Rapperen Nikoline: "Jeg kan ikke acceptere, at kvinders brystvorter tvangsseksualiseres"

Siden hendes første sang udkom for halvandet år siden, har hun gjort sig bemærket for sine bramfri tekster og eksplicitte musikvideoer. Egentlig er hun uddannet i klassisk musik fra Syddansk Musikkonservatorium, men hun kunne ikke længere holde ud at se på korrupte politikere, forkælede top­chefer og ulighed blandt kønnene. Derfor blev hun nødt til at rappe det ud, fortæller hun.

– Rap er der, hvor man kan sige flest ord per sekund, og jeg havde så meget, jeg ville ud med, så det er den rationelle forklaring på, hvorfor jeg begyndte. Jeg har også lavet debatindlæg, men det rykker ikke ved det emotionelle. Musik rammer flere, fordi det er abstrakt og sætter gang i noget hos os alle.

– Jeg synes, der manglede nogen, der sagde: vi kan alle være fælles om at forbedre vores samfund – og det handler ikke om, om man er rød eller blå, men om at ændre vores samfundsstrukturer. Vi har for eksempel bare set på, mens Danske Bank har hvidvasket tonsvin af penge og bagefter sagt: nånå, det var en smutter. Vi har fundet os i private-Lars og ikke-private Lars, men kald det nu bare det, det er: korruption! Der er så mange problemer i vores samfund, men i stedet for, at vi bliver apatiske, ligeglade og bare giver op, må vi prøver at lave det om, for det er vores samfund!

Nikolines samfundsengagement er man ikke i tvivl om, hverken når man lytter til hendes musik eller sidder over for hende. Hun taler i udråbstegn og forholder sig kritisk til samfundsdebatten, som hun ofte synes er for ensidig og unuanceret.

– Da jeg lavede ”Tæsk til alle”, brændte jeg på en eller anden måde alle mine broer, for jeg kunne ikke længere holde noget af det, der var i radioen, ud, og jeg syntes, de der drengerøve, der rappede om noget, de ikke havde, var latterlige. Store pengesedler, kæmpe biler, flasker og penge. Jeg ville gerne gøre opmærksom på, at der var så store og tunge problemer i samfundet, som politikere, der smider milliarder væk i skat, uden der sker noget, at vi fucker klimaet op, uden nogen gør noget. Jeg var træt af alt det overfladiske, og jeg ville gerne være med til at komme med en berettiget kritik af et samfund, der var ved at skride.

LÆS OGSÅ: Ulrikke Falch om influencers og jenteloven

– På samme måde havde jeg brug for at give mit bidrag til #metoo-debatten, som jeg synes havde taget en forkert drejning. ”Sut min klit” er mit indspark i den debat og et opgør med sexisme på alle niveauer. Det er langt ude, at man i et moderne samfund ser kvinders nøgenhed som noget seksuelt. Ammende mødre kan ikke længere amme offentligt, fordi nogle cafeer synes, at det er upassende – det er jo vanvittigt, når det er det mest naturlige, og vi samtidig ser vold og porno i stride strømme. Jeg ville også gerne gøre opmærksom på, at bare fordi vi brændte bh’er i 70’erne og fik stemmeret for cirka 100 år siden, så er der ikke lighed i dag. Og kvinder er også stadig synonym med luder og so i rapmusik, så ”Sut min klit” er et alternativ til det, fordi jeg synes, at sexisme og misogyni er kikset og slidt: ”Ingen har lyst til at sutte slap pik/ tag noget viagra/ og sut min klit”, rapper Nikoline.

Ingen kasser

Kontrasten mellem Nikolines lange, brune lokker og feminine udstråling og hendes grove og direkte sprogbrug er stor. Men det er lige præcis pointen, for hun hverken vil eller kan puttes i en ”kasse”. Og derfor har hun også i adskillige interviews samt i dette afvist at tale om sin seksualitet eller alder.

– Jeg har oplevet, at nogle har forsøgt at ”placere” mig, men det er der ingen, der har kunnet på en rammende måde. Jeg har altid været mega offensiv og raaaw-agtig. I folkeskolen blev jeg ikke mobbet over min seksualitet eller multietnicitet, men fordi jeg var hende, der fik topkarakterer, samtidig med at jeg oversvømmede klasselokalet og lavede Pippi Langstrømpe-ballade. Det er bare sådan, jeg er, og derfor faldt det mig også meget naturligt at skrive en sang som ”Sut min klit”, der gør op med ”kasserne”. Heri ligger også forklaringen på, hvorfor Nikoline egentlig har sagt ja til at medvirke i ALT for damerne. For hun mener, at dameblade er med til at inddele folk i kasser, og som hun synger i et vers i ”Sut min klit”: ”Dameblade er noget bras / Siger kvinder (er) fra Venus / Mænd fra Mars / Adam kom ikke før Eva / Det gjorde bakterien”.

– Jeg synes virkelig, at dameblade er noget bras. Lidt karikeret kan man sige, at for at komme på forsiden i et dameblad skal man være smuk og lækker, mens man i et mandeblad skal have opnået eller kunne noget for at være på forsiden. Jeg kan ikke lide det koncept, at vi har noget for damerne og noget for herrerne. Det her er lyserødt, det her er lyseblåt. Den opdeling er latterlig, for jeg synes, der er større forskel på individer end på køn. Jeg har for eksempel ikke noget tilfælles med Pia Kjærsgaard, selvom vi begge er kvinder. Det er ikke fissen, jeg rapper med. Det er det her, siger hun og peger først på hjertet og derefter hovedet.

– Og så kan jeg heller ikke lide alt det der med slanketips og parforhold: Sådan tilfredsstiller du ham. Det er sindssyg kliché.

Men har du rent faktisk læst et dameblad for nylig? Der er faktisk ikke mange slanketips...

– Jaja, men vi har i mange år set på det der happy, happy Instagramlife i damebladene. Jeg har ikke noget imod, at det findes, hvis der er mange, der kan lide det. Jeg har ikke en mission om at lukke damebladene, men jeg synes bare, at dameblade mangler lidt indhold og tyngde, og de ofte skaber et stereotypt billede af kvinder, som jeg ikke bryder mig om.

Du kalder dig selv feminist, og din sang handler om misogyni, men hvordan hænger det sammen med, at du rakker ned på dameblade og dermed kvinder, der læser dem?

– Jeg kæmper for, at alle har lige rettigheder, men vi er ikke en klub af kvinder, der skal holde sammen. Vi er først og fremmest individer, og jeg står op for, at alle har lige vilkår, uanset om vi er enige eller ej, men det er ikke den der svensker-konsensus, jeg er ude efter. Jeg vil ikke være repræsentant for alle kvinder, bare fordi jeg er kvinde. Det er lige så meningsløst som at være repræsentant for alle mørkhårede, bare fordi jeg tilfældigvis er mørkhåret. Jeg har svært ved kvinder, der udtrykker sig ved at sige: ”Vi kvinder...” hold din kæft og tal for dig selv. Der er ikke noget ”vi kvinder” og ”vi mænd”. Det findes ikke.

LÆS OGSÅ: Sara Blædel: "Jeg er forholdsvis generøs, men please nogen - det gør jeg kraftedeme ikke"

Burde kønnet så bare blive udvisket?

– Nej, jeg er kvinde. Definitionen på kvinder er, at man har to X-kromosomer, medmindre man er trans, men der mange måder at være kvinde på. Det, at man er kvinde, betyder ikke, at man eksempelvis automatisk er mere omsorgsfuld end mænd. Jeg oplever ikke kønnet som afgrænsende for, hvad du må og kan være.

– Og det handler heller ikke om maskuline eller feminine træk, for vi har alle begge dele i os. Som barn legede jeg lige meget med Barbie som Power Rangers, og det ene år var jeg prinsesse til fastelavn, og det næste år var jeg Zorro. Jeg synes, det er vigtigt at være i kontakt med summen af alt det, vi er, og være det hele tiden.

Hvordan har du lært det?

– Jeg har altid følt mig meget elsket. Det er nok meget vigtigt for at være
ligeglad med modvind og ligeglad med andre, der prøver at definere én på en eller anden afgrænset måde, siger hun.

Lad os samles

Egentlig er Nikolines ønske med alt det, hun laver, at samle folk og få dem til at blive bevidste om det samfund, de lever i. Alligevel er det ofte provokationen og forargelsen over hendes tekster og musikvideoer, der trækker overskrifter. Men Nikolines intention er ikke at provokere. Hun forholder sig bare til samtiden og skærer klart igennem, siger hun.

– Nogen oplever min musik som provokerende, andre oplever den som befriende. Det kommer helt an på lytteren. Men min musik er en manifestation af mig. Det er mit udtryk, min måde at være på og en følelse, jeg lader mig rive med af. Hvis nogen føler sig provokeret af min musik, er det kun sundt. Kunst er mødet med sig selv, og derfor oplever alle mennesker min musik forskelligt. Hvis folk bliver provokeret, kan de enten slukke for det og ikke udvikle sig eller spørge sig selv, hvad det er, der provokerer dem? For hvad er det værste, der kan ske? De falder jo ikke døde om. Det er ikke farligt. Det er bare mødet med dem selv, som rusker i dem. Og det er der, kunsten virkelig kan noget, siger hun, men understreger, at det langt fra alle, der lader sig skræmme af hendes musik. Faktisk, siger hun, at opbakningen kun er blevet større, siden hendes første sang ”Tæsk til alle” udkom.

Med ”Sut min klit” har både piger og drenge, unge som gamle, skrevet til hende og sagt, at de kan genkende sig selv i sangen – på den ene eller anden måde.

– I The Voice spillede de min sang, hvorefter en af værterne sagde, at lyden af en fake orgasme i sangen ramte hende rigtig meget, for det har alle kvinder prøvet. Andre har reageret meget på, at jeg siger: ”Jeg er alle religioners nemesis”, og blandt andet har nogle indvandrerdrenge skrevet til mig, at nummeret er så vigtigt for dem, fordi deres forældre hele tiden prøver at hive social kontrol ned over hovedet dem. Afhængigt af hvem man er, og hvor man kommer fra, kan folk identificere sig med sangen, og det var det, jeg ville. Det hænger også sammen med min mission om at befri det maskuline og feminine i os alle sammen.

– Jeg vil i det hele taget gerne have, at vi begynder at fokusere mere på det, vi er enige om, i stedet for det, der skiller os ad. Kan vi ikke alle, uanset om vi er på højrefløjen eller venstrefløjen, blive enige om, at politikere ikke bare skal kunne give sig selv lønforhøjelser, imens de skærer ned på alt muligt andet? Kan vi ikke blive enige om at give lige vilkår til alle køn? Der er så meget, vi kan samles om, i stedet for at snakke om burkaer, som kun er relevant for 200 mennesker, eller nøddeafgifter, som får uproportionalt meget opmærksomhed i medierne og øger splittelsen i samfundet, siger hun.

Drop hykleriet

Fællesnævneren for alt det, Nikoline siger og gør, er oprøret mod det, hun kalder for ”hykleriet” og ser blandt både politikere, den almene befolkning og på de sociale medier.

– 8. marts lagde jeg et foto op af mig og en fyr. Vi var på Vesterbro og havde spillet basket, vi var begge lækre og svedige og havde smidt trøjen. Jeg stod afslappet med basketballen og lænede mig op ad ham og skrev på Facebook ”Glædelig 8. marts”. Kort efter blev min profil lukket, fordi mine niples var bare, men det var hans også. Vi stod på en fuldstændig ikke-seksuel måde og havde blot dyrket sport. Nøgenhed skal OGSÅ gælde for alle. Og når der er steder på nettet, jeg ikke kan lægge nøgne bryster op, så photoshopper jeg det sådan, at ALLES brystvorter er dækket – også mændenes. Jeg kan ikke acceptere, at kvinders brystvorter er seksuelle, når man bare har det varmt eller ammer sit barn, mens mænds ikke er. Det handler om lighed – alt andet er hyklerisk.

LÆS OGSÅ: Anahita har været i seng med over 100 mænd: "Den offentlige ydmygelse har ramt mig mest"

– Det er også hyklerisk, når politikere siger, at vi alle skal have ytringsfrihed, men samtidig bliver sure, når man så bruger den mod dem, siger hun og henviser til DF-politikeren Alex Ahrendtsen, som kaldte hende for ”den kvindelige Breivik”, efter hun i musikvideoen ”Flertallet er dumme” symbolsk havde skudt mod politikere på en skydeskive med automatvåben – for at understrege, hvem der havde ansvaret, forklarer hun.

– Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at ytringsfrihed er for alle, så vi ikke bliver hykleriske omkring det. Det er vigtigt at have en reel og omfattende debat om vores demokrati. Demokrati og ytringsfrihed må ikke bare blive tomme floskler, som det efterhånden er blevet i USA, siger hun.

Det virker oplagt at spørge, om Nikoline ikke bare skulle blive politiker med det engagement, hun lægger for dagen. Hun griner, inden hun svarer:

– Det kan være, jeg bliver statsminister på et tidspunkt, men jeg holder meget fast i, at forandringer kommer nedefra. Det er os, folket, der forandrer noget. Ikke politikerne, for de er stuck. Det er Google, Facebook og Amazon, de store multinationale selskaber, som er uden for demokratiets rækkevidde og har langt større indflydelse end Folketinget.

– Men jeg holder også fast i, at jeg er musiker, så for mig er det nærliggende at udtrykke mig gennem musik. Kunstens opgave er at forholde sig til det samfund, vi lever i og reflektere sin samtid, og det er akkurat det, jeg gør. Og det, at jeg så kan jeg se, at mange reagerer positivt på min musik, er bare en ekstra drivkraft for mig, men jeg laver ikke musik til nogen eller ud fra et koncept, siger hun og tænker, inden hun fortsætter:

– Det starter altid med, at man føler, man er alene i verden, indtil man finder ud af, at andre har det på præcis samme måde.