Frej Prahl om bogen Tændt
SPONSORERET indhold

Psykolog: Et nej til sex kan være vejen mod et sjovt sexliv

Dyrk sex med inspiration fra dyrenes parringsdans og accepter, at et nej kan være vejen til et sjovt sexliv i et trygt parforhold. Dansk psykolog har fundet opskriften på lidenskab, når hverdags-trummerum tager over.

Af:: Amalie Louise Larsen Foto: Getty Images
03. nov. 2017 | Livsstil

Hånden på hjertet, hvornår har du sidst afvist din partner, hvis han har lagt op til sex? Og hvornår har du sidst dyrket sex, ikke fordi du havde lyst, men for at tilfredsstille din mand?

Rigtig mange par bøvler med netop de frustrationer, når lagenerne ikke længere er lige så krøllede som før i tiden, eller når pligten overtager lysten, efter børnene er puttet.

Men egentlig bør vi blot acceptere, at et nej til sex faktisk kan være den rette vej mod et sjovt sexliv. Præcis som man ser det i dyrenes verden.

Det mener psykolog og parterapeut Frej Prahl, som står bag bogen "Tændt", hvor han fortæller, hvordan du med inspiration fra dyrelivet kan vække den seksuelle lyst.

- Når vi mennesker er i stand til at sige nej til seksuelle henvendelser, uden at føle dårlig samvittighed og uden at føle et forventningspres, så sker der ofte det, at vores lyst til sex begynder at spire, siger han til ALT.dk.

Og det er lige netop dér, vi kan tage ved lære af dyrene.

Dyrisk kemi

I dyreverdenen er den seksuelle parringsleg nemlig en anden, end vi kender den fra soveværelset. Her er kurtiseringsdansen inden et seksuelt møde helt centralt for parringen.

- Der er ting, jeg kan se i den dyriske kemi, som vi mennesker bare overhovedet ikke gør. Hvis jeg henvender mig til min kæreste og får en afvisning, så trækker jeg mig tilbage i min dårlige selvværds-hule, fordi jeg automatisk symboliserer afvisningen med at være forkert. Så vi kommer overhovedet ikke ind i det spil, dyrene kommer ind i, forklarer Frej Prahl.

Når hunnen er i brunst, henvender handyret sig. Har hun ikke lyst, får han en meget klar og prompte afvisning, der på alle måder kan være farlig, hvis hannen ikke accepterer den. Hunnen er ganske enkelt ikke klar til at parre sig med det samme.

Ufortrødent går hannen videre, men giver ikke op og prøver igen senere. Uanset hvor mange gange han bliver afvist, kommer han igen. Og sådan går det frem og tilbage med tilnærmelser og afvisninger, indtil hunnen til sidst giver efter i lyst.

Sådan burde det også være i det trygge og kærlige parforhold, mener Frej Prahl.

Frihed og lettelse

Som cand.psych. og parterapeut ved Center For Familieudvikling har han erfaret, at det, folk har allersværest ved at håndtere, netop er afvisningen. Alligevel kan psykologen konstatere, at den er til stede i langt de fleste af de tilfælde, han møder.

Ja, faktisk er det noget, Frej Prahl og kæresten, Vibeke, selv har oplevet på egen krop.

Da hverdagen gik lidt for meget op i putning og vasketøj, besluttede de sig derfor for at teste den dyriske parringsleg i soveværelset. En oplevelse, han blandt andet beskriver i sin bog:

”Vibeke skubbede mig væk uden bitterhed, men med oprejst pande. Hun kiggede mig direkte i øjnene. Lige dele chok og beundring over hendes voldsomt afklarede afvisning ramte mig. Og jeg vidste, hvad min opgave var, så jeg tog mod til mig og henvendte mig igen. Vibeke vidste imidlertid også, hvad hendes opgave var, så afvisningen kom prompte. Jeg satte mig tilbage i sofaen og kiggede over på Vibeke. Hun lokkede mig med et drillende, let fristende udtryk i øjnene. Hun ville lege mere. Så jeg nærmede mig hende igen. Jeg var ikke længere en ulækker overgrebsmand eller en tiggende liderkarl. Det var okay. En ny indre frihed og lettelse fyldte mig op. Og efter en halv times tid så jeg noget i Vibekes øjne, jeg havde længtes efter længe: Begær.”

At bruge sig selv i sin forskning har været både vigtigt og lærerigt for Frej Prahl, der også gerne deler ud af privatlivet til sine foredrag. For problemet er "sindssygt tabubelagt", siger han.

Og sådan må det ikke være.

- Jeg tror, at rigtig mange føler en ensomhed og skam over det. Mange tænker, at de er de eneste i verden, der tumler med de her ting. Derfor har det været rørende at mærke den feedback, jeg har fået, hvor folk har været glade for, at der er blevet åbnet op, fortæller han.

Nye succeskriterier

Traditionelt set har mænd meget mere lyst til sex i langvarige forhold end kvinder, forklarer psykologen. Selvfølgelig er der undtagelser, men ofte er det kvinden, som ender i en situation, hvor hun skal afvise sin partner. Omvendt står manden med en afvisning på sin lyst, der får ham til at føle sig både lille, forkert og ubetydelig.

En ærgerlig konstellation, hvad enten du er mand eller kvinde.

Derfor er det helt centralt at gøre afvisningen til en god oplevelse, hvilket også handler om at erkende, at penetration ikke nødvendigvis er det eneste succeskriterium i den leg, vi leger med hinanden, fastslår Frej Prahl.

- Når vi afstår fra det succeskriterium, kan kvinden pludselig stå og kigge på manden og se, hvor lækkert det er med al hans lyst, fordi hun ikke længere tænker, at hun bør gøre noget ved den. Hun kan bare nyde den. Der er ingen forventning med den. Og så er der virkelig mulighed for at blive tændt, siger han.

Dog skal én ting være på plads, før vi kan begynde at lege med dyrenes parringsdans: Vi skal føle os trygge ved vores partner.

- Det er grænseoverskridende på den måde, at det er noget nyt. Og det er altid ganske sårbart, at gøre noget nyt og træde ud i et ukendt rum. På sådanne tidspunkter skal vi altid passe på hinanden og være søde ved hinanden, understreger psykologen.

Anbefalet til dig