Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff
Foto: Franne Voigt

Interview med Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff

Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff: “Vi er fælles om at være naive romantikere”

De mødtes for over 20 år siden på Teaterskolen i Aarhus. Efter en stormende forelskelse og adskillige brud, mødtes de igen helt tilfældigt og fandt ud af, at de hellere måtte blive gamle sammen. Siden har Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff været en fast duo – også på skærmen, hvor de nu er aktuelle i komedien ”Swinger”.

"I kan hænge jeres tøj i skabet, og der kan I også hænge jeres blufærdighed", siger Birthe Neumann, da hun byder velkommen til "Baunø – Østersøens legeplads". De voksnes legeplads, som hun pointerer med et lille frækt grin. For Baunø er navnet på det fiktive badehotel, der danner ramme om filmen "Swinger" og dermed den swingerklub, hvis medlemmer jævnligt mødes hen over en weekend for at dele kroppe – og frustrationer. Tør man nok at sige.

I filmen møder vi blandt andre ægteparret Rasmus Botoft og Lisbeth Wulff, som nu ikke er et par i filmen. Lisbeth spiller Bolette – en überspraytannet, superlivlig kvinde med dunkende æggestokke, men gift med Jan – en nærmest slukket mand med initiativløse sædceller. Rasmus derimod har fået fornøjelsen af at spille klubbens absolutte alfahan, Jørgen. En nævenyttig, dominerende type – lige dele bitter og sarkastisk, som selvfølgelig i selvbestaltet berettigelse kaster lassoen ud efter den smækre, unge og nyankomne Patricia spillet af sprøde Nathalie Madueño med den overlegne kommentar: "I aften får anakondaen en purung pelskrave".

Rasmus: – Jørgen er et kæmpe asshole. Røvirriterende. Men det var skidesjovt at spille ham, for han er også typen, som ­ofte skaber festen. Hvis han var i ens familie, ville man ­tænke: "Oh God, Jørgen – jeg magter ham ikke", men var han ikke til to fester i træk, hold kæft, så ville han mangle, for så var det jo bare røvkedeligt. Jørgen bryder pænheden, og det kan vi jo også godt lide i det her pæne land. Der er brug for sådan nogle som Jørgen, man vil bare gerne kunne vælge ham til og fra.
Lisbeth: – Problemet med Jørgen er, at han er bundhamrende ulykkelig og megaindebrændt.

Og så er der Bolette...
Lisbeth: – Ja, Bolette er ikke lige den, der sætter sig under ­parasollen frivilligt – i mere end én forstand. Modsat hendes mand, som i den grad er under tøflen. Parret kæmper en desperat kamp for at sætte børn i verden, men på trods af, at hun faktisk er ramt af den her ulykke, er hun glad og livlig. De passer ikke skidegodt sammen, men man bliver ikke skilt der, hvor de bor – de har alt for meget gæld og en ny carport.

Lisbeth: – Det, der er så skønt, er, at man tror, man har regnet dem ud, og pludselig finder man ud af, at "nårrrh okay – det må heller ikke være helt nemt at være Jørgen eller Bolette".

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: “Det har været benhårdt at holde facaden”

Det er nu ikke første gang, de to arbejder sammen. Det har de tidligere gjort i et par teaterstykker og desuden i "Mens vi presser citronen", sidste års adventskalender på DR2, som Lisbeth skrev manuskriptet til.

Lisbeth: – Jeg kan faktisk ikke holde ud at tænke på, hvis Rasmus ikke havde været med i "Swinger" og "Mens vi presser ­citronen". Det er så dejligt – også for vores private liv – at vi var der for hinanden i nogle så vigtige projekter rent arbejdsmæssigt. Vi er meget venskabelige, når vi er på arbejde. Vi ­laver ­ikke en kærestezone, hvor vi lukker andre ude.

Amors pil
Det hænger formentlig sammen med, at de trods alt har været i branchen i en del år efterhånden, og altså heller ikke lige er noget nyt par, mener Lisbeth. Hun og Rasmus har nemlig kendt hinanden siden 1995, hvor de begge gik på Teaterskolen i Aarhus, og Lisbeth var tredjeårselev, da Rasmus kom ind.

Rasmus: – Jeg kan huske helt tydeligt, hvornår jeg blev forelsket i Lisbeth. Hun havde været ovre at besøge sin far i Mellemamerika i en juleferie, og da vi så kom tilbage til skolen, mødtes vi på en trappeopgang. Hun var helt brun...

Lisbeth: – Der kom Amors pil, for det skete for os begge to. Vi kom til at kramme hinanden i alt for lang tid. Vi skulle jo bare sige hej, og på trods af at vi havde gået på skole sammen i et år på det tidspunkt, havde jeg ikke tidligere tænkt, at vi skulle være kærester.

Lisbeth: – Det tog en krig for os fra København at lære ­nogen at kende. Man omgikkes kun sine medstuderende. Så jeg tænkte: "Hvis jeg ikke skal blive sindssyg, bliver jeg nødt til at gå til nogle fester et andet sted!", og heldigt for mig blev jeg så inviteret med til fest på Arkitektskolen. Og bedst da jeg stod der på dansegulvet, kom de her to gamle mænd – dvs. to fyre iført gummimasker. "Ha, sjove fester de har her på Arkitektskolen!", tænkte jeg, og så dansede jeg med den her mand...
Rasmus: – ...meget erotisk!
Lisbeth: – ...uden at vide, hvem det var.

Begge bryder ud i et af interviewets utallige skraldgrin. For når man er i selskab med ægteparret Wulff & Botoft truer humoren konstant med en ny, smittende lavine. Lisbeth suger luft og fortsætter:

– Det var en vidunderlig dans! "Hold kæft, hvor ­spændende! Hvad er han for en?!" – indtil jeg opdagede, at det var en af ­mine egne! For helvede altså. Planen var jo at møde en, der ­ikke var fra teatermiljøet.
Rasmus: – Men nu ved jeg, at jeg ikke bliver vraget, når jeg bliver en olding. Så længe jeg kan danse, er der håb.

Kort efter havde Lisbeth fødselsdag og blev stoppet af vagtmester Jørn i porten på teatret med besked om, at der stod en bakke jordbær til hende. Fra Rasmus.

Lisbeth: – Jeg blev helt rød i hovedet – ligesom jordbærrene – og skulle så køre i elevator med Kirsten Peuliche, som lige var begyndt at instruere vores afgangsforestilling. Jeg kiggede bare ned i de her jordbær og vidste slet ikke, hvad jeg skulle ­sige. Men altså... så var jeg jo solgt.

Krise på krise
Og så levede de lykkeligt til deres dages ende. Slut. Nej – hov, sådan fortsætter eventyret om Lisbeth og Rasmus altså ­ikke. Slet ikke. For prinsessen skulle så grueligt meget igennem, før hun fik sin prins... Nok var de meget forelskede, men ­også ­meget unge og forvirrede og ikke ret øvede udi hverken ­krise- ­eller almindelig parforholdshåndtering. Så da det første ­halve års lykkelige forelskelse havde lagt sig, oven på en euforisk rejse rundt i Spanien og Frankrig, fulgte en temmelig lang ­årrække, hvor de to "knoldede rundt i det", og forholdet var skiftevis on and off. Lisbeth var færdig på Teaterskolen og arbejdede skiftevis i Aarhus og København, og Rasmus var en "møgforvirret teaterskoleelev".

Rasmus: – Det er ligesom at være i en sekt!

Lisbeth sprutter af grin.

Rasmus: – Det mener jeg. Når man hører om folk, der kommer ud af Jehovas Vidner eller Moon-bevægelsen, så synes jeg, det lyder nøjagtig, som da jeg gik ud af Teaterskolen og først efter nogle år følte, at jeg havde sluppet den der sekt, jeg havde været i. Det var jo ikke, fordi der var nogle modbydelige mennesker, som ville mig det ondt – man var bare så fokuseret og jo altså også hele tiden sammen med de samme mennesker. Ens hold fyldte så meget, og man gravede rundt inde i sig selv. Så mens man tænkte: "Hold kæft en karriere, jeg er på vej ind i!", var man også et nedbrudt menneske, fordi det er en så psykisk udfordrende uddannelse. Det er totalt brainwash. At gå ud af teaterskolen var ligesom at komme tilbage til virkeligheden.

Rasmus: – Efter nogle år havde vi et brud, som var ret definitivt. Lisbeth flyttede. Og da vi så mødtes igen en dag på Nørrebrogade, var jeg nærmest klædt ud igen...

Lisbeth: – Og jeg var solbrændt. Haha, jeg ser et mønster. På grund af en rolle havde Rasmus hanekam og var helt karset i siderne. Det var smukt. Og bum, så var vi sammen igen, selvom ingen troede på det længere. Og der gik også lidt tid, før vi offentliggjorde det, for der var folk stået helt af! Efter vores brud nummer fire eller fem. Så for at ingen skulle vide, at vi nu igen havde noget kørende, tog vi en taxa og tog på fint hotel og var verden utro. På SAS hotel og bestilte roomservice – det var sådan en spændende hemmelighed at have sammen.

Men selv følte Lisbeth og Rasmus sig anderledes overbevist denne gang og købte lejlighed sammen på Vesterbro. Og nærmest inden nyheden sev ud til omverdenen, var Lisbeth gravid med parrets søn, Wili, som nu er 10 år.

Lisbeth: – Så vi har faktisk taget otte år med bøvl og otte gode.
Rasmus: – Måske omvendt alle andre. Det er hermed et godt råd til andre: Bare se at få alle de der kriser overstået...

LÆS OGSÅ: Iben Hjejle: "Jeg synes jeg har klaret mine skilsmisser ret godt"

Bejlede med broccolisplat
Men hvad var det så, der havde været den magiske tiltrækning ved dem hver især?
Rasmus: – For mig var det Lisbeths vidunderlige energi og livsglæde, som bare strømmer ud af hende. Mennesket Lisbeth. Og hendes skønhed.

Lisbeth: – Tak, Rasmus. Dengang var jeg utrolig smuk. For mig handlede det helt klart om, at Rasmus har et afsindigt­­ ­positivt sind. Der er ikke så meget bitterhed. Rasmus har en tillid til livet, som er så skøn at være en del af – det skal nok gå. Modsat mange andre mænd, så har han også en indre gentleman i sig. I starten lavede han mad til mig hele tiden i sin lillebitte lejlighed på Vestergade. Broccolisplat. "Hold kæft", tænkte jeg, "han kunne blive en god far!". Han tager sig virkelig af dem, han holder af, siger Lisbeth kærligt og med et stort kvæt ironi, hentydende til Rasmus' scoreret.

Rasmus ligger fladt hen over det store, kvadratiske spisebord og gisper af grin.

Rasmus: – Det var min hofret! Jeg lavede det tre gange om ugen. Jeg var jo på SU og havde ingen penge. Nu afslører jeg opskriften! Man koger et helt bundt broccoli...
Lisbeth: – ...helt ud, til det er bægrønt...
Rasmus: – ...og så op i en si, vandet fra og ned i gryden igen...
Lisbeth: – ... og så noget mug på!
Rasmus: – Ja, gorgonzola på, og så noget mælk – fløde var der ikke råd til. Salt og peber. Muskatnød, hvis det skulle gå højt.

Lang grinepause. Med tårer.

Lisbeth: – Rasmus tager sig meget af folk. Han har få omkring sig i den tætte kerne, men dem, han vælger at have helt tæt, passer han utrolig godt på. Og når man er sådan en ung, forvirret pige, som jeg var, da jeg var 25 og ikke anede, om jeg var købt eller solgt i den danske showbizzbranche, var det da dejligt at møde sådan en mand, som ville passe på mig med både mug og splat. Det kan man da kun falde for.

Har ikke døren på klem
Og noget tyder på, at Rasmus' studentikose anstrengelser bar vedvarende frugt.

Rasmus: – Jeg tænker da helt klart, at det er os for altid. Jeg kan ikke forestille mig andet og har heller ikke lyst til at forestille mig det. Mit liv ville ikke på nogen måder være lige så godt uden Lisbeth. Jeg tænker, at vi bliver gamle sammen.

Lisbeth: – Det gør jeg ikke... Nej, det er gas! Hver gang vi ­havde en konflikt, da vi var yngre, var det meget krævende, fordi jeg var så bange for, at det betød, at vi gik fra hinanden. Nu er vi ovre på den anden side – i dag tager vi diskussionen og kommer videre. Vi ved jo, at det aldrig nogensinde handler om at gå fra hinanden. Vores snakke er angstfrie, lige på og reelle.

Rasmus: – Som unge havde vi hele tiden en dør åben, så man kunne smutte videre, hvis det blev for kompliceret. Det gælder jo om at få smækket den dør.
Det med at tage konflikten er ikke noget, Rasmus på ­nogen måde har med sig hjemmefra i det, han kærligt ­beskriver som sin "cirkusfamilie på Amager", hvor der var stort ­sammenhold, kærlighed og tryghed. Men hvor der måske nok blev fejet lidt vel meget ind under gulvtæppet.

Rasmus: – Mine forældre begik den fejl, at de ikke rigtig kunne tale om problemerne. Hele det her tema med ikke at sige sandheden – at der er en løgn, man dækker over, noget uærlighed – har været et issue for mig i mit arbejde og meget af det, jeg har skrevet i "Rytteriet". Kom nu videre ud af den dårlige relation eller få løgnen på bordet. Lorten på disken. Alle de konstellationer, Martin Buch og jeg har skabt i "Rytteriet", ­befinder sig jo alle sammen i noget dårligt, der skal brydes.

I det hele taget har hverken Lisbeth eller Rasmus fået en opskrift på det perfekte parhold med i dåbsgave.

Rasmus: – Det kunne jeg overhovedet ikke finde ud af, selvom jeg enormt gerne ville og var meget tryghedssøgende. Det er meget Lisbeth, der har lært mig det.

Bryder rammerne
Lisbeths forældre blev skilt, da hun var 6 år efter en ellers – set med Lisbeths barneøjne – meget lykkelig tid i Afrika, hvor faren var konsul. Derfra flyttede Lisbeth tilbage til Danmark med sin mor og sin bror. I et socialt boligbyggeri i Birkerød, som mest bestod af fraskilte mødre. Faren blev i udlandet indtil for nylig, hvor han vendte hjem efter fyrre år.

Lisbeth: – Jeg er ikke vokset op med tillid og tryghed på den måde, Rasmus taler om. Til gengæld fandt jeg den andre steder. Jeg har haft en god mor, hun skulle også bare klare det hele selv. Jeg er meget vokset op på en legeplads og blandt en masse legekammerater og deres mødre og har egentlig ­også været ret glad for det, for jeg har fået enormt meget frihed og fået lov til at definere mig selv. Jeg har ikke været præget af ret meget andet end det, jeg selv opdagede hen ad vejen. Jeg kommer altid til at stille spørgsmålstegn ved det her liv, hvor alting er planlagt, og hvor der er meget snævre rammer, for jeg kan ikke indordne mig i det. Min mor havde ingen kæreste, så jeg vidste ikke rigtig noget om parforhold – jeg følte altid lidt, jeg var på visit, når jeg var inde i en far-mor-og-børn-verden. Det var spændende, men ikke naturligt. At jeg står her i dag – med Rasmus og Wili, en familie – har overgået min vildeste fantasi. Det var sådan noget, jeg drømte om. Prinsen på den hvide hest... Jeg kyssede nogle frøer og tænkte, at hvis jeg var rigtig heldig, så kunne det da være... De andre piger i klassen var skidegode til det der med kærester, jeg var den sidste, der fik bryster og havde slet ikke den der identitet. Det var heller ikke noget, jeg sørgede over. Jeg havde sgu slet ikke troet, at jeg kunne finde ud af det. Det kunne jeg jo så heller ­ikke – der gik jo i hvert fald lige 4-8 år, før jeg forstod, hvordan det hang sammen. Haha.

Rasmus: – Det var godt, vi var tålmodige med hinanden.

Håbløse romantikere
På trods af deres meget ­forskellige opvækst har de nu også en del til fælles, er de enige om. De har ­begge et meget nært forhold til deres søskende, og så er de jo fælles om det mest fantastiske projekt – sønnen Wili. Og i forhold til ham har det handlet meget om at mærke efter og sortere til og fra i forhold til det, de selv kommer fra. Børneopdragelsesbøger er de ikke de store tilhængere af.

Lisbeth: – Der ligger lidt ansvarsfralæggelse i det, tror jeg, vi er enige om. Tag nu krisen ind i stedet, og løs den. Mærk efter, og æd indimellem, at man ikke slår til. Lige meget hvor kærlig og opmærksom en forælder, du er, er der jo nogle ting, du ikke er skide sej til. Vi skal jo ­igennem alt muligt med vores børn i lang tid endnu. Wili er 10 nu og ­tager rigtig mange små selvstændighedsskridt. Da han første gang skulle låse sig selv ind i lejligheden, kunne jeg bare se på ham, at han havde taget et vigtigt skridt der. Men jeg glæder mig ikke til den dag, han slipper min hånd på gaden. Men jeg kan huske, Rasmus, at din mor holdt dig i hånden... altså også når jeg var der.

Rasmus: – Ja, jeg slap det aldrig. Jeg gik også med mine forældre i hånden, da jeg gik på Teaterskolen.

Lisbeth: – Når vi så gik tur i gågaden i Aarhus, gik jeg lidt rundt og flagrede for mig selv.

Rasmus: – Du kunne da have holdt min far i hånden! Hahaha.

Men alt endte som det skulle. Prinsessen fik sin prins. Og de to sagde ja til hinanden i 2010 for Gud og knap hundrede gæster i Vartov Kirke i København. På det tidspunkt var Wili knap 3 år og syntes tydeligvis, at morens kjole var for kort.

Lisbeth: – Han havde sikkert forestillet sig en kjole som den i "Askepot", så min kjole var helt forkert. Der var han så helt enig med min mors moster på dengang 90. De to havde helt samme blik: "What?!". Og den var kort – den krøb op, da jeg satte mig i kirken, som jeg så måtte dække med min meget minimalistiske brudebuket, bestående af tre røde roser.

Rasmus: – Jeg syntes ikke, den var for kort.

Lisbeth: – Det var et fantastisk bryllup med fest i det gamle krudthus på Amager Strand og brudevals i sandet, mens folk bare sang melodien. Vi er begge to nogle håbløse romantikere – meget naive begge to. Dét har vi i hvert fald til fælles. 

Lisbeth & Rasmus om at være nøgne i "Swinger"...
Rasmus: – Jeg var da bekymret for temaet, da jeg læste manuskriptet. Og også hele vejen igennem, mens vi optog. Hvor meget ville det her swinger-noget fylde? Hvor meget skulle man se?


Det krævede lange snakke med både medspillere og instruktøren Mikkel Munch-Fals, som heldigvis udviste stor åbenhed og accept i forhold til skuespillernes grænser.

Lisbeth: – Der er også meget materiale, der er blevet klippet fra, hvor vi var meget generøse og friske! Men ja, vi var da enormt bange.

Rasmus: – Det er jeg stadig! Det er da med blandede følelser, at man ser sig selv nøgen på det der store lærred. Det er sgu da både skræmmende og rædselsfuldt.

Lisbeth: – Der er nogle scener, hvor man lige skulle suge lidt luft ind. Vi var heller ikke forinden helt klar over, hvilken stil det ville være. Var det en lusket swingerklub? Men det blev meget nemmere, da vi kom til Ærø, hvor filmen er optaget, og så, at det jo er pæne swingere. Det gjorde det hele meeeget nemmere! Haha.

Lisbeth: – Det er skønt at arbejde sammen med Rasmus, for så er man helt tryg. Især på en film som denne, hvor vi skulle gøre nogle ret intime ting med andre spillere. Det var faktisk virkelig skønt at være sammen om det.

LÆS OGSÅ: Natalie Madueño: “Man er født som man er, og hvis folk synes man har en grim næse, så synes de det”

Lisbeth om Rasmus
Rasmus er noget helt særligt, fordi...
... han har en meget stærk tro på og tillid til den gode ­verden. Han er positiv.

Det, der overraskede mig mest ved Rasmus, var...
... at han kunne finde på at falde for mig. Seriøst!

Det mest utålelige ved Rasmus er, at...
... han indimellem er lidt kontrolagtig. Især når han har travlt, og det kan jeg godt forstå. Så kan der godt gå lidt Kontrol-Kaj i den.

Rasmus om Lisbeth
Lisbeth er noget helt særligt, fordi...
... jamen, det kan man jo fylde et helt ALT for damerne med! Hun er unik, hun stråler. Jeg elsker hende.

Det mest utålelige ved hende...
... Lisbeth har noget med navne – det ved alle, der kender hende. Nogle, der føler, at de lige er kommet tæt på Lisbeth, kan blive helt skuffede, når hun pludselig kalder dem et andet navn. Men det skøreste er, at jeg både bliver kaldt for Ellen, som er hendes mor, Claus, som er hendes far, Morten, hendes bror, Tudse, en anden bror... Nogle gange kan hun nå at sige 4-5 navne, før hun siger Rasmus!

Lisbeth: ... og Kaddis!

Rasmus: ... som er vores kat.

Lisbeth: – Katten er det værste. Der bliver du sur!

Rasmus: – Jeg bliver også sur, når du kalder mig Claus eller Ellen. Især hvis vi har en alvorlig snak. "Nej, Claus, nu må du simpelthen....!". Det kan virkelig slukke mig.

Jeg elsker, når hun...
... tier stille. Hahaha – det er sjovt! Kæften står jo ikke stille på hende. "Jeg elsker, når hun tier stille". Den tager vi!

LÆS OGSÅ: Charlotte Fich: “Kærlighed er ikke noget, der bare er. Det er noget, man skal dyrke”

LÆS OGSÅ: “Jeg blev landskendt og smed hele mit liv på gulvet samtidig”

LÆS OGSÅ: Signe Molde: Kontrolfreak med trætte bryster

Lisbeth Wulff og Rasmus Botoft

Lisbeth Wulff, 44
Skuespiller, uddannet fra Aarhus Teaterskole 1997. Kendt fra "Borgen" og "Live fra Bremen".

Rasmus Botoft, 44
Skuespiller, uddannet fra Aarhus Teaterskole 1999. Kendt fra "Rytteriet", som han har skabt sammen med Martin Buch.

Parret blev gift i 2010 og bor på Vesterbro med deres søn, Wili, 10.

Er aktuelle i komedien "Swinger" og kunne senest ses sammen i DR's adventskalender "Mens vi presser citronen", som Lisbeth havde skrevet.

Se, hvad vi ellers skriver om: Rasmus Botoft, Parforhold og Interview