, da hun overvejede at vælge svømningen fra. Læs den lige her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Livsstil, Selvværd, Kendte og Karriere
Tilbage til toppen