Prinsesse Marie: "Mit ægteskab har givet mig chancen for at gøre en forskel"

Klokken er halv syv om morgenen. Solen sender de første spæde stråler op over byen Goba, som ligger omkring 400 kilometer sydøst for Etiopiens hovedstad, Addis Ababa. Morgenluften er kølig, for byen ligger 2.700 meter over havets overflade. Kortegen af store firhjulstrækkere sætter i gang fra hotellet, og efter en kort køretur på asfalt drejer bilerne ind på en grusvej.

Vej er måske så meget sagt, for den består mest af alt af huller, sten og støv. Store huller. Store sten. Og uendelige skyer af støv, der danser i den morgensol, som nu står direkte ind gennem forruden. Igen og igen må vi bremse op for store flokke af køer, geder og æsler, der krydser vejen – eller går i adstadigt tempo lige midt på den – og for mennesker, der måbende står og kigger efter rækken af biler.

Efter fire timers bumlen og bil-kravlen op over et 4.000 meter højt bjerg når de første af bilerne frem til landsbyen Jibri. Her i denne ubegribeligt afsidesliggende region kommer der normalt aldrig gæster – og slet ikke hvide mennesker – så indbyggerne har spændte stået klar i den bagende sol i et godt stykke tid. De står i to lange rækker langs den lille røde jordsti, der fører ind i landsbyen. Kvinder og børn på den ene side. Mændene på den anden side.

Vi – pressen og medarbejderne fra Folkekirkens Nødhjælp – stiller os for enden af stien og venter også. Pludselig dukker endnu en stor flok børn op. Syngende og dansende. De stiller sig på midten af stien. Venter. Endelig ankommer dagens hovedperson. Danmarks prinsesse Marie. Langsomt og smilende kommer hun gående, og alle begynder at klappe og synge.

Prinsessen er iført en grå T-shirt med print. ”Sult kan stoppes”, står der på forsiden. Og på ryggen: ”Mad er en menneskeret”. Det er nemlig det, besøget i Jibri handler om. Om de helt basale fornødenheder. Mad og vand. Noget, som vi i den vestlige verden dårligt skænker en tanke, fordi vi kan få det når som helst og hvor som helst, men som her er en udfordring hver eneste dag. Som protektor for Folkekirkens Nødhjælp er det magtpåliggende for prinsesse Marie at sætte fokus på disse menneskers problemer og behov og vise omverdenen, at det nytter at hjælpe. At hver en krone tæller.



Der er – på alle måder – langt fra Jibri til Amalienborg, hvor jeg tre dage efter hjemkomsten fra Etiopien møder prinsesse Marie igen i Christian VIII ’s Palæ. Det er hendes 38-årsfødselsdag, alle bygninger i Amaliegade og palæerne flager, og nede på slotspladsen trækker garden op. Men det, der stadig fylder i prinsessens tanker, er turen til Etiopien.

– Hver morgen, når jeg vågner, har jeg så mange billeder fra Etiopien i mit hoved. Jeg tænker på alle de stærke mennesker, jeg mødte dernede, og de mange små børn uden ressourcer. Det gør mig stadigvæk meget rørt at tænke på det og tale om det. Min første tanke, da jeg kom hjem, var, at hvor er vi heldige her. Vi mangler ikke noget. Vi har rent vand, vi spiser mad hver dag, børnene er i skole – vores problemer er ikke så store.

Hvordan var det at komme hjem til familien og fortælle om turen?

– Jeg synes først og fremmest, det var godt at komme tilbage til familien. Når man har set så mange børn – børn på Athenas og Henriks alder – som skulle klare det hele selv, så sætter det jo nogle tanker i gang. Derfor var det meget vigtigt for mig at fortælle om rejsen og oplevelserne, så vores børn får at vide, at der er mange børn i verden, som sulter, som ikke er i skole, og som ikke har, hvad de selv har.

Det er selvfølgelig meget surrealistisk for Henrik at høre om, men jeg tror, han forstår noget af det. Han stiller mange spørgsmål: ”Mor, hvad mener du med, at de ikke får mad? Og hvorfor får de ikke mad?” Han er kun fire år, men hvis jeg allerede nu begynder at fortælle ham historierne om, hvad jeg oplever på mine rejser som protektor, så ved han, at det ER virkeligheden. Og så kan han måske også bedre forstå, at han ikke skal klage, når han får pasta to gange på en uge, ha, ha. Jeg siger til ham, at han bare skal være glad for det, der ligger på hans tallerken. Og så kigger han på mig og siger: ”Mor, slap af!” Prinsessen griner igen.

– Men jeg kan se i hans øjne, at han er bekymret for andre mennesker. Og så sagde han forresten noget, som var så sødt. Han sagde: ”Mor, næste gang vil jeg gerne rejse med dig, for jeg kan lege med de børn!” Og jeg svarede: ”Åh, skat, jeg vil så gerne rejse med dig, men du er måske lidt for lille endnu.”

Der er ingen tvivl om, at børns ve og vel ligger prinsesse Marie særligt på sinde. Alle steder, hvor hun kommer frem i Etiopien, spørger hun til børnene. Om de har mad nok. Om de får rent vand. Om der er mulighed for at få medicin, hvis de bliver syge. Og hun tager kærligt fat i de små, kilder dem, smiler til dem og taler med dem. I Jibri får prinsessen efter den varme velkomst vist, hvordan Folkekirkens Nødhjælp har lavet et projekt med et vandreservoir, der samler bjergets kildevand til de tørre perioder, så knap 1.000 husstande nu har rent drikkevand, vand til tøjvask og separat vand til kvæget.

Også en skole i nærheden har fået et vandreservoir, der kan opsamle regnvandet, og det har betydet, at børnene bliver i skolen i de tørre perioder. Før droppede de ud. Et tredje projekt samme sted går ud på at lære befolkningen at dyrke afgrøder som quinoa og amaranth, som er mere resistente over for klimaændringer.

 – Det var meget, meget vigtigt for mig at se, at projekterne virker, møde de mennesker og snakke med dem. Der skal så lidt til at gøre en kæmpe forskel, og det er det, folk skal vide. Det var en meget positiv oplevelse at besøge Jibri, for allerede da jeg ankom, kunne jeg se, at folk var glade. Der er stadig mange, mange udfordringer, men det var tydeligt for mig, at der er sket store fremskidt siden den store sultkatastrofe for 30 år siden.



Rejsen til Etiopien er prinsesse Maries anden store rejse til et udviklingsland. Første gang var i efteråret 2012, hvor hun besøgte Cambodja, og der er stor forskel på de to oplevelser.

 – Begge rejser har påvirket mig rigtigt meget, men på den første rejse til Cambodja, var det svært at se det positive. Jeg så kun ekstrem fattigdom, forfærdelige livsvilkår og lidelse. Hele tiden. Hver dag. Det var byslum med den værste hygiejne, man kunne ikke trække vejret, der var så mange bakterier og så meget sygdom. Det var meget chokerende at opleve. På rejsen til Etiopien kunne jeg se det positive. Jeg kunne se, hvor meget hjælpearbejdet betyder. Hvordan projekterne gør en kæmpe forskel. Vand betyder, at de kan dyrke jorden hele året, og det er virkelig godt at se, hvordan nye afgrøder kan vokse, og at de kan lære at dyrke dem. Der var håb i Etiopien, synes jeg. Når vi kørte ud til projekterne, var der så meget aktivitet mange steder. Store traktorer og mejetærskere, der var i gang. Arbejdspladser. Udvikling.

I Etiopien besøger prinsessen også et hiv-projekt i Goro-distriktet. Projektet går ud på at oplyse og organisere områdets smittede, så de styrkes og reintegreres i samfundet. 1,2 millioner mennesker i Etiopien er smittet med hiv, og kvinder er mere udsatte for smitte end mænd. Prinsessen lytter til de gribende historier om, hvordan disse mennesker tidligere lå i sengen hele dagen, men nu kan være oppe og endda passe et arbejde. Og om hvordan den øvrige befolknings opfattelse af dem har ændret sig i takt med, at der bliver informeret om, at det altså ikke smitter at være i nærheden af en hiv-smittet. ”Før, når der var fest, måtte vi tage vores egne kopper og drikkevarer med, fordi de andre var bange for at dele med os”, fortæller en. ”I dag, ser folk helt anderledes på os, og vi kan arbejde og være sammen med andre mennesker”.

Kampen mod hiv og aids er netop noget, som optager prinsesse Marie meget, og prinsessen er også protektor for AIDS-Fondet. Blandt hendes øvrige protektioner er Tønder Festival og Prix littéraire des Ambassadeurs.

Prix littéraire des Ambassadeurs har noget med Deres oprindelige sprog at gøre, i hvilket omfang er det vigtigt for Dem at holde fast i det?

– Det er så vigtigt. Man skal vide, hvor man kommer fra. Og jeg tænker også på mine børn, for det er en gave at kende flere kulturer og sprog fra barndommen. De skal vide, hvor de kommer fra, at de også er en del af min familie i Frankrig. Jeg prøver at tale fransk med vores børn, men de svarer KUN på dansk. Prinsessen slår en høj latter op.

– De forstår det, når jeg taler fransk til dem, men de siger kun noget på fransk, når de vil. Når jeg er på besøg hos min mor, og Henrik gerne vil lege, så siger han – med dansk accent: ”jouer, jouer”. Jeg har ingen accent, når jeg taler fransk med mine børn, men min dreng har altså dansk accent. Det er så sødt, og jeg tror, at det franske nok skal komme. Han har bare den alder, hvor han er lidt stædig.

Hvad har været den største udfordring for Dem ved at lære dansk?

– Det er SÅ nemt…, ha, ha! Udfordrende? Nej, slet ikke! Mere latter.

– Nej, helt alvorligt, den største udfordring er, at det ikke er den latinske sprogstamme. I begyndelsen kunne jeg slet ikke finde ud af, hvordan man laver en sætning. Verbet, negationen – den måde, man laver sætninger på, er helt anderledes end på fransk. Det var svært – og udtalen også – så jo, det har været en udfordring, og er det stadigvæk.

Har det været rart for Dem, at deres svigerfar har det samme sprog som Dem?

– Ja, jeg taler fransk med ham, min dejlige svigerfar. Vi har det rigtigt godt, og det er en fornøjelse at være sammen med ham. Men jeg kan også rigtigt godt lide at tale dansk, det er en del af mig nu, og jeg elsker at lære sprog. Og fordi dansk var en stor udfordring, så var det endnu mere interessant for mig. Jeg tror, det hjælper, når man kan lide at lære sprog. Hun smiler og fortsætter:

– Min mand har ikke været nogen støtte for mig! Han er en stor støtte for alt andet – men ikke med det danske sprog. Han taler oftest fransk til mig, når vi er alene. Det er det sprog, vi mødtes på, så det er lidt svært at ændre det.

Prinsesse Marie mødte prins Joachim ganske kort første gang til et jagtselskab i Danmark. Hun var lige vendt tilbage til Schweiz efter at have studeret og arbejdet seks år i USA. De genoptog kontakten et par år senere, og prinsessen smiler lidt genert, da hun svarer på, hvad hun faldt for.

– Jamen, han er helt fantastisk. Han har den der danske måde at være på, meget diskret og lidt ydmyg. Det er charmerende. Virkelig.

Hvordan har det været at skifte livet i Frankrig og Schweiz ud med livet i Danmark?

– Jeg forlod Frankrig, da jeg var 12 år gammel, så det er længe siden. Selvfølgelig er jeg glad for at tage tilbage til Paris og besøge min familie, men de sidste 20 år har jeg boet andre steder. Og så er der jo ikke så langt. Jeg har også boet i US A, så i den forstand er Danmark er jo tættere på min familie i Frankrig. Der er selvfølgelig kulturforskelle, men jeg har haft et internationalt liv, og jeg elsker at være omgivet af nye kulturer. Jeg synes, det er så vigtigt, ja nærmest nødvendigt, at være omgivet af forskellige kulturer, og så er jeg så heldig, at jeg har fået nogle rigtigt, rigtigt gode venner her i Danmark.



Offentlighedens søgelys har været rettet mod prinsesse Marie og hendes familie, siden hun kom til Danmark, men det har ikke været det store problem.

– Der har selvfølgelig været en lille udfordring i forhold til ens frihed, men i Danmark bliver man respekteret, og danskerne er meget diskrete. Så jeg synes ikke, at det er voldsomt, og i Møgeltønder, hvor vi bor, beskytter folk os meget. I København er folk vant til at se os cykle rundt med børnene og være ude og købe ind. Vi har aldrig haft nogen dårlige oplevelser. Jeg er glad for opmærksomheden, når jeg arbejder, og jeg er glad for også at kunne være privat. Jeg tror, at Danmark er et af de lande, hvor man har mest fred og ro.

Fred, ro og familieliv er noget, prinsesse Marie sætter højt, gerne kombineret med noget god mad. Hun er også protektor for Copenhagen Cooking, og det er ikke tilfældigt.

– Åh ja, jeg er virkelig interesseret i mad. Jeg skal være meget forsigtig, for jeg elsker at spise. På fransk siger man ”je suis tres gourmande” – jeg kan godt lide at lave og spise mad. Det er en del af min opdragelse og kultur. Vi har altid smagt forskellig mad, min mor laver rigtigt god mad, og det har været en stor del af vores dagligdag at spise sammen. I Danmark kan man få alle råvarer, og vi køber ind efter årstiden. Jeg elsker dansk mad – jeg er en big fan af flæskesteg.

Så at prins Henrik får pasta to dage i træk passer måske ikke helt?

– Jo, det kan det godt. Jeg går op i mad, og enkel mad er også godt. Tiden for interviewet er ved at være gået. Fotografen tripper uden for døren, men prinsesse Marie når lige at svare på, hvad det vigtigste, livet har lært hende, er.

– At man skal gribe chancen, når den er der. Man skal ikke tænke for meget. Lille pause.

– Jeg tænker på min mand, når jeg siger det med at gribe chancen. Kærligheden til ham har givet mig chancen for at være med til at gøre en forskel for andre mennesker gennem mit arbejde.



LÆS OGSÅ: 5 kvinder om deres livs vendepunkt