Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Puk Damsgaard
Foto: Les Kaner, Stine Heilman og Peter Nørby

Puk Damsgaard

Puk Damsgaard: “Jeg tænker meget over at leve i nuet”

Journalist Puk Damsgård, 38, er krigskorrespondent og vild med at være i 30’erne. Det har gjort hende mindre konfliktsky, mere voksen og har vækket et behov for at være i nuet, hun ikke har oplevet før.

– Jeg synes, det er fantastisk at være i 30'erne. Det er det årti, hvor jeg føler, at jeg er blevet voksen, og hvor jeg har fundet mig selv allermest. Det har jeg på grund af den måde, jeg har valgt at leve mit liv på og på grund af det arbejde, jeg har. I 30'erne har jeg rejst i meget konfliktfyldte områder, og det har gjort mig voksen og givet mig et andet perspektiv på livet og en anden alvor. Jeg er gået fra at være sorgløs til også at kende den mørkere side af mennesket.

– Da jeg var barn, var jeg vanvittigt stille og genert. Så genert, at jeg ­kunne sidde med ryggen til i en krog en hel ­eftermiddag hos min farmor, mens hun havde gæster. Det fortog sig, da jeg blev lidt ældre, men i 20'erne var jeg stadig konfliktsky og turde ikke sige fra. Det er fuldstændig forsvundet i 30'erne. ­Fordi jeg er endt sammen med en mand, der rumsterer som en elefant i en glasbutik, men især fordi du ikke kan ­overleve i Mellemøsten, hvis du er konfliktsky. Bureaukratiet vil betyde, du aldrig får udrettet noget som helst, hvis du ikke tør tage en konflikt up front.

– Jeg har været sindssygt privilegeret i mit liv, og jeg er virkelig ­taknemmelig for, at jeg har haft de privilegier. Her tænker jeg på en sund og god opvækst, som har givet mig en ballast til at kunne være ude i verden, men også til at kunne stå imod alle de fristelser, som fandtes i ungdommen. Jeg har haft nogle forældre, som bakkede op, uanset hvad jeg ville, også i mine fjumreår, hvor jeg arbejdede i vuggestue, var tjener i Nyhavn og gik på Teaterskole.

LÆS OGSÅ: Sofia fik brystkræft: “Det er vigtigt også at fortælle den gode historie”

– I takt med at jeg bliver ældre, tænker jeg mere over at leve i nuet. Det er blevet vigtigere for mig at gøre, hvad jeg har lyst til og være sammen med dem, jeg holder af. Jeg oplever også bekymringer, som ikke var der ­tidligere. Frygten for at dø, at blive syg eller at ­miste mine forældre. Det er gået op for mig, at de ikke lever evigt. Det har gjort mig bevidst om, at jeg skal huske at være sammen med dem, så meget som jeg nu kan. For nylig tog jeg hjem og overraskede dem på deres 40-års bryllupsdag i erkendelse af, at det var vigtigt at være sammen med dem på så fantastisk en dag, og også fordi det slog mig, at jeg ikke kan vide, om de nogensinde når at ­fejre 50-års bryllupsdag.

– Det er vigtigt for mig at blive ved med at kunne mærke i maven, hvad jeg laver. Jeg kan have en forelskelsesfølelse, når jeg har en god og vigtig historie, og når jeg har mødt et menneske, jeg synes, er værd at vise til danskerne på tv. Den lykkefølelse, håber jeg, varer ved, ellers skal jeg finde noget andet at lave, for jeg mister opmærksomheden og arbejdsgejsten, hvis den ­ikke er der. Jeg er ufattelig dårlig til at beskæftige mig med noget, som jeg ikke går 100 procent op i.

– Mit bedste råd er, at man skal gøre, som man har lyst til. ­Følge drømmen. Jeg var 28 år, da jeg sagde mit faste job op på Jyllands-Posten og ­kastede mig ud i at være freelancer, og det har været fuldstændigt afgørende, at jeg turde forfølge en fjern forestilling om at rapportere fra verden. Det er rart at blive lidt ældre og blive noget af usikkerheden kvit i forhold til, hvad der kan ske. Det værste, der kunne ske for mig, var, at jeg ikke tjente så mange penge og måtte spise lidt mindre, men jeg ville i hvert fald ikke dø af det.

– Jeg drømmer om på et tidspunkt at bo i en skov et sted i Afrika. At være tæt på dyrene og naturen. Jeg har lige været på ferie langt ude i bushen i Kenya, hvor der ikke var forbindelse til hverken telefon eller net. I de dage skete der et kupforsøg i Tyrkiet, som jeg nok skulle have dækket, men det var fantastisk at ­opleve, at det faktisk ikke betød noget. At det var okay at være i sin egen verden og ikke skulle forholde sig til den buldrende trafik på de sociale medier.

– Jeg glæder mig til at sidde som gammel og rynket i en lænestol sammen med min mand. At se hinanden blive ældre og modnes. Da vi blev gift, sagde præsten, at love is space, og min mand har om nogen formået at give mig plads til at være den, jeg er, og lade mig gøre det, jeg vil. For mig handler kærlighed netop om at give hinanden plads i stedet for at fokusere på alt det, den anden ikke er. Man skal påvirke hinanden til at flyve højest muligt.

– Jeg er lige der, hvor jeg gerne vil være på den måde, at jeg synes, jeg har et fantastisk arbejdsliv, et fantastisk parforhold og gode venner. At være i ­nuet med alt det, der er i livet i øjeblikket og forhåbentlig at kunne bevare nysgerrigheden på alt det, der stadig kommer. Det gør mig glad.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: “Der er masser af feminister, der synes, jeg er en klovn”

LÆS OGSÅ: Lone Hertz: “Jeg har masser af smukke ar på sjælen. Jeg har elsket meget”

LÆS OGSÅ: Louise har været udstationeret i Mellemøsten: “Desperation kan få folk til at gøre sindssyge ting”

Puk Damsgård, 38

Uddannet journalist i 2007.

Har arbejdet som journalist for Jyllands-Posten i Pakistan og Afghanistan, inden hun flyttede til Mellemøsten og blev korrespondent for DR.

Har skrevet flere bøger, bl.a. "Hvor solen græder" og "Ser du månen, Daniel", som hun vandt Cavlingprisen for i 2015.

Bor i Kairo med sin mand.

Se, hvad vi ellers skriver om: Puk Damsgård og Interview